jeg er nødt til at være anonym, da mine indlæg bliver googlet på mit brugernavn, og nogle personer ønsker jeg ikke lige, skal genkende mig. men ved i, hvem jeg er, er det heeeeeelt fint 
jeg ved egentlig ikke, om jeg har lagt den her det rigtige sted. men jeg kan ik genkende mig selv længere.. min krop er simpelthen, ja, mærkelig!
jeg har været i et forhold i over tre år. blev så single for en uges tid siden, hvilket jeg faktisk er ret glad for. jeg skrev et laaaaangt indlæg her den anden dag om det, tak for jeres råd i tråden, piger 
. og midt i januar begyndte jeg på en ny skole.
og der går altså den her fyr 
i starten, da jeg stadigvæk var i forhold, syntes jeg stadigvæk, han var vildt flot, men lidt af en smartass måske. men rigtig sød fyr! men jeg slog det hen, fordi jeg tænkte, det bare var noget nyt og spændende, men jeg elskede min kæreste og lagde ingenting i det.. så gik der en uge, så skulle vi i biografen med værkstedet, og var ude og handle ind til hygge med ham og to andre drenge. og han var da meget sød stadigvæk.. han er et år ældre end mig.
vi begyndte at snakke mere og mere sammen efter det, faktisk hver dag. mere og mere.. så ja, jeg kom altså til at holde om ham en dag, hvor han slog armen om mig også. og der smeltede jeg bare fuldstændig indeni. vi går og "tager pis" på hinanden. eller, han gør - jeg gør nok ikke, eller gør jeg? med at sige, vi er hemmelige kærester (ja, jeg er blevet helt folkeskole agtig igen ) vi kalder hinanden skat, min elskede, siger vi savner hinanden i skolen, hvis vi ikke lige er i nærheden af hinanden. det kan lyde som dette:
ham: jeg smutter videre nu.
mig: okay skat. jeg kommer til at savne dig.
ham: jeg kommer også til at savne dig, min elskede.
og så blinker han sødt med det ene øje. og der står jeg tilbage, fuldstændig blød i knæene og rød i hovedet
i kantinen sidder vi konstant ved siden af hinanden. og jeg ryger, det gør han ikke, men hvis jeg går ud for at ryge, og lige hurtigt vender mig, kan jeg se, han holder øje med, hvor jeg er. og når han kommer ind i værkstedet, skal han altid lige lokalisere mig.
vi var så på tur med skolen, hvor vi skulle sidde 2½ time i bus derop. hele vejen derop lagde jeg op af ham, og han havde armen rundt om mig .. på vej hjem nussede jeg ham i søvn, og han skrev om aftenen, det var rigtig dejligt, at jeg gjorde det. og at jeg skulle komme og nusse ham igen
jeg har konstant lyst til at snakke med ham, skrive til ham, holde om ham og han gør mig simpelthen så blød i knæene, bare ved et lille blik. jeg tænker konstant på ham og det kilder sådan i maven - det er en ubeskrivelig følelse
kan det virkelig passe, jeg er blevet forelsket? er jeg faldt pladask for ham, eller er det bare lige en fase, jeg skal over?
hvis jeg virkelig er forelsket, tror jeg desværre bare ikke, han er interesseret 
