åhh havde ik drømt om, det skulle være så hårdt.....

De seneste 5 dage har min store pige pakket hele hendes liv i kasser, for at flytte i hendes nye lejlighed. Hun er 17 år og den største af vores 5 børn.

I morges pakkede hun så det sidste...hendes dyne og pude. glattejern, make up, det sidste tøj og de sidste nips ting. Også kørte vi op i hendes lejlighed. Hentede de ny-indkøbte møbler og brugte hele dagen på at samle det.

Ved 15.30 måtte jeg drage hjem alene, skulle hjem og hente de mindste fra sfo og bh......men måtte køre hjem og bede min mand køre direkte fra job og ind efter dem. Jeg har tudet og tudet!!

Jeg under hende alt det nye der skal ske og har støttet op om hendes ønske om at få sit eget. Vi har hjulpet hende både økonomisk og praktisk med at få det til at lykkes!

Men kors hvor er her bare tomt nu! Jeg har et stort dybt hul i maven og jeg savner hende. Hele eftermiddagen og aftenen har hele hendes liv passeret revy for mit indre blik....hendes fødsel, den første tid, ferier, hyggedage derhjemme, lektier, venner, sygdom, konfirmation, efterskole.......hele det liv, hvor hun var en del af mit!! Og nu er det bare pludselig slut.

Nu forstår jeg bedre, at man siger at man kun har børn til låns.

Vi har da tit joket med, at der bliver skønt når alle 5 flytter hjemmefra og sikke en ro der bliver....................Ligenu frygter jeg den dag den sidste flytter.

Børnene fylder meget i mit liv. Jeg har gået hjemme i mange år. Børnene var det, JEG ville i og med mit liv..........og nu begynder de at flytte............kors hvor er det bare uretfærdig hårdt og jeg vil tude de næste mange dage, men indtil videre har jeg da formået at holde sammen på mig selv, mens hun har været til stede, så hun har ingen anelse om hvordan jeg har det...og egenlig tror jeg at hun bare vil grine lidt af mig. Farmand ved godt at det er hårdt for mig, tror egenlig han var mere forberedt på min reaktion end jeg selv var.....som han siger...det er jo livets gang!!

Til jer med små/mindre børn : NYD DEM!!! både når de græder, er syge har ondt, griner, ikke vil sove, leger, spiser, ikke opfører sig efter bogen!! Den tid kommer aldrig nogensinde igen!

Tin skriver:

De seneste 5 dage har min store pige pakket hele hendes liv i kasser, for at flytte i hendes nye lejlighed. Hun er 17 år og den største af vores 5 børn.

I morges pakkede hun så det sidste...hendes dyne og pude. glattejern, make up, det sidste tøj og de sidste nips ting. Også kørte vi op i hendes lejlighed. Hentede de ny-indkøbte møbler og brugte hele dagen på at samle det.

Ved 15.30 måtte jeg drage hjem alene, skulle hjem og hente de mindste fra sfo og bh......men måtte køre hjem og bede min mand køre direkte fra job og ind efter dem. Jeg har tudet og tudet!!

Jeg under hende alt det nye der skal ske og har støttet op om hendes ønske om at få sit eget. Vi har hjulpet hende både økonomisk og praktisk med at få det til at lykkes!

Men kors hvor er her bare tomt nu! Jeg har et stort dybt hul i maven og jeg savner hende. Hele eftermiddagen og aftenen har hele hendes liv passeret revy for mit indre blik....hendes fødsel, den første tid, ferier, hyggedage derhjemme, lektier, venner, sygdom, konfirmation, efterskole.......hele det liv, hvor hun var en del af mit!! Og nu er det bare pludselig slut.

Nu forstår jeg bedre, at man siger at man kun har børn til låns.

Vi har da tit joket med, at der bliver skønt når alle 5 flytter hjemmefra og sikke en ro der bliver....................Ligenu frygter jeg den dag den sidste flytter.

Børnene fylder meget i mit liv. Jeg har gået hjemme i mange år. Børnene var det, JEG ville i og med mit liv..........og nu begynder de at flytte............kors hvor er det bare uretfærdig hårdt og jeg vil tude de næste mange dage, men indtil videre har jeg da formået at holde sammen på mig selv, mens hun har været til stede, så hun har ingen anelse om hvordan jeg har det...og egenlig tror jeg at hun bare vil grine lidt af mig. Farmand ved godt at det er hårdt for mig, tror egenlig han var mere forberedt på min reaktion end jeg selv var.....som han siger...det er jo livets gang!!

Til jer med små/mindre børn : NYD DEM!!! både når de græder, er syge har ondt, griner, ikke vil sove, leger, spiser, ikke opfører sig efter bogen!! Den tid kommer aldrig nogensinde igen!

Hvor er du en fantastisk mor der støtter sin datter

 

Jeg frygter det allerede nu! Mine er 6 og 2. Den store har også lige fundet ud af at han engang skal flytte hjemmefra og ikke skal bo sammen med mig mere- det blev han rigtigt ked af
Så jeg nyder bestemt mine børn NU!

Og så et stort til dig!

fortæl hende det!!!

min mor fortalte først mig flere år efter jeg var flyttet hvor meget hun egentligt savnede mig i starten

og det er bare det mest dejligste man kan høre som barn

lad hende vide at du savner hende, og at du for evigt vil hende det bedste og at du er der uanset hvad der sku komme af bump på vejen

hun vil blive lykkelig, mulighvis lige fnise lidt af dig, men hendes indre vil ggræde og tænke ååååhhh moarrrrr smill

min bedste tid med min mor er at vi har en måneds fast handledag . hvor vi handler, spiser sammen og nyder hinanden tid
for såvel som børn kun er til låns, er forældre også kun til låns for børn

en dag er det slut, så man skal altid nyde hinanden

Tin skriver:

De seneste 5 dage har min store pige pakket hele hendes liv i kasser, for at flytte i hendes nye lejlighed. Hun er 17 år og den største af vores 5 børn.

