mor:) skriver:
Ja kvinder har brug for at være sociale ligesom mænd, men jeg undrer mig over at det tilsyneladende bedre kan lade sig gøre i Norge end i Dk at være hjemmegående i længere tid.
Jeg kan undrer mig over at man med tiden bare har accepteret at vores samfund er indrettet sådan at vores behov for pasning er blevet så stor, især sammenlignet med andre lande.
Samtidig synes jeg at familien er blevet et projekt hvor hvert individ i familien skal realisere sig selv og barnet bliver lidt glemt i sit behov for det sociale. Flere og flere børn bliver afleveret i vuggestue før de fylder 1år.
Jeg er uenig i din sidste udtalelse, og synes det er så ærgerligt der altid kommer en slut bemærkning, som lugter lidt af skyld med skyld på, når man snakker pasning i DK
Jeg synes faktisk man i dag i langt højere grad, har fokus på børns behov. Man er klar over man bør være tilstedeværende, man indretter sit hjem efter børn og de får lov til at fylde meget. Før i tiden var der i højere grad en ide om, at børn skulle ses og ikke høres, og i de højere velfærdslag, ja der havde man så barnepige eller andet til at passe....det var altså ikke nødvendigvis det romantiske billede af mor, kødgryder og lækre søndags udflugter.
Når det så er sagt, så peger artiklen da på nogle helt konkrete problemer, man bør tage hånd om - synes bare det er synd, hvis det bliver gjort til " egoistiske karriere mor må bare gå på deltid og tage hjem til kødgryderne", for det ville ærlig talt ikke gavne vores samfund, som jo faktisk er i en økonomisk krise. Jeg arbejder på en af DKs meget succesfulde virksomheder, og jeg ser bestemt ikke egoistiske karrieremødre, som bare stormer derud af uden at tænke på deres børn...tværtimod ser jeg kvinder, som ligger vandret for at få alle ender til at hænge sammen, de arbejder sent aften, så de kan hente tidligt, laver mad til hele ugen i weekenden, så tiden efter afhentning bruges med børnene. OG hold kæft de gør det godt og de er så dygtige, men i stedet for at man beundre, så har vi kvinder travlt med at slå dem i hoved med, at de ikke gør det godt nok, og de burde prioterere deres børn.
Jeg ville sådan ønske man nåede til et sted, hvor vi brugte undersøgelser, som artiklen henviser til, som input til hvordan vi kan gøre tingene bedre UDEN at lave skyld med skyld på. Måske man kunne hjælpe børnene ved, at forældre oftere var i institutionen for andet end at bare hente og bringe? Måske man kunne lave nogle bedre kontaktpersons ordninger, som kunne gøre tingene mere trygt? måske man skulle til at tænke helt radikalt i den måde vi bruger pasning på for at finde bedre og mere holdbare løsninger. Men en ting er sikkert, vi kommer ingen vegne, hvis diskussionen kommer til at lyde på, at kvinder nærmest skal tilbage til kødgryderne og selvrealisering på karrierefronten må ligges til side, for det er altså hverken holdbart for vores økonomi eller samfund.
