Graviditet har skabt kaos...

Barn 2 har været planlagt længe. Februar smider jeg efter fællers aftale mine p-piller. Slut marts bliver jeg fyret fra mit arbejde, fordi jeg har været sygemeldt for lang tid grundet arb. Relateret stress. 3 dage senere tester jeg positiv. Jeg er gravid

mandens reaktion er dog noget anderledes end forventet. Han "lukker op for posen" og fortæller mig hvor stor en vat*** jeg er at gå hen og blive fyret, og det kunne jeg sgu da selv have regnet ud jeg ville blive! Hvorfor fanden jeg da ikke bare havde kunnet stramme balderne sammen som aftalt! Og se nu hvad jeg har gjort mod vores familie!! Nu kommer vi til de næste knap 2 år at leve hvor tingene kun lige kan rende rundt!!... Jeg blev super ked af det og GAL over at han kan finde på at tænke sådan!... Efter nogle timer bliver jeg enig med mig selv om at det sikkert bare er fordi han er super bekymret for fremtiden og så ved jeg jo at hans måde at reagere på er at blive vred. Så der bliver lagt låg på og de næste dage snakker vi om at vi glæder os og at det også er godt at jeg nu har tiden til at komme ordentlig ovenpå igen.

Indtil I aften... Vi kommer til at snakke om hvornår vi skal fortælle bedsteforældrerne det. Han er "ligeglad" hvor jeg så spørger lidt mere ind til det, for det synes jeg er underligt. Det kommer så frem at han har haft en snak med sin mor kort efter min fyring, hvor de åbentbart snakker om at vi hellere må sætte projekt baby på standby, når jeg nu er blevet fyret (selvom han da allerede vidste jeg var gravid). Og så kommer det ellers frem at jo han mener dybt seriøst at jeg selv ER skyld i min fyring, som hvis jeg havde sjusket med mit arb og derfor var blevet fyret, og igen siger han at jeg har sat ham og vores familie i en super dårlig situation og det er min skyld det hele! Nu kommer vi ikke på ferie, vi får ikke købt de ting vi havde planlagt og det hele er bare noget pis! Og at han nogen gange siger noget andet, bare er for at vi kan bevare den gode stemning??!... (Som i at jeg ikke aner hvornår han mener hvad han siger??)

jeg er så ked af det lige nu. Så gal og SÅ frustreret. Jeg troede at især når man var gift, så havde man oprigtigt sagt i medgang og modgang og jeg synes det er så modbydeligt at han tænker som han gør?? At han er VRED på mig over at jeg er blevet fyret!...jeg føler mig svigtet...

jeg aner ikke mine levende råd.... Nogle gange så får jeg sådan en frygtelig tanke i et splitsekund, at måske det også bare var bedst hvis min krop afstødte barnet. Men bare det at skrive det, gør mig hjerteskærende ulykkelig. jeg tror faktisk ikke vores forhold ville kunne bære det... 

Jeg er så splittet lige nu. Jeg ønsker VIRKELIG det her barn. Jeg ønsker virkelig at mit barn på 2 skal opleve at få en søskende. men jeg frygter for mit forhold og min kernefamilie. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at få min mand til at forstå hvad stress er og hvad det gør ved en.... Når jeg siger til ham at han da har set hvor langt nede jeg har været, så er hans kommentar at så kunne jeg bare have fundet noget andet arbejde! Og hvis ikke efter første gang jeg røg ned, ja så burde jeg jo i det hele taget have set hvor det var på vej hen ad og fundet noget andet inden!!.... Men det var der jo en grund til jeg ikke gjorde. Vi ville jo gerne have et barn mere!... Og jeg ville ikke sidde i nyt job og så komme få måneder senere og melde en graviditet. Jeg TROEDE jeg kunne holde mit arbejde ud indtil barsel, men kunne jeg så ikke!!... Men hvor er støtten nu hvor jeg har allermest brug for den...

