Min mand gider mig ikke.....

Anonym skriver:

Min mand har det sidste stykke tid trukket sig længere og længere væk fra mig. Jeg savner ham som kæreste og synes ikke jeg får den samme respons fra ham mere.

Vi har tvilling piger på 12, en tre-årig, som alle er mine fra et tidl. forhold og venter vores første fælles, nr. 4, som jeg havde termin med d. 7. april.

Jeg har været temmelig belastet de sidste uger af graviditeten, ikke at jeg brokker mig over det, men det har været hovedpine, let forhøjet blodtryk, massiv væske i ben og fødder, lidt ømt bækken og kvalme. Sover dårligt om natten, som alle andre på dette tidspunkt i graviditeten.

Jeg føler mig ikke så´n vildt attraktiv pga. alt dette og har også forklaret min mand at jeg har lyst til ham som altid, så det kan være svært for mig at lægge op til det helt store, fordi jeg tænker at han nok synes jeg er tyk og klam og ikke har lyst til mig. Men jeg vil ham gerne. Prøver i løbet af dagen at komme med små bemærkninger, der fortæller ham, at jeg faktisk har rigtig meget lyst til ham. Ender alligevel tit med at sidde og vente på han bliver færdig med sit spil eller at se fodbold og han lægger sig til at sove, eller med en besked om at han også kommer i seng om to min. og så går der tre timer....

 Men der er slet ingen kærtegn der ligner, imellem os. Synes heller ikke han viser nogen glæde ved at han skal være far.

Ellers er jeg næsten som jeg plejer. Står op om morgenen og laver morgenmad til alle. Passer børnene mht. lektier, fritidsaktiviteter, legeaftaler, henter og bringer, sørger for indkøb og alt det huslige, kørte såmænd på renovationen i går med en proppet bil osv. Plejer også at lave min mands madpakke med små overraskelser i.

Han har nogle lange dage på job, hvor han først er hjemme ved 17- tiden. Når han kommer hjem har han brug for at koble af som han siger, og det er så foran computeren med et spil. Har aldrig klaget over dette men tænkt tanken, at jo mere han så skal koble af, des mere arbejde til mig og igen mindre tid til os sammen om aftenen.

Det her spil fortsætter efter aftensmaden og nu også langt ud på aftenen, så vi går i seng hver for sig.

I weekenderne er det mig der står op med børnene (de er jo også mine) men jeg har det simpelthen så dårligt om morgenen og er træt. Han ved det og det har undret mig mange gange at han ikke tilbyder sin hjælp disse morgener. Efter morgenmaden sætter han sig ved sin computer og "kobler af"

Til mit problem. I weekenden her, har vi absolut intet gjort sammen, næsten ikke engang talt sammen. Jeg har prøvet, men han har virket mut. Jeg har i lang tid slået det hen med at han er stresset og han skal have lidt tid og ro.

Spurgte i går om han havde det godt om der var noget der gik ham på og jeg fik et nej at han havde det fint.

I nat vælger han at smide sig på sofaen hvilket aldrig er sket før.

Han vælger at køre på job i morges, hvor han får kørende af en kollega, uden at give besked. Aftalen var ellers, at han skulle aflevere ham på tre i børnehave og have bilen i tilfælde af at jeg skulle gå i fødsel og der er godt 60 km transport for ham.

Ringede ham op velvidende at han måske var kørt med nogle andre. Spurgte ham med en ordentlig tone hvad alt det her handlede om og jeg egentlig sad med en dårlig mavefornemmelse af at han var lidt ligeglad med mig og lige nu havde mest lyst til at tage hjem til mine forældre. Han blev lidt skarp i det og sagde at den var da alle tiders løsning osv. Skyndte mig at lægge på, synes det var lidt træls at hans kolleger var vidne til det.

Senere ringer han mig op. Og så får jeg ellers besked. Han synes det hele handler om den 3 årige og jeg slet ikke ser de to store eller ham. At han får lov at køre rundt med mig og jeg passer ham op hele tiden. Og JA, det er rigtigt at han tager meget af min tid, når jeg altså ikke laver alt muligt andet i og omkring huset.

