I 4. Måned og forladt af kæresten....

MitteMor skriver:

Jeg er gravid i 4 måned. Barnet var ikke just planlagt, men eftersom lægerne havde fortalt jeg måske aldrig kunne blive gravid. Ville jeg beholde barnet. Vi er begge 30 år, med faste jobs, andelsboliger. Vi burde kunne klare denne nye rolle, både økonomiske, følelsesmæssigt mm.

Vi besluttede at beholde barnet, og han lovede at få styr på bestemte ting i sit liv. Det drejede sig om stop af daglig hash rygning, styr på sin økonomi, og få noget psykolog hjælp mod sin ADHD. Det eneste vi rigtigg skændes om var at han stort set aldrig var hjemme, altid sammen med drengene, ca 5 dage i ugen var han ude. Jeg fandt mig i det fordi jeg håbede og troede han med tiden ville ændre sig.... 

Han sagde flere gange han var bange for ikke at blive en god far.

Før jeg blev gravid har han op til flere gange lavet forsvindings nr. Dvs skredet, været væk i 24 timer hvor jeg ikke anede hvor han var eller hvad der foregik. Også dette troede jeg ville ændre sig! 

I lørdags, for 5 dage siden, kom jeg så hjem til en tom lejlighed. Han havde taget alle sine ting, og lagt nøglen. Jeg forsøgte at ringe til ham, skrev nogle meget tryglende beskeder.. Han svarede aldrig på hverken opkald ellers SMS. Jeg har ikke hørt fra ham siden.. 

 

Nogen vil nok mene jeg var naiv, men jeg troede virkelig at med tiden at han ville ændre sig. Både familie og venner er i chok over han er skredet/forsvundet på den måde. 

Jeg er let ødelagt. Jeg aner ikke hvordan jeg skal komme videre. Jeg har svært ved at glæde mig over graviditeten. Jeg ved glæden nok skal komme igen, men åh hvor er det hårdt at tude hele tiden.... 

Det gør mig meget ondt, sender dig en masse 

jydeinden skriver:

formoder det var ts du ville citerer hehe

MitteMor skriver:

Jeg ved han er startet på ADHD medicin, og imens trapper ned på sit hash forbrug. Men jeg aner ikke hvor meget han er trappet ned... 

 

MitteMor skriver:

Jeg er gravid i 4 måned. Barnet var ikke just planlagt, men eftersom lægerne havde fortalt jeg måske aldrig kunne blive gravid. Ville jeg beholde barnet. Vi er begge 30 år, med faste jobs, andelsboliger. Vi burde kunne klare denne nye rolle, både økonomiske, følelsesmæssigt mm.

Vi besluttede at beholde barnet, og han lovede at få styr på bestemte ting i sit liv. Det drejede sig om stop af daglig hash rygning, styr på sin økonomi, og få noget psykolog hjælp mod sin ADHD. Det eneste vi rigtigg skændes om var at han stort set aldrig var hjemme, altid sammen med drengene, ca 5 dage i ugen var han ude. Jeg fandt mig i det fordi jeg håbede og troede han med tiden ville ændre sig.... 

Han sagde flere gange han var bange for ikke at blive en god far.

Før jeg blev gravid har han op til flere gange lavet forsvindings nr. Dvs skredet, været væk i 24 timer hvor jeg ikke anede hvor han var eller hvad der foregik. Også dette troede jeg ville ændre sig! 

I lørdags, for 5 dage siden, kom jeg så hjem til en tom lejlighed. Han havde taget alle sine ting, og lagt nøglen. Jeg forsøgte at ringe til ham, skrev nogle meget tryglende beskeder.. Han svarede aldrig på hverken opkald ellers SMS. Jeg har ikke hørt fra ham siden.. 

 

Nogen vil nok mene jeg var naiv, men jeg troede virkelig at med tiden at han ville ændre sig. Både familie og venner er i chok over han er skredet/forsvundet på den måde. 

Jeg er let ødelagt. Jeg aner ikke hvordan jeg skal komme videre. Jeg har svært ved at glæde mig over graviditeten. Jeg ved glæden nok skal komme igen, men åh hvor er det hårdt at tude hele tiden.... 

op med næpet

dig og den lille har/får jo hinanden
det skal nok gå

og op et vist sted om du har været naiv, det har vi da alle været på et tidspunkt

tro på dig selv find lysten til livet, til dig selv og den lille igen
spis en masse mars bar eller noget og lig på sofaen og se tv
bare ikke for længe

ud og nyd dit liv

MitteMor skriver:

Jeg er gravid i 4 måned. Barnet var ikke just planlagt, men eftersom lægerne havde fortalt jeg måske aldrig kunne blive gravid. Ville jeg beholde barnet. Vi er begge 30 år, med faste jobs, andelsboliger. Vi burde kunne klare denne nye rolle, både økonomiske, følelsesmæssigt mm.

Vi besluttede at beholde barnet, og han lovede at få styr på bestemte ting i sit liv. Det drejede sig om stop af daglig hash rygning, styr på sin økonomi, og få noget psykolog hjælp mod sin ADHD. Det eneste vi rigtigg skændes om var at han stort set aldrig var hjemme, altid sammen med drengene, ca 5 dage i ugen var han ude. Jeg fandt mig i det fordi jeg håbede og troede han med tiden ville ændre sig.... 

Han sagde flere gange han var bange for ikke at blive en god far.

Før jeg blev gravid har han op til flere gange lavet forsvindings nr. Dvs skredet, været væk i 24 timer hvor jeg ikke anede hvor han var eller hvad der foregik. Også dette troede jeg ville ændre sig! 

I lørdags, for 5 dage siden, kom jeg så hjem til en tom lejlighed. Han havde taget alle sine ting, og lagt nøglen. Jeg forsøgte at ringe til ham, skrev nogle meget tryglende beskeder.. Han svarede aldrig på hverken opkald ellers SMS. Jeg har ikke hørt fra ham siden.. 

 

Nogen vil nok mene jeg var naiv, men jeg troede virkelig at med tiden at han ville ændre sig. Både familie og venner er i chok over han er skredet/forsvundet på den måde. 

Jeg er let ødelagt. Jeg aner ikke hvordan jeg skal komme videre. Jeg har svært ved at glæde mig over graviditeten. Jeg ved glæden nok skal komme igen, men åh hvor er det hårdt at tude hele tiden.... 

Hoooold da kæft en omgang

Én ting er, at han har sit at slås med og der har været ting der skulle ændres, men at bare skride uden at sige et ord!? Det er da lige heftigt nok!

Jeg er ked af at læse det her, men jeg håber du har det ok efter omstændighederne!