Min mand gider mig ikke.....

Anonym skriver:

I aften vil jeg rykke pigerne på samme værelse og låne en seng så han kan blive fri for mig og min tre årige, som gerne kommer ind i nattens løb

Jeg er rigtig ked af at læse hvilken  Situation du står i.

og så endda så tæt på fødslen, så du får lige en krammer .

Jeg synes sgu din mand er lidt tarvelig og det er ikke fair over for din 3 årig.

Nu vil jeg ikke skrive du skal smide ham ud osv.

Men havde det været mig så havde jeg helt sikkert valgt mit barn/børn frem for en mand der opførte sig sådan.

Jeg håber han vågner lidt op og indser det ikke er en særlig moden måde at opføre sig på.

Har det været sådan mellem jer i lang tid? Hvordan har dynamikken i jeres forhold været tidligere? Har det altid været dig der har lavet alt det huslige. Finder du dig i meget uden at sætte grænser og "give igen"? Det virker umiddelbart sådan.

Er babyen planlagt og ønsket?

Hvis du vil høre min ærlige mening, så synes jeg virkelig ikke at han behandler dig pænt. Og jeg synes at du skal til at sætte nogle krav og markere nogle grænser. 

Det er desværre rigtig dårlig timing med en lille på vej, for nu er der minus overskud til også at skulle arbejde på parforholdet... Måske du kommer til at tage konflikterne i det små i den første tid med baby, men mit råd er at når overskuddet er på plads igen, så skal der altså virkelig nye boller på suppen. Kommunikationen mellem jer skal fungere. I skal kunne tale sammen. Han skal behandle dig ordentligt. Og han skal tage sin del af opgaverne derhjemme.

Jeg håber at i finder ud af det. 

 

Vi har altid talt pænt og ordentligt med hinanden. Har egentlig tænkt det er et modent forhold og været glad for den ro der er på.

Vi har talt meget om opgave fordelingen. Som en skriver tidl. er det ikke nødvendigvis 50/50. Men jeg tager mig gerne af alt det huslige og børn, men så er jeg til gængæld ikke den der graver rødder op i haven.

Samtidig er jeg også en pleaser og meget servicerende både over for mand og børn.

Så jo, du har ret i dine antagelser, det kan jeg godt se..

At jeg så synes han bliver mere og mere doven og ligeglad med hvordan her ser ud. nager mig. Når han så siger at det betyder ikke noget for ham at det ikke ligefrem behøver ligne bo bedre og hvis han skal gøre tingene, bliver det når det passer ham, er noget som er kommet frem den sidste mdr. tid hvor jeg har tænkt han måske er stresset med job/studier. Har derfor ikke brokket mig en gjort hvad jeg kunne, så han kun skulle tænke på at sove, jobbe og passe lektier.

Barnet er planlagt og en fælles beslutning. Det har været et stort ønske fra ham at få to biologiske børn. Den tror jeg så ikke jeg er med på længere...  

Prøvede mig med et råd fra tidl. om evt. at tage sofaen til aften og nu ligger jeg så på en af pigernes værelse med min søn, med den forklaring at det simpelthen er fordi jeg snorker så meget og er så besværet at jeg vækker min mand for meget i løbet af natten.

Han har overhovedet ikke reageret eller kommenteret på det. Synes det er lidt hårdt at han kan sove fra det men jeg kan ikke...

Ville selv få dårlig samvittighed hvis jeg gjorde ham så ked at han gik..

Trælst at høre han synes man har sagt en direkte stor løgn, ved at hævde at han jo bruger tid på spil, mens han ser at jeg pøler...

Føler mig jo også utilstrækkelig som mor og kæreste når han siger at jeg overser ham og pigerne. Pigerne har nu aldrig brokket sig, tvært imod.

Gider simpelthen ikke at føde snart! Mest fordi jeg er så bange for at jeg er ved at miste ham...

Jeg vil for resten gerne sige jer alle tak, for jeres pæne og ordentlig skrevet tilbage meldinger... Man må jo forvente lidt af det hele når man opretter en tråd, synes jeg i hvert fald at kunne læse i andre debatter... Så tak!

