Jeg kan ikke mere.. :'(

Anonym skriver:

Tak for dit svar.

 

Jeg tør ikke be kommunen om hjælp. Da jeg var gravid satte de en sag igang omkring vores evner som forældre (pga. jeg har en gammel psykisk diagnose). Sagen afsluttede de dog med begrundelsen: vi er ikke bekymrede for jeres forældre evner. Vi er også et ellers helt velfungerende par, så der er ikke noget der.

Jeg føler mig bare så belastende ved og sidde her og fortælle om hvordan jeg har det og tude.. Det gør bare så ondt i hjertet og elske sin familie så højt og samtidigt ikke og kunne klare mere.

hvis de har afsluttet og ikke ser noget i evner som forældre burde de ikke komme frem med dette igen.  

jeg ser det lidt som jeg selv bakser med, jeg er dog alene...

jeg har selv bedt om hjælp, men kan næsten ikke få det, på det grundlag at jeg får gjort tingene... og så er de ligeglade med om hvor stor min opvask er, hvor hårdt det er for mig og hvor irriterende min dag blir, bare min dreng har det godt og jeg føler jeg kan klare det 

men evt en frivillig mentor kan hjælpe? det kan du høre din sagsbehandler ad om. disse er ikke ansat og er ulønnede. men hør, for lidt hjælp er bedre end ingen og i bund og grund er det vel bare for at vække din kæreste en smule fra sin vintersøvn?

 

optimistmor skriver:

hvis de har afsluttet og ikke ser noget i evner som forældre burde de ikke komme frem med dette igen.  

jeg ser det lidt som jeg selv bakser med, jeg er dog alene...

jeg har selv bedt om hjælp, men kan næsten ikke få det, på det grundlag at jeg får gjort tingene... og så er de ligeglade med om hvor stor min opvask er, hvor hårdt det er for mig og hvor irriterende min dag blir, bare min dreng har det godt og jeg føler jeg kan klare det 

men evt en frivillig mentor kan hjælpe? det kan du høre din sagsbehandler ad om. disse er ikke ansat og er ulønnede. men hør, for lidt hjælp er bedre end ingen og i bund og grund er det vel bare for at vække din kæreste en smule fra sin vintersøvn?

 

Jo det er selvfølgeligt rigtigt nok med og vække ham lidt. Problemet er bare vi har i forvejen en familiekonsulent som kommer en gang om ugen, hun hjælper bare ikke med det praktiske.. Hun er her bare for og snakke.. og nu er hun på underlig vis stoppet med og komme her mere.. har ikke hørt fra hende, så ved ikke liiiiiige hvad der et sket..

Anonym skriver:

Tak for dit svar. Det varmede indeni.

Jeg ville oz ønske jeg kunne få ham til og forstå, han er bare ikke god til og tale følelser. Nogle dage er han den bedste og hjælper, men når det endeligt er jeg har brug for det, så sover han og bliver sur når jeg vågner ham for og bede om hjælp. (Han har altid haft et problem med humøret når han bliver vågnet. MORGENSUR.)

Jeg har tænkt lidt og jeg tror problemet er han måske har fået en fødselsdepression - den der fædre kan få. Han har mange tegn på det, jeg kan bare ikke sige det til ham for han vil benægte det "Han er jo ikke svag." Og selv hvis han kunne se det så ville han aldrig søge hjælp, han tror ikke på psykologer og medicin.

Alt kører bare rundt lige nu..

Nej desværre er ikke alle mænd lige så gode til at tale åbent om følelser som vi er....... og det gør det bare rigtig svært at man ikke bare kan sidde sig ned og tale frit fra leveren omkring de ting der går en på i forholdet..... det løsner bare sååååååå meget op at få talt tingene igennem og få set hinandens syn på problemerne men ja med en mand der ikke rigtig duer til at tale om følelser er det rigtig svært.... been there done that..... hvad så de gange du har prøvet at tale om det?? viser han forståelse for det eller? siger han noget overhovedet???

jaaa det kan jo godt være han har en depression...
Men taler af erfaring når jeg siger at det uden tvivl er noget han selv skal nå til erkendelse af for at få hjælp...... andre kan desværre ikke, uanset hvor meget man gerne vil, søge hjælp til/for ham....... han skal selv nå til erkendelse af at han har en depression og derefter søge hjælp... men ja kender godt det med at "NEEEEJ jeg fejler sku ikke noget som helst".....
Men jeg ved også at du ender med at dit hoved tilsidst er ved at eksplodere af både bekymringer og tristhed og alt andet....... og det er bare sååå hårdt!! og du har jo brug for alt mulig overskud til jeres lille baby

Anonym skriver:

Hej alle sammen.

