Min mor skal dø.!

Hvor forfærdeligt

Sender dig det største knus og en masse tanker.........

Hvor gør det mig ondt at læse om din mor, og jeg håber hun kæmper imod.

min mor fik tilbage i 2008 konstateret tyktarmskraft, og hele min verden væltede. Vi er så heldige at hun under 2 måneder fra hun opdagede noget var galt, til de kunne meddele hun var kureret.

Jeg håber hun klare sig, eller hvertfald til hun ikke selv vil mere...

alt det bedste herfra

Det gør mig forfærdeligt ondt. Jeg ved, hvor forfærdelig den sygdom kan være.

Jeg håber det bedste for din mor.

Mitallerstørsteønske skriver:

Min mor fik i nov. 2011 af vide at hun havde æggestok kræft. Det havde sat sig i lederne, bindevævet, lungerne og ved skuldrene.
Hun fik operation og kemo. Behandling og i juli, bliver hun "fri kendt" for kræft celler. Starter genoptræning, og langsomt arb.

Nu kom hun for 2-3 uger siden, og sagde at hun er blevet ramt igen. Og der er lige så meget og det sidder i tarmene osv...

Hm jeg føler mig totalt fortabt. Min mor skal dø, og jeg ved ikke hvornår.??
Om 2 uger.? 10 år.?
Desuden er hun indlagt lige nu, og har væske i lungerne...

Hm føler at hun ikke når at opleve at se mig blive gift, uddannet eller blive mor., så føler mig helt i jorden for tiden...
Og ved ikke hvordan jeg skal tage det hele.!??

Føler livet kører forbi og jeg bare kan se passiv til... Så har nok ingen af mine forældre i live, til min 25 års.

Nogen der har kræft ramte forældre eller lign. Familie.. .???

Æv, det lyder ikke sjovt.. slet ikke Føler med dig...

Jeg har stadig begge mine forældre, min mor er 63 og min far er 68.. Så de er ældre end andres forældre (Jeg er 26)..

Min mor har nervebetændelse og slem slidgigt i hofter og lænd, som bevirker, at hun konstant har ondt.. og rigtig mange smerter.. hun sover næsten ikke om natten, og er totalt slidt ned, så hun er egentlig ret syg...
Min far har fået konstateret alzheimers, og det er jo en sygdom man aldrig ved hvordan udvikler sig, så det kan også ende med, at vi mister ham før tid, selvom han alligevel er oppe i årene... det kan også være vi ikke gør.... who knows..

Men kan mærke, at det lige så stille, mere og mere, er mig der ordner ting for dem, render ærinder for dem osv. Og det hører jo med, når man har forældre, der bliver gamle, og får sygdomme - dermed ikke sammenlignet med din situation, men ville bare dele det med dig......  Det kan være/er hårdt, at se sine forældre forsvinde mere og mere, uanset om det er kræften, der stille og roligt tager over, eller om det er andre sygdomme...

Men sagen er den, at vi aldrig kan vide, hvad der skal ske med vores forældre, og heldigvis ved vi ikke hvornår vi mister dem, og regner da heller ikke med, at det bliver snart, og ville selv være rigtig ødelagt, hvis det var mig, der sad i din situation

Håber din mor klare den  Kan godt forstå din bekymring...

Mitallerstørsteønske skriver:

Min mor fik i nov. 2011 af vide at hun havde æggestok kræft. Det havde sat sig i lederne, bindevævet, lungerne og ved skuldrene.
Hun fik operation og kemo. Behandling og i juli, bliver hun "fri kendt" for kræft celler. Starter genoptræning, og langsomt arb.

Nu kom hun for 2-3 uger siden, og sagde at hun er blevet ramt igen. Og der er lige så meget og det sidder i tarmene osv...

Hm jeg føler mig totalt fortabt. Min mor skal dø, og jeg ved ikke hvornår.??
Om 2 uger.? 10 år.?
Desuden er hun indlagt lige nu, og har væske i lungerne...

Hm føler at hun ikke når at opleve at se mig blive gift, uddannet eller blive mor., så føler mig helt i jorden for tiden...
Og ved ikke hvordan jeg skal tage det hele.!??

Føler livet kører forbi og jeg bare kan se passiv til... Så har nok ingen af mine forældre i live, til min 25 års.

Nogen der har kræft ramte forældre eller lign. Familie.. .???

Årh det er bare SÅ forfærdeligt! Du får først lige en stor en af dem her

Mistede min elskede mormor til kræft i 2006. Den startede som din mors, så kan 100% sætte mig i dit sted (selvom hun "bare" var min mormor)
Det var hamrende hårdt, at stå på sidelinje og se hvordan kræften og behandlinger tog på hende og se når hun havde ondt. Jeg fik heldigvis tit lov, at hjælpe hende med madlavning mm. fordi jeg var barnebarn, så jeg kunne aflaste hende
Men kender godt alle de der tanker om, hvad hun går glip af og ikke får lov at opleve, dem har jeg også haft. Det er bare SÅ nedslående!

