Min mand har forladt mig. (lang) :-(

Nu får i hele historien fra begyndelsen, imens jeg sidder og græder 

Sagen er den at jeg er dansker og min kæreste er muslim, vi har en dejlig lille baby dreng sammen. Muslimer bliver jo omskåret og inden jeg blev gravid sagde jeg at vores lille dreng også skulle det. Da jeg  blev gravid, fik jeg et moderinstinkt op i mig, der bare ikke kunne få mig selv til det, så det fortalte jeg min kæreste, i starten var han sur, men vi aftale 0 svinekød ingen omskæring, det synes vi begge to var en fin løsning. Nu er vores dreng 2 år og her til aften, siger min kæreste at han vil have vores søn skal omskæres, jeg fortæller ham at vi har aftalt noget andet, men da han mener at jeg brød, vores aftale den gang, kan han også nu. Han siger at han vil skilles fra mig, hvis ikke jeg går med til det. Jeg var virkelig i chok, da vi elsker hinanden meget højt. Men tænk, at vælge en omskæring frem for sin kone og barn, så vil han hellere bo alene. Han blev ved og ved og ved og prøvede egentlig at ignore ham lidt og fortalte ham, at det ikke ville ske. Til sidst blev jeg så gal at jeg bare hamrede løs på hans brystkasse (af raseri og ked af det over at han vil forlade os) derefter sagde jeg at han skulle skride og pakke sine ting, det gjorde han så. Nu sidder jeg så her, med en lille dreng der sover og er så forfærdelig ked af det. Han mener at jeg ikke respekterer ham, fordi jeg ikke vil lade vores søn omskære, men jeg mener det omvendte, det gør ondt i mit hjerte. Planen var at vores søn selv skulle bestemme når han bliver gammel nok. Hvad havde i gjort? Det blev godt nok langt, men havde så meget brug for at komme ud med det!!

 

Anonym skriver:

Nu får i hele historien fra begyndelsen, imens jeg sidder og græder 

Sagen er den at jeg er dansker og min kæreste er muslim, vi har en dejlig lille baby dreng sammen. Muslimer bliver jo omskåret og inden jeg blev gravid sagde jeg at vores lille dreng også skulle det. Da jeg  blev gravid, fik jeg et moderinstinkt op i mig, der bare ikke kunne få mig selv til det, så det fortalte jeg min kæreste, i starten var han sur, men vi aftale 0 svinekød ingen omskæring, det synes vi begge to var en fin løsning. Nu er vores dreng 2 år og her til aften, siger min kæreste at han vil have vores søn skal omskæres, jeg fortæller ham at vi har aftalt noget andet, men da han mener at jeg brød, vores aftale den gang, kan han også nu. Han siger at han vil skilles fra mig, hvis ikke jeg går med til det. Jeg var virkelig i chok, da vi elsker hinanden meget højt. Men tænk, at vælge en omskæring frem for sin kone og barn, så vil han hellere bo alene. Han blev ved og ved og ved og prøvede egentlig at ignore ham lidt og fortalte ham, at det ikke ville ske. Til sidst blev jeg så gal at jeg bare hamrede løs på hans brystkasse (af raseri og ked af det over at han vil forlade os) derefter sagde jeg at han skulle skride og pakke sine ting, det gjorde han så. Nu sidder jeg så her, med en lille dreng der sover og er så forfærdelig ked af det. Han mener at jeg ikke respekterer ham, fordi jeg ikke vil lade vores søn omskære, men jeg mener det omvendte, det gør ondt i mit hjerte. Planen var at vores søn selv skulle bestemme når han bliver gammel nok. Hvad havde i gjort? Det blev godt nok langt, men havde så meget brug for at komme ud med det!!

 

Åh hvor må det være hårdt
Jeg synes du har gjort det helt rigtige! Synes faktisk også at han er alt for gammel til at blive omskåret nu, hvis det endelig skal gøres synes jeg det skal være MEGET tidligt
Håber i finder ud af det

110% havde jeg gjord det samme som dig i havde en aftale og jeg forstår godt han ikke skal omskæres hvorfor bliver din mand så sådan, det er lige som om han er ligeglad med jer og det der betyder noget er en omskæring det er godt nok mega hårdt...

jeg forstår dig dit hjerte er lige blevet ud og du står alene med det hele...

jeg håber af hele mit hjerte du er stærk nok til at holde på din mening og du og din søn skal nok få det vidunderligt sammen

Monski skriver:

Åh hvor må det være hårdt
Jeg synes du har gjort det helt rigtige! Synes faktisk også at han er alt for gammel til at blive omskåret nu, hvis det endelig skal gøres synes jeg det skal være MEGET tidligt
Håber i finder ud af det

