åhh havde ik drømt om, det skulle være så hårdt.....

VNB skriver:

ej nu tuder jeg også...  hvor er dit indlæg bare rørende og meget ærligt! 

Jeg synes du lyder som en fantastisk mor! Og din datter (og dine andre børn) er meget heldig at have sådan en omsorgsfuld og betænksom mor  

Jeg kan sagtens følge dine tanker! uha jeg håber aldrig mine børn flytter hjemmefra!!  

- heldigvis render min ældste søn rundt og siger at han "vil giftes med moar" 

 

Og pludselig sidder man og tænker, har jeg nu gjort det godt nok, er hun rustet til det der venter, har hun manglet noget, har jeg overset noget, har hun haft en god barndom.....I mit indre ved jeg at vi har gjort det bedste for alle vores børn, men tænk hvis hun føler noget andet!!!

Underlig at man pludselig sådan kan blive itvivl om sine forældre-evner bare fordi en flytter hjemmefra..... Jeg ved godt hun ikke er flyttet på den baggrund! Hun er flyttet fordi hun følte sig klar til det, og fordi det praktisk mht uddannelse mv, langt hen af vejen er nemmere.

Forøvrigt ville vores datter giftes med far da hun var 3 år, men jeg måtte også gerne være gift med ham

Som en anden siger, så fortæl hende det. Uden at give hende dårlig samvittighed selvfølgelig. Men som barn elsker man af vide man er savnet.

Jeg gruer virkelig også.

1000 tak for alle jeres svar

På et tidspunkt vil jeg fortælle hende at det var meget svært for mig, men ligenu synes jeg hun skal glæde sig over alt det nye der sker i hendes liv

Far og lillebror på 15 var oppe ved hende i går aftes og hænge et skab op mv.... Lillebror er fuld af beundring over hendes nye hjem, men alligevel kom han hjem med en bemærkning om, at han ikke flytter før han har fundet en kvinde der kan klare alt det med økonomi.....for det havde han da ik en brik forstand på

Det værste for mig ligenu, er frygten for de følelser jeg har....jeg ved jo jeg har 4 mere der en gang med tiden rykker hjemmefra....og jeg er bange for at jeg skal igennem det her hver gang....... puhaaaa bare de alle var babyer endnu

Tin skriver:

De seneste 5 dage har min store pige pakket hele hendes liv i kasser, for at flytte i hendes nye lejlighed. Hun er 17 år og den største af vores 5 børn.

I morges pakkede hun så det sidste...hendes dyne og pude. glattejern, make up, det sidste tøj og de sidste nips ting. Også kørte vi op i hendes lejlighed. Hentede de ny-indkøbte møbler og brugte hele dagen på at samle det.

Ved 15.30 måtte jeg drage hjem alene, skulle hjem og hente de mindste fra sfo og bh......men måtte køre hjem og bede min mand køre direkte fra job og ind efter dem. Jeg har tudet og tudet!!

Jeg under hende alt det nye der skal ske og har støttet op om hendes ønske om at få sit eget. Vi har hjulpet hende både økonomisk og praktisk med at få det til at lykkes!

Men kors hvor er her bare tomt nu! Jeg har et stort dybt hul i maven og jeg savner hende. Hele eftermiddagen og aftenen har hele hendes liv passeret revy for mit indre blik....hendes fødsel, den første tid, ferier, hyggedage derhjemme, lektier, venner, sygdom, konfirmation, efterskole.......hele det liv, hvor hun var en del af mit!! Og nu er det bare pludselig slut.

Nu forstår jeg bedre, at man siger at man kun har børn til låns.

Vi har da tit joket med, at der bliver skønt når alle 5 flytter hjemmefra og sikke en ro der bliver....................Ligenu frygter jeg den dag den sidste flytter.

Børnene fylder meget i mit liv. Jeg har gået hjemme i mange år. Børnene var det, JEG ville i og med mit liv..........og nu begynder de at flytte............kors hvor er det bare uretfærdig hårdt og jeg vil tude de næste mange dage, men indtil videre har jeg da formået at holde sammen på mig selv, mens hun har været til stede, så hun har ingen anelse om hvordan jeg har det...og egenlig tror jeg at hun bare vil grine lidt af mig. Farmand ved godt at det er hårdt for mig, tror egenlig han var mere forberedt på min reaktion end jeg selv var.....som han siger...det er jo livets gang!!

Til jer med små/mindre børn : NYD DEM!!! både når de græder, er syge har ondt, griner, ikke vil sove, leger, spiser, ikke opfører sig efter bogen!! Den tid kommer aldrig nogensinde igen!

Puha, der er nok cirka 15-16 år til jeg skal stå i den situation og jeg glæder mig ikke!

