Vi skændes alt for meget.... (lang)

Min kæreste og jeg skændes alt, alt for meget.
Det er ikke noget vi altid gør, men sådan i perioder, og lige i øjeblikket synes jeg bare det er for meget.
Når jeg siger at vi skændes hver dag, behøver det ikke betyde, at vi råber og skriger og kaster med tingene hver dag... Men vi snerrer, diskuterer om ligegyldige ting... Lunten er generelt bare ikke særlig lang, og det gælder for os begge to.

Jeg kan ikke helt finde ud af om det bare er mig der er noget galt med. Jeg er ret følsomt anlagt, og jeg tænker, at det derfor måske bare er mig der er for nærtagende.

Vi er meget pressede i øjeblikket, da min kæreste, for gud ved hvilken gang, har valgt at droppe ud af en uddannelse. Det gjorde han også for omkring et år siden. Han magtede ikke uddannelse, og ville finde sig et job. Dengang fandt han ikke et job. Han fik heller aldrig kontanthjælp eller anden understøttelse selvom han sagde han søgte. Det endte så med at jeg i omkring et års tid, stod for alt økonomisk. Det var mig der betalte alle regninger, mad, husleje, på trods af at lejligheden faktisk er hans. Han forsikrede mig altid om, dengang, at han søgte jobs, selvom jeg tvivlede. På det år, var han til én samtale, og fik ikke jobbet, selvom det var en vennetjeneste, og ingen andre var til samtale. Jeg er klar over at det er svært at finde et arbejde, og det ville som sådan heller ikke have rørt mig at han aldrig fik et job, hvis jeg bare kunne se at han aktivt gjorde en indsats for at finde et.

Han startede så på den uddannelse han går på nu. Og nu vil han droppe den også. Han siger så at han har søgt ind på noget andet han hellere vil gå på, og det er da også dejligt, bortset fra at jeg med næsten 100% sikkerhed ved, at han dropper ud derfra om 6 mdr også. Dengang for et år siden da jeg forsørgede ham, havde jeg et fuldtidsjob, og selvom jeg hadede at kaste alle mine penge efter ham, så havde jeg dog råd og mulighed for at gøre det. Det var jo ligesom meningen at jeg med mit job skulle lægge penge til side så jeg ville kunne have det lidt sjovere på SU. Men det blev der jo så ikke noget af.... Nu er jeg på SU, og det kommer på ingen måde til at kunne lade sig gøre hvis han laver samme stunt igen.

Han har et fritidsjob, i weekenderne. Jeg har aldrig set skyggen af de penge han tjener. Nu har jeg ikke skrevet ned hvor meget jeg i tidens løb har brugt af penge på ham, men eftersom jeg forsørgede ham et år, er det nok ikke småting. Jeg havde så regnet med at han, når han fik mere styr på økonomien, ville betale mig tilbage. Ikke alt på engang, og måske heller ikke det hele, men bare i det mindste give mig lidt "lommepenge" en gang i mellem. Intet har jeg fået. I den tid vi har været sammen, har han heller aldrig givet mig en gave. Altså fødselsdagsgave, julegave osv. Og det er altså ikke fordi jeg er sådan en noget-for-noget person..... Men synes bare min grænse er nået! Han forstår det selvfølgelig overhovedet ikke, og synes ikke de ting jeg siger er korrekte. Han synes jo han knokler røven i laser..... Det jeg ser, er at han pjækker fra skole hver dag, sover længe, hænger med vennerne hele dagen, og sådan fortsætter det ellers i en kæmpe ond cirkel.

Jeg er sikker på at de ting vi har oplevet i fortiden mht. økonomi, er en af årsagerne til, at jeg er lidt følsom for tiden. Jeg er pisse ræd over at jeg kan se han er ved at gentage samme mønster, og jeg er ulykkelig over at den mand jeg elsker bevidst sætter mig i en så dårlig situation, når han ved hvor meget det stresser mig. Dengang, lå vi tit og talte om natten om hvor bekymret og stresset jeg var over situationen, og jeg lå tit søvnløs med hjertebanken.

