Jeg kan ikke mere.. :'(

Anonym skriver:

Tak for dit svar.

Det er godt og høre det kan gå godt selvom man er alene med det. Jeg kan bare overhovedet ikke se mig selv i den situation. Jeg VIL ikke være alenemor. Ved godt jeg er stædig der. Det er bare ikke mig, jeg ville ikke kunne klare det.

jeg synes det er super flot at du indrømmer at du ikke vil og kan være alenemor.... hatten af for det (hvis jeg havde en på)

men du må også vende den om, og se på dit lille barn at det også har brug for en glad far OG mor.... og hvis du ikke er glad som tingene er nu, kan dit barn mærke det...

lad mig fortælle en lille historie fra inden jeg gik fra min datters far...

jeg troede det hele gik så godt med min datter, at hun trivedes og var så glad... det eneste problem var at hun sov om dagen, og var vågen hele natten... hun vendte simpelthen rundt på nat og dag.... Jeg kunne ikke lige gennemskue hvorfor, eller få rettet op på det... tilsidst fik jeg åbnet mine øjne så meget at jeg kunne se problemet...

hendes far og jeg diskuterede alle timer, hver dag, når vi var vågne... det gik udover hende, og hun sov når vi var vågne så vi kunne diskutere, og var vågen om natten hvor hun kun havde mig, og ikke skulle høre på nogle diskutioner... sådan kørte det i de første 3 mdr. af hendes levetid, indtil jeg sagde fra, og var vågnet godt og grundigt op....

det kan være "farligt" og leve i et forhold hvor man ikke kan blive enige om tingene... og set i bakspejlet bebrejder jeg virkelig mig selv at jeg har kunne få mig selv til og diskutere foran min egen datter, og være tæt på at have "ødelagt" hende....

jeg holdte alt dette for mig selv, men måtte bare ud med det tilsidst, og da jeg havde gjort det forbi med hendes far, måtte jeg snakke med nogle om det for ikke og bryde sammen... jeg tog den med min sundhedsplejerske (trods for min læge også mente vi skulle have hjælp pga. vores alder ( dog til ingen nytte ))

undskyld det blev langt

Hold op den var bare ikke gået herhjemme, men ved også at min kæreste ikke kunne finde på at sove dagen sådan væk og så ellers ikke lave noget. Havde han alligevel gjort det i en periode, så havde jeg skubbet ham ud af sengen  Givet mig til at støvsuge omkring ham, osv.. han kan da ikke mene at det er i orden bare at ligge der og dase! 

Hvis han virkelig virker til at have det skidt og det virker fysisk umuligt for ham at stå op og få noget gjort, så bør han da få snakket om det med sin læge, da det jo kan være en fødselsreaktion.. 

Håber i får hanket lidt op i mandfolket

Anonym skriver:

Hej alle sammen.

 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Fødte vores dejlige datter for 1 ½ måned siden, elsker hende overalt på jorden. Mig og min kæreste, hendes far, er sammen.

Nu er det bare sårn jeg føler jeg står med det hele selv. Jeg laver alt i huset, og tager mig af den lille når min kæreste sover. Det med og sove for ham foregår som regel hele morgenen og formiddagen og middagen.. Så det er meget tid jeg står selv med hende og huset. Jeg har snakket med ham om det, og han er ikke til og tale med, for han kan ikke selv se det. Og han bliver stiktosset hvis jeg bringer det på bane igen.

Hvad skal jeg gøre? Har overvejet og skride fra det hele, det gør bare for ondt i hjertet og tænke tanken om og gøre det, vil ikke leve uden ham og uden min datter, men det her dræber mig langsomt indeni. Jeg bliver mere og mere depri og mister modet til noget som helst. Jeg vil være en familie, os 3, jeg vil ikke være alenemor, det kan jeg ikke klare, så hvad gør jeg?

 

Jeg kan ikke klare det mere

Få ham til at forstå, at I er 2 om at få et barn, og at det ikke kun er dig. 

Fortæl ham, at det sårer dig, og at du hjerne vil have, han er med i jeres familie.

Anonym skriver:

Hej alle sammen.

 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Fødte vores dejlige datter for 1 ½ måned siden, elsker hende overalt på jorden. Mig og min kæreste, hendes far, er sammen.

