Har han fortrudt? (langt)

Hej piger og drenge

Jeg har brug for at høre Jeres mening.
Kæresten og jeg har været sammen i 9 år, jeg er 28 og han er 26.
Vi startede på PB for lidt over 5 måneder siden, efter kærestens ønske. Han har været "klar" i lang tid, og begyndte at snakke om baby for flere år siden. Ca. 4 måneder før vi startede PB var det ham, der bad mig om snart at smide pillerne...
Jeg var i starten temlig usikker på alt det her baby-halløj, mest fordi jeg var bange for at miste mine veninder, der ikke har børn nogen af dem, og for at jeg vil være en dårlig mor.
Men jeg er af den holdning, at hvis man siger ja til et projekt, så gør man det ikke halvhjertet. Derfor oprettede jeg en profil herinde, så jeg kunne få styr på mine bekymringer og søge råd hos andre. Kæresten har den modsatte holdning, at der ikke er grund til at søge nogen som helst form for information, før man har et reelt problem. Derfor ved han principielt set ikke andet om PB, end at man ikke skal beskytte sig under sex.
Vi snakker ikke om PB på nogen måde til daglig, da jeg ikke tror på, det vil gavne noget som helst at indvie ham i de bekymringer og tanker jeg går rundt med.

Men jeg havde måske haft en forventning om, at han ville gå lidt mere aktivt "til den", når det nu var hans ønske, at vi startede PB, men det gør han ikke... Hvis jeg lader sex være op til ham, så sker der max noget 1 gang om ugen - pt er det 8-9 dage siden han har vist interesse sidst. Hvis jeg forsøger at tage sagen lidt i egen hånd (hvilket jeg har forsøgt 2 gange på de 5 måneder), så får jeg straks en kommentar ala "Det var da helt vildt med dig, du er da helt vild for tiden!", hvilket øjeblikkeligt dræber enhver lyst fra min side, så jeg så straks føler mig som et forskruet og overskruk kvindemenneske

Efterhånden er hele projektet begyndt at gå mig på psykisk, da jeg jo heller ikke bliver yngre, og nu havde jeg jo lige accepteret tanken om, at det var nu vi skulle prøve at blive forældre.
Men hvad der det, der sker? Jeg ved, at jeg på ingen måde presser ham. Har han fortrudt? Trænger han til oplysning om, hvordan man egentlig laver en baby? Et spark i r**en? Eller skal jeg bare acceptere, at det ikke lige interesserer ham så meget at blive far, som jeg først antog, da jeg endelig overgav mig efter han havde plaget i 2 år?

Sorry, at det blev sådan et langt tudeindlæg, men det går mig virkelig på!
Håber at nogen vil give et bud på, hvad der sker, så jeg ikke skal blive ved at gå alene med mine tanker...

Anonym skriver:

Hej piger og drenge

Jeg har brug for at høre Jeres mening.
Kæresten og jeg har været sammen i 9 år, jeg er 28 og han er 26.
Vi startede på PB for lidt over 5 måneder siden, efter kærestens ønske. Han har været "klar" i lang tid, og begyndte at snakke om baby for flere år siden. Ca. 4 måneder før vi startede PB var det ham, der bad mig om snart at smide pillerne...
Jeg var i starten temlig usikker på alt det her baby-halløj, mest fordi jeg var bange for at miste mine veninder, der ikke har børn nogen af dem, og for at jeg vil være en dårlig mor.
Men jeg er af den holdning, at hvis man siger ja til et projekt, så gør man det ikke halvhjertet. Derfor oprettede jeg en profil herinde, så jeg kunne få styr på mine bekymringer og søge råd hos andre. Kæresten har den modsatte holdning, at der ikke er grund til at søge nogen som helst form for information, før man har et reelt problem. Derfor ved han principielt set ikke andet om PB, end at man ikke skal beskytte sig under sex.
Vi snakker ikke om PB på nogen måde til daglig, da jeg ikke tror på, det vil gavne noget som helst at indvie ham i de bekymringer og tanker jeg går rundt med.

