Min mand har det sidste stykke tid trukket sig længere og længere væk fra mig. Jeg savner ham som kæreste og synes ikke jeg får den samme respons fra ham mere.
Vi har tvilling piger på 12, en tre-årig, som alle er mine fra et tidl. forhold og venter vores første fælles, nr. 4, som jeg havde termin med d. 7. april.
Jeg har været temmelig belastet de sidste uger af graviditeten, ikke at jeg brokker mig over det, men det har været hovedpine, let forhøjet blodtryk, massiv væske i ben og fødder, lidt ømt bækken og kvalme. Sover dårligt om natten, som alle andre på dette tidspunkt i graviditeten.
Jeg føler mig ikke så´n vildt attraktiv pga. alt dette og har også forklaret min mand at jeg har lyst til ham som altid, så det kan være svært for mig at lægge op til det helt store, fordi jeg tænker at han nok synes jeg er tyk og klam og ikke har lyst til mig. Men jeg vil ham gerne. Prøver i løbet af dagen at komme med små bemærkninger, der fortæller ham, at jeg faktisk har rigtig meget lyst til ham. Ender alligevel tit med at sidde og vente på han bliver færdig med sit spil eller at se fodbold og han lægger sig til at sove, eller med en besked om at han også kommer i seng om to min. og så går der tre timer....
Men der er slet ingen kærtegn der ligner, imellem os. Synes heller ikke han viser nogen glæde ved at han skal være far.
Ellers er jeg næsten som jeg plejer. Står op om morgenen og laver morgenmad til alle. Passer børnene mht. lektier, fritidsaktiviteter, legeaftaler, henter og bringer, sørger for indkøb og alt det huslige, kørte såmænd på renovationen i går med en proppet bil osv. Plejer også at lave min mands madpakke med små overraskelser i.
Han har nogle lange dage på job, hvor han først er hjemme ved 17- tiden. Når han kommer hjem har han brug for at koble af som han siger, og det er så foran computeren med et spil. Har aldrig klaget over dette men tænkt tanken, at jo mere han så skal koble af, des mere arbejde til mig og igen mindre tid til os sammen om aftenen.
Det her spil fortsætter efter aftensmaden og nu også langt ud på aftenen, så vi går i seng hver for sig.
I weekenderne er det mig der står op med børnene (de er jo også mine) men jeg har det simpelthen så dårligt om morgenen og er træt. Han ved det og det har undret mig mange gange at han ikke tilbyder sin hjælp disse morgener. Efter morgenmaden sætter han sig ved sin computer og "kobler af"
Til mit problem. I weekenden her, har vi absolut intet gjort sammen, næsten ikke engang talt sammen. Jeg har prøvet, men han har virket mut. Jeg har i lang tid slået det hen med at han er stresset og han skal have lidt tid og ro.
Spurgte i går om han havde det godt om der var noget der gik ham på og jeg fik et nej at han havde det fint.
I nat vælger han at smide sig på sofaen hvilket aldrig er sket før.
Han vælger at køre på job i morges, hvor han får kørende af en kollega, uden at give besked. Aftalen var ellers, at han skulle aflevere ham på tre i børnehave og have bilen i tilfælde af at jeg skulle gå i fødsel og der er godt 60 km transport for ham.
Ringede ham op velvidende at han måske var kørt med nogle andre. Spurgte ham med en ordentlig tone hvad alt det her handlede om og jeg egentlig sad med en dårlig mavefornemmelse af at han var lidt ligeglad med mig og lige nu havde mest lyst til at tage hjem til mine forældre. Han blev lidt skarp i det og sagde at den var da alle tiders løsning osv. Skyndte mig at lægge på, synes det var lidt træls at hans kolleger var vidne til det.
Senere ringer han mig op. Og så får jeg ellers besked. Han synes det hele handler om den 3 årige og jeg slet ikke ser de to store eller ham. At han får lov at køre rundt med mig og jeg passer ham op hele tiden. Og JA, det er rigtigt at han tager meget af min tid, når jeg altså ikke laver alt muligt andet i og omkring huset.
Jeg be´r ham prøve at vende den lidt rundt. At jeg godt kan få dårlig samvittighed over at der nu kommer en lille ny og tager noget af hans tid og jeg godt kunne savne han kom lidt mere på banen mht min søn, at han isolerede sig ved computeren og gad ikke deltage i noget så vi kunne nå lidt kærestetid. Når min søn henvender sig til ham ved computeren, synes jeg han får den kolde skulder og bliver afvist. Havde f.eks. i går foreslået en tur til en sø med legeplads osv. og endte med at stå ene med at rydde op og rengøre et bryggers så vi kan få plads til en barnevogn, mens han spillede... Da han så sagde at det var direkte løgn at han sad ved computeren så meget, lagde jeg igen på, for så synes jeg altså det er håbløst og børnene skulle ikke overhøre samtalen.
Generelt går jeg bare med den mavefornemmelse at han ikke glæder sig til barnet, at han er skuffet over mit udseende som gravid og at han ikke elsker mig.... Og så er jeg skuffet over at han kører på den måde og ikke bare lige kan komme hjem, når jeg er så gravid som jeg er!!
Puh så langt det blev