Nu er vi så begyndt at skændes. Og jeg ved at det er fordi det er lige op over, og at han faktisk i dag, har meldt sig ud af skolen. Jeg synes det er totalt ansvarsløst. Og det eneste jeg har bedt ham om altid, er at prøve at tage ansvar. Det er mig der styrer alt økonomi og praktiske ting i hjemmet, og det eneste jeg kræver er at han opfører sig som et ansvarligt voksent menneske, og det kan han ikke finde ud af.

Jeg tror ikke han gør noget for at såre mig. Jeg tror desværre bare ikke han ved bedre. Og jeg har virkelig svært ved at acceptere at manden jeg elsker foretrækker at ligge vandret det meste af hans liv. For jeg er bestemt ikke et dovent menneske. Jeg vil gerne ting med mit liv, og jeg vil ikke mindst have styr på tingene. Jeg er meget organiseret og perfektionistisk, og aldeles ikke spontant anlagt. Han er komplet modsat, og jeg forventer ikke at han adopterer min levemåde, men forventer dog at han ser tingene fra mit synspunkt og tager ANSVAR!

Sidste gang dette skete, var jeg meget tæt på at gå fra ham. Og det fik han også at vide. Og tingene ændrede sig. Han lavede en plan i sit liv, men nu er han bare vendt tilbage til præcis samme mønster. Jeg føler han nu undgår mig. Han er meget sammen med sine venner i øjeblikket, og jeg føler det er for at slippe for mine sure miner og mit triste fjæs. Og jeg kan sgu godt forstå ham. Det må fandme være belastende at se på mig hele dagen. Men jeg synes bare ikke mine følelser og min opførsel er ubegrundet.
Og jeg aner seriøst ikke hvordan jeg skal tackle det. Det eneste jeg kan er at skælde ud, være spydig, eller tude. Jeg mangler nogle redskaber til at komme i dialog.

I hvert fald kunne jeg godt tænke mig at høre hvad i synes? Er jeg urimelig? Hvad havde i gjort i denne situation?

Er da en trist situation du står i jeg synes han lyder meget umoden og uansvarlig. Og hvis du allerede har haft alle de nødvendige samtaler med ham og i faktisk har været det hele igennem før så ville jeg nok bare finde mig et andet sted at bo. Det er jo nemt nok at sige når jeg ikk selv står i den situation. Men på bagrund af det du har fortalt virker det bare ikk som om han tager hverken hans egen uddannelse seriøst eller jeres forhold. Jeg kan også sagtens forstå dine frustration over at du aldrig har fået gaver af ham og at han et eller andet sted bare har taget det for givet at du har betalt alt og forsørget ham i er helt år. Det havde jeg ikk fundet mig i, hvis jeg ikk ku se at han faktisk prøvede at komme videre.  

mth1987 skriver:

Er da en trist situation du står i jeg synes han lyder meget umoden og uansvarlig. Og hvis du allerede har haft alle de nødvendige samtaler med ham og i faktisk har været det hele igennem før så ville jeg nok bare finde mig et andet sted at bo. Det er jo nemt nok at sige når jeg ikk selv står i den situation. Men på bagrund af det du har fortalt virker det bare ikk som om han tager hverken hans egen uddannelse seriøst eller jeres forhold. Jeg kan også sagtens forstå dine frustration over at du aldrig har fået gaver af ham og at han et eller andet sted bare har taget det for givet at du har betalt alt og forsørget ham i er helt år. Det havde jeg ikk fundet mig i, hvis jeg ikk ku se at han faktisk prøvede at komme videre.  

Ja det er rigtig trist.
Han har nok altid været umoden, og det har jeg nok også altid vidst. Jeg var bare ikke klar over at det ville blive til så stort et problem. Det er jo rent faktisk sådan, at hvis han mister sin indtægt, er der ikke råd til huslejen, og kan simpelthen ikke forstå, at man selvom man måske er umoden, ikke kan se alvoren i det, og ikke mander sig lidt op.....