Nu er det bare sårn jeg føler jeg står med det hele selv. Jeg laver alt i huset, og tager mig af den lille når min kæreste sover. Det med og sove for ham foregår som regel hele morgenen og formiddagen og middagen.. Så det er meget tid jeg står selv med hende og huset. Jeg har snakket med ham om det, og han er ikke til og tale med, for han kan ikke selv se det. Og han bliver stiktosset hvis jeg bringer det på bane igen.

Hvad skal jeg gøre? Har overvejet og skride fra det hele, det gør bare for ondt i hjertet og tænke tanken om og gøre det, vil ikke leve uden ham og uden min datter, men det her dræber mig langsomt indeni. Jeg bliver mere og mere depri og mister modet til noget som helst. Jeg vil være en familie, os 3, jeg vil ikke være alenemor, det kan jeg ikke klare, så hvad gør jeg?

 

Jeg kan ikke klare det mere

Det kan være SKIDE hårdt for forholdet at få børn. 

Jeg har oplevet presis de ting og følelser du står med. Man er magtesløs og det gør ondt inde i en. 

Der var engang en klog én der har sagt; ligegyldigt hvad, gå ikke fra hinanden før barnet er 2 år. 

Han mener selvfølgelig at et barn op til 2 år er en kæmpe prøvelse for de fleste forhold og det blir bedre!! 

Jeg ved ikke hvad der hjælper i jeres situation, men hold ud og bliv. (Med mindre det er direkte skadeligt for jeres barn)

hos os gik der lidt tid, barnet blev større og vi havde vores konflikter. Men det blev bedre, og nu er han den DEJLIGSTE mand og far til vores 2 børn på 1 & 3. 

LR85 skriver:

Det kan være SKIDE hårdt for forholdet at få børn. 

Jeg har oplevet presis de ting og følelser du står med. Man er magtesløs og det gør ondt inde i en. 

Der var engang en klog én der har sagt; ligegyldigt hvad, gå ikke fra hinanden før barnet er 2 år. 

Han mener selvfølgelig at et barn op til 2 år er en kæmpe prøvelse for de fleste forhold og det blir bedre!! 

Jeg ved ikke hvad der hjælper i jeres situation, men hold ud og bliv. (Med mindre det er direkte skadeligt for jeres barn)

hos os gik der lidt tid, barnet blev større og vi havde vores konflikter. Men det blev bedre, og nu er han den DEJLIGSTE mand og far til vores 2 børn på 1 & 3. 

Tusind tak for dit indlæg.

Det gav mig lidt håb for min egen situation. Godt og høre det blev bedre ved dig. Hvad ændrede sig med din mand/faren? Hvordan blev han bedre? Hvis du har lyst til og fortælle selvf. ..

Anonym skriver:

Tusind tak for dit indlæg.

Det gav mig lidt håb for min egen situation. Godt og høre det blev bedre ved dig. Hvad ændrede sig med din mand/faren? Hvordan blev han bedre? Hvis du har lyst til og fortælle selvf. ..

Puuuha, hva blev der gjort og sagt og IKKE gjort og sagt. 

der blev råbt/forlangt/smækket med døre/se på ny lejlighed/savne/snakke/mødes/skilles. 

jeg synes (i bagspejlet) at det var vigtigt at fortælle presis hvad jeg forventede, maaaaaange gange, og så kom alle skænderierne når han enten ikke forstod/var ligeglad. Det tog laaang tid. 

Men hold ham fast, forlang noget. I arbejder begge 37 timer og derudover er man fælles om arbejdet - fortæl ham det! 

Dernæst er det jo noget med a fortælle at i begge har valgt a få barnet og man ikke bare ligger og flader den. 

træk på din familie/veninder som kan forstå dig. 

Og stol på det nok skal blive bedre. 

Jeg synes det ændrede sig meget da barnet var blevet ældre og kunne komme lidt rundt, henvende sig selv til faren osv. 

når du har mulighed, så tag væk en weekend. Så skal han nok få øjnene op for virkeligheden. 