 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Fødte vores dejlige datter for 1 ½ måned siden, elsker hende overalt på jorden. Mig og min kæreste, hendes far, er sammen.

Nu er det bare sårn jeg føler jeg står med det hele selv. Jeg laver alt i huset, og tager mig af den lille når min kæreste sover. Det med og sove for ham foregår som regel hele morgenen og formiddagen og middagen.. Så det er meget tid jeg står selv med hende og huset. Jeg har snakket med ham om det, og han er ikke til og tale med, for han kan ikke selv se det. Og han bliver stiktosset hvis jeg bringer det på bane igen.

Hvad skal jeg gøre? Har overvejet og skride fra det hele, det gør bare for ondt i hjertet og tænke tanken om og gøre det, vil ikke leve uden ham og uden min datter, men det her dræber mig langsomt indeni. Jeg bliver mere og mere depri og mister modet til noget som helst. Jeg vil være en familie, os 3, jeg vil ikke være alenemor, det kan jeg ikke klare, så hvad gør jeg?

 

Jeg kan ikke klare det mere

jeg forstår godt dit dilemma....

jeg er selv alenemor, og jeg har det så meget bedre end da jeg var sammen med fædrene.....

min datter er i dag 3½ år, og har altid være alene med hende... det var så meget bedre for mig og være alene da jeg stod i samme situation som dig, og jeg blev simpelthen så meget kørt ned fordi jeg stod med det hele selv...

det var en svær beslutning og være alene... men det bedste jeg nogensinde har gjort...

jo, gu er det hårdt til tider... men jeg bestemmer selv hvordan det hele skal fungere og hvordan vores dagligdag ser ud... så har kun mig selv og takke for hvis en dag løber skævt...

håber du kunne bruge mit svar, og du er også velkommen til og skrive til mig privat....

sandramor skriver:

Nej desværre er ikke alle mænd lige så gode til at tale åbent om følelser som vi er....... og det gør det bare rigtig svært at man ikke bare kan sidde sig ned og tale frit fra leveren omkring de ting der går en på i forholdet..... det løsner bare sååååååå meget op at få talt tingene igennem og få set hinandens syn på problemerne men ja med en mand der ikke rigtig duer til at tale om følelser er det rigtig svært.... been there done that..... hvad så de gange du har prøvet at tale om det?? viser han forståelse for det eller? siger han noget overhovedet???

jaaa det kan jo godt være han har en depression...
Men taler af erfaring når jeg siger at det uden tvivl er noget han selv skal nå til erkendelse af for at få hjælp...... andre kan desværre ikke, uanset hvor meget man gerne vil, søge hjælp til/for ham....... han skal selv nå til erkendelse af at han har en depression og derefter søge hjælp... men ja kender godt det med at "NEEEEJ jeg fejler sku ikke noget som helst".....
Men jeg ved også at du ender med at dit hoved tilsidst er ved at eksplodere af både bekymringer og tristhed og alt andet....... og det er bare sååå hårdt!! og du har jo brug for alt mulig overskud til jeres lille baby

Åh ja hvor har jeg tænkt tanken tit om HVIS BARE MAN KUNNE TALE OM PROBLEMERNE OG LØSE DET - MÆND! det er jo umuligt..

Jo hvis han er i godt humør loevr han og hjælpe bedre osv........ men når han så bliver i dårligt humør igen så er svaret bare "jeg er sq ligeglad." Lige indtil han bliver god igen..

Gittemor09 skriver:

jeg forstår godt dit dilemma....

jeg er selv alenemor, og jeg har det så meget bedre end da jeg var sammen med fædrene.....

min datter er i dag 3½ år, og har altid være alene med hende... det var så meget bedre for mig og være alene da jeg stod i samme situation som dig, og jeg blev simpelthen så meget kørt ned fordi jeg stod med det hele selv...

det var en svær beslutning og være alene... men det bedste jeg nogensinde har gjort...

jo, gu er det hårdt til tider... men jeg bestemmer selv hvordan det hele skal fungere og hvordan vores dagligdag ser ud... så har kun mig selv og takke for hvis en dag løber skævt...

håber du kunne bruge mit svar, og du er også velkommen til og skrive til mig privat....