Kan sagtens sætte mig ind i at man ikke burde finde sig i det. Jeg ville have sagt præcis det samme, tror jeg, hvis nogen havde spurgt mig. Det er bare så fandens svært når man allerede sidder i det. Havde jeg vidst at jeg skulle leve sådan her, da jeg mødte ham, havde jeg jo nok valgt det fra. Men nu er jeg her, og der er følelser involveret. Det er noget møg!

Anonym skriver:

Min kæreste og jeg skændes alt, alt for meget.
Det er ikke noget vi altid gør, men sådan i perioder, og lige i øjeblikket synes jeg bare det er for meget.
Når jeg siger at vi skændes hver dag, behøver det ikke betyde, at vi råber og skriger og kaster med tingene hver dag... Men vi snerrer, diskuterer om ligegyldige ting... Lunten er generelt bare ikke særlig lang, og det gælder for os begge to.

Jeg kan ikke helt finde ud af om det bare er mig der er noget galt med. Jeg er ret følsomt anlagt, og jeg tænker, at det derfor måske bare er mig der er for nærtagende.

Vi er meget pressede i øjeblikket, da min kæreste, for gud ved hvilken gang, har valgt at droppe ud af en uddannelse. Det gjorde han også for omkring et år siden. Han magtede ikke uddannelse, og ville finde sig et job. Dengang fandt han ikke et job. Han fik heller aldrig kontanthjælp eller anden understøttelse selvom han sagde han søgte. Det endte så med at jeg i omkring et års tid, stod for alt økonomisk. Det var mig der betalte alle regninger, mad, husleje, på trods af at lejligheden faktisk er hans. Han forsikrede mig altid om, dengang, at han søgte jobs, selvom jeg tvivlede. På det år, var han til én samtale, og fik ikke jobbet, selvom det var en vennetjeneste, og ingen andre var til samtale. Jeg er klar over at det er svært at finde et arbejde, og det ville som sådan heller ikke have rørt mig at han aldrig fik et job, hvis jeg bare kunne se at han aktivt gjorde en indsats for at finde et.

Han startede så på den uddannelse han går på nu. Og nu vil han droppe den også. Han siger så at han har søgt ind på noget andet han hellere vil gå på, og det er da også dejligt, bortset fra at jeg med næsten 100% sikkerhed ved, at han dropper ud derfra om 6 mdr også. Dengang for et år siden da jeg forsørgede ham, havde jeg et fuldtidsjob, og selvom jeg hadede at kaste alle mine penge efter ham, så havde jeg dog råd og mulighed for at gøre det. Det var jo ligesom meningen at jeg med mit job skulle lægge penge til side så jeg ville kunne have det lidt sjovere på SU. Men det blev der jo så ikke noget af.... Nu er jeg på SU, og det kommer på ingen måde til at kunne lade sig gøre hvis han laver samme stunt igen.

Han har et fritidsjob, i weekenderne. Jeg har aldrig set skyggen af de penge han tjener. Nu har jeg ikke skrevet ned hvor meget jeg i tidens løb har brugt af penge på ham, men eftersom jeg forsørgede ham et år, er det nok ikke småting. Jeg havde så regnet med at han, når han fik mere styr på økonomien, ville betale mig tilbage. Ikke alt på engang, og måske heller ikke det hele, men bare i det mindste give mig lidt "lommepenge" en gang i mellem. Intet har jeg fået. I den tid vi har været sammen, har han heller aldrig givet mig en gave. Altså fødselsdagsgave, julegave osv. Og det er altså ikke fordi jeg er sådan en noget-for-noget person..... Men synes bare min grænse er nået! Han forstår det selvfølgelig overhovedet ikke, og synes ikke de ting jeg siger er korrekte. Han synes jo han knokler røven i laser..... Det jeg ser, er at han pjækker fra skole hver dag, sover længe, hænger med vennerne hele dagen, og sådan fortsætter det ellers i en kæmpe ond cirkel.