Anonym skriver:

Nej, faktisk har jeg slet ikke lyst til at skulle igennem en fødsels med ham, med en mand som giver mig den kolde skulder og ikke ser mig i øjnene. Det er bare så øv og smadder trist at vi skal have sådan en tur nu!

Uanset hvad så bliver i nød til at sætte jer ned og snakke ALT igennem.. Ikke bare en samtale der lyder på: "jeg synes du er en røv med øre... " .... "undskyld....." og så er det det.. I skal snakke ALT igennem.. Hvis du ikke kan trænge igennem til ham så synes jeg du skal pakke nogle ting til dig og ungerne og så tage et eller andet sted hen i et par dage.. Husk at sig det til ham og så evt skriv et brev til ham hvor der står ned i mindste detalje HVORFOR du er taget væk et par dage.. 


Herhjemme har vi også haft en periode hvor jeg stod med ALT selv.. Når min mand kom hjem fra job satte han sig på sofaen og faldt så i søvn.. Det stod på i et par mdr fordi at jeg som dig tænkte: "arj han er nok træt det har nok været en hård dag".. men da det blev værre og værre og vi til sidst ikke snakkede sammen og det så var mig der stod for ALT det huslige + ungerne + dyrene så sagde jeg til ham at han måtte hanke op i sig selv for jeg kunne snart ikke mere.. Vi fik snakket igennem og jeg fik sagt til ham at lige nu ville jeg have det nemmere ved at han slet ikke var i vores liv, for så havde jeg da 1 barn mindre at passe (=ham).. Og lige der kunne han godt se hvad jeg snakkede om.. Det er blevet bedre siden vores snak.. Men det er stadig ikke så godt som det har været..

Vi har altid talt pænt og ordentligt med hinanden. Har egentlig tænkt det er et modent forhold og været glad for den ro der er på.

Vi har talt meget om opgave fordelingen. Som en skriver tidl. er det ikke nødvendigvis 50/50. Men jeg tager mig gerne af alt det huslige og børn, men så er jeg til gængæld ikke den der graver rødder op i haven.

Samtidig er jeg også en pleaser og meget servicerende både over for mand og børn.

Så jo, du har ret i dine antagelser, det kan jeg godt se..

At jeg så synes han bliver mere og mere doven og ligeglad med hvordan her ser ud. nager mig. Når han så siger at det betyder ikke noget for ham at det ikke ligefrem behøver ligne bo bedre og hvis han skal gøre tingene, bliver det når det passer ham, er noget som er kommet frem den sidste mdr. tid hvor jeg har tænkt han måske er stresset med job/studier. Har derfor ikke brokket mig en gjort hvad jeg kunne, så han kun skulle tænke på at sove, jobbe og passe lektier.

Barnet er planlagt og en fælles beslutning. Det har været et stort ønske fra ham at få to biologiske børn. Den tror jeg så ikke jeg er med på længere...  

 

OK. Det virker som om han har eller anden form for krise. Jeg kender jer ikke, så det er svært at regne ud hvor den kommer fra. Kan du huske hvornår det startede?

Tror du at han alligevel er bange for at blive far og det ekstra pres det vil medføre, selvom beslutningen var fælles? Kan der være problemer på jobbet eller af økonomisk art?

Jeg ved godt at der er nogen der bruger "kostbar"-metoden, eller hvad man nu skal kalde den - det du forsøger dig med, når du lægger dig ind på det andet værelse. Min erfaring er at der intet godt kommer ud af den slags. I skal simpelthen lære at snakke bedre sammen og han skal forstå hvordan du har det.

En model som har virket for mig: Prøv at være konstruktiv. Lad være med at benævne de negative ting, prøv i stedet at komme med positive forslag. "Hvad hvis vi aftaler at vi hver især må bruge to timer foran computeren hver dag? Skal vi ikke prøve at se hvordan det vil fungere?" Du fortæller ham ikke hvad han gør galt, du kommer med et forslag til forbedring. Man kan også prøve en noget-for-noget: Vil du helst sætte en vask over eller smøre madpakke? Prøv at få ham til at se hvor meget du rent faktisk laver derhjemme uden at du nødvendigvis kritiserer og bebrejder ham. Og ros ham når han hjælper.

Jeg siger ikke at det er en nem løsning, og du vil sikkert møde masser af modstand, men jeg tror på at det er den bedste måde at nå ind til ham.

