Hvordan kommer folk over døden?

De eneste jeg har mistet er bedsteforældre, nogle har betydet mere end andre. Dem der har betydet mest har ikke valgt at blive begravet, i minmfamilie donerer man sig til videnskaben.
Så i mit lille hjerte er det ba som om eg ikke har set dem de sidste 10 år eller lign. Som om at hvis jeg vælger at tage turen til Sjælland, vil de igen være at finde i samme lejligheder som altid. Måske derfor jeg ikke føler savnet, ikke føler smerten.
MEN, jeg føler SÅ meget med de folk herinde der mister, dem i nyhederne, dem i tv osv osv, kan sagens føle alt gå i stykker på deres vegne. Dagen kommer hvor jeg sikkert skal sige farvel til en rigtig elsket, en far( ødelagt lever pga 25 års alkoholisme) en mor eller lign.
Men hvordan kommer folk over detenterne sorg det er, især over børn som er det mest dyrebare i ens liv, det maniller mindst kunne forestille sig blive revet bort. Hvilke redskaber bruger folk for at overkomme alle de grimme triste tanker.
Frygter den dag det kommer rigtigt tæt på, at det bare er så overvældende og alt overskyggende og dræbende for ens eget liv

MariaE skriver:

De eneste jeg har mistet er bedsteforældre, nogle har betydet mere end andre. Dem der har betydet mest har ikke valgt at blive begravet, i minmfamilie donerer man sig til videnskaben.
Så i mit lille hjerte er det ba som om eg ikke har set dem de sidste 10 år eller lign. Som om at hvis jeg vælger at tage turen til Sjælland, vil de igen være at finde i samme lejligheder som altid. Måske derfor jeg ikke føler savnet, ikke føler smerten.
MEN, jeg føler SÅ meget med de folk herinde der mister, dem i nyhederne, dem i tv osv osv, kan sagens føle alt gå i stykker på deres vegne. Dagen kommer hvor jeg sikkert skal sige farvel til en rigtig elsket, en far( ødelagt lever pga 25 års alkoholisme) en mor eller lign.
Men hvordan kommer folk over detenterne sorg det er, især over børn som er det mest dyrebare i ens liv, det maniller mindst kunne forestille sig blive revet bort. Hvilke redskaber bruger folk for at overkomme alle de grimme triste tanker.
Frygter den dag det kommer rigtigt tæt på, at det bare er så overvældende og alt overskyggende og dræbende for ens eget liv

det lyder uden tvivl hårdt og kynisk.. men man kommer med tiden videre, ikke fordi man synes det er sjovt, ikke fordi at man glemmer dem man elskede, men fordi livet må gå videre.

Jeg mistede min farfar som 12 årig, og han betød meget for mig (også mere end jeg vidste) og jeg troede aldrig jeg skulle komme over det, men efter et stykke tid blev sorgen mindre og med tiden forvandlet til savn. dén vil man altid have i sig.

 

man kommer ikke over det, man lærer at leve med at den person ikke er i sit liv mere. 

Jeg har endnu, heldigvis ikke mistet en forældre. men mistede min bedste ven her i november 11´ en mand jeg snakkede med dagligt og tilbragte meget tid med. Det var hårdt, er det stadig men jeg har med tiden lært at leve med han er her ikke, bliver stadig meget trist nogle dage, men jeg har accepteret at han er her ikke mere. 

Men tror aldrig man kommer over det. 

Man kommer sig aldrig over det, man kommer videre, gennemlever sorgen og med tiden begynder solen at titte frem engang imellem igen, og så hager man sig fast til alt positivt, det var ihvertfald min opskrift på overlevelse.

Hilsen Henriette der mistede sin søn og overlevede

jeg tror bare når der er gået 1uge eller 2 skal man op på hesten igen og leve det liv man plejer for tror det er lang det letteste..

for mit savn af min bedste er bestemt ikke blevet mindre overhoved ikke syntes det er skrækkeligt

men tror min krop er god til at takle de ting med tiden for er en der tuder over film over ting og sorg osv. og det gør jeg ca 1gang om ugen ja lyder meget men min krop får ro på den måde og det er helt ubevist hvis der kommer noget i tvet men lever mig så meget ind i det...

men tror det er forskelligt fra person til person hvordan man takler sorgen...

 

Man kommer som de andre skriver ikke "over det" men man lærer at leve med og komme videre...
Jeg mistede min far da jeg var 9 år - dengang snakkede man ikke med børn om det. Min mor gik til psykolog (han tog sit eget liv) men selv psykologen sagde at jeg ikke behøvede det var i 1993... Jeg har faktisk først fået talt det igennem med en psykolog, da jeg var 23 år....

Har det ligesom dig.....

Kan slet ikke i min vildeste fantasi forestille mig at skulle undvære en der er mig nær ved at jeg en dag skal sige farvel til mine forældre men det er mig SÅ fjernt....
Og endnu mere hvis der skulle ske min mand eller (Gud forbyde det) datter noget..... Jeg er ikke sikker på jeg ville have lyst til at leve videre....