 Jeg be´r ham prøve at vende den lidt rundt. At jeg godt kan få dårlig samvittighed over at der nu kommer en lille ny og tager noget af hans tid og jeg godt kunne savne han kom lidt mere på banen mht min søn, at han isolerede sig ved computeren og gad ikke deltage i noget så vi kunne nå lidt kærestetid. Når min søn henvender sig til ham ved computeren, synes jeg han får den kolde skulder og bliver afvist. Havde f.eks. i går foreslået en tur til en sø med legeplads osv. og endte med at stå ene med at rydde op og rengøre et bryggers så vi kan få plads til en barnevogn, mens han spillede... Da han så sagde at det var direkte løgn at han sad ved computeren så meget, lagde jeg igen på, for så synes jeg altså det er håbløst og børnene skulle ikke overhøre samtalen.

Generelt går jeg bare med den mavefornemmelse at han ikke glæder sig til barnet, at han er skuffet over mit udseende som gravid og at han ikke elsker mig.... Og så er jeg skuffet over at han kører på den måde og ikke bare lige kan komme hjem, når jeg er så gravid som jeg er!!

Puh så langt det blev

 

 

 

Puhh for et indlæg  

det lyder ikke særlig rart, at han er så afvisende.... Er han nervøs for at blive far? 

håber i får talt sammen inden baby kommer... Så ik du står med 4 børn og en mand der opfører sig idiotisk?

Tsk tsk... Vi fortsætter i samme rille...

Har været ude og handle med den mindste og i mellemtiden er han kommet hjem...

Siger ikke hej eller kommer ud med de ting som jeg ikke synes var passende skulle falde over en telefonsamtale.... Sidder bare ved computeren, dog ikke og spiller...

Får de store sendt videre til deres sport og tør næsten ikke at tale og være sammen med min tre -årige i frygt for at støde ham endnu mere...

Nu har han så lige rejst sig og gået i seng!!!!

Jeg synes bare det er for tøset... For pokker, vi er i 30´erne begge to... Har da aldrig hørt om noget lign. fra mine veninder

Anonym skriver:

Det bliver svært at nå, skal sættes i gang på onsdag

Kunne i så ikke afsætte de store i morgen? Bliver da ikke særlig fedt at skulle igennem en igangsættelse med en mand som du lige pt ikke har det særlig godt med

Min mand spiller også meget i perioder, og den der "brug for at koble af" har vi også her, så bølgerne har gået højt på den konto, men det var sku også nødvenigt må man sige, og tror det gælder det samme for jer.

Fred være med det i et mindre omfang. Men efter arbejde, og næsten hver dag går ikke, hvis du spørger mig. Hvis han er helt ødelagt efter arbejde, må han ligger sig på sofaen en halv time, hvor han kan tale dels med ungerne, dels med dig imens, også ellers deltage i madlavning oprydningen mv.

Jeg synes efter 6 år med computer spil, hos os kun det har gavnet. at stille nogle krav- Hvis man har en fritidsaktivitet, er den nød til at passes lidt ind efter forholdende, og det er den her jo bestemt ikke. Hvis din mand ikke kan se at et familieliv kræver nærvær, så skal han til at vågne op. Desværre kan især nogle spil, virkelig påvirke de mænd i en negativ retning. 

Efter min mening behøver man ikke hver aften og ligge i ske eller kigge hinandne dybt i øjenen, manden kan godt sidde engang imellem med sin computer, men du kobler af med en serie, en bog eller en hyggelig veninde sludder you name it. 

Uden at være urimelig, skal du skal skisme stå ved det du siger. Når du har gjort op med dig selv, hvad der er rimelige krav. Måske skal i sammen beslutte hvor meget han kan tillade sig at sidde foran skærmen. Og måske skal opdragelse af den 3 årige være et fælles tema for jer, måske er det ikke biologisk hans, men han har valgt hele pakken, og det må han gå ind i. Dine store piger er så store, at det nok ikke volder de store problemer, og dog hvis din kæreste/mand har en holdning til det, så må han dele det med dig. 

