åhh havde ik drømt om, det skulle være så hårdt.....

DitteFisk skriver:

Hvor er det rørende 

Du æydee som en kærlig, støttende og omsorgsfuld mor. Og tiden går jo. Man giver langsomt mere og mere slip.. fra de er spæd hvor de nærmest 'sidder fast' på en, til de søger ud i verden.. og at flytte hjemmefra er et pludseligt radikalt ryk, og det kan ikke være nemt fra en mors verden. 

Jeg får helt lyst til at ringe til min mor og far og takke dem for alt igennem min barndom.. deres omsorg og støtte, som stadig er der, bare på afstand. 

Christina A skriver:

Synes det lyder så skønt at dine børn har været den store mening i dit liv og synes du lyder som en dejlig mor.

Kan kun forestille mig at det må være så svært at give slip selvom man jo godt ved man havner der en dag. Har en dreng på 10 år og kan godt mærke tiden går hurtigt. Har dog også to små størrelser, som jeg bare nyder alt det jeg overhovedet kan for lige pludelig er de jo bare store.

Synes det er fint som du tackler det, men kan sagtens tænke mig til hvor svært og hårdt det må føles. Masser af til dig.

Mange medfølende tanker her - ved næsten hvordan du har det.

Jeg har også en datter på 17 år, og hun bor heller ikke fast hjemme. Hun er dog ikke flyttet helt hjemmefra. Da hun var færdig med 9. klasse kom hun på landbrugsskole i Kolding, og da vi bor lidt nord for Århus, flyttede hun ind på skolehjemmet. Det var virkelig en omvæltning, selvom hun kom hjem næsten hver weekend. Det var så hårdt at køre hende derned, og så bare "forlade" hende. Hun var kun lige blevet 16 år, og jeg var nok mest bekymret for, at hun kom ud i situationer hun ikke magtede, og at hun kunne "tage skade" af det. Men hun klarede det så flot, og udviklede sig rigtig meget.

Lige nu er hun ung pige i huset ved en familie på Sjælland, og vi ser hende kun ca. en gang om måneden. Det gør det lidt lettere, at jeg ved hun ikke er flyttet helt hjemmefra, men jeg er ved at forberede mig mentalt på, at hun måske aldring flytter helt hjem igen. Når vi kommer lidt tættere på sommerferien begynder hun igen at søge praktikplads på rideskoler og stutterier, og hun søger i hele landet. Så vi skal nok være meget heldige hvis hun finder noget her i nærheden.

Beklager, det blev lidt langt, men ville bare sige at jeg kender det præcis. Stine bliver 18 om få måneder, det synes jeg også er et meget stort skridt - så er hun ikke længere et barn.

hvor bliver jeg bare rørt af at læse dit indlæg. Jeg kigger tit på min dreng på snart 3 år og tænker at det går alt for stærkt. Puha ved slet ikke hvad jeg selv gør den dag han fortæller han vil flytte hjemmefra. Synes du lyder som en fantastisk mor og håber jeg vil kunne håndtere det lige så godt som dig, den dag min dreng siger han vil flytte hjemmefra

Tin skriver:

De seneste 5 dage har min store pige pakket hele hendes liv i kasser, for at flytte i hendes nye lejlighed. Hun er 17 år og den største af vores 5 børn.

I morges pakkede hun så det sidste...hendes dyne og pude. glattejern, make up, det sidste tøj og de sidste nips ting. Også kørte vi op i hendes lejlighed. Hentede de ny-indkøbte møbler og brugte hele dagen på at samle det.

Ved 15.30 måtte jeg drage hjem alene, skulle hjem og hente de mindste fra sfo og bh......men måtte køre hjem og bede min mand køre direkte fra job og ind efter dem. Jeg har tudet og tudet!!

Jeg under hende alt det nye der skal ske og har støttet op om hendes ønske om at få sit eget. Vi har hjulpet hende både økonomisk og praktisk med at få det til at lykkes!

Men kors hvor er her bare tomt nu! Jeg har et stort dybt hul i maven og jeg savner hende. Hele eftermiddagen og aftenen har hele hendes liv passeret revy for mit indre blik....hendes fødsel, den første tid, ferier, hyggedage derhjemme, lektier, venner, sygdom, konfirmation, efterskole.......hele det liv, hvor hun var en del af mit!! Og nu er det bare pludselig slut.

Nu forstår jeg bedre, at man siger at man kun har børn til låns.

Vi har da tit joket med, at der bliver skønt når alle 5 flytter hjemmefra og sikke en ro der bliver....................Ligenu frygter jeg den dag den sidste flytter.