jeg kan rigtig godt bruge hvis der er nogen det har nogle råd til hvordan jeg skal gribe det hele an. Men jeg har ikke brug for at at få "forlad ham" eller andet i den dur.... Jeg er ulykkelig nok lige nu, men jeg står ved mit løfte i kirken, så jeg må have fundet en måde hvordan jeg/ vi kommer igennem det her. Med forhåbentlig en sund og rask baby nr 2. Så hvis i sidder derude med noget erfaring eller et hjælpsomt råd, er jeg jer dybt taknemmelige.... Og jo så må i sgu også godt sige hvis det er mig der er forkert på den!... Nogengange har man jo ikke altid selv "ret". Men jeg aner bare ikke mine levende råd for hvad jeg skala gøre lige nu!.. Skal jeg bare ligge låg på og prøve at glemme at det inderst inde er hans mening om mig?...

hilsen hende den noget frustreret, lykkelige-ulykkelige......

Desværre hverken råd eller lignende men ville ikke gå uden at give et kram, håber alt nok skal løse sig

Puha sikke en omgang, men tror mest af alt at han er bekymret, men mon ikke nok det hele skal løse sig det er jo ikke for altid du er arbejdsløs så med de penge i nu har må i proitere hvad i gerne købe i har overvundet et barn, så det hele skal nok gå  

Undskyld mig. Men hvem er det lige der har gjort dig gravid?

Hvorfor befrugtede han dig, hvis han vidste du ville blive fyret?

Jeg har ingen gode råd til dig, men måtte bare af med min harme på dine vegne.
Sikke dog et fjols han er. Det er da muligt, at han er bekymret, men det skal ikke gå udover dig. I er en familie. I tykt og tyndt og igen har han altså selv valgt, at skyde de store kanon afsted mod din livmoder.

til ham!

RGN skriver:

Undskyld mig. Men hvem er det lige der har gjort dig gravid?

Hvorfor befrugtede han dig, hvis han vidste du ville blive fyret?

Jeg har ingen gode råd til dig, men måtte bare af med min harme på dine vegne.
Sikke dog et fjols han er. Det er da muligt, at han er bekymret, men det skal ikke gå udover dig. I er en familie. I tykt og tyndt og igen har han altså selv valgt, at skyde de store kanon afsted mod din livmoder.

til ham!

Fuldstændig enig. 

Han er da en klaphat af dimensioner. Sorry, men det synes jeg virkelig han er. Desuden skulle min svigermor aldrig blande sig i om vi skulle stoppe PB eller ej.

Jeg ved ikke hvad jeg vil råde dig til, men jeg tror i skal have en ordentlig snak. Og måske skal han have en der ved noget om det til at forklare sig HVAD stress egentlig er. Måske din læge, som vel har sygemeldt dig.

Håber det løser sig for jer. 

 

Tja, hvis du ku se hvor det bar henad mht fyring, så kynne han vel også og havde også ansvar for at stoppe PB. Men tror nu ikke det er baby der er problemet? Jeg har selv været nede og dykke gevaldigt et par vangenes job relateret stress, det var frygteligt! Heldigvis inden jeg mødte min mand, for er helt klar over hvor hårdt det må være at være partner og være nød til at tilsidesætte sig selv for at hjælpe den anden i en længere periode. Tror tit vi glemmer at vores stress også påvirker omgivelserne, og især de mennesker der er en del af vores dagligdag. Og det er virkelig et dilemma, hvor hvordan kan man hjælpe sin partner når man ikke engang kan hjælpe sig selv? Mit forslag vil umiddelbart være at i skal snakke sammen så i begge har styr på den andens følelser og frustrationer. Men det kan være utrolig svært at finde overskud til hvis du har stress, så måske er spsykologhjælp til din mand en mulighed? Der kunne han få luft for frustrationer uden at skade dig, og måske få nogle værktøjer til at hjælpe dig og ikke mindst ham selv og jeres barn/ børn videre?