Jeg er sikker på at de ting vi har oplevet i fortiden mht. økonomi, er en af årsagerne til, at jeg er lidt følsom for tiden. Jeg er pisse ræd over at jeg kan se han er ved at gentage samme mønster, og jeg er ulykkelig over at den mand jeg elsker bevidst sætter mig i en så dårlig situation, når han ved hvor meget det stresser mig. Dengang, lå vi tit og talte om natten om hvor bekymret og stresset jeg var over situationen, og jeg lå tit søvnløs med hjertebanken.

Nu er vi så begyndt at skændes. Og jeg ved at det er fordi det er lige op over, og at han faktisk i dag, har meldt sig ud af skolen. Jeg synes det er totalt ansvarsløst. Og det eneste jeg har bedt ham om altid, er at prøve at tage ansvar. Det er mig der styrer alt økonomi og praktiske ting i hjemmet, og det eneste jeg kræver er at han opfører sig som et ansvarligt voksent menneske, og det kan han ikke finde ud af.

Jeg tror ikke han gør noget for at såre mig. Jeg tror desværre bare ikke han ved bedre. Og jeg har virkelig svært ved at acceptere at manden jeg elsker foretrækker at ligge vandret det meste af hans liv. For jeg er bestemt ikke et dovent menneske. Jeg vil gerne ting med mit liv, og jeg vil ikke mindst have styr på tingene. Jeg er meget organiseret og perfektionistisk, og aldeles ikke spontant anlagt. Han er komplet modsat, og jeg forventer ikke at han adopterer min levemåde, men forventer dog at han ser tingene fra mit synspunkt og tager ANSVAR!

Sidste gang dette skete, var jeg meget tæt på at gå fra ham. Og det fik han også at vide. Og tingene ændrede sig. Han lavede en plan i sit liv, men nu er han bare vendt tilbage til præcis samme mønster. Jeg føler han nu undgår mig. Han er meget sammen med sine venner i øjeblikket, og jeg føler det er for at slippe for mine sure miner og mit triste fjæs. Og jeg kan sgu godt forstå ham. Det må fandme være belastende at se på mig hele dagen. Men jeg synes bare ikke mine følelser og min opførsel er ubegrundet.
Og jeg aner seriøst ikke hvordan jeg skal tackle det. Det eneste jeg kan er at skælde ud, være spydig, eller tude. Jeg mangler nogle redskaber til at komme i dialog.

I hvert fald kunne jeg godt tænke mig at høre hvad i synes? Er jeg urimelig? Hvad havde i gjort i denne situation?

Du lyder bare så sød og fornuftig og ansvarlig og intelligent, at jeg slet ikke kan forstå, at du vil leve i det der.

Nu ved jeg ikke, om I har børn sammen eller tænker på at få det - men sådan som forholdene er nu...........det ændrer sig aldrig, HAN ændrer sig aldrig.

Det er utroligt alarmerende, at han har sat dig i en situation, hvor du rent faktisk har været ved at blive alvorligt syg med stress, jeg skal være ærlig at sige, at jeg tænker............du er selv med til at "tillade" den opførsel, han lægger for dagen, det er alt for nemt for ham at være uansvarlig...........og du er jo rent faktisk mor for ham, du gør alt og redder hans røv, der stilles ingen krav til ham overhovedet, og han gør, som det passer ham.

