Jeg kan ikke mere.. :'(

Hej alle sammen.

 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Fødte vores dejlige datter for 1 ½ måned siden, elsker hende overalt på jorden. Mig og min kæreste, hendes far, er sammen.

Nu er det bare sårn jeg føler jeg står med det hele selv. Jeg laver alt i huset, og tager mig af den lille når min kæreste sover. Det med og sove for ham foregår som regel hele morgenen og formiddagen og middagen.. Så det er meget tid jeg står selv med hende og huset. Jeg har snakket med ham om det, og han er ikke til og tale med, for han kan ikke selv se det. Og han bliver stiktosset hvis jeg bringer det på bane igen.

Hvad skal jeg gøre? Har overvejet og skride fra det hele, det gør bare for ondt i hjertet og tænke tanken om og gøre det, vil ikke leve uden ham og uden min datter, men det her dræber mig langsomt indeni. Jeg bliver mere og mere depri og mister modet til noget som helst. Jeg vil være en familie, os 3, jeg vil ikke være alenemor, det kan jeg ikke klare, så hvad gør jeg?

 

Jeg kan ikke klare det mere

snak med din sagsbehandler om du kan få støtte i hjemmet med det daglige 

hvis det er så galt med din kæreste som det lyder, så er dette måske en god vej til at få ham til at indse at du står med mere end du kan rumme

Tak for dit svar.

 

Jeg tør ikke be kommunen om hjælp. Da jeg var gravid satte de en sag igang omkring vores evner som forældre (pga. jeg har en gammel psykisk diagnose). Sagen afsluttede de dog med begrundelsen: vi er ikke bekymrede for jeres forældre evner. Vi er også et ellers helt velfungerende par, så der er ikke noget der.

Jeg føler mig bare så belastende ved og sidde her og fortælle om hvordan jeg har det og tude.. Det gør bare så ondt i hjertet og elske sin familie så højt og samtidigt ikke og kunne klare mere.

Anonym skriver:

Hej alle sammen.

 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Fødte vores dejlige datter for 1 ½ måned siden, elsker hende overalt på jorden. Mig og min kæreste, hendes far, er sammen.

Nu er det bare sårn jeg føler jeg står med det hele selv. Jeg laver alt i huset, og tager mig af den lille når min kæreste sover. Det med og sove for ham foregår som regel hele morgenen og formiddagen og middagen.. Så det er meget tid jeg står selv med hende og huset. Jeg har snakket med ham om det, og han er ikke til og tale med, for han kan ikke selv se det. Og han bliver stiktosset hvis jeg bringer det på bane igen.

Hvad skal jeg gøre? Har overvejet og skride fra det hele, det gør bare for ondt i hjertet og tænke tanken om og gøre det, vil ikke leve uden ham og uden min datter, men det her dræber mig langsomt indeni. Jeg bliver mere og mere depri og mister modet til noget som helst. Jeg vil være en familie, os 3, jeg vil ikke være alenemor, det kan jeg ikke klare, så hvad gør jeg?

 

Jeg kan ikke klare det mere

Få hjælp af familie og venner? :-) 

Ta imod alt den hjælp du kan få. 

Det var på præcis samme måde her da bette manden blev født. 

Det er først blevet anderledes nu her. (han er 11 måneder)

Anonym skriver:

Hej alle sammen.

 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Fødte vores dejlige datter for 1 ½ måned siden, elsker hende overalt på jorden. Mig og min kæreste, hendes far, er sammen.

Nu er det bare sårn jeg føler jeg står med det hele selv. Jeg laver alt i huset, og tager mig af den lille når min kæreste sover. Det med og sove for ham foregår som regel hele morgenen og formiddagen og middagen.. Så det er meget tid jeg står selv med hende og huset. Jeg har snakket med ham om det, og han er ikke til og tale med, for han kan ikke selv se det. Og han bliver stiktosset hvis jeg bringer det på bane igen.

Hvad skal jeg gøre? Har overvejet og skride fra det hele, det gør bare for ondt i hjertet og tænke tanken om og gøre det, vil ikke leve uden ham og uden min datter, men det her dræber mig langsomt indeni. Jeg bliver mere og mere depri og mister modet til noget som helst. Jeg vil være en familie, os 3, jeg vil ikke være alenemor, det kan jeg ikke klare, så hvad gør jeg?

 

Jeg kan ikke klare det mere

først så får du lige en det lyder som om du har brug for det....

det er enormt hårdt at være alene mor ingen tvivl om det!!!! men jeg har selv prøvet at have en kæreste der ligesom din ikke hjalp til og SHIT det var meeeeeget hårdere!!! for jeg vidste jo at han var der og kunne jo se ham hver dag men alligevel var han der ikke for han hjalp ikke til med noget som helst!!! og det var sååå hårdt og det åd også mig op indvendig som tiden gik!!..... og jeg var knust da jeg blev alene men der gik faktisk ikke ret længe inden jeg indså at forskellen jo faktisk ikke var så stor endda......

Jeg forstår udemærket godt at du ikke vil være alenemor.... at du gerne vil holde fast i din familie... det skal du selvfølgelig også så vidt du kan...... Men bare husk....... du er jo nærmest alenemor i forvejen.....

Men jeg tænker lidt at hvis du vil kæmpe for forholdet og vil holde fast i din familie så blir du nødt til at "skide hul i " at han blir skide sur...... det er jo der jo bare ikke noget at gøre ved...... i blir nødt til at tale om det og prøve at få ham til at forstå at du simpelthen savner ham i jeres hverdag og du savner at i er en familie.......... og muligt han blir sur....... men det er det eneste valg du har søde ven..... FÅ HAM TIL AT FORSTÅ.....

