I 4. Måned og forladt af kæresten....

Jeg er gravid i 4 måned. Barnet var ikke just planlagt, men eftersom lægerne havde fortalt jeg måske aldrig kunne blive gravid. Ville jeg beholde barnet. Vi er begge 30 år, med faste jobs, andelsboliger. Vi burde kunne klare denne nye rolle, både økonomiske, følelsesmæssigt mm.

Vi besluttede at beholde barnet, og han lovede at få styr på bestemte ting i sit liv. Det drejede sig om stop af daglig hash rygning, styr på sin økonomi, og få noget psykolog hjælp mod sin ADHD. Det eneste vi rigtigg skændes om var at han stort set aldrig var hjemme, altid sammen med drengene, ca 5 dage i ugen var han ude. Jeg fandt mig i det fordi jeg håbede og troede han med tiden ville ændre sig.... 

Han sagde flere gange han var bange for ikke at blive en god far.

Før jeg blev gravid har han op til flere gange lavet forsvindings nr. Dvs skredet, været væk i 24 timer hvor jeg ikke anede hvor han var eller hvad der foregik. Også dette troede jeg ville ændre sig! 

I lørdags, for 5 dage siden, kom jeg så hjem til en tom lejlighed. Han havde taget alle sine ting, og lagt nøglen. Jeg forsøgte at ringe til ham, skrev nogle meget tryglende beskeder.. Han svarede aldrig på hverken opkald ellers SMS. Jeg har ikke hørt fra ham siden.. 

 

Nogen vil nok mene jeg var naiv, men jeg troede virkelig at med tiden at han ville ændre sig. Både familie og venner er i chok over han er skredet/forsvundet på den måde. 

Jeg er let ødelagt. Jeg aner ikke hvordan jeg skal komme videre. Jeg har svært ved at glæde mig over graviditeten. Jeg ved glæden nok skal komme igen, men åh hvor er det hårdt at tude hele tiden.... 

MitteMor skriver:

Jeg er gravid i 4 måned. Barnet var ikke just planlagt, men eftersom lægerne havde fortalt jeg måske aldrig kunne blive gravid. Ville jeg beholde barnet. Vi er begge 30 år, med faste jobs, andelsboliger. Vi burde kunne klare denne nye rolle, både økonomiske, følelsesmæssigt mm.

Vi besluttede at beholde barnet, og han lovede at få styr på bestemte ting i sit liv. Det drejede sig om stop af daglig hash rygning, styr på sin økonomi, og få noget psykolog hjælp mod sin ADHD. Det eneste vi rigtigg skændes om var at han stort set aldrig var hjemme, altid sammen med drengene, ca 5 dage i ugen var han ude. Jeg fandt mig i det fordi jeg håbede og troede han med tiden ville ændre sig.... 

Han sagde flere gange han var bange for ikke at blive en god far.

Før jeg blev gravid har han op til flere gange lavet forsvindings nr. Dvs skredet, været væk i 24 timer hvor jeg ikke anede hvor han var eller hvad der foregik. Også dette troede jeg ville ændre sig! 

I lørdags, for 5 dage siden, kom jeg så hjem til en tom lejlighed. Han havde taget alle sine ting, og lagt nøglen. Jeg forsøgte at ringe til ham, skrev nogle meget tryglende beskeder.. Han svarede aldrig på hverken opkald ellers SMS. Jeg har ikke hørt fra ham siden.. 

 

Nogen vil nok mene jeg var naiv, men jeg troede virkelig at med tiden at han ville ændre sig. Både familie og venner er i chok over han er skredet/forsvundet på den måde. 

Jeg er let ødelagt. Jeg aner ikke hvordan jeg skal komme videre. Jeg har svært ved at glæde mig over graviditeten. Jeg ved glæden nok skal komme igen, men åh hvor er det hårdt at tude hele tiden.... 

Hold da fast!  Det er jeg rigtig ked af at læse, du skal igennem sådan en omgang.. og så som gravid!