Børnene fylder meget i mit liv. Jeg har gået hjemme i mange år. Børnene var det, JEG ville i og med mit liv..........og nu begynder de at flytte............kors hvor er det bare uretfærdig hårdt og jeg vil tude de næste mange dage, men indtil videre har jeg da formået at holde sammen på mig selv, mens hun har været til stede, så hun har ingen anelse om hvordan jeg har det...og egenlig tror jeg at hun bare vil grine lidt af mig. Farmand ved godt at det er hårdt for mig, tror egenlig han var mere forberedt på min reaktion end jeg selv var.....som han siger...det er jo livets gang!!

Til jer med små/mindre børn : NYD DEM!!! både når de græder, er syge har ondt, griner, ikke vil sove, leger, spiser, ikke opfører sig efter bogen!! Den tid kommer aldrig nogensinde igen!

Hold da helt op hvor er det bare sindssygt godt skrevet du har så ufattelig meget ret i det sidste du skriver med at man virkelig skal nyde alt ved sine børn

Det er så sandt, jeg fik da lige en tåre frem

  Fik lige manden til at læse det, han fik gåsehud, og sagde os at det jo er sandt, vi skal virkelig nyde hvert eneste øjeblik med vores børn

Tin skriver:

De seneste 5 dage har min store pige pakket hele hendes liv i kasser, for at flytte i hendes nye lejlighed. Hun er 17 år og den største af vores 5 børn.

I morges pakkede hun så det sidste...hendes dyne og pude. glattejern, make up, det sidste tøj og de sidste nips ting. Også kørte vi op i hendes lejlighed. Hentede de ny-indkøbte møbler og brugte hele dagen på at samle det.

Ved 15.30 måtte jeg drage hjem alene, skulle hjem og hente de mindste fra sfo og bh......men måtte køre hjem og bede min mand køre direkte fra job og ind efter dem. Jeg har tudet og tudet!!

Jeg under hende alt det nye der skal ske og har støttet op om hendes ønske om at få sit eget. Vi har hjulpet hende både økonomisk og praktisk med at få det til at lykkes!

Men kors hvor er her bare tomt nu! Jeg har et stort dybt hul i maven og jeg savner hende. Hele eftermiddagen og aftenen har hele hendes liv passeret revy for mit indre blik....hendes fødsel, den første tid, ferier, hyggedage derhjemme, lektier, venner, sygdom, konfirmation, efterskole.......hele det liv, hvor hun var en del af mit!! Og nu er det bare pludselig slut.

Nu forstår jeg bedre, at man siger at man kun har børn til låns.

Vi har da tit joket med, at der bliver skønt når alle 5 flytter hjemmefra og sikke en ro der bliver....................Ligenu frygter jeg den dag den sidste flytter.

Børnene fylder meget i mit liv. Jeg har gået hjemme i mange år. Børnene var det, JEG ville i og med mit liv..........og nu begynder de at flytte............kors hvor er det bare uretfærdig hårdt og jeg vil tude de næste mange dage, men indtil videre har jeg da formået at holde sammen på mig selv, mens hun har været til stede, så hun har ingen anelse om hvordan jeg har det...og egenlig tror jeg at hun bare vil grine lidt af mig. Farmand ved godt at det er hårdt for mig, tror egenlig han var mere forberedt på min reaktion end jeg selv var.....som han siger...det er jo livets gang!!

Til jer med små/mindre børn : NYD DEM!!! både når de græder, er syge har ondt, griner, ikke vil sove, leger, spiser, ikke opfører sig efter bogen!! Den tid kommer aldrig nogensinde igen!

Nu har jeg ikke selv børn, men jeg flyttede selv hjemmefra som 17-årig.
Jeg fik at vide her 3 år efter, at min mor havde grædt og grædt de første 3 måneder. Hun kunne slet ikke vænne sig til, at jeg ikke var der mere. Den første jul jeg holdt med min kæreste, var hun også brudt helt sammen.

Jeg ville ønske hun havde fortalt mig det dengang. Jeg havde det selv i perioder lidt svært ved at være flyttet hjemmefra. Tænkte en del over, hvordan de andre i min familie kunne være så cool omkring det. Det var jo så heller ikke tilfældet, men gad godt have vidst det. Så havde det været lettere at gøre noget for os begge det tager jo tid at vænne sig til så store forandringer

Tin skriver:

De seneste 5 dage har min store pige pakket hele hendes liv i kasser, for at flytte i hendes nye lejlighed. Hun er 17 år og den største af vores 5 børn.

I morges pakkede hun så det sidste...hendes dyne og pude. glattejern, make up, det sidste tøj og de sidste nips ting. Også kørte vi op i hendes lejlighed. Hentede de ny-indkøbte møbler og brugte hele dagen på at samle det.

Ved 15.30 måtte jeg drage hjem alene, skulle hjem og hente de mindste fra sfo og bh......men måtte køre hjem og bede min mand køre direkte fra job og ind efter dem. Jeg har tudet og tudet!!

