Transseksuel...

Meyer skriver:

Min midterste pige havde en periode fra hun var 3 til hun var omkring 4;5 år hvor hun var dreng, tøj leg klædudtøj til fastelavn osv. I dag er hun helt klar pige, men hun elsker forsat vildelege men vælger selv pigetøj. Vi lod hende udleve hendes fasenation af drenge ting. Ved godt det e meget mere accepteret at have en drengepige end en pigedreng. Men jeg ville lade ham udleve hans fasenation.

Tak for svar

Omtalte hun også sig selv som en dreng?
Fordi det er nok primært det der undre mig

Anonym skriver:

Helt enig, han er jo bare et lille barn. Jeg ved ikke. Jeg føler mig bare så splittet. Jeg vil altid støtte ham. Men pt synes jeg bare hans leg/eksperimenteren med identitet giver ham en masse hak i tuden og så ville jeg også gerne forstå hvad der foregår i det lille hovede 

Vi andre forstår heller ikke hvad der foregår inde i vores børns hoveder, så det er bestemt ikke fordi du fejler. Det bliver bare lidt mere åbenlyst når barnet "stikker" lidt ud fra normalen.

Om dit barn er transseksuelt eller ej, er det bedste du kan gøre at styrke hans selvværd og støtte ham. Og det lyder allerede til at det er dit mål.

Pikku Myy skriver:

Vi andre forstår heller ikke hvad der foregår inde i vores børns hoveder, så det er bestemt ikke fordi du fejler. Det bliver bare lidt mere åbenlyst når barnet "stikker" lidt ud fra normalen.

Om dit barn er transseksuelt eller ej, er det bedste du kan gøre at styrke hans selvværd og støtte ham. Og det lyder allerede til at det er dit mål.

Det har du ret i
Tak, blev bare så ked da jeg her den anden dag fik slynget i hovedet af en tæt på at hvis jeg lod ham fortsætte i den her dur ville han da blive homo eller værre.

Jeg tror ikke på sådan noget og jeg vil altid elske ham og bakke ham op, men ved jo også at omverden kan være hård. Og om det blot er en fase eller ej, fornemmer jeg det ikke bliver helt nemt. Men jeg vil da være ved hans side. Jeg synes jo bare han er SÅ meget en dreng, på så mange punkter at jeg har svært ved at kombinere det med ar han vil kaldes pige. Og omtales som en.

Jeg tror altså ikke du skal være nervøs  Min dreng er lige blevet 4 .. Han snakker utroligt meget om piger nu og bliver ved at spørge hvornår han bliver en pige , han ønskede sig askepot på dvd fordi han pludselig er blevet vild med prinsesse film og han snakker utroligt meget om prinsessekjoler   Tager ofte prinsessekjolen på når de leger klæd ud i børnehaven ...Jeg er ikke det mindste bekymret , det da bare en fase de skal igennem fordi de virkelig har fundet ud af der er forskel på piger og drenge ,,

Lady Marion <3 skriver:

Jeg tror altså ikke du skal være nervøs  Min dreng er lige blevet 4 .. Han snakker utroligt meget om piger nu og bliver ved at spørge hvornår han bliver en pige , han ønskede sig askepot på dvd fordi han pludselig er blevet vild med prinsesse film og han snakker utroligt meget om prinsessekjoler   Tager ofte prinsessekjolen på når de leger klæd ud i børnehaven ...Jeg er ikke det mindste bekymret , det da bare en fase de skal igennem fordi de virkelig har fundet ud af der er forskel på piger og drenge ,,

Tak for svar
Rart jeg ikke er den eneste hvis dreng gerne vil være en pige
Min dreng er dog ikke interesseret i at klæde sig ud, men kan godt lide at kigge på "pige" ting.
Personligt elsker jeg har jo som han er og omhan så vil være en påfugl vil jeg støtte ham

Ork ja, jeg kan kende det hele. Og det bekymrer mig ikke det mindste! Jeg går ikke så meget op i det der med, at drenge skal lege med biler og piger med dukker (ikke at jeg tror du gør det).Han har så sent som i dag sagt, at han er en pige. Selvom han godt ved det ikke passer

Jeg tror det er en fase.. og ikke en usund en.

Min yngste søn, som nu er 14, var i flere år totalt opslugt af pigeuniverset. Det var fra 3-årsalderen. Han elskede lyserødt, klædte sig ud som prinsesse hver dag, og da vi og pædagogerne i BH indledte en strategi med at vise ham alternativer - fx sige, at han også kunne klæde sig ud som en flot ridder - gennemskuede han det straks. Da han sagde til mig:" For dig vil jeg godt være en dreng, mor, men for mig selv vil jeg helst være en pige!", stoppede vi straks med at prøve at lokke ham til noget og lod ham være prinsesse på fuld tid! Nu koncentrerede vi os om at give ham hår på brystet til at klare de negative reaktioner, han dagligt mødte. 