Det er nemt for mig at skrive, men jeg kan kun give dig det råd at komme hurtigst og længst muligt væk fra ham - start med at spørge dig selv, om du virkelig elsker ham så meget, som du bilder dig selv ind - og hvordan ser du jeres fremtid sammen?

helt sikkert han er umoden, og den bedste løsning er nok du finder dig noget at bo i og han bliver, i kan sagtens være kærester men så må i aftale når han er blevet mere moden og voksen ja så kan i flytte sammen igen, fordi han tror helt sikkert at du betaler og sørger for alt som en mor og især når han har fritidsjob og der er ingen af de penge der ryger tilr egninger jamen det går bare slet slet ikke det der, det ender jo med i ikke kan betale en dag også kommer rki og det øsnker ingen af jer....

for lige meget hvad han har gjord det før og gør det igen med at droppe ud af uddannelser osv, men i kan sagtens sove sammen nyde hinanden, men så længe i bor sammen så er det dig der hoster penge op, for hjælper heller ikke i siger han skal betale halvdele hvis penge aldrig kommer på bordet så ender det med i mister lejligheden, selv om det er svært at stå i ja så ønsker du ikke at stå i gæld til halsen og det kan i ende med for du kan ikke regne med ham på det punkt overhovede, og sådan kan man ikke leve så ender det med man går fra hinanden som dybt uvenner...

Jeg kan godt forstå du har fået nok. 

Jeg synes du skal overveje, hvordan du ønsker dit liv skal fortsætte. 

Anonym skriver:

Min kæreste og jeg skændes alt, alt for meget.
Det er ikke noget vi altid gør, men sådan i perioder, og lige i øjeblikket synes jeg bare det er for meget.
Når jeg siger at vi skændes hver dag, behøver det ikke betyde, at vi råber og skriger og kaster med tingene hver dag... Men vi snerrer, diskuterer om ligegyldige ting... Lunten er generelt bare ikke særlig lang, og det gælder for os begge to.

Jeg kan ikke helt finde ud af om det bare er mig der er noget galt med. Jeg er ret følsomt anlagt, og jeg tænker, at det derfor måske bare er mig der er for nærtagende.

Vi er meget pressede i øjeblikket, da min kæreste, for gud ved hvilken gang, har valgt at droppe ud af en uddannelse. Det gjorde han også for omkring et år siden. Han magtede ikke uddannelse, og ville finde sig et job. Dengang fandt han ikke et job. Han fik heller aldrig kontanthjælp eller anden understøttelse selvom han sagde han søgte. Det endte så med at jeg i omkring et års tid, stod for alt økonomisk. Det var mig der betalte alle regninger, mad, husleje, på trods af at lejligheden faktisk er hans. Han forsikrede mig altid om, dengang, at han søgte jobs, selvom jeg tvivlede. På det år, var han til én samtale, og fik ikke jobbet, selvom det var en vennetjeneste, og ingen andre var til samtale. Jeg er klar over at det er svært at finde et arbejde, og det ville som sådan heller ikke have rørt mig at han aldrig fik et job, hvis jeg bare kunne se at han aktivt gjorde en indsats for at finde et.

Han startede så på den uddannelse han går på nu. Og nu vil han droppe den også. Han siger så at han har søgt ind på noget andet han hellere vil gå på, og det er da også dejligt, bortset fra at jeg med næsten 100% sikkerhed ved, at han dropper ud derfra om 6 mdr også. Dengang for et år siden da jeg forsørgede ham, havde jeg et fuldtidsjob, og selvom jeg hadede at kaste alle mine penge efter ham, så havde jeg dog råd og mulighed for at gøre det. Det var jo ligesom meningen at jeg med mit job skulle lægge penge til side så jeg ville kunne have det lidt sjovere på SU. Men det blev der jo så ikke noget af.... Nu er jeg på SU, og det kommer på ingen måde til at kunne lade sig gøre hvis han laver samme stunt igen.