Jeg under hende alt det nye der skal ske og har støttet op om hendes ønske om at få sit eget. Vi har hjulpet hende både økonomisk og praktisk med at få det til at lykkes!

Men kors hvor er her bare tomt nu! Jeg har et stort dybt hul i maven og jeg savner hende. Hele eftermiddagen og aftenen har hele hendes liv passeret revy for mit indre blik....hendes fødsel, den første tid, ferier, hyggedage derhjemme, lektier, venner, sygdom, konfirmation, efterskole.......hele det liv, hvor hun var en del af mit!! Og nu er det bare pludselig slut.

Nu forstår jeg bedre, at man siger at man kun har børn til låns.

Vi har da tit joket med, at der bliver skønt når alle 5 flytter hjemmefra og sikke en ro der bliver....................Ligenu frygter jeg den dag den sidste flytter.

Børnene fylder meget i mit liv. Jeg har gået hjemme i mange år. Børnene var det, JEG ville i og med mit liv..........og nu begynder de at flytte............kors hvor er det bare uretfærdig hårdt og jeg vil tude de næste mange dage, men indtil videre har jeg da formået at holde sammen på mig selv, mens hun har været til stede, så hun har ingen anelse om hvordan jeg har det...og egenlig tror jeg at hun bare vil grine lidt af mig. Farmand ved godt at det er hårdt for mig, tror egenlig han var mere forberedt på min reaktion end jeg selv var.....som han siger...det er jo livets gang!!

Til jer med små/mindre børn : NYD DEM!!! både når de græder, er syge har ondt, griner, ikke vil sove, leger, spiser, ikke opfører sig efter bogen!! Den tid kommer aldrig nogensinde igen!

ej nu tuder jeg også...  hvor er dit indlæg bare rørende og meget ærligt! 

Jeg synes du lyder som en fantastisk mor! Og din datter (og dine andre børn) er meget heldig at have sådan en omsorgsfuld og betænksom mor  

Jeg kan sagtens følge dine tanker! uha jeg håber aldrig mine børn flytter hjemmefra!!  

- heldigvis render min ældste søn rundt og siger at han "vil giftes med moar" 

 

Tin skriver:

De seneste 5 dage har min store pige pakket hele hendes liv i kasser, for at flytte i hendes nye lejlighed. Hun er 17 år og den største af vores 5 børn.

I morges pakkede hun så det sidste...hendes dyne og pude. glattejern, make up, det sidste tøj og de sidste nips ting. Også kørte vi op i hendes lejlighed. Hentede de ny-indkøbte møbler og brugte hele dagen på at samle det.

Ved 15.30 måtte jeg drage hjem alene, skulle hjem og hente de mindste fra sfo og bh......men måtte køre hjem og bede min mand køre direkte fra job og ind efter dem. Jeg har tudet og tudet!!

Jeg under hende alt det nye der skal ske og har støttet op om hendes ønske om at få sit eget. Vi har hjulpet hende både økonomisk og praktisk med at få det til at lykkes!

Men kors hvor er her bare tomt nu! Jeg har et stort dybt hul i maven og jeg savner hende. Hele eftermiddagen og aftenen har hele hendes liv passeret revy for mit indre blik....hendes fødsel, den første tid, ferier, hyggedage derhjemme, lektier, venner, sygdom, konfirmation, efterskole.......hele det liv, hvor hun var en del af mit!! Og nu er det bare pludselig slut.

Nu forstår jeg bedre, at man siger at man kun har børn til låns.

Vi har da tit joket med, at der bliver skønt når alle 5 flytter hjemmefra og sikke en ro der bliver....................Ligenu frygter jeg den dag den sidste flytter.

Børnene fylder meget i mit liv. Jeg har gået hjemme i mange år. Børnene var det, JEG ville i og med mit liv..........og nu begynder de at flytte............kors hvor er det bare uretfærdig hårdt og jeg vil tude de næste mange dage, men indtil videre har jeg da formået at holde sammen på mig selv, mens hun har været til stede, så hun har ingen anelse om hvordan jeg har det...og egenlig tror jeg at hun bare vil grine lidt af mig. Farmand ved godt at det er hårdt for mig, tror egenlig han var mere forberedt på min reaktion end jeg selv var.....som han siger...det er jo livets gang!!

Til jer med små/mindre børn : NYD DEM!!! både når de græder, er syge har ondt, griner, ikke vil sove, leger, spiser, ikke opfører sig efter bogen!! Den tid kommer aldrig nogensinde igen!

åh jeg sidder lige og græder med dig.... iiih hvor jeg os frygter den tid ...

Kæmpe Til dig

Tin skriver:

De seneste 5 dage har min store pige pakket hele hendes liv i kasser, for at flytte i hendes nye lejlighed. Hun er 17 år og den største af vores 5 børn.