Tak for dit svar. Synes bare det er så synd for min søn, at han ikke skal se sin elskede far mere hver dag. På grund af sådan noget p*s

Anonym skriver:

Nu får i hele historien fra begyndelsen, imens jeg sidder og græder 

Sagen er den at jeg er dansker og min kæreste er muslim, vi har en dejlig lille baby dreng sammen. Muslimer bliver jo omskåret og inden jeg blev gravid sagde jeg at vores lille dreng også skulle det. Da jeg  blev gravid, fik jeg et moderinstinkt op i mig, der bare ikke kunne få mig selv til det, så det fortalte jeg min kæreste, i starten var han sur, men vi aftale 0 svinekød ingen omskæring, det synes vi begge to var en fin løsning. Nu er vores dreng 2 år og her til aften, siger min kæreste at han vil have vores søn skal omskæres, jeg fortæller ham at vi har aftalt noget andet, men da han mener at jeg brød, vores aftale den gang, kan han også nu. Han siger at han vil skilles fra mig, hvis ikke jeg går med til det. Jeg var virkelig i chok, da vi elsker hinanden meget højt. Men tænk, at vælge en omskæring frem for sin kone og barn, så vil han hellere bo alene. Han blev ved og ved og ved og prøvede egentlig at ignore ham lidt og fortalte ham, at det ikke ville ske. Til sidst blev jeg så gal at jeg bare hamrede løs på hans brystkasse (af raseri og ked af det over at han vil forlade os) derefter sagde jeg at han skulle skride og pakke sine ting, det gjorde han så. Nu sidder jeg så her, med en lille dreng der sover og er så forfærdelig ked af det. Han mener at jeg ikke respekterer ham, fordi jeg ikke vil lade vores søn omskære, men jeg mener det omvendte, det gør ondt i mit hjerte. Planen var at vores søn selv skulle bestemme når han bliver gammel nok. Hvad havde i gjort? Det blev godt nok langt, men havde så meget brug for at komme ud med det!!

 

Jeg havde gjort præcist som dig.

uden at være dømmende overfor muslimer på nogen måde så kunne jeg aldrig se mig selv i forhold med en af sådan en tro. Simpelthen fordi jeg er kristen og det ligger så langt fra. Netop sådan noget med omskæring, ikke at må spise svin osv osv har jeg svært ved at forstå og relatere til.. men ærligt talt så tror jeg jeg havde gjort som dig. At lytte til dit moderhjerte og at du ikke ønsker din dreng skal omskæres men at han selv må vælge når den tid kommer. At han ville forlade dig pga det fortæller mere om ham end det gør om dig . Jeg syntes du skal følge dit hjerte og træffe de valg du kan leve med.. din mand kan leve med at omskære jeres dreng men nu er du af en anden holdning og lige netop med sådan noget skal man være 100.% enige og er i ikke det får du nok svært ved at leve med valget.

Jeg håber du fangede budskabet i det jeg skrev. Det er svært at sætte sig ind i din situation når man ingen relation har til omskæring og den muslimske tro. Men ærligt talt så lyder det til du har truffet dit valg.
Og håber ikk noget af det jeg har skrevet kan vendes til det negative.

Knus

B&J skriver:

110% havde jeg gjord det samme som dig i havde en aftale og jeg forstår godt han ikke skal omskæres hvorfor bliver din mand så sådan, det er lige som om han er ligeglad med jer og det der betyder noget er en omskæring det er godt nok mega hårdt...

jeg forstår dig dit hjerte er lige blevet ud og du står alene med det hele...

jeg håber af hele mit hjerte du er stærk nok til at holde på din mening og du og din søn skal nok få det vidunderligt sammen

Tak for dit svar. Han mener desværre ikke at vi havde en aftale, fordi at jeg først havde sagt ja, men derefter ændrede min mening. Men for fanden, drengen får jo heller ikke svinekød, han har udlandsk/dansk navn og udlandsk efternavn, vil sku også have noget at skulle have sagt. Og kan bare mærke at jeg mister mig selv, hvis jeg giver mig på denne her. 

Og... Er det ikke meget forkert at jeg bare bankede løs på ham? Er i chok over mig selv. 