Jeg synes af erfaring, at hvis man går med dårlig samvittighed, og giver lang snor i håbet om ens mand/kæreste vil en mere, at man får lige det modsatte.

Jeg tror man er nød til at vise hvem man er, hvad man står for og sætte nogle rimelige krav til hianden som familie. Hjemme ved mig er alting ikke 50/50, men det er heller aldrig over min grænse, og det lyder til at din kæreste tager alt for meget, og tilmed er pisse træt af omstændighederne, hvilket han ikke burte. Jeg håber der sker noget i ham på onsdag, og at det nye skud på stammen, kan bringe noget varme mellem jer, for så skal I nok få løst jeres problemer. 

Til sidst Nu har du jo erfaring på forholdsområdet, og har prøvet at være højgravid en del gange Og tænker du ikke at det er helt normalt at man ikke er så seksuelle og omsorgsfulde som man ellers er? For her er afstanden da stor mellem min mand og jeg, og meget venskab og team agtig her de sidste uger inden termin. Men det ændre jo ikke på at man elsker hinanden, og man er i en fase nu, hvor det handler mere om at støtte op om hinanden og forbrede sig til ny baby mv.

Line - med 2 boblinger skriver:

Kunne i så ikke afsætte de store i morgen? Bliver da ikke særlig fedt at skulle igennem en igangsættelse med en mand som du lige pt ikke har det særlig godt med

Nej, faktisk har jeg slet ikke lyst til at skulle igennem en fødsels med ham, med en mand som giver mig den kolde skulder og ikke ser mig i øjnene. Det er bare så øv og smadder trist at vi skal have sådan en tur nu!

Wik skriver:

 

Min mand spiller også meget i perioder, og den der "brug for at koble af" har vi også her, så bølgerne har gået højt på den konto, men det var sku også nødvenigt må man sige, og tror det gælder det samme for jer.

Fred være med det i et mindre omfang. Men efter arbejde, og næsten hver dag går ikke, hvis du spørger mig. Hvis han er helt ødelagt efter arbejde, må han ligger sig på sofaen en halv time, hvor han kan tale dels med ungerne, dels med dig imens, også ellers deltage i madlavning oprydningen mv.

Jeg synes efter 6 år med computer spil, hos os kun det har gavnet. at stille nogle krav- Hvis man har en fritidsaktivitet, er den nød til at passes lidt ind efter forholdende, og det er den her jo bestemt ikke. Hvis din mand ikke kan se at et familieliv kræver nærvær, så skal han til at vågne op. Desværre kan især nogle spil, virkelig påvirke de mænd i en negativ retning. 

Efter min mening behøver man ikke hver aften og ligge i ske eller kigge hinandne dybt i øjenen, manden kan godt sidde engang imellem med sin computer, men du kobler af med en serie, en bog eller en hyggelig veninde sludder you name it. 

Uden at være urimelig, skal du skal skisme stå ved det du siger. Når du har gjort op med dig selv, hvad der er rimelige krav. Måske skal i sammen beslutte hvor meget han kan tillade sig at sidde foran skærmen. Og måske skal opdragelse af den 3 årige være et fælles tema for jer, måske er det ikke biologisk hans, men han har valgt hele pakken, og det må han gå ind i. Dine store piger er så store, at det nok ikke volder de store problemer, og dog hvis din kæreste/mand har en holdning til det, så må han dele det med dig. 

Jeg synes af erfaring, at hvis man går med dårlig samvittighed, og giver lang snor i håbet om ens mand/kæreste vil en mere, at man får lige det modsatte.