Kan huske da jeg fik besked om, at nu var hun død. På den ene side var jeg glad, fordi hun var fri af alle smerterne og på den anden side var jeg rigtig sur og ked fordi hun havde forladt mig. Havde det rigtig svært med, at hun var væk og syntes det var bund uretfærdigt, at så dejlig et menneske skulle dø på grund af så forfærdelig en sygdom!

de varmeste tanker til dig og din familie det gør mig ondt at læse. 

Mistede min mor i nov 09 til kræften, hun blev 52år gammel. 

Jeg var 19år gammel og min søster var lige fyldt 16.

 

Jeg føler med dig.

Jeg er ved at miste far nummer 2 til kræften, og jeg er kun lige blevet 31. Først døde min højt elskede pap-far for 5 år siden, og nu er min bio-far ved at indlede sin sidste fase af sygdommen, vil jeg tro. Jeg kender desværre en del til kræft også igennem mit arbejde i en aflastning for syge ældre.

 

Jeg har ikke så meget at sige, der kan trøste dig, men kan da sige så meget, at rent objektivt, når først mave/tarm regionen er ramt, er det mest humant, hvis det går stærkt. Min bio-far har levet med kræft i mavesækken i 1½ år nu og han er kun en skygge af sig selv. Det er som regel forbundet med store smerter. Og kemo kurene, de skal igennem for at forlænge livet er absolut ingen dans på roser.

Så mit bedste råd til dig er, at udnytte den tid, I nu måtte have tilbage, og prøve at acceptere tingene så godt du kan lige nu. Så kan du bruge tid bagefter på at skælde ud på livet og døden og føle dig snydt og uretfærdigt behandlet. For livet kan være så skide unfair.

 

Stort kram til dig og din familie

STN skriver:

Æv, det lyder ikke sjovt.. slet ikke Føler med dig...

Jeg har stadig begge mine forældre, min mor er 63 og min far er 68.. Så de er ældre end andres forældre (Jeg er 26)..

Min mor har nervebetændelse og slem slidgigt i hofter og lænd, som bevirker, at hun konstant har ondt.. og rigtig mange smerter.. hun sover næsten ikke om natten, og er totalt slidt ned, så hun er egentlig ret syg...
Min far har fået konstateret alzheimers, og det er jo en sygdom man aldrig ved hvordan udvikler sig, så det kan også ende med, at vi mister ham før tid, selvom han alligevel er oppe i årene... det kan også være vi ikke gør.... who knows..

Men kan mærke, at det lige så stille, mere og mere, er mig der ordner ting for dem, render ærinder for dem osv. Og det hører jo med, når man har forældre, der bliver gamle, og får sygdomme - dermed ikke sammenlignet med din situation, men ville bare dele det med dig......  Det kan være/er hårdt, at se sine forældre forsvinde mere og mere, uanset om det er kræften, der stille og roligt tager over, eller om det er andre sygdomme...

Men sagen er den, at vi aldrig kan vide, hvad der skal ske med vores forældre, og heldigvis ved vi ikke hvornår vi mister dem, og regner da heller ikke med, at det bliver snart, og ville selv være rigtig ødelagt, hvis det var mig, der sad i din situation

Håber din mor klare den  Kan godt forstå din bekymring...

Kan ikke lade være med attænke på min mormor. Hun var enebarn og midstede begge forældre da hun var lille, så hin var " helt alene i verden". Som voksen blev hun gift og fik en masse børn ( så de aldrig skulle opleve at være alene og fortabte), men med sin mand fik hun også nogle svigerforældre. De var rigtig søde, og blev rigtig gamle. De døde begge af alderdom. Min mormor har mange gange sagt, med henvisning til sine svigerforældre, " nu ved jeg hvad jeg er blevet forskånet for!". Det var et meget stort tab for min mormor at midste hendes højt elskede forældre, men hun så på sin mand hvor slidsomt og hvor ondt det gør når ens forældre bliver ældrere og ældrere, kan mindre, skal hjælpes med det meste, bliver senile, kommer med anklager som ikke har noget på sig, bliver uværdige når de ikke kan klare toiletbesøg mere osv. Sådan oplevede hin aldrig sine egne forældre. De var kun kærlige omsorgsfulde og ikke midst friske indtil de pludselig døde. Livet er ikke perfekt!

Ingen forældre kun anden familie. Min mormor døde af kræft i halsen. Min mormors bror fik lungekræft. Min morfar var det vist i maven, døde på under en måned.
Min farmor døde af mave,kræft. Meget kort forløb.
Min mands moster døde af mavekræft også på ganske få uger. Kan det ikke kureres er det det bedste hvis det går stærkt:-S