Men jeg havde måske haft en forventning om, at han ville gå lidt mere aktivt "til den", når det nu var hans ønske, at vi startede PB, men det gør han ikke... Hvis jeg lader sex være op til ham, så sker der max noget 1 gang om ugen - pt er det 8-9 dage siden han har vist interesse sidst. Hvis jeg forsøger at tage sagen lidt i egen hånd (hvilket jeg har forsøgt 2 gange på de 5 måneder), så får jeg straks en kommentar ala "Det var da helt vildt med dig, du er da helt vild for tiden!", hvilket øjeblikkeligt dræber enhver lyst fra min side, så jeg så straks føler mig som et forskruet og overskruk kvindemenneske

Efterhånden er hele projektet begyndt at gå mig på psykisk, da jeg jo heller ikke bliver yngre, og nu havde jeg jo lige accepteret tanken om, at det var nu vi skulle prøve at blive forældre.
Men hvad der det, der sker? Jeg ved, at jeg på ingen måde presser ham. Har han fortrudt? Trænger han til oplysning om, hvordan man egentlig laver en baby? Et spark i r**en? Eller skal jeg bare acceptere, at det ikke lige interesserer ham så meget at blive far, som jeg først antog, da jeg endelig overgav mig efter han havde plaget i 2 år?

Sorry, at det blev sådan et langt tudeindlæg, men det går mig virkelig på!
Håber at nogen vil give et bud på, hvad der sker, så jeg ikke skal blive ved at gå alene med mine tanker...

Jeg tror at det er helt normale følelser i begge har

Det er jo en enorm ændring, og det kan godt være drænene at fokusere på pb, når man har sex. jeg kunne godt nogle gange få følelsen af "nu har vi jo "bare" sex, for at lave en baby.."

Men jeg syntes at du skal snakke med din kæreste om de følelser og tanker du går rundt med

Altså min mand havde heller ikke det store behov for at snakke det igennem før jeg var gravid, han sagde tit 'lad os nu bare ta det som det kommer og bare nyde alt sexen' og så blev jeg irriteret for jeg ville gerne planlægge og snakke og det sagde bare ikke ham noget, før jeg var gravid og vi kunne ta til scanninger osv, men selv der var han irriterende, han ville ikke snakke navne før baby var født, ville ikke købe ting og lave værelse før uge 34, og ja vi var virkelig vildt forskellige og det første til magen bekymring fra min side. Men han var jo helt vildt god til at ta sig af mig, sagde alle de rigtige ting til scanninger, var perfekt ved fødslen og den bedste far og mand da baby endelig kom så jeg kunne godt ha sparet mig mine bekymringer, mænd og kvinder er bare forskellige, det betyder ikke der er noget galt :-)

Jeg kan godt følge din bekymring. Det er svært med alle de signaler som vi kvinder opfanger (men som mændene ikke nødvendigvis selv er klar over at de sender).

Min kæreste accepterede at vi startede PB efter det gik op for ham hvor meget det betød for mig, så han har heller ikke været interesseet i at snakke om det. Og det med sex var i forvejen ikke særlig ofte, så jeg var også bekymret for om det overhovedet ville lykkes.

Men det gjorde det - efter 5 måneder hvor vi ikke snakkede om det, og stadig kun havde sex sjældent (mindre end én gang om ugen - som du beskriver).

Så min pointe er, at det nok skal kunne lade sig gøre, og at det ikke nødvendigvis er kolde fødder som er årsagen til hans reaktion.

Under alle omstændigheder synes jeg du skal dele dine tanker med ham. Start med at forklare at det ikke er et problem du kommer med, som han pludselig skal løse, men blot en masse tanker og forvirringer som du har brug for at få luft for. Og så tag en hyggelig snak om det at lave/have en baby

Krussedulle skriver:

Jeg tror at det er helt normale følelser i begge har

Det er jo en enorm ændring, og det kan godt være drænene at fokusere på pb, når man har sex. jeg kunne godt nogle gange få følelsen af "nu har vi jo "bare" sex, for at lave en baby.."

Men jeg syntes at du skal snakke med din kæreste om de følelser og tanker du går rundt med

Tak for svar, det er rart at vide, at andre synes mine følelser er normale
Lige præcis dén følelse er grunden til, at jeg ikke ligger op til sex! Og hans reaktion de gange, hvor jeg rent faktisk har forsøgt at tage initiativ (fordi jeg har haft spontant lyst til ham) viser jo også kun (i mit hoved), at han også føler jeg kun ligger op til sex for at lave en baby... SUK!
Hvorfor skal det også være så besværligt?

Jeg tror dog stadig ikke på, at det vil hjælpe at snakke med ham om mine tanker, det vil bare lægge pres på ham, og det ønsker jeg under ingen omstændigheder at gøre!