Jeg kommer til at tænke på... du skriver at dit liv meget har handlet om dine børn. Hvilket jo er skønt - men måske det kunne være en god idé at starte op på en hobby, være social med veninder, gå til kulturelle begivenheder o.s.v. Så du allerede nu stille og roligt kan fylde dit liv med andre ting end dine børn, så det måske bliver lidt nemmere når den sidste flytter hjemmefra?

modesty skriver:

Puha, der er nok cirka 15-16 år til jeg skal stå i den situation og jeg glæder mig ikke!

Jeg kommer til at tænke på... du skriver at dit liv meget har handlet om dine børn. Hvilket jo er skønt - men måske det kunne være en god idé at starte op på en hobby, være social med veninder, gå til kulturelle begivenheder o.s.v. Så du allerede nu stille og roligt kan fylde dit liv med andre ting end dine børn, så det måske bliver lidt nemmere når den sidste flytter hjemmefra?

Ja jeg tror du har helt ret, og jeg har også tænkt tanken selv, oven i alt det her. Var bare ikke helt klar over, at det var SÅ meget de fyldte i mit liv

Jeg er egenlig også begyndt...Jeg er jo uddannet osv, men valgte bare at gå hjemme mens børnene var små, så har været hjemmegående i 7-8 år. Men for omkring 1 års tid siden, var jeg så heldig at finde drømmejobbet, trods mine mange års fravær. Så jeg arbejder nu 25 timer ugentligt.

Min yngste mand skal starte i skole til sommer, og derefter går det jo bare stærkt med at løsrive sig....

Så jo der har været mange tanker oppe og vende den seneste uges tid. Men faktisk havde jeg helt glemt, at de voksede op, og flyttede hjemmefra...eller jeg havde ihvertfald ikke tænkt nærmere over det før nu. Og tiden er nu for at tage mit eget liv op til revision, da jeg jo også har et liv i mange år....uden børn.......GYS

Tin skriver:

De seneste 5 dage har min store pige pakket hele hendes liv i kasser, for at flytte i hendes nye lejlighed. Hun er 17 år og den største af vores 5 børn.

I morges pakkede hun så det sidste...hendes dyne og pude. glattejern, make up, det sidste tøj og de sidste nips ting. Også kørte vi op i hendes lejlighed. Hentede de ny-indkøbte møbler og brugte hele dagen på at samle det.

Ved 15.30 måtte jeg drage hjem alene, skulle hjem og hente de mindste fra sfo og bh......men måtte køre hjem og bede min mand køre direkte fra job og ind efter dem. Jeg har tudet og tudet!!

Jeg under hende alt det nye der skal ske og har støttet op om hendes ønske om at få sit eget. Vi har hjulpet hende både økonomisk og praktisk med at få det til at lykkes!

Men kors hvor er her bare tomt nu! Jeg har et stort dybt hul i maven og jeg savner hende. Hele eftermiddagen og aftenen har hele hendes liv passeret revy for mit indre blik....hendes fødsel, den første tid, ferier, hyggedage derhjemme, lektier, venner, sygdom, konfirmation, efterskole.......hele det liv, hvor hun var en del af mit!! Og nu er det bare pludselig slut.

Nu forstår jeg bedre, at man siger at man kun har børn til låns.

Vi har da tit joket med, at der bliver skønt når alle 5 flytter hjemmefra og sikke en ro der bliver....................Ligenu frygter jeg den dag den sidste flytter.

Børnene fylder meget i mit liv. Jeg har gået hjemme i mange år. Børnene var det, JEG ville i og med mit liv..........og nu begynder de at flytte............kors hvor er det bare uretfærdig hårdt og jeg vil tude de næste mange dage, men indtil videre har jeg da formået at holde sammen på mig selv, mens hun har været til stede, så hun har ingen anelse om hvordan jeg har det...og egenlig tror jeg at hun bare vil grine lidt af mig. Farmand ved godt at det er hårdt for mig, tror egenlig han var mere forberedt på min reaktion end jeg selv var.....som han siger...det er jo livets gang!!

Til jer med små/mindre børn : NYD DEM!!! både når de græder, er syge har ondt, griner, ikke vil sove, leger, spiser, ikke opfører sig efter bogen!! Den tid kommer aldrig nogensinde igen!

Frygter virkelig også den dag Silas og/eller Rune flytter hjemmefra... De er jo hele ens liv når de først er her... Puha, det lyder som om du har det som jeg har frygtet jeg ville have det når den tid kommer....

Heldigvis flytter de jo ikke ud af ens liv.. De er bare ikke helt ligeså tæt på som de plejer at være.. Men det er der opgaven som forældre virkelig kommer på prøve, for hvis man sørger for at invitere dem hjem eller selv inviterer sig på kaffe, ja så er de der jo stadig!