Anonym skriver:
Barn 2 har været planlagt længe. Februar smider jeg efter fællers aftale mine p-piller. Slut marts bliver jeg fyret fra mit arbejde, fordi jeg har været sygemeldt for lang tid grundet arb. Relateret stress. 3 dage senere tester jeg positiv. Jeg er gravid
mandens reaktion er dog noget anderledes end forventet. Han "lukker op for posen" og fortæller mig hvor stor en vat*** jeg er at gå hen og blive fyret, og det kunne jeg sgu da selv have regnet ud jeg ville blive! Hvorfor fanden jeg da ikke bare havde kunnet stramme balderne sammen som aftalt! Og se nu hvad jeg har gjort mod vores familie!! Nu kommer vi til de næste knap 2 år at leve hvor tingene kun lige kan rende rundt!!... Jeg blev super ked af det og GAL over at han kan finde på at tænke sådan!... Efter nogle timer bliver jeg enig med mig selv om at det sikkert bare er fordi han er super bekymret for fremtiden og så ved jeg jo at hans måde at reagere på er at blive vred. Så der bliver lagt låg på og de næste dage snakker vi om at vi glæder os og at det også er godt at jeg nu har tiden til at komme ordentlig ovenpå igen.
Indtil I aften... Vi kommer til at snakke om hvornår vi skal fortælle bedsteforældrerne det. Han er "ligeglad" hvor jeg så spørger lidt mere ind til det, for det synes jeg er underligt. Det kommer så frem at han har haft en snak med sin mor kort efter min fyring, hvor de åbentbart snakker om at vi hellere må sætte projekt baby på standby, når jeg nu er blevet fyret (selvom han da allerede vidste jeg var gravid). Og så kommer det ellers frem at jo han mener dybt seriøst at jeg selv ER skyld i min fyring, som hvis jeg havde sjusket med mit arb og derfor var blevet fyret, og igen siger han at jeg har sat ham og vores familie i en super dårlig situation og det er min skyld det hele! Nu kommer vi ikke på ferie, vi får ikke købt de ting vi havde planlagt og det hele er bare noget pis! Og at han nogen gange siger noget andet, bare er for at vi kan bevare den gode stemning??!... (Som i at jeg ikke aner hvornår han mener hvad han siger??)
jeg er så ked af det lige nu. Så gal og SÅ frustreret. Jeg troede at især når man var gift, så havde man oprigtigt sagt i medgang og modgang og jeg synes det er så modbydeligt at han tænker som han gør?? At han er VRED på mig over at jeg er blevet fyret!...jeg føler mig svigtet...
jeg aner ikke mine levende råd.... Nogle gange så får jeg sådan en frygtelig tanke i et splitsekund, at måske det også bare var bedst hvis min krop afstødte barnet. Men bare det at skrive det, gør mig hjerteskærende ulykkelig. jeg tror faktisk ikke vores forhold ville kunne bære det...
Jeg er så splittet lige nu. Jeg ønsker VIRKELIG det her barn. Jeg ønsker virkelig at mit barn på 2 skal opleve at få en søskende. men jeg frygter for mit forhold og min kernefamilie. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at få min mand til at forstå hvad stress er og hvad det gør ved en.... Når jeg siger til ham at han da har set hvor langt nede jeg har været, så er hans kommentar at så kunne jeg bare have fundet noget andet arbejde! Og hvis ikke efter første gang jeg røg ned, ja så burde jeg jo i det hele taget have set hvor det var på vej hen ad og fundet noget andet inden!!.... Men det var der jo en grund til jeg ikke gjorde. Vi ville jo gerne have et barn mere!... Og jeg ville ikke sidde i nyt job og så komme få måneder senere og melde en graviditet. Jeg TROEDE jeg kunne holde mit arbejde ud indtil barsel, men kunne jeg så ikke!!... Men hvor er støtten nu hvor jeg har allermest brug for den...
jeg kan rigtig godt bruge hvis der er nogen det har nogle råd til hvordan jeg skal gribe det hele an. Men jeg har ikke brug for at at få "forlad ham" eller andet i den dur.... Jeg er ulykkelig nok lige nu, men jeg står ved mit løfte i kirken, så jeg må have fundet en måde hvordan jeg/ vi kommer igennem det her. Med forhåbentlig en sund og rask baby nr 2. Så hvis i sidder derude med noget erfaring eller et hjælpsomt råd, er jeg jer dybt taknemmelige.... Og jo så må i sgu også godt sige hvis det er mig der er forkert på den!... Nogengange har man jo ikke altid selv "ret". Men jeg aner bare ikke mine levende råd for hvad jeg skala gøre lige nu!.. Skal jeg bare ligge låg på og prøve at glemme at det inderst inde er hans mening om mig?...
hilsen hende den noget frustreret, lykkelige-ulykkelige......
Puha hvor er du dog uheldig med en stress periode og en fyring. Men tillykke med din graviditet. Jeg ved ikke om jeg kan komme med gode råd, men kan måske give lidt perspektiv. Herhjemme er det min mand der lide af stress, og han kommer desværre også til at skyde skylden på mig når økonomien går dårligt. og det er uanset om det er min skyld. Jeg tror mænd har et specielt forhold til det med økonomien og familien. Jeg kunne sagtens leve på en sten med mine børn uden de ville mangle noget. Men det kan min mand langt fra. Vi har været meget dårligt stillet økonomiskt, men min erfaring er at penge ikke er alt og man faktisk kan leve for meget lidt, og være utrolig beriget.
Det er utrolig svært at sætte sig ind i en andens stress. Jeg er endna næsten uddannet psykolog, og jeg har svært ved at forstå min mands stress af og til. Hans dårlige dage går jo i høj grad ud over mig og vores barn. Jeg prøver at gøre alt for at have overskud som måske kan smitte af på ham, men det er altså ikke altid let.
Jeg tror en god ide er at i sætte jer ned og gennemgå økonomien, således at i kan se hvad i reelt har at leve for. Mange gange er det jo ikke så slemt, som man går rundt og frygter. Det kunne måske hjælpe din mand med at være lidt mere rolig, så han bedre kan nyde baby nr 2 
Alt held og lykke til jer
