Hvad gør I når jeres barn plager om at få noget??

Min datter får tit et eller andet at spise når hun kommer hjem fra dagpleje. Enten rosiner, et stykke toast med smør, en kanel giffel osv. Men hun har desværre tendens til at plage om mere selvom jeg siger nej og jeg har desværre tendens til at bøje mig. Det er en ond cirkel! Hun skal jo ikke spise sig mæt i alt det der inden aftensmaden. Men jeg deler hende jo 7/7 med hendes far så jeg vil jo helst have at hun er glad og vi hygger os når hun er her, orker ikke hendes skrig og skrål. Men jeg ved også at det bider mig bagi senere hvis jeg ikke lærer hende at forstå et nej allerede nu.

Men hvordan gør jeg det? Hvad gør I? Er det bare at tage kampen op og bide tænderne sammen indtil hun forstår det?

Hilsen en mor med en meeeeget lille rygrad!

 

Som mange andre siger - giv noget sundere (jeg ville personligt aldrig give mit barn toastbrød eller kanelgifler, men sådan er vi jo så forskellige, og det skal der også være plads til). Så lærer hun at spørge om mere hvis hun virkelig er sulten, men ikke hvis hun bare vil snacke. 

 

Her volder det ikke problemer, han plager ikke herhjemme eller andre steder.. Nej er nej. Og oftest når han er sulten efter børnehave så beder han om yoghurt eller havregrød og det laver vi selvfølgelig til ham og så får han det ind på værelset, kobler af til en dvd efter eget ønske (pt. er det Madagascar) Hvad han så kan få ned til aftensmaden er begrænset men så spiser manden og jeg det, skulle han blive mere sulten senere så kan han sagtens spise havregrød igen eller yoghurt. Han er småtspisende i perioder og har altid været det. 

LuLy skriver:

Min datter får tit et eller andet at spise når hun kommer hjem fra dagpleje. Enten rosiner, et stykke toast med smør, en kanel giffel osv. Men hun har desværre tendens til at plage om mere selvom jeg siger nej og jeg har desværre tendens til at bøje mig. Det er en ond cirkel! Hun skal jo ikke spise sig mæt i alt det der inden aftensmaden. Men jeg deler hende jo 7/7 med hendes far så jeg vil jo helst have at hun er glad og vi hygger os når hun er her, orker ikke hendes skrig og skrål. Men jeg ved også at det bider mig bagi senere hvis jeg ikke lærer hende at forstå et nej allerede nu.

Men hvordan gør jeg det? Hvad gør I? Er det bare at tage kampen op og bide tænderne sammen indtil hun forstår det?

Hilsen en mor med en meeeeget lille rygrad!

Lyder som vores datter fuldstændig

Så snart vi kommer hjem er hun pludselig forfærdelig sulten, men efter banan, yoghurt eller rosiner.
Og jeg bliver virkelig i tvivl om hun vitterligt er sulten, men når hun så har fået en af de ting der, spiser hun meget lidt aftensmad

TeamRocket skriver:

Mine plager også, og de bliver møg sure når jeg siger rugbrød hvis du er ved at dø af sult og eller må du vente til aftensmaden :-P før eller siden forstår de vel det ikke nytter at plage og skabe sig.

Jeg prøvede det med at give hende rugbrød og hun tog et par bidder og så gad hun ikke mere - og hun plagede ikke igen! Så hun et jo nok ikke rigtig sulten

LR85 skriver:

det er jo klart at hvis den står på kanelgifler, vil man plage om mere, og hvis mor endda bøjer sig nogen af gangene hvor der egentlig var sagt nej... ja, så er man nok selv skyld i balladen.

Her står den på riskiks og nogengange en form for grovbolle.

Intet andet, og det må han så gerne få hver dag, men dog kun en, eller fx ½ bolle.

Det fortæller jeg inden han får den, så vi ikke skal diskutere bagefter.

så jeg vil sige at det er forældrene der skaber problermerne, ikke børnene.