Det er da fuldstændig vildt langt ude bare sådan at forsvinde..!! Hold da fast! Er helt målløs.

Jeg vil egentlig bare give dig en krammer med på vejen! Håber du har nogle gode venner og noget dejlig familie der kan hjælpe dig på rette fod. Sådan en behandling fortjener ingen!!

Knus

MitteMor skriver:

Jeg er gravid i 4 måned. Barnet var ikke just planlagt, men eftersom lægerne havde fortalt jeg måske aldrig kunne blive gravid. Ville jeg beholde barnet. Vi er begge 30 år, med faste jobs, andelsboliger. Vi burde kunne klare denne nye rolle, både økonomiske, følelsesmæssigt mm.

Vi besluttede at beholde barnet, og han lovede at få styr på bestemte ting i sit liv. Det drejede sig om stop af daglig hash rygning, styr på sin økonomi, og få noget psykolog hjælp mod sin ADHD. Det eneste vi rigtigg skændes om var at han stort set aldrig var hjemme, altid sammen med drengene, ca 5 dage i ugen var han ude. Jeg fandt mig i det fordi jeg håbede og troede han med tiden ville ændre sig.... 

Han sagde flere gange han var bange for ikke at blive en god far.

Før jeg blev gravid har han op til flere gange lavet forsvindings nr. Dvs skredet, været væk i 24 timer hvor jeg ikke anede hvor han var eller hvad der foregik. Også dette troede jeg ville ændre sig! 

I lørdags, for 5 dage siden, kom jeg så hjem til en tom lejlighed. Han havde taget alle sine ting, og lagt nøglen. Jeg forsøgte at ringe til ham, skrev nogle meget tryglende beskeder.. Han svarede aldrig på hverken opkald ellers SMS. Jeg har ikke hørt fra ham siden.. 

 

Nogen vil nok mene jeg var naiv, men jeg troede virkelig at med tiden at han ville ændre sig. Både familie og venner er i chok over han er skredet/forsvundet på den måde. 

Jeg er let ødelagt. Jeg aner ikke hvordan jeg skal komme videre. Jeg har svært ved at glæde mig over graviditeten. Jeg ved glæden nok skal komme igen, men åh hvor er det hårdt at tude hele tiden.... 

Sikke da en klaphat.

Et eller andet sted er det jo godt nok at det sker nu, så du kan vænne dig til tanken - og få alt på plads your way - inden den lille melder sin ankomst. Tænk at skulle leve med frygten for, hvornår han ville forsvinde igen igen igen!

Kram til dig.

Åh nej, sikke en situation  Det er jeg ked af. 

Han er ikke værd at spilde sine følelser på. Der findes mange mænd der ville behandle dig som en gudinde for at bære hans barn. Ham her er da et skvat!

Synes du skal give dig selv et par dage til at være ked af det, det hjælper. Og dernæst finde ud af alle de praktiske ting. Skal du flytte?og alt hvad det vil indebære.. når du får styr på din hvordan for dig selv finder du forhåbentlig fornyet styrke bare idet tingene begynder at køre igen. Og derfra kan du lykkeligt være gravid  Det er stort og den lykke skal han ikke fratage dig. 

Tak for jeres søde ord! Jeg kan heldigvis blive boende da det er min andelsbolig vi boede i. 

Jeg har en fantastisk familie, de bor desværre ca 400 km væk. Men har et helt hold af gode venner. Jeg tager imod al den hjælp jeg kan. Men må indrømme det bare ikke er det samme. 

Jeg var til første JM samtale igår. Synes virkelige det er hårdt der ikke er en fader til barnet. For lige meget hvor meget min omgangskreds er der for mig, så barnet bare ikke det samme.. 

Inderste inde ved jeg godt det er for det bedste. Jeg har bare tudet 5 dage i træk. Jeg aner ikke hvordan jeg skal komme videre. Hvad jeg skal gøre for mig selv. 