Synes simpelthen at folk er SÅ stærke at de kan komme igennem sådan et tab.....

Hejsa.

Jeg har mistet alle mine bedste forældre den første i 96 og den sidste i 09.... det er en stor sorg, og et savn. Men som alle andre skriver, man kommer ikke over det, man lærer at leve med savnet og sorgen.

Jeg mistede sidste år min elskede søster, det har været noget af det hårdeste jeg nogensinde har været igennem. I dag et år efter kan jeg stadig tude over savnet, men det jeg sommetider syntes er svært er at se den sorg og savn mine forældre har....Vi trøster os mange gange med at det var det bedste for hende, og vi snakker tit om hende..

Det blev til en helt masse, er ikke sikker på jeg har svaret på det du egentlig pspørger om. :-)
Man lærer at leve med det, det bliver langsomt nemmere, men detror vil altid være en sorg og et savn....

MariaE skriver:

De eneste jeg har mistet er bedsteforældre, nogle har betydet mere end andre. Dem der har betydet mest har ikke valgt at blive begravet, i minmfamilie donerer man sig til videnskaben.
Så i mit lille hjerte er det ba som om eg ikke har set dem de sidste 10 år eller lign. Som om at hvis jeg vælger at tage turen til Sjælland, vil de igen være at finde i samme lejligheder som altid. Måske derfor jeg ikke føler savnet, ikke føler smerten.
MEN, jeg føler SÅ meget med de folk herinde der mister, dem i nyhederne, dem i tv osv osv, kan sagens føle alt gå i stykker på deres vegne. Dagen kommer hvor jeg sikkert skal sige farvel til en rigtig elsket, en far( ødelagt lever pga 25 års alkoholisme) en mor eller lign.
Men hvordan kommer folk over detenterne sorg det er, især over børn som er det mest dyrebare i ens liv, det maniller mindst kunne forestille sig blive revet bort. Hvilke redskaber bruger folk for at overkomme alle de grimme triste tanker.
Frygter den dag det kommer rigtigt tæt på, at det bare er så overvældende og alt overskyggende og dræbende for ens eget liv

Man kommer aldrig over det, men man kommer videre. Man savner dem hver dag og i mit tilfælde er ret sikker at jeg har en skytsengel.
Jeg mistede min mor da jeg var 11, min søster var næsten lige fyldt fem.
Men det er vigtigt at få snakket om det. Ligesom DAs mor fik jeg heller ikke snakket med nogen. Jo Ti år efter, i en sindsyg skod sorggruppe.

MariaE skriver:

De eneste jeg har mistet er bedsteforældre, nogle har betydet mere end andre. Dem der har betydet mest har ikke valgt at blive begravet, i minmfamilie donerer man sig til videnskaben.
Så i mit lille hjerte er det ba som om eg ikke har set dem de sidste 10 år eller lign. Som om at hvis jeg vælger at tage turen til Sjælland, vil de igen være at finde i samme lejligheder som altid. Måske derfor jeg ikke føler savnet, ikke føler smerten.
MEN, jeg føler SÅ meget med de folk herinde der mister, dem i nyhederne, dem i tv osv osv, kan sagens føle alt gå i stykker på deres vegne. Dagen kommer hvor jeg sikkert skal sige farvel til en rigtig elsket, en far( ødelagt lever pga 25 års alkoholisme) en mor eller lign.
Men hvordan kommer folk over detenterne sorg det er, især over børn som er det mest dyrebare i ens liv, det maniller mindst kunne forestille sig blive revet bort. Hvilke redskaber bruger folk for at overkomme alle de grimme triste tanker.
Frygter den dag det kommer rigtigt tæt på, at det bare er så overvældende og alt overskyggende og dræbende for ens eget liv

Hvis det er et menneske man elsker højt, så kommer man aldrig nogensinde over det. Jeg mistede min mor i Sep. 12 dvs. det er 7 måneder siden, men jeg føler slet ikke at det er så længe siden.

Man lever med sorgen i hjertet, den bliver ikke mindre med tiden, men man lære at få plads til mere end den. Man bliver mor, kollega, hustru, søster osv. igen, men sorgen er der altid.

Det er desværre eller heldigvis den pris vi betaler når vi vælger at elske et menneske, hvis man ser det lidt fra en anden vinkel, nogen vil måske sige kolde vinkel, så skal man prise sig lykkelig for at man oplever sorg, fordi det betyder også at man har oplevet kærligheden.

Ovenstående er selvfølgelig min mening og mine følelser, men ved at uanset hvem man er og hvad man tror, så forsvinder savnet og sorgen aldrig.

Igen kommer det selvfølgelig også an på hvilket menneske det er man har mistet, hvilken tilknytning man har og hvor mange følelser der er på spil. Når et gammelt menneske dør ( jeg har mistet alle bedsteforældre) som er mæt af dage, så er sorgen man har som pårørende en anden end hvis det er en "uretfærdig" død.

/Fenja