Min datters far var på præcis samme måde. Han arbejdede fra 6-18 minimum hver dag, så kom han hjem og spiste og så faldt han i søvn på sofaen.

Jeg fik nok og endte med at gå fra ham og det er en af de bedste beslutninger jeg har taget. Jeg blev så meget gladere, jeg blev fri for de evige skuffelser og skænderier. Jeg skulle være gået fra ham noget før, men ligesom dig så skar det også i hjertet ved tanken om ikke at kunne give min datter den der kernefamilie. Men ærlig talt, det er sgu ikke det værd hvis man er alene om alting når der er en far som burde hjælpe til.

Håber du finder den rigtige løsning for dig og dit barn

EmmaKathrine skriver:

Få hjælp af familie og venner? :-) 

Ta imod alt den hjælp du kan få. 

Det var på præcis samme måde her da bette manden blev født. 

Det er først blevet anderledes nu her. (han er 11 måneder)

Hvordan klarede du det i al den tid indtil det blev bedre? Og hvad har gjort det godt nu efter så lang tid? HVis du da har lyst til og svare på det. Dit indlæg gav mig lidt håb.

sandramor skriver:

først så får du lige en det lyder som om du har brug for det....

det er enormt hårdt at være alene mor ingen tvivl om det!!!! men jeg har selv prøvet at have en kæreste der ligesom din ikke hjalp til og SHIT det var meeeeeget hårdere!!! for jeg vidste jo at han var der og kunne jo se ham hver dag men alligevel var han der ikke for han hjalp ikke til med noget som helst!!! og det var sååå hårdt og det åd også mig op indvendig som tiden gik!!..... og jeg var knust da jeg blev alene men der gik faktisk ikke ret længe inden jeg indså at forskellen jo faktisk ikke var så stor endda......

Jeg forstår udemærket godt at du ikke vil være alenemor.... at du gerne vil holde fast i din familie... det skal du selvfølgelig også så vidt du kan...... Men bare husk....... du er jo nærmest alenemor i forvejen.....

Men jeg tænker lidt at hvis du vil kæmpe for forholdet og vil holde fast i din familie så blir du nødt til at "skide hul i " at han blir skide sur...... det er jo der jo bare ikke noget at gøre ved...... i blir nødt til at tale om det og prøve at få ham til at forstå at du simpelthen savner ham i jeres hverdag og du savner at i er en familie.......... og muligt han blir sur....... men det er det eneste valg du har søde ven..... FÅ HAM TIL AT FORSTÅ.....

Enig, det er meget hårdere at være sammen med en far der ikke hjælper til, end at være alene mor. For man bruger så meget energi på at irritere sig over ham og måske endda også skændes med ham

sandramor skriver:

først så får du lige en det lyder som om du har brug for det....

det er enormt hårdt at være alene mor ingen tvivl om det!!!! men jeg har selv prøvet at have en kæreste der ligesom din ikke hjalp til og SHIT det var meeeeeget hårdere!!! for jeg vidste jo at han var der og kunne jo se ham hver dag men alligevel var han der ikke for han hjalp ikke til med noget som helst!!! og det var sååå hårdt og det åd også mig op indvendig som tiden gik!!..... og jeg var knust da jeg blev alene men der gik faktisk ikke ret længe inden jeg indså at forskellen jo faktisk ikke var så stor endda......

Jeg forstår udemærket godt at du ikke vil være alenemor.... at du gerne vil holde fast i din familie... det skal du selvfølgelig også så vidt du kan...... Men bare husk....... du er jo nærmest alenemor i forvejen.....

Men jeg tænker lidt at hvis du vil kæmpe for forholdet og vil holde fast i din familie så blir du nødt til at "skide hul i " at han blir skide sur...... det er jo der jo bare ikke noget at gøre ved...... i blir nødt til at tale om det og prøve at få ham til at forstå at du simpelthen savner ham i jeres hverdag og du savner at i er en familie.......... og muligt han blir sur....... men det er det eneste valg du har søde ven..... FÅ HAM TIL AT FORSTÅ.....

Tak for dit svar. Det varmede indeni.

Jeg ville oz ønske jeg kunne få ham til og forstå, han er bare ikke god til og tale følelser. Nogle dage er han den bedste og hjælper, men når det endeligt er jeg har brug for det, så sover han og bliver sur når jeg vågner ham for og bede om hjælp. (Han har altid haft et problem med humøret når han bliver vågnet. MORGENSUR.)

Jeg har tænkt lidt og jeg tror problemet er han måske har fået en fødselsdepression - den der fædre kan få. Han har mange tegn på det, jeg kan bare ikke sige det til ham for han vil benægte det "Han er jo ikke svag." Og selv hvis han kunne se det så ville han aldrig søge hjælp, han tror ikke på psykologer og medicin.

Alt kører bare rundt lige nu..

LuLy skriver:

Enig, det er meget hårdere at være sammen med en far der ikke hjælper til, end at være alene mor. For man bruger så meget energi på at irritere sig over ham og måske endda også skændes med ham

lige nøjagtig derfor mener jeg nemlig også at det er nemmere at være alenemor end at være i et forhold hvor manden bare er der......... jeg var ved at blive idiot af det tilsidst!!!!!

nu er jeg alene med begge mine piger og jeg nyyyyyyyder hver eneste dag alene med dem