Anonym skriver:

Barn 2 har været planlagt længe. Februar smider jeg efter fællers aftale mine p-piller. Slut marts bliver jeg fyret fra mit arbejde, fordi jeg har været sygemeldt for lang tid grundet arb. Relateret stress. 3 dage senere tester jeg positiv. Jeg er gravid

mandens reaktion er dog noget anderledes end forventet. Han "lukker op for posen" og fortæller mig hvor stor en vat*** jeg er at gå hen og blive fyret, og det kunne jeg sgu da selv have regnet ud jeg ville blive! Hvorfor fanden jeg da ikke bare havde kunnet stramme balderne sammen som aftalt! Og se nu hvad jeg har gjort mod vores familie!! Nu kommer vi til de næste knap 2 år at leve hvor tingene kun lige kan rende rundt!!... Jeg blev super ked af det og GAL over at han kan finde på at tænke sådan!... Efter nogle timer bliver jeg enig med mig selv om at det sikkert bare er fordi han er super bekymret for fremtiden og så ved jeg jo at hans måde at reagere på er at blive vred. Så der bliver lagt låg på og de næste dage snakker vi om at vi glæder os og at det også er godt at jeg nu har tiden til at komme ordentlig ovenpå igen.

Indtil I aften... Vi kommer til at snakke om hvornår vi skal fortælle bedsteforældrerne det. Han er "ligeglad" hvor jeg så spørger lidt mere ind til det, for det synes jeg er underligt. Det kommer så frem at han har haft en snak med sin mor kort efter min fyring, hvor de åbentbart snakker om at vi hellere må sætte projekt baby på standby, når jeg nu er blevet fyret (selvom han da allerede vidste jeg var gravid). Og så kommer det ellers frem at jo han mener dybt seriøst at jeg selv ER skyld i min fyring, som hvis jeg havde sjusket med mit arb og derfor var blevet fyret, og igen siger han at jeg har sat ham og vores familie i en super dårlig situation og det er min skyld det hele! Nu kommer vi ikke på ferie, vi får ikke købt de ting vi havde planlagt og det hele er bare noget pis! Og at han nogen gange siger noget andet, bare er for at vi kan bevare den gode stemning??!... (Som i at jeg ikke aner hvornår han mener hvad han siger??)

jeg er så ked af det lige nu. Så gal og SÅ frustreret. Jeg troede at især når man var gift, så havde man oprigtigt sagt i medgang og modgang og jeg synes det er så modbydeligt at han tænker som han gør?? At han er VRED på mig over at jeg er blevet fyret!...jeg føler mig svigtet...

jeg aner ikke mine levende råd.... Nogle gange så får jeg sådan en frygtelig tanke i et splitsekund, at måske det også bare var bedst hvis min krop afstødte barnet. Men bare det at skrive det, gør mig hjerteskærende ulykkelig. jeg tror faktisk ikke vores forhold ville kunne bære det... 

Jeg er så splittet lige nu. Jeg ønsker VIRKELIG det her barn. Jeg ønsker virkelig at mit barn på 2 skal opleve at få en søskende. men jeg frygter for mit forhold og min kernefamilie. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at få min mand til at forstå hvad stress er og hvad det gør ved en.... Når jeg siger til ham at han da har set hvor langt nede jeg har været, så er hans kommentar at så kunne jeg bare have fundet noget andet arbejde! Og hvis ikke efter første gang jeg røg ned, ja så burde jeg jo i det hele taget have set hvor det var på vej hen ad og fundet noget andet inden!!.... Men det var der jo en grund til jeg ikke gjorde. Vi ville jo gerne have et barn mere!... Og jeg ville ikke sidde i nyt job og så komme få måneder senere og melde en graviditet. Jeg TROEDE jeg kunne holde mit arbejde ud indtil barsel, men kunne jeg så ikke!!... Men hvor er støtten nu hvor jeg har allermest brug for den...