Han har et fritidsjob, i weekenderne. Jeg har aldrig set skyggen af de penge han tjener. Nu har jeg ikke skrevet ned hvor meget jeg i tidens løb har brugt af penge på ham, men eftersom jeg forsørgede ham et år, er det nok ikke småting. Jeg havde så regnet med at han, når han fik mere styr på økonomien, ville betale mig tilbage. Ikke alt på engang, og måske heller ikke det hele, men bare i det mindste give mig lidt "lommepenge" en gang i mellem. Intet har jeg fået. I den tid vi har været sammen, har han heller aldrig givet mig en gave. Altså fødselsdagsgave, julegave osv. Og det er altså ikke fordi jeg er sådan en noget-for-noget person..... Men synes bare min grænse er nået! Han forstår det selvfølgelig overhovedet ikke, og synes ikke de ting jeg siger er korrekte. Han synes jo han knokler røven i laser..... Det jeg ser, er at han pjækker fra skole hver dag, sover længe, hænger med vennerne hele dagen, og sådan fortsætter det ellers i en kæmpe ond cirkel.

Jeg er sikker på at de ting vi har oplevet i fortiden mht. økonomi, er en af årsagerne til, at jeg er lidt følsom for tiden. Jeg er pisse ræd over at jeg kan se han er ved at gentage samme mønster, og jeg er ulykkelig over at den mand jeg elsker bevidst sætter mig i en så dårlig situation, når han ved hvor meget det stresser mig. Dengang, lå vi tit og talte om natten om hvor bekymret og stresset jeg var over situationen, og jeg lå tit søvnløs med hjertebanken.

Nu er vi så begyndt at skændes. Og jeg ved at det er fordi det er lige op over, og at han faktisk i dag, har meldt sig ud af skolen. Jeg synes det er totalt ansvarsløst. Og det eneste jeg har bedt ham om altid, er at prøve at tage ansvar. Det er mig der styrer alt økonomi og praktiske ting i hjemmet, og det eneste jeg kræver er at han opfører sig som et ansvarligt voksent menneske, og det kan han ikke finde ud af.

Jeg tror ikke han gør noget for at såre mig. Jeg tror desværre bare ikke han ved bedre. Og jeg har virkelig svært ved at acceptere at manden jeg elsker foretrækker at ligge vandret det meste af hans liv. For jeg er bestemt ikke et dovent menneske. Jeg vil gerne ting med mit liv, og jeg vil ikke mindst have styr på tingene. Jeg er meget organiseret og perfektionistisk, og aldeles ikke spontant anlagt. Han er komplet modsat, og jeg forventer ikke at han adopterer min levemåde, men forventer dog at han ser tingene fra mit synspunkt og tager ANSVAR!

Sidste gang dette skete, var jeg meget tæt på at gå fra ham. Og det fik han også at vide. Og tingene ændrede sig. Han lavede en plan i sit liv, men nu er han bare vendt tilbage til præcis samme mønster. Jeg føler han nu undgår mig. Han er meget sammen med sine venner i øjeblikket, og jeg føler det er for at slippe for mine sure miner og mit triste fjæs. Og jeg kan sgu godt forstå ham. Det må fandme være belastende at se på mig hele dagen. Men jeg synes bare ikke mine følelser og min opførsel er ubegrundet.
Og jeg aner seriøst ikke hvordan jeg skal tackle det. Det eneste jeg kan er at skælde ud, være spydig, eller tude. Jeg mangler nogle redskaber til at komme i dialog.

I hvert fald kunne jeg godt tænke mig at høre hvad i synes? Er jeg urimelig? Hvad havde i gjort i denne situation?

Puha sikke en situation du står i. Mit forslag er, at du STRAKS - som i denne dag - sætter dig ned med ham med et budget i hånden. Du viser ham, hvad I betaler i husleje, forbrug, forsikringer, mad osv. Vis ham helt pædagogisk, hvad det beløber sig til, og fortæl ham så, at dette beløb deles i to! Jeg går ikke ud fra, at I er gift, så du har ingen forsøgelsespligt over for ham. Derfor må du melde rent ud til ham, at det ikke er dit problem, hvorfra han skaffer pengene, men du skal have xx kr. pr. 31. marts. Pengene må han skaffe gennem et job, på kommunen, gennem banken, sine forældre eller hvad han nu kan finde på. Det er selvfølgelig træls, hvis han bliver nødt til at gældsætte sig for at kunne betale regningerne, men det må han jo have overvejet, inden han droppede ud af sit studie. Det er i hvert fald ikke dit problem.