Fra han begyndte i skole, forsvandt prinsessetingene. Om han besluttede, at det var for svært at stå ved, eller om han simpelthen havde levet det ud, ved jeg ikke helt, men slut var det. Han er en stille og rolig fyr, som skriver noveller og tegner, og han har primært pigevenner, men er respekteret også blandt de seje drenge. Han taler nu om, at han er til drenge - det kommer ikke bag på os - men ligemeget hvad, så er han fuld af selvværd og mod til at være sig selv, og han skal nok klare sig! 

Humlen i dette er, at det for hans vedkommende har givet bonus ikke at problematisere hans adfærd, men lade ham være sig selv - og at støtte ham, når han har fået hug for det. Og det har han fået! - men alternativet, at opfordre ham til at skjule, hvem han var, havde været meget værre. 

Andre 3-årige vil være drager eller supermænd i en periode - ligeså insisterende som din søn - og det vil man blot trække på smilebåndet af. Måske er det bare på niveau med det - og ja, måske er han transseksuel, men her og nu er der ikke grund til at gøre andet end at lade ham være den, han er, og støtte ham, når andre ikke forstår det. 

Anonym skriver:

Tak for svar

Han er 3
Det er ikke andet for

Så er han endnu så lille . Så ville ikke ligge noget i det . Men afvente og se om det er en fase . Og ikke sætte ham i en evt kasse . 

 

Min dreng er 2½ år og han elsker lyserød og sys at lillesøsters dukker, bamser og Hello Kitty og prinsesse dublo er FANTASTISK. Men han er dreng med stort D og det er børn og de har forskellige faser. Da jeg var lille ønskede jeg mig kun biler  Og jeg er hverken transseksuel eller lesbisk.

Mor og meget mere skriver:

Min yngste søn, som nu er 14, var i flere år totalt opslugt af pigeuniverset. Det var fra 3-årsalderen. Han elskede lyserødt, klædte sig ud som prinsesse hver dag, og da vi og pædagogerne i BH indledte en strategi med at vise ham alternativer - fx sige, at han også kunne klæde sig ud som en flot ridder - gennemskuede han det straks. Da han sagde til mig:" For dig vil jeg godt være en dreng, mor, men for mig selv vil jeg helst være en pige!", stoppede vi straks med at prøve at lokke ham til noget og lod ham være prinsesse på fuld tid! Nu koncentrerede vi os om at give ham hår på brystet til at klare de negative reaktioner, han dagligt mødte. 

Fra han begyndte i skole, forsvandt prinsessetingene. Om han besluttede, at det var for svært at stå ved, eller om han simpelthen havde levet det ud, ved jeg ikke helt, men slut var det. Han er en stille og rolig fyr, som skriver noveller og tegner, og han har primært pigevenner, men er respekteret også blandt de seje drenge. Han taler nu om, at han er til drenge - det kommer ikke bag på os - men ligemeget hvad, så er han fuld af selvværd og mod til at være sig selv, og han skal nok klare sig! 

Humlen i dette er, at det for hans vedkommende har givet bonus ikke at problematisere hans adfærd, men lade ham være sig selv - og at støtte ham, når han har fået hug for det. Og det har han fået! - men alternativet, at opfordre ham til at skjule, hvem han var, havde været meget værre. 

Andre 3-årige vil være drager eller supermænd i en periode - ligeså insisterende som din søn - og det vil man blot trække på smilebåndet af. Måske er det bare på niveau med det - og ja, måske er han transseksuel, men her og nu er der ikke grund til at gøre andet end at lade ham være den, han er, og støtte ham, når andre ikke forstår det. 

Mange tak for dit svar
Det var lige det jeg søgte.
Jeg vil jo ikke gøre noget og har hele tiden fastholdt at jeg IKKE ville gøre noget stort nummer ud af det og blot accepter at sådan hr han det pt.
Det har været rimelig konsekvent fra hans side f siden han har kunne tale så 1 1/2år.

Jeg bliver blot i tvivl når andre påpeger at jeg ikke burde lade ham "dyrke" det.

Igen så er det ikke fordi han klæder sig ud eller viser interesse for det. Blot at Han siger han er en pige.
At han så elsker "pige" ting er jo så det, men han elsker biler lige så højt

Men ja, det bekymre mig da som mor at han skal blive mødt af intolerante mennesker, men så må jeg jo se på det til den tid, hvis det stadig er sådan han har det