jeg kan rigtig godt bruge hvis der er nogen det har nogle råd til hvordan jeg skal gribe det hele an. Men jeg har ikke brug for at at få "forlad ham" eller andet i den dur.... Jeg er ulykkelig nok lige nu, men jeg står ved mit løfte i kirken, så jeg må have fundet en måde hvordan jeg/ vi kommer igennem det her. Med forhåbentlig en sund og rask baby nr 2. Så hvis i sidder derude med noget erfaring eller et hjælpsomt råd, er jeg jer dybt taknemmelige.... Og jo så må i sgu også godt sige hvis det er mig der er forkert på den!... Nogengange har man jo ikke altid selv "ret". Men jeg aner bare ikke mine levende råd for hvad jeg skala gøre lige nu!.. Skal jeg bare ligge låg på og prøve at glemme at det inderst inde er hans mening om mig?...

hilsen hende den noget frustreret, lykkelige-ulykkelige......

Jeg vil ikke dunke nogle oveni hovedet. Derimod er det nok ikke helt gennemtænkt at få barn mens du er langtids sygemeldt med stress.

Men det har i jo så været 2 om.

Har du prøvet at snakke med ham stille og roligt? spørge hvad han tænker og føler for ?

Lave en seddel med positive/negative ting?

Måske prøve at ligge et budget for at se om det kan rende rundt? - det virker lidt til det er den manglende indkomst han spekulerer i.

Jeg synes han er en vatpik. Hvorfor helvede har han gjort dig gravid hvis han ikke mener det passer ind med en baby?! Men ja det er da dejlig nemt bare at give dig skylden. Jeg ville ignorere ham helt indtil hans hjerne gror ud igen. Og det gør den nok før eller siden heldigvis :-)

Jeg har selv en kæreste som ikke giver en fis for alle de der depressions- og stress-"sygdomme" - som han siger.

I hans verden er folk der har brug for hjælp, svage (dårlige?) mennesker.

Jeg har haft en depression mens han var udsendt, og det var en stor prøvelse for os begge!!

Det eneste råd jeg kan give DIG personligt er at bruge hans modstand til at gøre dig stærkere. Sæt dig et mål om at han ikke skal "vinde" og "få ret". Arbejd på at blive rask og få nyt overskud. Vis ham at du kan overkomme en stor forhindring som denne - for så viser du ham at du/i også kan overkomme den her baby 2 (som han bruger som undskyldning lige nu).

esioul skriver:

Jeg vil ikke dunke nogle oveni hovedet. Derimod er det nok ikke helt gennemtænkt at få barn mens du er langtids sygemeldt med stress.

Men det har i jo så været 2 om.

Har du prøvet at snakke med ham stille og roligt? spørge hvad han tænker og føler for ?

Lave en seddel med positive/negative ting?

Måske prøve at ligge et budget for at se om det kan rende rundt? - det virker lidt til det er den manglende indkomst han spekulerer i.

Det er jo arbejdsrelateret stress !

Så du mener alvorligt, at det  job som har kørt dig ned også skal bestemme om du skal have børn, når det ellers passer ind i dit liv ?Jeg er sygemeldt lige nu med det samme. Og hvis jeg kunne fjerne alt omkring mit job inden i mit hoved, ville jeg havde det perfekte.

Jeg har været rigtig glad for mit job, der har dog været en masse ændringer ny ledelse og besparelser det sidste år. Nu kunne jeg så ikke mere, og jeg var ikke den 1.

Jeg tror på jeg kommer tilbage, jeg skal bare lige komme helt op på hesten igen ( jeg har nu været syg i 3 uger)

Jeg kan slet ikke forstå din kommentar :-S På den anden side tror jeg kun, man kan sætte sig ind i den situation, hvis man selv har været der eller har haft en tæt på som har prøvet det. Og man vel og mærke er åben over for at mennesker er forskellige.