Tak for dit svar.

Det er godt og høre det kan gå godt selvom man er alene med det. Jeg kan bare overhovedet ikke se mig selv i den situation. Jeg VIL ikke være alenemor. Ved godt jeg er stædig der. Det er bare ikke mig, jeg ville ikke kunne klare det.

Anonym skriver:

Åh ja hvor har jeg tænkt tanken tit om HVIS BARE MAN KUNNE TALE OM PROBLEMERNE OG LØSE DET - MÆND! det er jo umuligt..

Jo hvis han er i godt humør loevr han og hjælpe bedre osv........ men når han så bliver i dårligt humør igen så er svaret bare "jeg er sq ligeglad." Lige indtil han bliver god igen..

uuuhhh jaaa men så let er det bare ikke ret tit desværre

hmm hvordan var han inden i fik barn sammen?? var i da fælles om tingene?? havde i snakket om forventninger til hinanden når baby kom til verden?
Altså prøver at spore mig ind på om det er blevet værre efter i har fået barn eller om han måske et eller andet sted har haft en snert af det hele tiden.....?!
Det er jo sådan at man kan ikke ændre hvad man ikke vil erkende.... samtidig spørger man sig selv om det er normalt?? jamen hvis det man gør forstyrrer hverdagen i stor stil så er det ikke normalt......
Det jeg mener med det søde ven er at jeg er ikke i tvivl om at du gerne vil hjælpe ham hvis han går og har det skidt og at du gerne vil ha jeres familie liv tilbage på rette spor........ men hvis det altid kun er dig der kæmper for det som ene mand eller ja kvinde hihi..... jamen så kommer det bare ikke til at fungere...... han skal også selv have lyst til at ændre sig og deltage mere aktivt i jeres familieliv..........
Har du prøvet og sat ham foden for døren??? for at se hvad reaktionen blir på det??

Anonym skriver:

Tak for dit svar.

Det er godt og høre det kan gå godt selvom man er alene med det. Jeg kan bare overhovedet ikke se mig selv i den situation. Jeg VIL ikke være alenemor. Ved godt jeg er stædig der. Det er bare ikke mig, jeg ville ikke kunne klare det.

blir nødt til liiiiiige at kommentere dit indlæg....

jeg sys det er en suuuuper fin indstilling du har til tingene.... at du ikke vil være enlig mor og du vil kæmpe........ MEEEEN husk på der også er et lille barn med i det nu...... og barnet har brug for en glad og overskuds mor..... ikke en der render rundt og er ulykkelig og ked hele tiden...... det går ud over barnet også...... (sagt med stor omsorg i stemmen) du kan ikke hele tiden kun tillade dig at tænke på hvad DU gerne vil og hvad DU IKKE vil.... du skal tænke for dit barn nu også først og fremmest....

sandramor skriver:

lige nøjagtig derfor mener jeg nemlig også at det er nemmere at være alenemor end at være i et forhold hvor manden bare er der......... jeg var ved at blive idiot af det tilsidst!!!!!

nu er jeg alene med begge mine piger og jeg nyyyyyyyder hver eneste dag alene med dem

Ja jeg var også ved at blive sindssyg til sidst
Jeg har heller aldrig haft så meget overskud til min datter efter jeg gik fra faren og nu er jeg sammen med en som bare hellere end gerne hjælper til - og så finder man virkelig ud af hvor vigtigt det er at være sammen med en der interesserer sig for barnet

sandramor skriver:

lige nøjagtig derfor mener jeg nemlig også at det er nemmere at være alenemor end at være i et forhold hvor manden bare er der......... jeg var ved at blive idiot af det tilsidst!!!!!

nu er jeg alene med begge mine piger og jeg nyyyyyyyder hver eneste dag alene med dem

Ja jeg var også ved at blive sindssyg til sidst
Jeg har heller aldrig haft så meget overskud til min datter efter jeg gik fra faren og nu er jeg sammen med en som bare hellere end gerne hjælper til - og så finder man virkelig ud af hvor vigtigt det er at være sammen med en der interesserer sig for barnet