Og sig at du ville blive virkelig glad for, og sætte enormt stor pris på, at han kunne hjælpe lidt ekstra til når baby kommer. Det er nok en rigtig god idé at I forventningsafstemmer i forhold til hvem der skal lave hvad med baby. 

Det dér med at de tre store er dine børn og at han derfor ikke skal hjælpe med dem... Altså, det kan selvfølgelig godt være at det er en aftale I har, og som du har det fint med. Personligt ville jeg havde det sådan her: Han har valgt at indgå i en familie med dig OG dine tre børn. I er en helhed og han kan ikke bare vælge nogle af jer fra. Og at han så ovenikøbet tillader sig at kritisere den måde du er sammen med dine børn på?! Jeg var eksploderet. Så kan han sgu da selv tage den tre-årige så du kan tilbringe noget tid med de store hvis han synes det er så synd for dem. Helt ærligt, hvad bilder han sig ind?

Anonym skriver:

Jo det er helt korrekt at det intime svinder og for vores vedkommende en del...

Men jeg synes trods alt, at jeg tidligere har oplevet omsorg på en anden måde, i form af, at ens partner har lyst til at aflaste, hjælpe til med de større praktiske ting osv.

Jeg synes jo bare jeg er blevet ignoreret når jeg om morgenen har stået med hovedet ned i kummen og skulle have hele familien op osv.

Har virkelig glædet mig til et fælles barn med ham og synes jeg har været snyde heldig, at jeg har fået en chance til...

Men nu synes jeg jo mest af alt, at det virker som om, at jeg står med en mand der har fået meget kolde fødder omkring det hele og ikke rigtig ved hvordan han skal slippe ud af det her igen...

Men håber jo så inderligt at det bare er min største frygt der siger bøh til mig.... 

 

Jeg håber virkelig ikke han har fået kolde fødder, og finder sine varme sider frem nu hvor du skal sættes i gang. Han kan ikke være andet bekendt. Krydser fingre.

Så fik vi talt sammen pænt og ordentligt..

Jeg magtede slet ikke at starte samtalen, men da han pludselig lagde ca. 20 sider om børneopdragelse foran mig, som han bad mig læse, så skal jeg love for, han fik mig i tale!!! Det var for mærkeligt! Har aldrig hørt klager for min opdragelse af børnene, faktisk tvært imod.

Men jeg kom faktisk ud med mange ting, som jeg vil sige er belyst her i debatten. Fik sagt at det ikke var fair, at det hed, at det var mig der overså de store børn og kæreste, at det var mig der ikke var en "god opdrager" Fik ham forklaret hvor ked af det jeg var blevet da han indirekte (jeg er kvinde og tolker jo) kritiserer min måde at være på som mor og kæreste. Fik spurgt hvor han var henne i denne problematik, om det ikke burde lyde, hvilken opmærksomhed giver vi hinanden, hvordan opdrager vi sammen børnene. Fik lavet nogle aftaler omkring nogle rutiner. Jeg foreslog blandt andet at vi hver dag efter skole og job, mødtes ved køkkenbordet til snak om dagen der gik og det der nu skulle ske, i stedet for at fare i hver sin computer i hvert sit rum, for så er det nemlig at jeg pludselig står ene med min tre -årige. Om det så bare er 15 min. er fint med mig. Bare det giver alle mulighed for at høre, hvordan alle hver især har det og evt. dele små opgaver ud, så vi kunne blive færdige sammen, inden der kobles af.

Idéen blev godt modtaget og det hedder sig nu, at VI skal øve os i at sige, når noget går os på, i stedet for det tøse surmuleri, for det magter jeg virkelig ikke!!

At VI skal prøve nogle ændringer med opdragelsen af VORES tre -årige, at manden må mere på banen her og han skal ikke være bange for ikke at få lov og medhold. For selvfølgelig skal hans opdragelse tælle lige så meget i VORES familie, så det er tåleligt for alle at være her.

Synes vi kom omkring mange gode ting, så nu gider jeg godt føde alligevel og han må endda også godt komme med

Tak for jeres hjælp alle sammen

Jeg har fulgt lidt med i din tråd, og hvor jeg er glad for at i fik snakket ud!