 

Jeg påstår ingen steder at det er min datter det er problemet. Jeg VED at problemet er at jeg bøjer mig og er dårlig til at sige nej fordi jeg vil have fred. Problemet er jo også at jeg ikke kan forklare hende at hun kun må få 1 og at vi snart skal spise. Eller jeg kan godt forklare hende det men hun er kun 1 1/2 så det siver jo ikke rigtig ind.

Men tak for dit input

Monski skriver:

Hvor gammel er din datter?
Min søn gjorde det også hele tiden da han ar 2-2,5 år han havde ellers aldrig gjort det før. Det gik heldigvis stille og roligt i sig selv igen og nu forstår han godt at et nej er et nej (på nær enkelte gange selvfølgelig)
Jeg tror måske det har noget med alder at gøre?

Min datter er lidt over 1 1/2 år Så problemet er også at jeg ikke kan forklare hende hvorfor hun ikke må få. Og så er det lettere bare at bøje sig Men håber da det går over

Wampires skriver:

Det er at tage det voksne ansvar at du ved bedst...

Hvis du siger det med overbevisning og myndighed i stemmen med en forklaring om at der jo snart er aftensmad (og holder fast de førse 2-3 gange hun stadig skriger) så virker det...

tro mig ved udmærket godt det er hårdt.. har en dreng der har temperament fra både mig og farmand... og han kan virkelig skrige og hyle... og vi havde desværre pga han har været en del sløj efter start i vuggestue givet efter en masse og ja forkælet ham alt for meget for hvad der er godt for ham... så vi er stadig igang med kampen om at rette op på det igen...

Det er ligesom mht hans sovetider.. hvis jeg med overbevisning og myndighed tager ham med ind og siger nu skal du tage en lur og så sidder med ham et lille øjeblik så sover han.. men virker jeg usikker på det så hopper han rundt og nægter at sove og ender med at være overtræt og overstimuleret og superduper hysterisk hvor virkelig INTET duer...

Tak for dit råd, jeg afprøvede det dagen efter både mht maden og når hun skulle i seng. Og det virker virkelig hvis man lyder fast besluttet i det man siger

modesty skriver:

 

Som mange andre siger - giv noget sundere (jeg ville personligt aldrig give mit barn toastbrød eller kanelgifler, men sådan er vi jo så forskellige, og det skal der også være plads til). Så lærer hun at spørge om mere hvis hun virkelig er sulten, men ikke hvis hun bare vil snacke. 

 

Grunden til at jeg giver fx toastbrød er fordi jeg ved at det ikke mætter. For hun har det med ikke at spise ret meget aftensmad og det bekymrer mig lidt. Bla derfor jeg gerne helt vil væk fra det der mellemmåltid om eftermiddagen

LuLy skriver:

Min datter får tit et eller andet at spise når hun kommer hjem fra dagpleje. Enten rosiner, et stykke toast med smør, en kanel giffel osv. Men hun har desværre tendens til at plage om mere selvom jeg siger nej og jeg har desværre tendens til at bøje mig. Det er en ond cirkel! Hun skal jo ikke spise sig mæt i alt det der inden aftensmaden. Men jeg deler hende jo 7/7 med hendes far så jeg vil jo helst have at hun er glad og vi hygger os når hun er her, orker ikke hendes skrig og skrål. Men jeg ved også at det bider mig bagi senere hvis jeg ikke lærer hende at forstå et nej allerede nu.

Men hvordan gør jeg det? Hvad gør I? Er det bare at tage kampen op og bide tænderne sammen indtil hun forstår det?

Hilsen en mor med en meeeeget lille rygrad!

Selvom det ikke er sjovt at være hende den "onde onde" mor... Så er du jo netop en "ond" mor, hvis du lærer hende at et nej betyder "måske" eller "okay så får du alligevel"...

Hun vil ikke hade dig for at du siger nej, hun vil prøve grænser af, men du bliver ganske enkelt bare nødt til at tage den "dumme" kamp med hende

Herhjemme betyder "nej" Nej! Han får også lidt rosiner eller et eller andet, men når jeg eller far ikke vil have han får mere, så får han ikke mere og så siger vi... "Slut" og så ved han at der ikke kommer mere, så finder han på noget andet at lave