Er det egoistisk at droppe forholdet??

Smukkert skriver:

Løber du lidt efter ham?
Det er ham der er ude at føjte og dig der altid henvender sig efter et skænderi?

Har du hørt om co-dependency? (google)

Hvad sker der med ham, hvis du trækker dig lidt? Så bliver han sød og skriver han savner dig osv, eller hvordan?

"Løbe efter"-forhold fungerer på den måde, at den ene løber efter den anden og pludselige bliver denne træt af at løbe og stopper, hvorefter modparten så pludselig begynder at løbe. Dette handler IKKE om kærlighed, det er et afhængighedsmønster. I et forhold, der er baseret på ubetinget kærlighed, der er der slet ikke behov for det løberi.
Nu ved jeg ikke om det er sådan tilfældet er i jeres forhold, men det er værd at tænke igennem, når du er så splittet.

Det, jeg tænker, det er at i har brug for hjælp til at lære at kommunikere, så i kan forstå hinanden. Så du ikke skal stille ? til hvorfor han vælger, som han gør, men så du rent faktisk finder svar på det, og kan få ro i det.
Imagoterapi er mit bedste bud på at lære at kommunikere på en konstruktiv og kærlig måde overfor hinanden.

Når alt det her er sagt, så vil jeg stadig sige, at du skal mærke efter indeni dig selv og vide når dine grænser bliver overtrådte. Det er vigtigt for dig og babyen inde i maven, at du er glad.

Gør noget godt for dig selv og se dine veninder eller familie - hvad der nu end giver dig livsglæde og fjern fokus fra ham. Hvis han virkelig vil dig og baby, så skal han nok komme - hvis ikke, så ved du godt, hvad der er mest rigtigt for dig

Det er absolut mig der løber efter ham - altid altid altid, det har ikke altid været sådan, men efter graviditeten, så er det mig der helt klart altid løber efter ham . og han tager det hele stille og roligt, som om han ved inderst inde, at hvis bare han lader mig køle af noget tid, så kommer jeg lige pludselig

Men nøj, hvor er det altså bare hårdt & svært, føler jeg løber en marathon hver dag, uden egentlig og røre mig..

Det kan godt være jeg er afhængig af ham, fordi jeg har mistet ALT hvad der hedder venner/veninder - fordi jeg i min fortid tog stoffer hist og pist - og er 100 % ude af det nu, og så er de ligesom bare forsvundet..Og sidder jo så med min familie tilbage som det eneste..

Jeg har bekendte som jeg skriver med, men ikke mødes med

-Det virker som om jeg måske skulle prøve at stoppe med at jagte ham???? selvom det nok bliver en lille smule svært for mig

Nettemor skriver:

Hvis det var mig ville jeg nok melde klart ud at jeg ikke kan mere. Hvis ikke jeres kommunikation bliver bedre så er der ikke mere at komme efter i dette forhold for dit vedkommende.

Normalt er jeg ikke til ultimatum i et forhold men i dette tilfælde tro rjeg det er nødvendigt.

Jeg vil prøve at lade ham komme til mig . så det ikke altid er mig der render efter ham og så må jeg se om det ændre lidt..og hvis det bare er det samme og det samme mønster, så er jeg godt klar over hvad jeg bliver nød til at gøre, det er bare SÅ svært

Anonym skriver:

Det er absolut mig der løber efter ham - altid altid altid, det har ikke altid været sådan, men efter graviditeten, så er det mig der helt klart altid løber efter ham . og han tager det hele stille og roligt, som om han ved inderst inde, at hvis bare han lader mig køle af noget tid, så kommer jeg lige pludselig

Men nøj, hvor er det altså bare hårdt & svært, føler jeg løber en marathon hver dag, uden egentlig og røre mig..

Det kan godt være jeg er afhængig af ham, fordi jeg har mistet ALT hvad der hedder venner/veninder - fordi jeg i min fortid tog stoffer hist og pist - og er 100 % ude af det nu, og så er de ligesom bare forsvundet..Og sidder jo så med min familie tilbage som det eneste..

Jeg har bekendte som jeg skriver med, men ikke mødes med

-Det virker som om jeg måske skulle prøve at stoppe med at jagte ham???? selvom det nok bliver en lille smule svært for mig

Åh <3
Søde søde pige...
Selvfølgelig skal du stoppe med at løbe efter ham. For ham kan du så også virke "needy" og det har en afskrækkende effekt på mænd.

Jeg har selv løbet efter fyre og være forblændet af forelskelsen. Det bliver man ALDRIG lykkelig af. Man får kun et ringere og ringere selvværd. Og tro mig, den dag du stopper med at løbe efter fyre og lærer at elske dig selv fra top til tå, indre og ydre, så vil fyrene løbe efter dig. Kvinder der udstråler at de er ren kærlighed har den største tiltrækningskraft på mænd. Måske vil din kæreste også kommer løbende efter dig, når han ser dig stråle i dit eget lys.