TeamRocket skriver:

Altså min mand havde heller ikke det store behov for at snakke det igennem før jeg var gravid, han sagde tit 'lad os nu bare ta det som det kommer og bare nyde alt sexen' og så blev jeg irriteret for jeg ville gerne planlægge og snakke og det sagde bare ikke ham noget, før jeg var gravid og vi kunne ta til scanninger osv, men selv der var han irriterende, han ville ikke snakke navne før baby var født, ville ikke købe ting og lave værelse før uge 34, og ja vi var virkelig vildt forskellige og det første til magen bekymring fra min side. Men han var jo helt vildt god til at ta sig af mig, sagde alle de rigtige ting til scanninger, var perfekt ved fødslen og den bedste far og mand da baby endelig kom så jeg kunne godt ha sparet mig mine bekymringer, mænd og kvinder er bare forskellige, det betyder ikke der er noget galt :-)

Tak for svar!
Jeg har heller ikke behov for at snakke med ham om det - den viden og planlægning jeg føler et behov for, klarer jeg uden at involvere ham i det, så jeg ikke lægger pres på ham..
Men jeg har et behov for, at vi rent faktisk er intime med jævne mellemrum, og hver 7.-10. dag er ikke helt med jævne nok mellemrum for mig. Hvis han så bare ville give udtryk for at "have lyst til at nyde al sexen", men mit issue er jo, at han ikke ligger op til sex, og at han slår (i mit hovede) mig hen som værende skruk, hvis jeg ligger op til noget (igen, det er sket 2 gange på 5 måneder, og hans reaktion de to gange har fjernet min lyst fuldstændig til at prøve igen)...

Jupiter skriver:

Jeg kan godt følge din bekymring. Det er svært med alle de signaler som vi kvinder opfanger (men som mændene ikke nødvendigvis selv er klar over at de sender).

Min kæreste accepterede at vi startede PB efter det gik op for ham hvor meget det betød for mig, så han har heller ikke været interesseet i at snakke om det. Og det med sex var i forvejen ikke særlig ofte, så jeg var også bekymret for om det overhovedet ville lykkes.

Men det gjorde det - efter 5 måneder hvor vi ikke snakkede om det, og stadig kun havde sex sjældent (mindre end én gang om ugen - som du beskriver).

Så min pointe er, at det nok skal kunne lade sig gøre, og at det ikke nødvendigvis er kolde fødder som er årsagen til hans reaktion.

Under alle omstændigheder synes jeg du skal dele dine tanker med ham. Start med at forklare at det ikke er et problem du kommer med, som han pludselig skal løse, men blot en masse tanker og forvirringer som du har brug for at få luft for. Og så tag en hyggelig snak om det at lave/have en baby

Tak for svar
Dejligt at høre, at det godt kan lykkes inden for overskuelig tid, selv om man ikke er i nærheden af, at dyrke sex hver anden dag, som de fleste anbefaler.
Jamen, jeg må jo bare slå koldt vand i blodet og acceptere at jeg skal være sexuelt passiv så længe PB står på, og så må det tage den tid det tager, når nu kæresten ikke rigtig har lyst til noget intimt hver uge
Sådan er det jo så

Mit bud er, at han ikke ønsker at gøre det til et projekt, men bare gerne vil tage det lidt som det kommer og vupti, så er du gravid

Han behøver muligvis en lille lektion i, hvor tit det egentlig er muligt at lave en baby på en hel måned! For det er jo et relativt begrænset vindue man har hver måned!

Jeg sad lige og så The Uffe Holm show 3 tror jeg det var i går, og der bragte han faktisk på banen, at det kun er ca. 36 timer om måneden, hvor det reelt kan lade sig gøre ( tror det er lidt mere, men det er jo lige meget) måske l kunne se det show sammen, og det måske kunne åbne hans øjne for, hvor lille sandsynligheden for at du bliver gravid er, når l ikke har mere sex end i har? Så siger du det ikke direkte, men gør ham alligevel opmærksom på det, win win hvis du spørger mig og så får l desuden et godt grin med på vejen

Jeg tror ikke han har fået kolde fødder, tror bare han tager tingene som de kommer, og uden de store bekymringer! Vi kvinder, har en tendens til at tænke noget mere, end mange af de kære mænd gør

Men der ud over, så synes jeg godt du, næste gang du lægger op til sex, og han kommer med smøren om, at du bare vil have en baby, kna sige til ham, at nej du havde bare ualmindelig meget lyst til ham, men det er han ret god til at få ødelagt.. Altså sagt med et smil, hvis det kan lade sig gøre

Held og lykke med det hele

Jeg tænker, at hvis han ikke ved ret meget om det, men bare tror at man skal fortsætte som man plejer, så sker det nok en dag, så ved han måske heller ikke at det reelt kun er 48 timer om måneden at der er chance for at lave en baby?

