Anonym skriver:
Min kæreste og jeg skændes alt, alt for meget.
Det er ikke noget vi altid gør, men sådan i perioder, og lige i øjeblikket synes jeg bare det er for meget.
Når jeg siger at vi skændes hver dag, behøver det ikke betyde, at vi råber og skriger og kaster med tingene hver dag... Men vi snerrer, diskuterer om ligegyldige ting... Lunten er generelt bare ikke særlig lang, og det gælder for os begge to.
Jeg kan ikke helt finde ud af om det bare er mig der er noget galt med. Jeg er ret følsomt anlagt, og jeg tænker, at det derfor måske bare er mig der er for nærtagende.
Vi er meget pressede i øjeblikket, da min kæreste, for gud ved hvilken gang, har valgt at droppe ud af en uddannelse. Det gjorde han også for omkring et år siden. Han magtede ikke uddannelse, og ville finde sig et job. Dengang fandt han ikke et job. Han fik heller aldrig kontanthjælp eller anden understøttelse selvom han sagde han søgte. Det endte så med at jeg i omkring et års tid, stod for alt økonomisk. Det var mig der betalte alle regninger, mad, husleje, på trods af at lejligheden faktisk er hans. Han forsikrede mig altid om, dengang, at han søgte jobs, selvom jeg tvivlede. På det år, var han til én samtale, og fik ikke jobbet, selvom det var en vennetjeneste, og ingen andre var til samtale. Jeg er klar over at det er svært at finde et arbejde, og det ville som sådan heller ikke have rørt mig at han aldrig fik et job, hvis jeg bare kunne se at han aktivt gjorde en indsats for at finde et.
Han startede så på den uddannelse han går på nu. Og nu vil han droppe den også. Han siger så at han har søgt ind på noget andet han hellere vil gå på, og det er da også dejligt, bortset fra at jeg med næsten 100% sikkerhed ved, at han dropper ud derfra om 6 mdr også. Dengang for et år siden da jeg forsørgede ham, havde jeg et fuldtidsjob, og selvom jeg hadede at kaste alle mine penge efter ham, så havde jeg dog råd og mulighed for at gøre det. Det var jo ligesom meningen at jeg med mit job skulle lægge penge til side så jeg ville kunne have det lidt sjovere på SU. Men det blev der jo så ikke noget af.... Nu er jeg på SU, og det kommer på ingen måde til at kunne lade sig gøre hvis han laver samme stunt igen.
Han har et fritidsjob, i weekenderne. Jeg har aldrig set skyggen af de penge han tjener. Nu har jeg ikke skrevet ned hvor meget jeg i tidens løb har brugt af penge på ham, men eftersom jeg forsørgede ham et år, er det nok ikke småting. Jeg havde så regnet med at han, når han fik mere styr på økonomien, ville betale mig tilbage. Ikke alt på engang, og måske heller ikke det hele, men bare i det mindste give mig lidt "lommepenge" en gang i mellem. Intet har jeg fået. I den tid vi har været sammen, har han heller aldrig givet mig en gave. Altså fødselsdagsgave, julegave osv. Og det er altså ikke fordi jeg er sådan en noget-for-noget person..... Men synes bare min grænse er nået! Han forstår det selvfølgelig overhovedet ikke, og synes ikke de ting jeg siger er korrekte. Han synes jo han knokler røven i laser..... Det jeg ser, er at han pjækker fra skole hver dag, sover længe, hænger med vennerne hele dagen, og sådan fortsætter det ellers i en kæmpe ond cirkel.
Jeg er sikker på at de ting vi har oplevet i fortiden mht. økonomi, er en af årsagerne til, at jeg er lidt følsom for tiden. Jeg er pisse ræd over at jeg kan se han er ved at gentage samme mønster, og jeg er ulykkelig over at den mand jeg elsker bevidst sætter mig i en så dårlig situation, når han ved hvor meget det stresser mig. Dengang, lå vi tit og talte om natten om hvor bekymret og stresset jeg var over situationen, og jeg lå tit søvnløs med hjertebanken.
Nu er vi så begyndt at skændes. Og jeg ved at det er fordi det er lige op over, og at han faktisk i dag, har meldt sig ud af skolen. Jeg synes det er totalt ansvarsløst. Og det eneste jeg har bedt ham om altid, er at prøve at tage ansvar. Det er mig der styrer alt økonomi og praktiske ting i hjemmet, og det eneste jeg kræver er at han opfører sig som et ansvarligt voksent menneske, og det kan han ikke finde ud af.
Jeg tror ikke han gør noget for at såre mig. Jeg tror desværre bare ikke han ved bedre. Og jeg har virkelig svært ved at acceptere at manden jeg elsker foretrækker at ligge vandret det meste af hans liv. For jeg er bestemt ikke et dovent menneske. Jeg vil gerne ting med mit liv, og jeg vil ikke mindst have styr på tingene. Jeg er meget organiseret og perfektionistisk, og aldeles ikke spontant anlagt. Han er komplet modsat, og jeg forventer ikke at han adopterer min levemåde, men forventer dog at han ser tingene fra mit synspunkt og tager ANSVAR!
Sidste gang dette skete, var jeg meget tæt på at gå fra ham. Og det fik han også at vide. Og tingene ændrede sig. Han lavede en plan i sit liv, men nu er han bare vendt tilbage til præcis samme mønster. Jeg føler han nu undgår mig. Han er meget sammen med sine venner i øjeblikket, og jeg føler det er for at slippe for mine sure miner og mit triste fjæs. Og jeg kan sgu godt forstå ham. Det må fandme være belastende at se på mig hele dagen. Men jeg synes bare ikke mine følelser og min opførsel er ubegrundet.
Og jeg aner seriøst ikke hvordan jeg skal tackle det. Det eneste jeg kan er at skælde ud, være spydig, eller tude. Jeg mangler nogle redskaber til at komme i dialog.
I hvert fald kunne jeg godt tænke mig at høre hvad i synes? Er jeg urimelig? Hvad havde i gjort i denne situation?
Jeg har ikke læst hele tråden men min er første tanke er da at din kæreste skal til at tage sig gevaldigt sammen hvis han skal beholde en som dig. Du holder sikkert rigtigt meget af ham, men det der dur bare ikke. Det lyder til at du giver og har givet rigtigt meget af dig selv - nok også lidt for meget. Nu må han vågne op. Jeg ville sætte ham stolen for døren eller muligvis flytte fra ham på ubestemt tid - han lyder som typen der bliver nødt til at lære det på den hårde måde. Man vil jo gerne have en kæreste man er lige med og ikke en som man skal agere "sure mor" overfor hele tiden.