Mit råd, det er at sige fra. Kend dine grænser for hvad du vil være med til og hvad du ikke vil være med til. Det er når du overskrider dine egne grænser og kommer til at være over i andre end dig selv (hvad gør han nu, hvorfor svarer han ikke osv), at du bliver ulykkelig.
Det kræver selvfølgelig styrke at lære at sige fra, men når først du kender kunsten, så vil ingen fyr kunne såre dig igen, for det er KUN dig selv og dine tanker, der kan såre dig.

Kæmpe kram herfra <3

DecemberBaby2013 skriver:

Jeg har stået i samme situation, hos mig var det fordi han var usikker. Vi er dog ikke sammen mere af andre grunde, og jeg valgte at få en abort. Men måske (jeg ved det lyder åndssvagt), du skulle give ham luft. Det jeg mener er, lad ham komme til dig! Det skal ikke kun være dig der kontakter evig og altid. Han har sagt han gerne vil være der for dig, det må han jo så bevise over for dig. -Og min mening er, hvis han mener han kan tage vare på et barn, kan han fandeme også kontakte dig! Hvis ikke han selv begynder at kontakte dig, ja så ville jeg i hvert fald droppe ham, og så vente og se om han måske en dag kommer tilbage. Bare et udpluk af min mening, men selvfølgelig skal du følge DIT hjerte, og finde den bedste løsning for DIG! Herfra!

Han siger også ærligt til mig at han er usikker - men ja hvis han vil støtte mig og være der for mig som han skriver, så må han jo også vise mig det

Sidst vi ikke havde skrevet sammen i nogle dage, skrev jeg til hans mor om ikke hun ville sige at jeg gerne ville snakke med ham..

Han skrev så samme aften, og undskyldte og gjorde ved, og fortalte mig at han havde dårlig samvittighed over ikke at have kontaktede mig, og der sagde han : ''Jeg har ventede på du skulle kontakte mig''
SELVOM han skrev dagen før - at han ville kontakte mig
og at han ville komme hjem til mig dagen efter,, efter skole så vi kunne snakke da han savnede mig osv. men kom han? nej, for så var det jo lige at scooteren skulle være færdig
Jeg er SÅ forvirret...

-Men håber at han vender når vores barn kommer til verden
Ved bare ikke om jeg kan leve med det så længe, men kan da starte med at lade være med at løbe efter ham..

Smukkert skriver:

Åh <3
Søde søde pige...
Selvfølgelig skal du stoppe med at løbe efter ham. For ham kan du så også virke "needy" og det har en afskrækkende effekt på mænd.

Jeg har selv løbet efter fyre og være forblændet af forelskelsen. Det bliver man ALDRIG lykkelig af. Man får kun et ringere og ringere selvværd. Og tro mig, den dag du stopper med at løbe efter fyre og lærer at elske dig selv fra top til tå, indre og ydre, så vil fyrene løbe efter dig. Kvinder der udstråler at de er ren kærlighed har den største tiltrækningskraft på mænd. Måske vil din kæreste også kommer løbende efter dig, når han ser dig stråle i dit eget lys.

Mit råd, det er at sige fra. Kend dine grænser for hvad du vil være med til og hvad du ikke vil være med til. Det er når du overskrider dine egne grænser og kommer til at være over i andre end dig selv (hvad gør han nu, hvorfor svarer han ikke osv), at du bliver ulykkelig.
Det kræver selvfølgelig styrke at lære at sige fra, men når først du kender kunsten, så vil ingen fyr kunne såre dig igen, for det er KUN dig selv og dine tanker, der kan såre dig.

Kæmpe kram herfra <3

Har bare hele mit liv været den der - okay, jamen, amen pige som HADER at føle sig ''ikke elsket'' hvilket jeg føler når han behandler mig sådan..og jeg kan da være bange for at hvis jeg bare brat stopper med at kontakte ham, så udnytter han det, og så hører jeg heller intet fra ham, før han måske skriver hvorfor han ikke hører fra mig, han forventer nærmest at jeg render efter ham, for her sidst ville han komme efter skole - men gjorde det ikke selvom han skrev dagen før at han ville gøre det, så vi kunne snakke
Der går så to dage tror jeg uden kommunikation overhovedet, og skriver så til hans mor (hvor han bor) om ikke hun vil sige til ham at jeg gerne vil snakke med ham..

