Vi skændes alt for meget.... (lang)

Rockertand skriver:

Du lyder bare så sød og fornuftig og ansvarlig og intelligent, at jeg slet ikke kan forstå, at du vil leve i det der.

Nu ved jeg ikke, om I har børn sammen eller tænker på at få det - men sådan som forholdene er nu...........det ændrer sig aldrig, HAN ændrer sig aldrig.

Det er utroligt alarmerende, at han har sat dig i en situation, hvor du rent faktisk har været ved at blive alvorligt syg med stress, jeg skal være ærlig at sige, at jeg tænker............du er selv med til at "tillade" den opførsel, han lægger for dagen, det er alt for nemt for ham at være uansvarlig...........og du er jo rent faktisk mor for ham, du gør alt og redder hans røv, der stilles ingen krav til ham overhovedet, og han gør, som det passer ham.

Det er nemt for mig at skrive, men jeg kan kun give dig det råd at komme hurtigst og længst muligt væk fra ham - start med at spørge dig selv, om du virkelig elsker ham så meget, som du bilder dig selv ind - og hvordan ser du jeres fremtid sammen?

Tak
Jeg forstår heller ikke hvorfor jeg tillader det. Det er heller ikke første gang nogen har sat spørgsmålstegn ved det.

Vi har ingen børn. Det har været på tale. Specielt efter han "tog sig sammen", og lovede at han fra nu af ville tage ansvar for sig selv, og sit liv. Men eftersom det åbenbart kun kan holde 6 måneder af gangen, har jeg sat det på standby.

Jeg tillader selv hans opførsel, for der er jo ikke nogen konsekvens af at han ikke tager ansvar. Jeg tager jo bare styringen og leger mor, og det er helt forkert. Og en fejl fra min side, at jeg gjorde det. Men det gjorde jeg altså, og nu er det svært at komme ud af igen.

Jeg elsker ham. Og jeg ser en god fremtid, når jeg fantaserer om hvordan tingene bliver. Men den fantasi er totalt urealistisk og kommer højst sandsynligt aldrig til at ske. I know.
Måske var det dumt jeg oprettede denne tråd. Jeg kendte vist godt svaret i forvejen...
Ved bare med mig selv jeg ikke er klar til at gøre alvor ud af mine tanker....

B&J skriver:

helt sikkert han er umoden, og den bedste løsning er nok du finder dig noget at bo i og han bliver, i kan sagtens være kærester men så må i aftale når han er blevet mere moden og voksen ja så kan i flytte sammen igen, fordi han tror helt sikkert at du betaler og sørger for alt som en mor og især når han har fritidsjob og der er ingen af de penge der ryger tilr egninger jamen det går bare slet slet ikke det der, det ender jo med i ikke kan betale en dag også kommer rki og det øsnker ingen af jer....

for lige meget hvad han har gjord det før og gør det igen med at droppe ud af uddannelser osv, men i kan sagtens sove sammen nyde hinanden, men så længe i bor sammen så er det dig der hoster penge op, for hjælper heller ikke i siger han skal betale halvdele hvis penge aldrig kommer på bordet så ender det med i mister lejligheden, selv om det er svært at stå i ja så ønsker du ikke at stå i gæld til halsen og det kan i ende med for du kan ikke regne med ham på det punkt overhovede, og sådan kan man ikke leve så ender det med man går fra hinanden som dybt uvenner...

Jeg har tidligere foreslået ham, at vi kunne være kærester, men bo hver for sig. For det er helt sikkert at jeg ville trives meget, meget bedre hvis jeg boede alene! Og på den måde kunne vi stadig nyde hinanden, og være sammen, bare uden at jeg pludselig føler jeg står med alt ansvaret på mine skuldre, og ordne hans liv.

Men! Det vil han ikke. Han ser det som enten eller. Enten bor vi sammen og er sammen... Ellers er vi ikke sammen.... desværre.

Han lyder ret umoden, der af egoistisk og en smule dum ;-) det vokser de fleste fra. Han er nok bare længere om det end flertallet. Min mand blev først sådan voksen og ansvarlig omkring de 25 år. Og han hader at det tog ham så længe at indse at han jo egentlig ikke levede livet- han spændte bare ben for sig selv. Nå men det jeg vil frem til er, at selv om du elsker ham så kan du jo ikke blive voksen for ham, det kommer når det kommer, og jo mere du presser ham jo mere trodsig blir han nok, og så tar det længere tid. Måske burde du for din egen skyld flytte fra ham? Han trækker dig jo med ned hvis hans økonomi sejler. I kan jo stadig være kærester, og du kan støtte ham indtil i en dag er begge er voksne og kan bo sammen igen? Ej det er svært at råde - men husk dig selv, for selv om du elsker ham bør du elske dig selv højere! :-)

female skriver:

Puha sikke en situation du står i. Mit forslag er, at du STRAKS - som i denne dag - sætter dig ned med ham med et budget i hånden. Du viser ham, hvad I betaler i husleje, forbrug, forsikringer, mad osv. Vis ham helt pædagogisk, hvad det beløber sig til, og fortæl ham så, at dette beløb deles i to! Jeg går ikke ud fra, at I er gift, så du har ingen forsøgelsespligt over for ham. Derfor må du melde rent ud til ham, at det ikke er dit problem, hvorfra han skaffer pengene, men du skal have xx kr. pr. 31. marts. Pengene må han skaffe gennem et job, på kommunen, gennem banken, sine forældre eller hvad han nu kan finde på. Det er selvfølgelig træls, hvis han bliver nødt til at gældsætte sig for at kunne betale regningerne, men det må han jo have overvejet, inden han droppede ud af sit studie. Det er i hvert fald ikke dit problem.