1990h skriver:

Jeg havde gjort præcist som dig.

uden at være dømmende overfor muslimer på nogen måde så kunne jeg aldrig se mig selv i forhold med en af sådan en tro. Simpelthen fordi jeg er kristen og det ligger så langt fra. Netop sådan noget med omskæring, ikke at må spise svin osv osv har jeg svært ved at forstå og relatere til.. men ærligt talt så tror jeg jeg havde gjort som dig. At lytte til dit moderhjerte og at du ikke ønsker din dreng skal omskæres men at han selv må vælge når den tid kommer. At han ville forlade dig pga det fortæller mere om ham end det gør om dig . Jeg syntes du skal følge dit hjerte og træffe de valg du kan leve med.. din mand kan leve med at omskære jeres dreng men nu er du af en anden holdning og lige netop med sådan noget skal man være 100.% enige og er i ikke det får du nok svært ved at leve med valget.

Jeg håber du fangede budskabet i det jeg skrev. Det er svært at sætte sig ind i din situation når man ingen relation har til omskæring og den muslimske tro. Men ærligt talt så lyder det til du har truffet dit valg.
Og håber ikk noget af det jeg har skrevet kan vendes til det negative.

Knus

Truffet det rigtige valg skulle der stå til sidst.

Tak for dit svar. Han mener desværre ikke at vi havde en aftale, fordi at jeg først havde sagt ja, men derefter ændrede min mening. Men for fanden, drengen får jo heller ikke svinekød, han har udlandsk/dansk navn og udlandsk efternavn, vil sku også have noget at skulle have sagt. Og kan bare mærke at jeg mister mig selv, hvis jeg giver mig på denne her. 

Nemlig og det syntes jeg ikke du skal det lyder som om i køre 50/50 og det er sådan det skal være når han har en tro og du en anden og det er jo det perfekte, jeg må nok erkende han tænker for meget på sin tro og sin mås for at sige det mildt, stedet for at tænke på JER!!!

og selv om det hele ikke er til at overskue lige nu så kommer det for lige meget hvad din mand skal ikke have sin vilje fordi så bliver det lige som et lille barn der skal have sin vilje og jeres dreng er jo også rimelig gammel

sender dig en krammer

Anonym skriver:

Nu får i hele historien fra begyndelsen, imens jeg sidder og græder 

Sagen er den at jeg er dansker og min kæreste er muslim, vi har en dejlig lille baby dreng sammen. Muslimer bliver jo omskåret og inden jeg blev gravid sagde jeg at vores lille dreng også skulle det. Da jeg  blev gravid, fik jeg et moderinstinkt op i mig, der bare ikke kunne få mig selv til det, så det fortalte jeg min kæreste, i starten var han sur, men vi aftale 0 svinekød ingen omskæring, det synes vi begge to var en fin løsning. Nu er vores dreng 2 år og her til aften, siger min kæreste at han vil have vores søn skal omskæres, jeg fortæller ham at vi har aftalt noget andet, men da han mener at jeg brød, vores aftale den gang, kan han også nu. Han siger at han vil skilles fra mig, hvis ikke jeg går med til det. Jeg var virkelig i chok, da vi elsker hinanden meget højt. Men tænk, at vælge en omskæring frem for sin kone og barn, så vil han hellere bo alene. Han blev ved og ved og ved og prøvede egentlig at ignore ham lidt og fortalte ham, at det ikke ville ske. Til sidst blev jeg så gal at jeg bare hamrede løs på hans brystkasse (af raseri og ked af det over at han vil forlade os) derefter sagde jeg at han skulle skride og pakke sine ting, det gjorde han så. Nu sidder jeg så her, med en lille dreng der sover og er så forfærdelig ked af det. Han mener at jeg ikke respekterer ham, fordi jeg ikke vil lade vores søn omskære, men jeg mener det omvendte, det gør ondt i mit hjerte. Planen var at vores søn selv skulle bestemme når han bliver gammel nok. Hvad havde i gjort? Det blev godt nok langt, men havde så meget brug for at komme ud med det!!

 

tror du ikke at I begge har overreageret lidt? I kommer fra 2 forskellige kulturer og har derfor 2 forskellige synspunkter på det. I elsker hinanden højt og bliver derfor ked af det, når den anden ikke deler/forstår den andes synspunkt.

Få jer en snak med hinanden. Undskyld at du smed ham ud, for det var ikke rimeligt, men fortæl, hvorfor du gjorde det. Fordi du elsker ham, og derfor blev ked af de sårene ord, han sagde til dig.

Sig at du bare ønsker at kunne snakke stille og roligt om tingene. Du er ked af, hvis han føler at du truffede noget ned over ham (det med omskæringen), for 2 år siden, men at han gik med på den og at han derfor ikke skal bære nag til dig.

I har sikkert en masse i fremtiden I ikke er enige om, og det er selvfølgelig bedst for alle parter, hvis I kan snakke stille og roligt om det, uden at have "følelserne uden på tøjet".

Det er i hvert fald mit råd til dig.