-Der skriiver han så samme aften, at han er ked af at han ikke kom, og havde dårlig samvittighed, og ventede på jeg skulle skrive til ham
også selvom vi aftalte han skulle komme hjem til mig efter skole

Jeg vil prøve at lade ham komme til mig - frygter bare at jeg så ikke ser eller hører fra ham lææææænge, for det er som om han forventer jeg kontakter jeg og nu har vi weekend, så skal han alligevel sikkert på druk med vennerne, og ja

Jeg sidder næsten i den samme situation som dig. Jeg er 20, ca 30+0 og med barnets far, 22, på uddannelse i Jylland. Han var begyndt at glæde sig rigtig meget, så havde han siddet og regnet lidt økonomi, og så var det ren Ragnarok med ham. Jeg har ikke hørt fra ham i halvanden uge. Han siger, at han ikke bare vil skride fra sit barn, og jeg lader da tvivlen komme ham til gode. 

Min plan er at vente til, barnet er født og så se tingene an. Jeg tror, at mænd har svært ved at forholde sig til den lille baby i mors mave. Vores kroppe og sind gennemgår en helt speciel udvikling gennem månederne, som mændene ikke oplever.

Jeg kan så overhovedet ikke forstå, at hans mor skal gå og blande sig i alting hele tiden o_O. Det er da utroligt barnligt! Glæder hun sig ikke til at få et barnebarn? Hun skulle måske prøve at støtte jer i stedet for hele tiden at gøre det mere besværligt...

Jeg håber, at tingene ordner sig for jer Hvis ikke, så er der andre mænd derude.  

Jeg synes du skal tage en snak med ham om at I ikke skal være sammen, men at han skal være far og at det ville være en god idé at I sammen lagde en strategi for hvordan og hvornår og samværd. Han kan jo ikke have barnet alene i starten, men kan han så komme forbi og besøge jer, osv.
Tænk ikke på hvad hans mor fylder i hovedet på ham. Det lyder ikke som om hun vil noget godt og hun må jo affinde sig med hvad du og han aftaler

Min kæreste og jeg, venter barn sammen, hvilket ikke var et hurra fra farens side fra starten af, men jeg valgte at følge mit hjerte, og beholdte barnet.
Efterfølgende er faren så blevet meget mere åben omkring det, og glæder sig til at skulle være far, hvilket bare er et kæmpe plus

men ork, men ork, Min kæreste og jeg bor ikke sammen, da vi skal have vores forhold op at kører, da han jo egentlig var smuttet da jeg valgte at beholde barnet..
Jeg sidder så her til morgen, knust, fyldt med spørgsmål og længtes efter svar
Min kæreste bor hjemme ved sin mor, da han flyttede fra mig. Og hun er god til at få ham i det rigtige lys hele tiden, så det ligesom er mig der hele tiden er forkert på den

-Vores forhold køre sådan pt at han kun er 19 år gammel. Og får den så fyret max af i weekenderne, får set en masse til sine venner, fordi han snart skal være far, og gerne vil nå at fyre den af. Så der mener han jo så at han kan gøre hvad han vil - og ikke forstår min holdning til dette, hvilket tit gør os uvenner

-NÅR vi så har været uvenner, kontakter han ikke mig - før jeg har kontaktede ham (og det går igennem hans mor mobil - da hans er gået i stykker) utrolig frustrerende, da hun her sidst fik skrevet at jeg skulle huske han kan var 19

-Når vi så laver en aftale om at ses/mødes for at snakke ud en gang for alle, og har skrevet sukkersøde og selvfølgelig alvorsord, så aflyser han vores aftaler, fordi han skal have lavet enten scooteren eller noget andet færdigt først - så jeg ligesom må vente, og da jeg så skrev min mening til det, ja så stoppede han sjovt nok pludselig med at svarer, og har endnu ikke hørt fra ham siden igår klokken 20.00 cirka. Ikke engang et godnat eller noget som helst som han plejer

-NÅR han så skriver, ja uha så savner han mig, mangler han mig og min fine mave, som han skriver det, og får mig til at tro at det denne gang nok skal gå og vi kan få snakket om det, indtil han så aflyser for et køretøj

Jeg sidder derfor og tænker og tænker og tænker, om dette forhold burde stoppe, selvom vi venter barn, og selvom jeg elsker ham af hele mit hjerte, og ved det bliver et mareridt at skulle gå fra ham, men han såre mig virkelig når han gør tingene på den måde, ved bare at aflyse vores vigtige aftaler, pludselig stopper med at give lyd, og egentlig køre sit eget spil 100% SELVOM vi snakkede om vor dybt det såret mig når han gør det, her sidst, var vi alligevel tilbage i det samme mønster igen igen..
Og føler lidt at hans mor sidder på sidelinjen og klapper i sine hænder
-For skriver til mig gør hun slet ikke hvis ikke jeg er på talefod med min kæreste, eller har ''såret ham'' ved at sige min mening.
Men ligeså snart jeg så siger ''okay så'' så er jeg både søde i hendes smser og spørger om jeg vil have det og det, til vores barn