Jeg tror man er nød til at vise hvem man er, hvad man står for og sætte nogle rimelige krav til hianden som familie. Hjemme ved mig er alting ikke 50/50, men det er heller aldrig over min grænse, og det lyder til at din kæreste tager alt for meget, og tilmed er pisse træt af omstændighederne, hvilket han ikke burte. Jeg håber der sker noget i ham på onsdag, og at det nye skud på stammen, kan bringe noget varme mellem jer, for så skal I nok få løst jeres problemer. 

Til sidst Nu har du jo erfaring på forholdsområdet, og har prøvet at være højgravid en del gange Og tænker du ikke at det er helt normalt at man ikke er så seksuelle og omsorgsfulde som man ellers er? For her er afstanden da stor mellem min mand og jeg, og meget venskab og team agtig her de sidste uger inden termin. Men det ændre jo ikke på at man elsker hinanden, og man er i en fase nu, hvor det handler mere om at støtte op om hinanden og forbrede sig til ny baby mv.

 

Jo det er helt korrekt at det intime svinder og for vores vedkommende en del...

Men jeg synes trods alt, at jeg tidligere har oplevet omsorg på en anden måde, i form af, at ens partner har lyst til at aflaste, hjælpe til med de større praktiske ting osv.

Jeg synes jo bare jeg er blevet ignoreret når jeg om morgenen har stået med hovedet ned i kummen og skulle have hele familien op osv.

Har virkelig glædet mig til et fælles barn med ham og synes jeg har været snyde heldig, at jeg har fået en chance til...

Men nu synes jeg jo mest af alt, at det virker som om, at jeg står med en mand der har fået meget kolde fødder omkring det hele og ikke rigtig ved hvordan han skal slippe ud af det her igen...

Men håber jo så inderligt at det bare er min største frygt der siger bøh til mig.... 

I aften vil jeg rykke pigerne på samme værelse og låne en seng så han kan blive fri for mig og min tre årige, som gerne kommer ind i nattens løb

Anonym skriver:

Min mand har det sidste stykke tid trukket sig længere og længere væk fra mig. Jeg savner ham som kæreste og synes ikke jeg får den samme respons fra ham mere.

Vi har tvilling piger på 12, en tre-årig, som alle er mine fra et tidl. forhold og venter vores første fælles, nr. 4, som jeg havde termin med d. 7. april.

Jeg har været temmelig belastet de sidste uger af graviditeten, ikke at jeg brokker mig over det, men det har været hovedpine, let forhøjet blodtryk, massiv væske i ben og fødder, lidt ømt bækken og kvalme. Sover dårligt om natten, som alle andre på dette tidspunkt i graviditeten.

Jeg føler mig ikke så´n vildt attraktiv pga. alt dette og har også forklaret min mand at jeg har lyst til ham som altid, så det kan være svært for mig at lægge op til det helt store, fordi jeg tænker at han nok synes jeg er tyk og klam og ikke har lyst til mig. Men jeg vil ham gerne. Prøver i løbet af dagen at komme med små bemærkninger, der fortæller ham, at jeg faktisk har rigtig meget lyst til ham. Ender alligevel tit med at sidde og vente på han bliver færdig med sit spil eller at se fodbold og han lægger sig til at sove, eller med en besked om at han også kommer i seng om to min. og så går der tre timer....

 Men der er slet ingen kærtegn der ligner, imellem os. Synes heller ikke han viser nogen glæde ved at han skal være far.

Ellers er jeg næsten som jeg plejer. Står op om morgenen og laver morgenmad til alle. Passer børnene mht. lektier, fritidsaktiviteter, legeaftaler, henter og bringer, sørger for indkøb og alt det huslige, kørte såmænd på renovationen i går med en proppet bil osv. Plejer også at lave min mands madpakke med små overraskelser i.

Han har nogle lange dage på job, hvor han først er hjemme ved 17- tiden. Når han kommer hjem har han brug for at koble af som han siger, og det er så foran computeren med et spil. Har aldrig klaget over dette men tænkt tanken, at jo mere han så skal koble af, des mere arbejde til mig og igen mindre tid til os sammen om aftenen.

Det her spil fortsætter efter aftensmaden og nu også langt ud på aftenen, så vi går i seng hver for sig.