I morges pakkede hun så det sidste...hendes dyne og pude. glattejern, make up, det sidste tøj og de sidste nips ting. Også kørte vi op i hendes lejlighed. Hentede de ny-indkøbte møbler og brugte hele dagen på at samle det.

Ved 15.30 måtte jeg drage hjem alene, skulle hjem og hente de mindste fra sfo og bh......men måtte køre hjem og bede min mand køre direkte fra job og ind efter dem. Jeg har tudet og tudet!!

Jeg under hende alt det nye der skal ske og har støttet op om hendes ønske om at få sit eget. Vi har hjulpet hende både økonomisk og praktisk med at få det til at lykkes!

Men kors hvor er her bare tomt nu! Jeg har et stort dybt hul i maven og jeg savner hende. Hele eftermiddagen og aftenen har hele hendes liv passeret revy for mit indre blik....hendes fødsel, den første tid, ferier, hyggedage derhjemme, lektier, venner, sygdom, konfirmation, efterskole.......hele det liv, hvor hun var en del af mit!! Og nu er det bare pludselig slut.

Nu forstår jeg bedre, at man siger at man kun har børn til låns.

Vi har da tit joket med, at der bliver skønt når alle 5 flytter hjemmefra og sikke en ro der bliver....................Ligenu frygter jeg den dag den sidste flytter.

Børnene fylder meget i mit liv. Jeg har gået hjemme i mange år. Børnene var det, JEG ville i og med mit liv..........og nu begynder de at flytte............kors hvor er det bare uretfærdig hårdt og jeg vil tude de næste mange dage, men indtil videre har jeg da formået at holde sammen på mig selv, mens hun har været til stede, så hun har ingen anelse om hvordan jeg har det...og egenlig tror jeg at hun bare vil grine lidt af mig. Farmand ved godt at det er hårdt for mig, tror egenlig han var mere forberedt på min reaktion end jeg selv var.....som han siger...det er jo livets gang!!

Til jer med små/mindre børn : NYD DEM!!! både når de græder, er syge har ondt, griner, ikke vil sove, leger, spiser, ikke opfører sig efter bogen!! Den tid kommer aldrig nogensinde igen!

Sidder helt og tuder for det er virkelig rørende sagt 

Du lyder i hvert fald som en fantastisk mor der kun under dine børn det bedste ! 

Puha , glæder mig pludselig ikke til mine flytter 

Lene Unik skriver:

Mange medfølende tanker her - ved næsten hvordan du har det.

Jeg har også en datter på 17 år, og hun bor heller ikke fast hjemme. Hun er dog ikke flyttet helt hjemmefra. Da hun var færdig med 9. klasse kom hun på landbrugsskole i Kolding, og da vi bor lidt nord for Århus, flyttede hun ind på skolehjemmet. Det var virkelig en omvæltning, selvom hun kom hjem næsten hver weekend. Det var så hårdt at køre hende derned, og så bare "forlade" hende. Hun var kun lige blevet 16 år, og jeg var nok mest bekymret for, at hun kom ud i situationer hun ikke magtede, og at hun kunne "tage skade" af det. Men hun klarede det så flot, og udviklede sig rigtig meget.

Lige nu er hun ung pige i huset ved en familie på Sjælland, og vi ser hende kun ca. en gang om måneden. Det gør det lidt lettere, at jeg ved hun ikke er flyttet helt hjemmefra, men jeg er ved at forberede mig mentalt på, at hun måske aldring flytter helt hjem igen. Når vi kommer lidt tættere på sommerferien begynder hun igen at søge praktikplads på rideskoler og stutterier, og hun søger i hele landet. Så vi skal nok være meget heldige hvis hun finder noget her i nærheden.

Beklager, det blev lidt langt, men ville bare sige at jeg kender det præcis. Stine bliver 18 om få måneder, det synes jeg også er et meget stort skridt - så er hun ikke længere et barn.

Vores pige var også på efterskole i 9. kl, og der tudede jeg også da jeg havde afleveret hende

Men igen, det var et ønske hun havde og en gave jeg gerne ville give hende, at få den oplevelse med efterskole mv.

Vi gør jo ALT for vores børn, og må oftere og oftere pakke de egoistiske tanker væk.....men hvor er det bare svært, for først man ikke længere er så stor en del i deres liv, går det op for en, hvor stor er del de har været i mit

Det er så sindsygt svært at give slip, og pludselig sidder man her med alle minderne, og uanset hvordan jeg griber det an, ja så er hun nu ved at være voksen, og selvstændig - hun vil altid være min store pige - men forholdet vi har vil for altid skifte kurs nu, og for mig, er det en kæmpe sorg......men mon ikke jeg bare lige skal vende mig lidt til det. Det er jo også begyndelsen af en ny epoke, både for hende og os forældre