Skal jeg være helt ærlig, så tvivler jeg stærkt på, at din kærlighed vil kunne overvinde den totale umodne opførelse han udviser, og netop derfor skal du holdes total omkostningsneutral for hans manglende indtægt.

Det der har jeg gjort.
Han ved udemærket hvilket beløb han skal af med om måneden. Og tit får jeg også hele beløbet, men fordi han ikke kan administrere hans penge, er der minus på hans konto når beløbet er overført (han tjener altså mere end mig!). Pengene til regninger overføres til en fælles konto som vi har til regninger... Men når hans konto er gået i minus og har været det længe nok, trækker banken pengene fra fælles konto (dvs. delvist mine penge), så hans konto går i plus. Og den efterfølgende måned vil der jo så mange de penge på fælleskontoen, som jeg føler mig nødsaget til at opveje, med mine egne penge.

Og det er jo egentlig dybt åndssvagt.... For alle regningerne står i hans navn. Principielt ville det jo ikke røre mig, hvis de stod ubetalte....

Jo mere jeg skriver jo mere dumt, kan jeg godt se det er, selv.... Christ....

mth1987 skriver:

Men løsningen ku måske være at i boede hver for sig. På den måde er du ikk afhængig af hans uansvarlige handlinger og så lærer han måske også at tage ansvar ved at der ikk er en der sørger for ham i hovede ig røv så det er jo en win win situation ej spøg til side. Hvis du ikk er klar til at sige farvel til ham ku det jo være en løsning. Og måske finder du ud af at han enten er manden i dit liv eller ej mens i er fra hinanden. Det ville være mit bedste råd. For det er ikk fair for dig at komme ud i økonomiske vanskeligheder pga ham

Den løsning ser jeg også som den allerbedste.
Men har luftet det med ham før, og det er han ikke interesseret i, desværre

Gigl skriver:

Jeg ville i ramme alvor bede ham pænt om at vokse op, og så ville jeg pakke mit eget happengut og sige at han kunne komme til dig når han er klar til at vokse op og få sig en rigtig plan. Andet kan du da ikke være tjent med. 

Kan godt forstå det fører til skænderier, jeg hår selv haft sådan en gut - dejligt nok min søns far. Og stadig 4 år efter vi er gået fra hinanden har han ikke styr på tilværelsen. Jeg synes simpelthen det var og er så flovt.. derfor ledte det også til mange skænderier. 

Håber du finder ud af det.

Det tror jeg også jeg ville have gjort, hvis jeg havde et sted at tage hen.
Det har jeg desværre ikke lige umiddelbart

Anonym skriver:

Den løsning ser jeg også som den allerbedste.
Men har luftet det med ham før, og det er han ikke interesseret i, desværre

Men det er jo ikk spørgsmålet om din kæreste er intetesseret i den eller ej. Han vil jo helst ha du blir der og betaler for ham (groft sagt) så det er jo en beslutning du selv skal tage og se hvor tingene bære hen. Det ville være godt for dig men også for ham... Anden udvej ka jeg ikk se. Og det ville nok være naivt at lade tingene være som de er nu

modesty skriver:

Det lyder ikke som om I har børn sammen? Det vil altså være relativt "nemt" for dig at gå...

Jeg synes at du skal tænke rigtig meget over hvad de følelser du har for ham faktisk dækker over. Er det ægte kærlighed? Er det en følelse af tryghed? Er det manglende energi til et brud med hvad det medfører af praktiske og følelsesmæssige problemer?

Hvis du helt ærligt kan sige til dig selv at du virkelig elsker ham - så synes jeg at du skal blive og gøre en reel indsats for at få det til at fungere. Hvis ikke, synes jeg at du skal gå fra ham.

 

Nej, ingen børn.
Jeg har rigtig svært ved at finde ud af, hvad det lige er der gør, at jeg ikke er skredet for 1000 år siden. Jeg er nok lidt konfliktsky, og så er den eneste der rigtig lider jo mig selv. Hvis nu der var barn eller børn involveret, er jeg ret overbevist om jeg havde pakket mine ting for lang tid siden. Jeg var jo tæt på at smutte på et tidspunkt, og det tog mig også ret lang tid at tage mig sammen til bare at komme dertil.... Men så ændrede det sig jo.... Det varede så bare ikke ved....

Men du har ret. Jeg bliver nødt til at virkelig finde ud af hvor jeg står, og hvad det er jeg vil, og så handle derefter.

Stort kram herfra!!! Kan godt forstå du har fået nok! Han virker enormt umoden i mine øjne!

mth1987 skriver:

Men det er jo ikk spørgsmålet om din kæreste er intetesseret i den eller ej. Han vil jo helst ha du blir der og betaler for ham (groft sagt) så det er jo en beslutning du selv skal tage og se hvor tingene bære hen. Det ville være godt for dig men også for ham... Anden udvej ka jeg ikk se. Og det ville nok være naivt at lade tingene være som de er nu

Næh, egentlig er det også den eneste gode løsning jeg kan se..... Så skal jeg bare tage mod til mig....