Skal jeg være helt ærlig, så tvivler jeg stærkt på, at din kærlighed vil kunne overvinde den totale umodne opførelse han udviser, og netop derfor skal du holdes total omkostningsneutral for hans manglende indtægt.

Anonym skriver:

Ja det er rigtig trist.
Han har nok altid været umoden, og det har jeg nok også altid vidst. Jeg var bare ikke klar over at det ville blive til så stort et problem. Det er jo rent faktisk sådan, at hvis han mister sin indtægt, er der ikke råd til huslejen, og kan simpelthen ikke forstå, at man selvom man måske er umoden, ikke kan se alvoren i det, og ikke mander sig lidt op.....

Kan sagtens sætte mig ind i at man ikke burde finde sig i det. Jeg ville have sagt præcis det samme, tror jeg, hvis nogen havde spurgt mig. Det er bare så fandens svært når man allerede sidder i det. Havde jeg vidst at jeg skulle leve sådan her, da jeg mødte ham, havde jeg jo nok valgt det fra. Men nu er jeg her, og der er følelser involveret. Det er noget møg!

Men løsningen ku måske være at i boede hver for sig. På den måde er du ikk afhængig af hans uansvarlige handlinger og så lærer han måske også at tage ansvar ved at der ikk er en der sørger for ham i hovede ig røv så det er jo en win win situation ej spøg til side. Hvis du ikk er klar til at sige farvel til ham ku det jo være en løsning. Og måske finder du ud af at han enten er manden i dit liv eller ej mens i er fra hinanden. Det ville være mit bedste råd. For det er ikk fair for dig at komme ud i økonomiske vanskeligheder pga ham

Jeg ville i ramme alvor bede ham pænt om at vokse op, og så ville jeg pakke mit eget happengut og sige at han kunne komme til dig når han er klar til at vokse op og få sig en rigtig plan. Andet kan du da ikke være tjent med. 

Kan godt forstå det fører til skænderier, jeg hår selv haft sådan en gut - dejligt nok min søns far. Og stadig 4 år efter vi er gået fra hinanden har han ikke styr på tilværelsen. Jeg synes simpelthen det var og er så flovt.. derfor ledte det også til mange skænderier. 

Håber du finder ud af det.

Anonym skriver:

Ja det er rigtig trist.
Han har nok altid været umoden, og det har jeg nok også altid vidst. Jeg var bare ikke klar over at det ville blive til så stort et problem. Det er jo rent faktisk sådan, at hvis han mister sin indtægt, er der ikke råd til huslejen, og kan simpelthen ikke forstå, at man selvom man måske er umoden, ikke kan se alvoren i det, og ikke mander sig lidt op.....

Kan sagtens sætte mig ind i at man ikke burde finde sig i det. Jeg ville have sagt præcis det samme, tror jeg, hvis nogen havde spurgt mig. Det er bare så fandens svært når man allerede sidder i det. Havde jeg vidst at jeg skulle leve sådan her, da jeg mødte ham, havde jeg jo nok valgt det fra. Men nu er jeg her, og der er følelser involveret. Det er noget møg!

Det lyder ikke som om I har børn sammen? Det vil altså være relativt "nemt" for dig at gå...

Jeg synes at du skal tænke rigtig meget over hvad de følelser du har for ham faktisk dækker over. Er det ægte kærlighed? Er det en følelse af tryghed? Er det manglende energi til et brud med hvad det medfører af praktiske og følelsesmæssige problemer?

Hvis du helt ærligt kan sige til dig selv at du virkelig elsker ham - så synes jeg at du skal blive og gøre en reel indsats for at få det til at fungere. Hvis ikke, synes jeg at du skal gå fra ham.