Hvordan kommer folk over døden?

Mor og meget mere skriver:

Det kan jeg bare ikke få ind i mit hoved - jeg blev færdiguddannet som lærer i '96, og da vidste man da alt om vigtigheden af, at børns sorg tages alvorligt. 

Ofte er det jo svært for barnet at dele sorgen med den overlevende forælder, fordi mor eller far er frygteligt ked af det i forvejen, og barnet ikke vil gøre hende/ham mere ulykkelig - derfor er det bare så vigtigt, at andre voksne træder til og sørger for at "samle barnet op". 

Præcis, men der gik omkring 10år før jeg kom i en gruppe, og det hjalp mig jo ikke. For kunne jo ikke huske alle tingene fra den gang.

Jeg tror det afhænger meget af hvem man mister og i hvilken forbindelse! Jeg kunne ikke forestille mig at miste mine forældre nu. Hvis mine børn døde kunne jeg nok heller ikke komme videre!

I foråret sidste år døde min mormor. Vi var meget tætte - sås flere gange ugentligt og talte hver dag sammen! Hun var 80 år, men frisk og frejdig! Hun faldte ud af sengen en nat og døde 12 timer senere - fuldstændig ud af det blå!

Jeg var selvfølgelig knust og synes verden var uretfærdig, men alligevel har hele sorgprocessen været positiv. Vi har kigget på de gode ting - vi har kun gode minder! Nåede aldrig at opleve hende være plejekrævende. Hun fik det, som hun havde drømt om - en hurtig afsked med hele hendes familie samlet om sig!

Jeg savner hende hver dag, men har som sagt kun gode minder og i alt hvad jeg foretager mig er hun med - jeg ved præcis hvad hun ville sige og råde mig til i alle situationer! Sorgen har ikke været en kamp men nærmere en accept af at vi alle er her på lånt tid!

Jeg har mistet min far, en veninde, en ven og 3 bedsteforældre. For mig har tiden været min ven, stille og roligt er det blevet nemmere, og jeg har kunnet huske dem ikke kun med afsavn og smerte, men også med glæde.

Jeg har absolut ingen anelse om, hvordan jeg ville kunne klare mig videre, hvis jeg mistede et barn, puha tør næsten ikke engang tænke tanken

Jeg kommer aldrig nogensinde over min ene forældres død

Selvfølgelig går livet videre ja, men når man mister sin elskede forældre som Ni årige, så syntes jeg det er svært og komme over det.

 

Tror der er uendelig stor forskel på hva der virker for forskellige mennesker.

 For mit vedkommende mistede jeg 7 familie medlemmer og en veninde fra jan 2004 til maj 2005. 

Først min veninde der begik selvmord, sluttede af med at både min mormor og far døde pludseligt med 1 1/2 mds mellemrum i 2005.

Til at starte med lå jeg på sofaen i en uge og tuede, men jeg var i gang med examener, så var nød til at "tage mig sammen" 

Så døde den næste, og den næste osv. Da min mormor døde gik jeg rundt i en lille mørk bobbel. På et tidspunkt nægtede jeg at gå til flere begravelser, også døde min far. Det var så frygteligt og en meget trist tid. Men jeg var i gang med min bachlor opgave, skulle til flere examener, og min far havde sin egen skomager forretning, som vi sku ha lukket ned, så der stod jeg 2 dage om ugen.

Det endte med at jeg også satte hele første salen i mine forældres hus i stand, så hun ku udleje den, så hun ku blive boende i huset. 

Så for mit vedkommende var hårdt arbejde vejen frem. Også snakker vi meget om de sjove/ gode minder i min familie. 

Og en lille detalje er at thea er opkaldt efter min mormor. Vh stine

Tak for jeres fine svar. Og ja det er nok forskelligt fra person til person og fra oplevelse til oplevelse. Jeg håber jeg vil opleve alle de gode ting først og jeg håber folk i min familie kommer tit at sige farvel i den rigtige rækkefølge.

MariaE skriver:

De eneste jeg har mistet er bedsteforældre, nogle har betydet mere end andre. Dem der har betydet mest har ikke valgt at blive begravet, i minmfamilie donerer man sig til videnskaben.
Så i mit lille hjerte er det ba som om eg ikke har set dem de sidste 10 år eller lign. Som om at hvis jeg vælger at tage turen til Sjælland, vil de igen være at finde i samme lejligheder som altid. Måske derfor jeg ikke føler savnet, ikke føler smerten.
MEN, jeg føler SÅ meget med de folk herinde der mister, dem i nyhederne, dem i tv osv osv, kan sagens føle alt gå i stykker på deres vegne. Dagen kommer hvor jeg sikkert skal sige farvel til en rigtig elsket, en far( ødelagt lever pga 25 års alkoholisme) en mor eller lign.
Men hvordan kommer folk over detenterne sorg det er, især over børn som er det mest dyrebare i ens liv, det maniller mindst kunne forestille sig blive revet bort. Hvilke redskaber bruger folk for at overkomme alle de grimme triste tanker.
Frygter den dag det kommer rigtigt tæt på, at det bare er så overvældende og alt overskyggende og dræbende for ens eget liv

Mistede min far i januar , vi havde ikke et super tæt forhold ( grundet barndom ) men vi ses og havde det godt. Men man kommer videre. Det skal man jo. Hverdagen skal jo gå videre

jeg savner min far, og kan slet ikke nærmere mig kirkegården uden jeg får ondt i maven og tårerne kommer . Om aften når jeg skal sove , og tankerne falder på ham kommer tårerne. Jeg forstår stadigvæk han virkelig er væk. På søndag har mine store drenge fødselsdag, og der vil han helt sikkert være savnet . Den første fødselsdag uden ham.

Det har og er en hård proses at komme igennem. Men vil tro det med tiden bliver det bedre. Jeg har heldigvis ikke før mistet nogle tætte på, og håber der går MANGE år før jeg igen skal opleve dette.