I morges pakkede hun så det sidste...hendes dyne og pude. glattejern, make up, det sidste tøj og de sidste nips ting. Også kørte vi op i hendes lejlighed. Hentede de ny-indkøbte møbler og brugte hele dagen på at samle det.

Ved 15.30 måtte jeg drage hjem alene, skulle hjem og hente de mindste fra sfo og bh......men måtte køre hjem og bede min mand køre direkte fra job og ind efter dem. Jeg har tudet og tudet!!

Jeg under hende alt det nye der skal ske og har støttet op om hendes ønske om at få sit eget. Vi har hjulpet hende både økonomisk og praktisk med at få det til at lykkes!

Men kors hvor er her bare tomt nu! Jeg har et stort dybt hul i maven og jeg savner hende. Hele eftermiddagen og aftenen har hele hendes liv passeret revy for mit indre blik....hendes fødsel, den første tid, ferier, hyggedage derhjemme, lektier, venner, sygdom, konfirmation, efterskole.......hele det liv, hvor hun var en del af mit!! Og nu er det bare pludselig slut.

Nu forstår jeg bedre, at man siger at man kun har børn til låns.

Vi har da tit joket med, at der bliver skønt når alle 5 flytter hjemmefra og sikke en ro der bliver....................Ligenu frygter jeg den dag den sidste flytter.

Børnene fylder meget i mit liv. Jeg har gået hjemme i mange år. Børnene var det, JEG ville i og med mit liv..........og nu begynder de at flytte............kors hvor er det bare uretfærdig hårdt og jeg vil tude de næste mange dage, men indtil videre har jeg da formået at holde sammen på mig selv, mens hun har været til stede, så hun har ingen anelse om hvordan jeg har det...og egenlig tror jeg at hun bare vil grine lidt af mig. Farmand ved godt at det er hårdt for mig, tror egenlig han var mere forberedt på min reaktion end jeg selv var.....som han siger...det er jo livets gang!!

Til jer med små/mindre børn : NYD DEM!!! både når de græder, er syge har ondt, griner, ikke vil sove, leger, spiser, ikke opfører sig efter bogen!! Den tid kommer aldrig nogensinde igen!

Hvor er det rørende 

Du æydee som en kærlig, støttende og omsorgsfuld mor. Og tiden går jo. Man giver langsomt mere og mere slip.. fra de er spæd hvor de nærmest 'sidder fast' på en, til de søger ud i verden.. og at flytte hjemmefra er et pludseligt radikalt ryk, og det kan ikke være nemt fra en mors verden. 

Jeg får helt lyst til at ringe til min mor og far og takke dem for alt igennem min barndom.. deres omsorg og støtte, som stadig er der, bare på afstand. 

Synes det lyder så skønt at dine børn har været den store mening i dit liv og synes du lyder som en dejlig mor.

Kan kun forestille mig at det må være så svært at give slip selvom man jo godt ved man havner der en dag. Har en dreng på 10 år og kan godt mærke tiden går hurtigt. Har dog også to små størrelser, som jeg bare nyder alt det jeg overhovedet kan for lige pludelig er de jo bare store.

Synes det er fint som du tackler det, men kan sagtens tænke mig til hvor svært og hårdt det må føles. Masser af til dig.

esioul skriver:

Hvor er du en fantastisk mor der støtter sin datter

 

1000 tak

DAs mor skriver:

Jeg frygter det allerede nu! Mine er 6 og 2. Den store har også lige fundet ud af at han engang skal flytte hjemmefra og ikke skal bo sammen med mig mere- det blev han rigtigt ked af
Så jeg nyder bestemt mine børn NU!

Og så et stort til dig!

Ja min den yngste bliver 6 i år og han flytter bestemt ikke før han har en at bo med, og det bedste er jo da at få mor med....far er jo voksen og kan klare sig selv!

De har en skøn logik i den alder.

MilleMus1988 skriver:

fortæl hende det!!!

min mor fortalte først mig flere år efter jeg var flyttet hvor meget hun egentligt savnede mig i starten

og det er bare det mest dejligste man kan høre som barn

lad hende vide at du savner hende, og at du for evigt vil hende det bedste og at du er der uanset hvad der sku komme af bump på vejen

hun vil blive lykkelig, mulighvis lige fnise lidt af dig, men hendes indre vil ggræde og tænke ååååhhh moarrrrr smill

min bedste tid med min mor er at vi har en måneds fast handledag . hvor vi handler, spiser sammen og nyder hinanden tid
for såvel som børn kun er til låns, er forældre også kun til låns for børn

en dag er det slut, så man skal altid nyde hinanden

Vi talte faktisk om det i går aftes, sammen med hendes lillebror der bliver 15 til sommer.

Her var det dog mere generelt, hvor jeg dog sagde direkte til hende, at hun jo altid kunne flytte hjem igen, hvis det ikke gik, og at hun altid kunne ringe efter os hvis der var noget, eller komme hjem og sove en weekend hvis hun fik lyst

Jeg er bange for at ødelægge hendes glæde ved alt det nye, hvis jeg fortæller om mit savn, og min frygt for alt det nye Og tror faktisk ikke jeg kan tale med hende om det uden jeg kommer til at stortude.....

Men det tomme værelse på loftet, hvor der kun er efterladt et par gamle bamser, er et gabende mararidt ligenu.......og imens står drengen på 15, og kan ikke vente med at rykke ind i det "store" værelse!! Og på en måde har jeg lidt svær ved at give ham lov , ihvertfald de næste dage.