MitteMor skriver:

Jeg er gravid i 4 måned. Barnet var ikke just planlagt, men eftersom lægerne havde fortalt jeg måske aldrig kunne blive gravid. Ville jeg beholde barnet. Vi er begge 30 år, med faste jobs, andelsboliger. Vi burde kunne klare denne nye rolle, både økonomiske, følelsesmæssigt mm.

Vi besluttede at beholde barnet, og han lovede at få styr på bestemte ting i sit liv. Det drejede sig om stop af daglig hash rygning, styr på sin økonomi, og få noget psykolog hjælp mod sin ADHD. Det eneste vi rigtigg skændes om var at han stort set aldrig var hjemme, altid sammen med drengene, ca 5 dage i ugen var han ude. Jeg fandt mig i det fordi jeg håbede og troede han med tiden ville ændre sig.... 

Han sagde flere gange han var bange for ikke at blive en god far.

Før jeg blev gravid har han op til flere gange lavet forsvindings nr. Dvs skredet, været væk i 24 timer hvor jeg ikke anede hvor han var eller hvad der foregik. Også dette troede jeg ville ændre sig! 

I lørdags, for 5 dage siden, kom jeg så hjem til en tom lejlighed. Han havde taget alle sine ting, og lagt nøglen. Jeg forsøgte at ringe til ham, skrev nogle meget tryglende beskeder.. Han svarede aldrig på hverken opkald ellers SMS. Jeg har ikke hørt fra ham siden.. 

 

Nogen vil nok mene jeg var naiv, men jeg troede virkelig at med tiden at han ville ændre sig. Både familie og venner er i chok over han er skredet/forsvundet på den måde. 

Jeg er let ødelagt. Jeg aner ikke hvordan jeg skal komme videre. Jeg har svært ved at glæde mig over graviditeten. Jeg ved glæden nok skal komme igen, men åh hvor er det hårdt at tude hele tiden.... 

Vil ikke kalde dig naiv - min kæreste var akkurat som din, han fik dog et wake up Call, i form af for mange stoffer, vågnede op på hospitalet, uden nogen viden om hvordan og hvorledes han var endt der - der sluttede livet i overhalingsbanen ..

Meeen, hvis det ikke var sket, sad jeg nok i samme situation som dig. Synes han er en klaphat - han kunne i det mindste være mand nok til at sige farvel .. Dog synes jeg ikke han lyder som en der er værd at samle på, når han bare smuttet på den måde ..

Du er velkommen til at skrive privat, hvis du har behov for det

Al held og lykke fremover

MitteMor skriver:

Jeg er gravid i 4 måned. Barnet var ikke just planlagt, men eftersom lægerne havde fortalt jeg måske aldrig kunne blive gravid. Ville jeg beholde barnet. Vi er begge 30 år, med faste jobs, andelsboliger. Vi burde kunne klare denne nye rolle, både økonomiske, følelsesmæssigt mm.

Vi besluttede at beholde barnet, og han lovede at få styr på bestemte ting i sit liv. Det drejede sig om stop af daglig hash rygning, styr på sin økonomi, og få noget psykolog hjælp mod sin ADHD. Det eneste vi rigtigg skændes om var at han stort set aldrig var hjemme, altid sammen med drengene, ca 5 dage i ugen var han ude. Jeg fandt mig i det fordi jeg håbede og troede han med tiden ville ændre sig.... 

Han sagde flere gange han var bange for ikke at blive en god far.

Før jeg blev gravid har han op til flere gange lavet forsvindings nr. Dvs skredet, været væk i 24 timer hvor jeg ikke anede hvor han var eller hvad der foregik. Også dette troede jeg ville ændre sig! 

I lørdags, for 5 dage siden, kom jeg så hjem til en tom lejlighed. Han havde taget alle sine ting, og lagt nøglen. Jeg forsøgte at ringe til ham, skrev nogle meget tryglende beskeder.. Han svarede aldrig på hverken opkald ellers SMS. Jeg har ikke hørt fra ham siden.. 

