Hvordan kommer folk over døden?

DAs mor skriver:

Man kommer som de andre skriver ikke "over det" men man lærer at leve med og komme videre...
Jeg mistede min far da jeg var 9 år - dengang snakkede man ikke med børn om det. Min mor gik til psykolog (han tog sit eget liv) men selv psykologen sagde at jeg ikke behøvede det var i 1993... Jeg har faktisk først fået talt det igennem med en psykolog, da jeg var 23 år....

Jeg er rystet over, at det stadig stod sådan til i 90'erne... Min far tog sit liv i '75, da jeg var fire år, og jeg oplevede nøjagtigt det samme - men var overbevist om, man var blevet klogere 20 år senere. Gudskelov ville det ikke finde sted i dag. Det tror jeg fuldt og fast på. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg er rystet over, at det stadig stod sådan til i 90'erne... Min far tog sit liv i '75, da jeg var fire år, og jeg oplevede nøjagtigt det samme - men var overbevist om, man var blevet klogere 20 år senere. Gudskelov ville det ikke finde sted i dag. Det tror jeg fuldt og fast på. 

Livet går videre - selv når det føles allermest uretfærdigt. Jeg har mistet 3 forældre - mor - far og stedfar. Livet går videre, og man lærer at leve med savnet. Nogle dage går det lettere end andre. 

Jeg har faktisk levet flere år uden min mor end med. Mærkeligt at tænke på.

Man bærer minderne med sig - jeg bliver aldrig den, der står ved et gravsted og sørger. 

Yurie skriver:

Jeg kom heller ikke i sorggruppe eller noget og det var i 98.

Det kan jeg bare ikke få ind i mit hoved - jeg blev færdiguddannet som lærer i '96, og da vidste man da alt om vigtigheden af, at børns sorg tages alvorligt. 

Ofte er det jo svært for barnet at dele sorgen med den overlevende forælder, fordi mor eller far er frygteligt ked af det i forvejen, og barnet ikke vil gøre hende/ham mere ulykkelig - derfor er det bare så vigtigt, at andre voksne træder til og sørger for at "samle barnet op". 

Moma skriver:

Livet går videre - selv når det føles allermest uretfærdigt. Jeg har mistet 3 forældre - mor - far og stedfar. Livet går videre, og man lærer at leve med savnet. Nogle dage går det lettere end andre. 

Jeg har faktisk levet flere år uden min mor end med. Mærkeligt at tænke på.

Man bærer minderne med sig - jeg bliver aldrig den, der står ved et gravsted og sørger. 

Jeg "slap" min far, da jeg blev ældre, end han nåede at blive - det er underligt, men uden at tænke så meget over det, faldt tingene ligesom på plads for mig indeni. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg "slap" min far, da jeg blev ældre, end han nåede at blive - det er underligt, men uden at tænke så meget over det, faldt tingene ligesom på plads for mig indeni. 

Jeg har også givet slip. Ikke noget jeg bevidst har gjort. Det kommer lige så stille tror jeg. 

jeg mistede min far som 17 årig da jeg var 13 kørte han galt på cykel blev lam var i koma har overlevet forskellige ting 13 gange ca, var en virkelig stor far pige, har haft dep angst gjordt skade på mig selv og virkelig kæmpet, men nu er jeg over de ting og kan se tilbage på det nu og vide jeg er blevet en langt stærkere person, der skal idag meget til og vippe mig af pinden, savnet til min far er her endnu 10 år efter, vil aldrig glemme ham, tror på han sidder og kigger ned på mig og følger mit liv, ærger mig over han døde så tidligt og han ikke nåede og opleve og blive bedstefar, men ja man lære og acc at tingene jo ikke bliver anderledes, men for mig har det været en lang sej kampog komme videre, men har det trods alt godt idag!

Mor og meget mere skriver:

Jeg er rystet over, at det stadig stod sådan til i 90'erne... Min far tog sit liv i '75, da jeg var fire år, og jeg oplevede nøjagtigt det samme - men var overbevist om, man var blevet klogere 20 år senere. Gudskelov ville det ikke finde sted i dag. Det tror jeg fuldt og fast på. 

Mor og meget mere skriver:

Det kan jeg bare ikke få ind i mit hoved - jeg blev færdiguddannet som lærer i '96, og da vidste man da alt om vigtigheden af, at børns sorg tages alvorligt. 

Ofte er det jo svært for barnet at dele sorgen med den overlevende forælder, fordi mor eller far er frygteligt ked af det i forvejen, og barnet ikke vil gøre hende/ham mere ulykkelig - derfor er det bare så vigtigt, at andre voksne træder til og sørger for at "samle barnet op".