Min mor skal dø.!

Det er rart at vide at man har moralsk støtte.

Når men min mor, siger at jeg må afgøre med mig selv, hvordan jeg vil tage tingene. Og det er da helt rigtigt,.! Men hold kæft, hvor er det svært. Min kæreste synes også det er hårdt, men han virker som alle andre mænd lidt hårde i skalden, og siger ikke ret meget andet. Men hvad er der endelig at sige.??

Mitallerstørsteønske skriver:

Min mor fik i nov. 2011 af vide at hun havde æggestok kræft. Det havde sat sig i lederne, bindevævet, lungerne og ved skuldrene.
Hun fik operation og kemo. Behandling og i juli, bliver hun "fri kendt" for kræft celler. Starter genoptræning, og langsomt arb.

Nu kom hun for 2-3 uger siden, og sagde at hun er blevet ramt igen. Og der er lige så meget og det sidder i tarmene osv...

Hm jeg føler mig totalt fortabt. Min mor skal dø, og jeg ved ikke hvornår.??
Om 2 uger.? 10 år.?
Desuden er hun indlagt lige nu, og har væske i lungerne...

Hm føler at hun ikke når at opleve at se mig blive gift, uddannet eller blive mor., så føler mig helt i jorden for tiden...
Og ved ikke hvordan jeg skal tage det hele.!??

Føler livet kører forbi og jeg bare kan se passiv til... Så har nok ingen af mine forældre i live, til min 25 års.

Nogen der har kræft ramte forældre eller lign. Familie.. .???

Min mor har også haft æggestokkræft. Det hele var indkapslet, så ingen kemo eller lign. Hun blev opereret succesfuldt i slut oktober 2011.

Hver 4. måned i 5 år skal hun tjekkes med blodprøver for at se om tallene er som de skal være. Frikendelsen for kræft var selvfølgelig en kæmpe lettelse, men lige præcis, der hver 4. måned, kommer følelsen af at hvad nu hvis blodprøverne ikke er som de skal være? Hvad nu hvis?

Det er frygteligt. Hun er den eneste nære familie jeg har.

Du kan ikke forudbestemme hvordan du skal tage det. Bare følg med og accepter de følelser du får. De er helt legale. Både sorg, vrede og frustration.

På Rigshospitalet har de en masse folder der lyder nogenlunde sådan her "bag en kræftsyg, står en pårørende". Måske har de også sådan en på det hospital hvor din mor er tilknyttet? Det må helt sikkert være noget med støtte til pårørende. Du kunne også vælge at vende dine tanker med en psykolog/psykoterapeut.

Det er modbydeligt det du skal igennem og jeg sender dig det største kram med masser af trøst.

Mitallerstørsteønske skriver:

Min mor fik i nov. 2011 af vide at hun havde æggestok kræft. Det havde sat sig i lederne, bindevævet, lungerne og ved skuldrene.
Hun fik operation og kemo. Behandling og i juli, bliver hun "fri kendt" for kræft celler. Starter genoptræning, og langsomt arb.

Nu kom hun for 2-3 uger siden, og sagde at hun er blevet ramt igen. Og der er lige så meget og det sidder i tarmene osv...

Hm jeg føler mig totalt fortabt. Min mor skal dø, og jeg ved ikke hvornår.??
Om 2 uger.? 10 år.?
Desuden er hun indlagt lige nu, og har væske i lungerne...

Hm føler at hun ikke når at opleve at se mig blive gift, uddannet eller blive mor., så føler mig helt i jorden for tiden...
Og ved ikke hvordan jeg skal tage det hele.!??

Føler livet kører forbi og jeg bare kan se passiv til... Så har nok ingen af mine forældre i live, til min 25 års.

Nogen der har kræft ramte forældre eller lign. Familie.. .???

Vil blot sende dig et kram og en masse positive tanker

Mumto3 skriver:

Kan ikke lade være med attænke på min mormor. Hun var enebarn og midstede begge forældre da hun var lille, så hin var " helt alene i verden". Som voksen blev hun gift og fik en masse børn ( så de aldrig skulle opleve at være alene og fortabte), men med sin mand fik hun også nogle svigerforældre. De var rigtig søde, og blev rigtig gamle. De døde begge af alderdom. Min mormor har mange gange sagt, med henvisning til sine svigerforældre, " nu ved jeg hvad jeg er blevet forskånet for!". Det var et meget stort tab for min mormor at midste hendes højt elskede forældre, men hun så på sin mand hvor slidsomt og hvor ondt det gør når ens forældre bliver ældrere og ældrere, kan mindre, skal hjælpes med det meste, bliver senile, kommer med anklager som ikke har noget på sig, bliver uværdige når de ikke kan klare toiletbesøg mere osv. Sådan oplevede hin aldrig sine egne forældre. De var kun kærlige omsorgsfulde og ikke midst friske indtil de pludselig døde. Livet er ikke perfekt!

Det er sandt, det er langt fra perfekt, og heldigvis.... Jeg skrev også kun dette, som en trøst, og for at dele den historie jeg kunne finde i mit liv, der bare tilnærmelsesværdigt mindede en lille smule, om den hisorie, som tråden startede med....

Kære du  Hvor er det forfærdeligt   Jeg er trist på dine vejne ... Nej ingen i min familie er død af kræft , men da jeg var 25 mistede jeg min mor og så havde jeg heller ingen forældre mere  Min far døede da jeg var 16 år ,,, Nu var jeg tidligt ude med mine 2 store børn så min mor kendte og elskede mine unger og de hende  Det betyder en del , som sådan har jeg aldrig rigtigt savnet forældre , havde min mand og min svigerfamilie , efter nogle år blev jeg skilt og der følte jeg mig for første gang "forældreløs"  Hele min familie forsvandt jo der ,,, Jeg kom igennem det og har egentligt klaret mig fint , det har gjort mig meget stærk ,, I dag har jeg ny mand , ny dejlig svigerfamilie men det nager mig min lille efternøler aldrig har mødt hans dejlige mormor   Det jeg egentlig ville med det her var at skrive at gu er det hårdt  Men du klarer den