I weekenderne er det mig der står op med børnene (de er jo også mine) men jeg har det simpelthen så dårligt om morgenen og er træt. Han ved det og det har undret mig mange gange at han ikke tilbyder sin hjælp disse morgener. Efter morgenmaden sætter han sig ved sin computer og "kobler af"

Til mit problem. I weekenden her, har vi absolut intet gjort sammen, næsten ikke engang talt sammen. Jeg har prøvet, men han har virket mut. Jeg har i lang tid slået det hen med at han er stresset og han skal have lidt tid og ro.

Spurgte i går om han havde det godt om der var noget der gik ham på og jeg fik et nej at han havde det fint.

I nat vælger han at smide sig på sofaen hvilket aldrig er sket før.

Han vælger at køre på job i morges, hvor han får kørende af en kollega, uden at give besked. Aftalen var ellers, at han skulle aflevere ham på tre i børnehave og have bilen i tilfælde af at jeg skulle gå i fødsel og der er godt 60 km transport for ham.

Ringede ham op velvidende at han måske var kørt med nogle andre. Spurgte ham med en ordentlig tone hvad alt det her handlede om og jeg egentlig sad med en dårlig mavefornemmelse af at han var lidt ligeglad med mig og lige nu havde mest lyst til at tage hjem til mine forældre. Han blev lidt skarp i det og sagde at den var da alle tiders løsning osv. Skyndte mig at lægge på, synes det var lidt træls at hans kolleger var vidne til det.

Senere ringer han mig op. Og så får jeg ellers besked. Han synes det hele handler om den 3 årige og jeg slet ikke ser de to store eller ham. At han får lov at køre rundt med mig og jeg passer ham op hele tiden. Og JA, det er rigtigt at han tager meget af min tid, når jeg altså ikke laver alt muligt andet i og omkring huset.

 Jeg be´r ham prøve at vende den lidt rundt. At jeg godt kan få dårlig samvittighed over at der nu kommer en lille ny og tager noget af hans tid og jeg godt kunne savne han kom lidt mere på banen mht min søn, at han isolerede sig ved computeren og gad ikke deltage i noget så vi kunne nå lidt kærestetid. Når min søn henvender sig til ham ved computeren, synes jeg han får den kolde skulder og bliver afvist. Havde f.eks. i går foreslået en tur til en sø med legeplads osv. og endte med at stå ene med at rydde op og rengøre et bryggers så vi kan få plads til en barnevogn, mens han spillede... Da han så sagde at det var direkte løgn at han sad ved computeren så meget, lagde jeg igen på, for så synes jeg altså det er håbløst og børnene skulle ikke overhøre samtalen.

Generelt går jeg bare med den mavefornemmelse at han ikke glæder sig til barnet, at han er skuffet over mit udseende som gravid og at han ikke elsker mig.... Og så er jeg skuffet over at han kører på den måde og ikke bare lige kan komme hjem, når jeg er så gravid som jeg er!!

Puh så langt det blev

 

 

 

Har det været sådan mellem jer i lang tid? Hvordan har dynamikken i jeres forhold været tidligere? Har det altid været dig der har lavet alt det huslige. Finder du dig i meget uden at sætte grænser og "give igen"? Det virker umiddelbart sådan.

Er babyen planlagt og ønsket?

Hvis du vil høre min ærlige mening, så synes jeg virkelig ikke at han behandler dig pænt. Og jeg synes at du skal til at sætte nogle krav og markere nogle grænser. 

Det er desværre rigtig dårlig timing med en lille på vej, for nu er der minus overskud til også at skulle arbejde på parforholdet... Måske du kommer til at tage konflikterne i det små i den første tid med baby, men mit råd er at når overskuddet er på plads igen, så skal der altså virkelig nye boller på suppen. Kommunikationen mellem jer skal fungere. I skal kunne tale sammen. Han skal behandle dig ordentligt. Og han skal tage sin del af opgaverne derhjemme.

Jeg håber at i finder ud af det.