Altså her går manden på arbejde hver dag jo, kører kl 7 og kommer hjem 16.30. Så der er de fleste mødre jo alene. Og i og med jeg er hjemme klarer jeg også rengøring og vasketøj og indkøb.
Det er dagligdag for de fleste mødre. Så hygger man et par timer med manden og børnene om aftenen og så i weekenderne. Så måske synes du det er værre fordi han går hjemme eller hvad?? For jeg ville da også blive sur hvis man mand sov dagen væk. Ud af huset med ham hvis han ikke deltager i dagens gøremål.
Og sig det ærligt til ham.
At enten skal tingene ændre sig lidt så han får kvalitetstid med jeres barn eller også er det slut. Mænd skal desværre ofte have klar besked. Giv babyen et bad, hyg med babyen, giv babyen mad , støvsug osv.

Jeg synes man skylder sit barn at kæmpe for forholdet. Du skriver jo også at du elsker manden og det er jo en ret vigtig detalje.

Hvordan var fordelingen med det huslige inden I fik barn? 

Kunne du eventuelt tale med anonym familierådgivning? 

Anonym skriver:

Hej alle sammen.

 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Fødte vores dejlige datter for 1 ½ måned siden, elsker hende overalt på jorden. Mig og min kæreste, hendes far, er sammen.

Nu er det bare sårn jeg føler jeg står med det hele selv. Jeg laver alt i huset, og tager mig af den lille når min kæreste sover. Det med og sove for ham foregår som regel hele morgenen og formiddagen og middagen.. Så det er meget tid jeg står selv med hende og huset. Jeg har snakket med ham om det, og han er ikke til og tale med, for han kan ikke selv se det. Og han bliver stiktosset hvis jeg bringer det på bane igen.

Hvad skal jeg gøre? Har overvejet og skride fra det hele, det gør bare for ondt i hjertet og tænke tanken om og gøre det, vil ikke leve uden ham og uden min datter, men det her dræber mig langsomt indeni. Jeg bliver mere og mere depri og mister modet til noget som helst. Jeg vil være en familie, os 3, jeg vil ikke være alenemor, det kan jeg ikke klare, så hvad gør jeg?

 

Jeg kan ikke klare det mere

Hej 

først en kæmpe 

Vil sige forstår udemærket din situation. Jeg stod selv i den samme med familie konsulenter og ekstra støtte pga en psykisk diagnose. Min datters far var voldeli. Og kørte psykisk terror. Men jeg turde hellere ikke sige det eller gøre noget af samme grund, at min datter squ ha en familie og hvad ville kommunen ikke sige. Men min familie konsulent endte med at være hos os når faren i skole. Så til sidst betroede jeg mig til hende og hun sagde at som udgangspunkt ønskede hun app at vi blev sammen. Men ikke på bekostning af vores datter. 

En aften gik det helt galt og min mor hentede min datter og jeg. Jeg frygtede at kommunen nu ville tage hende, men overraskende nok støttede de min beslutning...Hun bor nu hos mig, og har gjort det siden hun var 14 dage gammel. 

ved det hårdt, jeg troede jeg aldrig ville kunne klarer det at være alene og det tog også sin tid med masser blod sved og tåre. Men idag er jeg så glad for det, føler mig fri. Som andre siger man er alene mor når man er sammen med en som ikke hjælper til. Og det kan være et kæmpe stress faktor når fyren ikke laver en skid ( det gjorde min datters far hellere ikke, computeen kom først)... Håber du vælger det der er bedst for dig og ikke mindst dit barn... Knus 

Hej Kære. Det er en fortvivlende hård situation at stå i. du har lige født og oplever dig meget alene om både barn og det andet.

Du/I skal have noget hjælp, nogen kompetente der kan rumme, lytte og give nogle redskaber til en bedre hverdag for jer som familie.

Når mor og far mistrives, går det ud over et lille barn .Du er bange for at bede om hjælp, alligvel vil jeg indtrængende bede dig om at gøre det.Alle vil være interesserede i at styrke dig /jer som familie.

Få din sundhedsplejerske til at komme hurtigt, fortæl hende hvordan du har det og bed om hjælp.deter en styrke at åbne munden og bede om hjælpen, inden det bliver for meget.

Sender dig et kæmpeknus og håber du får hjælp meget hurtigt.