Andre der lever sammen med en voldelig mand?

Lone H. skriver:

Jeg har boet sammen med en i 3 år inden jeg flyttede fra ham, ville gerne skrive mere om det, men ikk åbent...
Men der var seksuel tvang, grov vold, tvang, manipulation, vold med genstande, psykisk vold, trusler osv..

Det lyder meget voldsomt, og jeg håber du i dag har det godt. Jeg vil gerne skrive til dig, og høre din historie. Jeg skal bare lige have overbevist mig selv om at det ikke er så farligt, ikke længere at være anonym.

Anonym skriver:

Det varmer, at høre fra et så sympatisk og empatisk menneske som dig. Jeg har heldigvis nogle gode veninder, som indeholder samme egenskaber som dig, og som godt har kunnet rumme at den kernefamilie vi tilsynladende var, havde en grum hemmelighed. Det har nok ikke skaffet mig flere veninder, at bære rundt på sådan en hemmelighed der pludselig blev fortalt, men det har gjort mig bevidst om, hvem der har været oprigtige og loyale veninder. 

Ja, ensomhed er smertefuldt og det æder en op. Vendepunktet for mig skete også, da jeg nægtede at bære på det hele alene og åbnede op for det. Det var første skridt ud af ensomheden og volden. Jeg kan jo håbe, at der sidder nogle voldsramte kvinder og læser med, og får styrken til at komme ud af den isolering, skam og skyld som vold medfører. Det er svært fordi det er så tabubelagt, men der er en vej ud af det.

Tak skal du have for de pæne ord. Er glad for at du havde nogle veninder, der kunne rumme det. Det er bare ærgerligt, at det er når man står i sit livs krise, at det først er der man finder ud af, hvem man kan regne med og ikke kan.

Synes virkelig du er så stærk. Hatten af for det! At du har overskud til at prøve at hjælpe andre voldsramte kvinder. Og du er rigtig stærk, når du har valgt din mand til, synes jeg.

Jeg ønsker både dig og din familie, alt det bedste i fremtiden. Håber i en dag, når dertil, hvor man selvfølgelig ikke glemmer det. Men hvor man ikke længere skal frygte noget.

Og du skal altid være velkommen til at skrive, hvis du får brug for det

Anonym skriver:

Det lyder meget voldsomt, og jeg håber du i dag har det godt. Jeg vil gerne skrive til dig, og høre din historie. Jeg skal bare lige have overbevist mig selv om at det ikke er så farligt, ikke længere at være anonym.

Jeg har det godt i dag, det er 4 år siden jeg gik fra ham, jeg har nogle ting jeg bare ikke kan gøre eller have
Du må meget gerne skrive til mig hvis du vil, vil gerne snakke om det, vil bare ikke ligge det åbent ud herinde

Anonym skriver:

Jeg oplevede det på ingen måde som en bebrejdning  Nærmere som en udefra set betragtning, og det er brugbart for mig. Det kan være svært, og nogle gange umuligt, at bevare det store overblik når man står i en vaskelig situation. Og hvad der er endnu mere vigtigt, at du og andre der besvarer tråden, ikke er indvolveret i hverken mig eller min familie. Det bliver man naturligvis farvet og påvirket af. Du er objektiv, og det er netop hvad jeg søgte med indlæget. 

Om vi skal flytte hvert til sit, og bevare det kærlighedsforhold som vi unægtelig har, strejfer også ofte mine tanke. Jeg kan se mange fordele ved det, og når han til tider er modbydelig, er jeg på vej væk. Men så kommer han til fornuft, og er igen den dejlige, omsorgsfulde, og kloge mand. Så ser han klart, bliver opmærksom på sin skadelige adfærd, bliver ked af det og ændrer det til fremover. Bitte små skridt, men hele tiden i den rigtige retning. Jeg er ikke sikker på, at det bedste er at blive sammen. Men drømmen om det sunde parforhold er stor. 

Det var også meningen med det jeg skrev, så det er jeg rigtig glad for, at det også blev modtaget sådan det skrevne ord, kan til tider være svært

Det er rigtig dejligt for jer, at det går i den rigtige retning og at kærligheden er stor! Og ikke mindst, at der gemmer sig en god mand, der gerne vil frem til dig og børnene!

I den mellemliggende periode, hvor han ikke er færdigbehandlet, kunne det være en mulighed at flytte hver for sig, ikke nødvendigvis ret langt fra hinanden, så børnene og du har tæt kontakt til far! Det er i hvert fald vigtigt at du tænker på børnene og dig selv, og hvad der er bedst for jer! Og måske det ville være godt for far, at han ikke har en stresset hverdag oveni, at han skal arbejde med sig selv... Ved jo slet ikke nok om det, det var bare en tanke, at det nok er i spidsbelastninger, det kammer over?

Jeg synes, at jeg kan læse ud af dine svar, at jeres kærlighed er stor, og når l indtil nu har kunne klare alt det, der er kastet imod jer, så skal l nok komme ud på den anden side! Jeg håber det bliver på en rigtig god måde for jer begge

Anonym skriver:

Eller tidligere voldelig?

Det gør jeg. Min mand var både fysisk og psykisk voldelig. Han kom i behandling da vores barn var nyfødt. Nu er han ikke længere fysisk voldelig, og har indset, hvad han gjorde ved mig. Gjorde mig syg, så syg at jeg er i behandling på psykiatrisk afdeling og stærkt medicineret. Den psykiske vold er mindsket i høj grad, men popper stadig op når han bliver presset. Han er direkte ond og modbydelig. 

I vil nok spørge mig, eller jer selv i det stille sind, hvorfor jeg ikke flyttede fra ham med det samme. Det spørger jeg også mig selv om, og jeg aner det ikke. Jeg var så svag og bange, at jeg ikke kunne noget som helst. Volden kom snigende, og jeg troede på at jeg havde fortjent det, at det var min egen skyld. Jeg kommer fra en højt uddannet, velfungerende familie, hvor der aldrig har været misbrug, vold eller sociale problemer og troede ikke det kunne ramme mig. Jeg fattede ikke, at det skete. 

Jeg er ikke plusmedlem og I kan derfor ikke svare anonymt, så jeg forstår sagtens, hvis I ikke kan svare. Men alle er velkomne til at skrive, og debatere.

Jeg har været i 2 voldelige forhold da jeg var yngre, så jeg ved hvordan du har det. 

Det ene var fysisk, og det andet var psykisk, men endte med fysisk vold da jeg gik fra ham. (der var ikke børn indblandet)

Jeg vil slet slet ikke stille spørgsmålstegn om hvorfor du ikke flyttede - for jeg ved selv hvordan det er at være i det. 

Jeg syntes det er flot du kæmper så meget for din mand - er det ægte kærlighed, så skal i nok klare det sammen