 

Nogen vil nok mene jeg var naiv, men jeg troede virkelig at med tiden at han ville ændre sig. Både familie og venner er i chok over han er skredet/forsvundet på den måde. 

Jeg er let ødelagt. Jeg aner ikke hvordan jeg skal komme videre. Jeg har svært ved at glæde mig over graviditeten. Jeg ved glæden nok skal komme igen, men åh hvor er det hårdt at tude hele tiden.... 

hold da op, det da noget af et show du har været udsat for

jeg forstår udemmærket du er ked af det, og det skal du også bare have lov til at være! - det vil tage noget tid at komme sig over, men du skal nok klare det og komme stærkere ud på den anden side!

det vil selvfølgelig være hårdt at blive enlig mor, men bare husk på det er et lille vidunder du bærer under dit hjerte

Puha det lyder ikke rart! Det må være forfærdelig svært at stå der helt forladt uden nogen form for afklaring på hvorfor! Det kan han altså ikke være bekendt!

Jeg tror det bedste du kan gøre, er at sætte alt fokus på dig selv og baby og så må du forsøge at lægge hans dårlige opførsel i baggrunden! Jeg ved det nok er umuligt, men der er ikke så meget andet, du kan gøre du skal passe på dig selv og guldklumpen!

Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal sige, men sender 1000 i din retning!

Jeg har haft kæreste sorger før, men det her føles bare så anderledes. Jeg er helt slået ud, det er både slet ikke afsluttet og samtidig helt og aldeles afsluttet. 

Jeg ved virkelig ikke hvordan skal komme videre. Eller hvad jeg skal gøre hvis han kontakter mig igen.. 

Jeg ved det tager tid, men føler jeg står i stampe. 

MitteMor skriver:

Jeg er gravid i 4 måned. Barnet var ikke just planlagt, men eftersom lægerne havde fortalt jeg måske aldrig kunne blive gravid. Ville jeg beholde barnet. Vi er begge 30 år, med faste jobs, andelsboliger. Vi burde kunne klare denne nye rolle, både økonomiske, følelsesmæssigt mm.

Vi besluttede at beholde barnet, og han lovede at få styr på bestemte ting i sit liv. Det drejede sig om stop af daglig hash rygning, styr på sin økonomi, og få noget psykolog hjælp mod sin ADHD. Det eneste vi rigtigg skændes om var at han stort set aldrig var hjemme, altid sammen med drengene, ca 5 dage i ugen var han ude. Jeg fandt mig i det fordi jeg håbede og troede han med tiden ville ændre sig.... 

Han sagde flere gange han var bange for ikke at blive en god far.

Før jeg blev gravid har han op til flere gange lavet forsvindings nr. Dvs skredet, været væk i 24 timer hvor jeg ikke anede hvor han var eller hvad der foregik. Også dette troede jeg ville ændre sig! 

I lørdags, for 5 dage siden, kom jeg så hjem til en tom lejlighed. Han havde taget alle sine ting, og lagt nøglen. Jeg forsøgte at ringe til ham, skrev nogle meget tryglende beskeder.. Han svarede aldrig på hverken opkald ellers SMS. Jeg har ikke hørt fra ham siden.. 

 

Nogen vil nok mene jeg var naiv, men jeg troede virkelig at med tiden at han ville ændre sig. Både familie og venner er i chok over han er skredet/forsvundet på den måde. 

Jeg er let ødelagt. Jeg aner ikke hvordan jeg skal komme videre. Jeg har svært ved at glæde mig over graviditeten. Jeg ved glæden nok skal komme igen, men åh hvor er det hårdt at tude hele tiden.... 

Åh nej  Hvor er det bare urimeligt! 
Kan godt forstå at du ikke ved hvad du skal gøre ved dig selv. 

Du skal hvert fald sørgere for at få snakket om det. Komme ud med alle dine bekymringer og tanker. Dem skal du ikke gå med selv. Lige nu bliver du nødt til at tænke på hvad der er bedst for dig og dit ufødte barn. 

Sender dig 1.000 positive tanker til dig og din baby