-Burde jeg se det her som en knægt på 19, der er skide usikker og ikke aner hvordan pokker han skal håndtere det, fordi tanken om at skulle være far stadig er lidt en chok for ham, og han ikke rigtig ved hvordan han skal gribe det hele an
-Jeg ved SLET IKKE hvad jeg skal gøre, for inden graviditeten så ALT anderledes ud, og det er det der får mig til at holde fast, og får mig til at tænke på OM det er graviditeten der er grund til dette,
for han har været ærlig omkring at han glæder sig, og gerne vil være der, og være far for vores lille barn - men både er usikker og ikke rigtig kan forholde sig til det, da han skal være far.

Jeg VED det bliver en kamp at gå fra ham, da jeg elsker ham SÅ højt, men ved snart ikke længere hvad jeg skal gøre, som han gør tingene, føler jeg jo at han hverken vil mig, eller har lyst til at løse problemerne, og egentlig måske bare venter på at jeg dropper det her af mig selv, så han slipper for det, det er de tanker jeg sidder med Aner jo ikke hvor hans tanker er henne, udover at han fortæller han savner mig, elsker mig, mangler mig osv, men hvorfor viser han det så ikke

Hvad er din mening omkring dette

(Skal lige siges at jeg er rigtig ked af det, så ønsker bare stille og rolige svar)

Min ærlige mening er: Han er ikke klar til at blive far. Jeg tror at han er forvirret og sikkert også rædselsslagen over fremtiden. Og jeg tror ikke på at der er en fremtid for jer. Jeg tror at det bedste for dig vil være at afslutte forholdet og forberede dig på et liv som alenemor.

Når det så er sagt! Så kender jeg hverken ham eller dig. Og hvis du gerne vil kæmpe for jeres forhold, så skal du gøre det. Men jeg tror at I har brug for hjælp hvis I skal komme igennem det her sammen. Så mit råd til dig vil være at I finder en rigtig god parterapeut der kan hjælpe jer med at kommunikere og med at forberede jer på livet som forældre. Uanset om I bliver sammen eller ej

M.h.t. moren, så må du forstå at hun er dybt frustreret og sikkert også vred over at du har tvunget hendes søn til at blive far i en alder af 19 år. Så hendes følelser omkring dig er nok meget ambivalente. Og det kan jeg godt forstå.

NannaRud skriver:

Jeg sidder næsten i den samme situation som dig. Jeg er 20, ca 30+0 og med barnets far, 22, på uddannelse i Jylland. Han var begyndt at glæde sig rigtig meget, så havde han siddet og regnet lidt økonomi, og så var det ren Ragnarok med ham. Jeg har ikke hørt fra ham i halvanden uge. Han siger, at han ikke bare vil skride fra sit barn, og jeg lader da tvivlen komme ham til gode. 

Min plan er at vente til, barnet er født og så se tingene an. Jeg tror, at mænd har svært ved at forholde sig til den lille baby i mors mave. Vores kroppe og sind gennemgår en helt speciel udvikling gennem månederne, som mændene ikke oplever.

Jeg kan så overhovedet ikke forstå, at hans mor skal gå og blande sig i alting hele tiden o_O. Det er da utroligt barnligt! Glæder hun sig ikke til at få et barnebarn? Hun skulle måske prøve at støtte jer i stedet for hele tiden at gøre det mere besværligt...

Jeg håber, at tingene ordner sig for jer Hvis ikke, så er der andre mænd derude.  

Halvanden unge
''Dejligt''at høreat jeg ikke er den eneste - forstå mig ret .

Det er bare lidt som den gravide at sidde tilbage og føle ''ingenting'' det er det jeg gør - uvisheden og alle de andre tanker - er bare en kamp syntes jeg...

aarhusmor skriver:

Jeg synes du skal tage en snak med ham om at I ikke skal være sammen, men at han skal være far og at det ville være en god idé at I sammen lagde en strategi for hvordan og hvornår og samværd. Han kan jo ikke have barnet alene i starten, men kan han så komme forbi og besøge jer, osv.
Tænk ikke på hvad hans mor fylder i hovedet på ham. Det lyder ikke som om hun vil noget godt og hun må jo affinde sig med hvad du og han aftaler

og det er det der gør så ondt - for jeg ved hvor svært det bliver for mig - og alle de tanker om hvad han laver osv, som sikkert bare vil køre på fuld tryk