Tror at du bliver nødt til at tage tyren ved hornene, og tale med ham om det, og forklare hvordan det hænger sammen, både rent biologisk, men også psykisk for dig.

Det bliver nok svært at undgå ren "baby-sex" i noget tid, man skal bare ikke glemme spontaniteten samtidig.

Anonym skriver:

Hej piger og drenge

Jeg har brug for at høre Jeres mening.
Kæresten og jeg har været sammen i 9 år, jeg er 28 og han er 26.
Vi startede på PB for lidt over 5 måneder siden, efter kærestens ønske. Han har været "klar" i lang tid, og begyndte at snakke om baby for flere år siden. Ca. 4 måneder før vi startede PB var det ham, der bad mig om snart at smide pillerne...
Jeg var i starten temlig usikker på alt det her baby-halløj, mest fordi jeg var bange for at miste mine veninder, der ikke har børn nogen af dem, og for at jeg vil være en dårlig mor.
Men jeg er af den holdning, at hvis man siger ja til et projekt, så gør man det ikke halvhjertet. Derfor oprettede jeg en profil herinde, så jeg kunne få styr på mine bekymringer og søge råd hos andre. Kæresten har den modsatte holdning, at der ikke er grund til at søge nogen som helst form for information, før man har et reelt problem. Derfor ved han principielt set ikke andet om PB, end at man ikke skal beskytte sig under sex.
Vi snakker ikke om PB på nogen måde til daglig, da jeg ikke tror på, det vil gavne noget som helst at indvie ham i de bekymringer og tanker jeg går rundt med.

Men jeg havde måske haft en forventning om, at han ville gå lidt mere aktivt "til den", når det nu var hans ønske, at vi startede PB, men det gør han ikke... Hvis jeg lader sex være op til ham, så sker der max noget 1 gang om ugen - pt er det 8-9 dage siden han har vist interesse sidst. Hvis jeg forsøger at tage sagen lidt i egen hånd (hvilket jeg har forsøgt 2 gange på de 5 måneder), så får jeg straks en kommentar ala "Det var da helt vildt med dig, du er da helt vild for tiden!", hvilket øjeblikkeligt dræber enhver lyst fra min side, så jeg så straks føler mig som et forskruet og overskruk kvindemenneske

Efterhånden er hele projektet begyndt at gå mig på psykisk, da jeg jo heller ikke bliver yngre, og nu havde jeg jo lige accepteret tanken om, at det var nu vi skulle prøve at blive forældre.
Men hvad der det, der sker? Jeg ved, at jeg på ingen måde presser ham. Har han fortrudt? Trænger han til oplysning om, hvordan man egentlig laver en baby? Et spark i r**en? Eller skal jeg bare acceptere, at det ikke lige interesserer ham så meget at blive far, som jeg først antog, da jeg endelig overgav mig efter han havde plaget i 2 år?

Sorry, at det blev sådan et langt tudeindlæg, men det går mig virkelig på!
Håber at nogen vil give et bud på, hvad der sker, så jeg ikke skal blive ved at gå alene med mine tanker...

Her var sexen ikke noget problem, men det var uden tvivl mest mig, der gik op i hvornår på måneden vi havde det mest

Men ellers var alt babysnak osv ikke noget han rigtig ku forholde sig til før jeg blev gravid og der var det heller ikke alle emner han ku forholde sig til (fx ville han først planlægge barnedåb efter fødslen osv)

for ham var det ikke "virkeligt" før første gang han ku se maven vokse, mærke baby sparke og se baby i virkeligheden

så lige på den front synes jeg ikke din kæreste lyder forskellig fra så mange andre mænd

mht sexlysten fra hans side synes jeg helt sikkert det er noget du skal tage op, men nok ikke en en pædagogisk "sådan laver man altså en barn" måde - men tag udgangspunk i dig selv "det gør mig ked af det at vi ikke har sex mere ofte, hvad er årsagen til at du ikke har lyst, eller misforstår jeg dine signaler eller hvad sker der her?"