Som nogen af jer ved, var jeg indlagt i sidste uge med hvad de troede var blindtarmsbetændelse.
Det er jo aldrig let at få diagnostiseret helt præcist, så jeg blev sendt til operation.
Indtil da er der sådan set intet at komme efter, men så fik jeg ellers en på opleveren;
1 - Jeg kommer på opvågning og vågner omkring kl. 7-8.00 om morgenen. En sygeplejerske siger til mig, at min hals har krampet under operationen, så de har måtte intubere mig - derfor jeg nok har lidt ondt i halsen. No shit.
2. Jeg bliver kørt på P4 - Kirugisk afdeling til videre indlæggelse. Hele dagen går. Jeg taler ikke med en læge. En sygeplejerske kommer og skifter plastre på mine sår på maven. Jeg er helt forvirret - i en blanding af narkoserester og morfin. Jeg falder i søvn konstant, nærmest som søvnapnø - de tjekker ikke om jeg tager pillerne, de stiller dem bare og går. Selvom de har set, hvordan jeg helt umotiveret kan falde i søvn.
3. De vil have mig op og gå hurtigst muligt. Det er fint nok. Jeg kan dog bare ikke komme op pga. smerter. Jeg må ikke bruge hjælpehåndtaget over sengen, fordi jeg ikke må bruge mine mavemuskler. Når sengen er på sit laveste kan jeg ikke nå jorden. Er pænt lav.
4. Dagen går, og jeg får ikke talt med en læge. På det her tidspunkt går jeg stadig og tror, at jeg er blevet en blindtarm fattigere. Om aftenen kommer der en sygeplejerske og siger i en sidebemærkning, at det jo ikke var blindtarmen, de fjernede..
De havde fundet store cyster på begge æggestokke...
5. Lettere forvirret falder jeg i søvn og vågner næste morgen ved stuegang. Der kommer en læge, som jeg ikke aner hvem er, og fortæller, at det er cyster, de har fjernet. Til spørgsmålet om, hvor alvorligt, det var, hvor mange, og hvilken betydning det har haft og kan have fremadrettet kommer dette svar:
Ja, alt det fertilitet er jo blevet så flot og fancy. Det ved jeg ikke så meget om.
6. Tilbydes ikke en samtale med en fra gynækologisk afdeling som kan give mig nogle svar.
7. Jeg blev ikke lagt på P6, som egentlig er gynækologisk afdeling, og hvor jeg burde ligge efter operationen, som jo så omhandlede systemet 'down there'.
Ingen kunne svare på noget, og jeg anede ikke mine fulde fem. Jeg var på det tidspunkt stadig medicineret med morfin for at holde smerterne væk.
Men de "opbevarede jo ikke folk", som sygeplejersken så sødt fik det udtrykt. Der følte jeg mig helt bogstaveligt som en ko på vej til slagtning. 
Med 6 morfinpiller i bagagen kunne jeg tage hjem, selvom jeg udtrykkeligt sagde, at jeg var meget utryg ved at skulle hjem. Primært fordi, jeg havde svært ved at gå, holde balancen, bukke mig ned, gå på toilet, gå i bad. Alting. Men hjem blev jeg da sendt, selvom sygeplejersken dog var lidt nervøs for, om de da skulle betale en transport til mig. Jeg forsikrede hende dog om, at jeg da vist nok kendte et par stykker med en bil.
Total smadret oplevelse. Og ps. jeg har stadig ingen svar fået.
Fertilitetslægen holder påskeferie...
