Andre der lever sammen med en voldelig mand?

Eller tidligere voldelig?

Det gør jeg. Min mand var både fysisk og psykisk voldelig. Han kom i behandling da vores barn var nyfødt. Nu er han ikke længere fysisk voldelig, og har indset, hvad han gjorde ved mig. Gjorde mig syg, så syg at jeg er i behandling på psykiatrisk afdeling og stærkt medicineret. Den psykiske vold er mindsket i høj grad, men popper stadig op når han bliver presset. Han er direkte ond og modbydelig. 

I vil nok spørge mig, eller jer selv i det stille sind, hvorfor jeg ikke flyttede fra ham med det samme. Det spørger jeg også mig selv om, og jeg aner det ikke. Jeg var så svag og bange, at jeg ikke kunne noget som helst. Volden kom snigende, og jeg troede på at jeg havde fortjent det, at det var min egen skyld. Jeg kommer fra en højt uddannet, velfungerende familie, hvor der aldrig har været misbrug, vold eller sociale problemer og troede ikke det kunne ramme mig. Jeg fattede ikke, at det skete. 

Jeg er ikke plusmedlem og I kan derfor ikke svare anonymt, så jeg forstår sagtens, hvis I ikke kan svare. Men alle er velkomne til at skrive, og debatere.

Jeg ville ha spurgt, men da jeg satte mig ind i dit sted, kunne keg godt føle din afmagt, og forstår hvorfor du ikke skred for længst. Det virker så meget nemmere at blive i det man kender til, end at tá skridtet videre, og hvad skal der så ske? 

Jeg gik ind i et forhold alt for ung, (16år) inden jeg nået at se mig om, sad vi i en andels lejlighed, en lille vuffer og røven fuld af penge. Han har altid haft succe, og en masse tråde at rive i hvis alt gik galt. 

Det blev hurtigt ens formet, jeg stod op, gik i skole, han kom sent hjem fra arbejde og sådan gik det hverdag. Jeg kedet mig, han kedet sig, tit kunne vi diskutere om tåbelige ting, som hvorfor vi aldrig havde lyst til at spise det samme til aften osv. 

En dag tog det overhånd, og til at starte med var det bare små skub der udviklet sig til alle mulige andre grimme ting. Jeg spurgte også mig selv hvorfor jeg ikke bare skred, jeg ville få det så meget bedre? Men alligevel blev jeg i det i 4år.

Den dag idag, har jeg verdens bedste kæreste, jeg kunne virkelig ikke forstille en bedre og mere vidunderlig kæreste. Jeg ved at til hver en tid passer han på mig, og han kunne aldrig finde på at såre mig på den ene eller den anden måde!

Anonym skriver:

Eller tidligere voldelig?

Det gør jeg. Min mand var både fysisk og psykisk voldelig. Han kom i behandling da vores barn var nyfødt. Nu er han ikke længere fysisk voldelig, og har indset, hvad han gjorde ved mig. Gjorde mig syg, så syg at jeg er i behandling på psykiatrisk afdeling og stærkt medicineret. Den psykiske vold er mindsket i høj grad, men popper stadig op når han bliver presset. Han er direkte ond og modbydelig. 

I vil nok spørge mig, eller jer selv i det stille sind, hvorfor jeg ikke flyttede fra ham med det samme. Det spørger jeg også mig selv om, og jeg aner det ikke. Jeg var så svag og bange, at jeg ikke kunne noget som helst. Volden kom snigende, og jeg troede på at jeg havde fortjent det, at det var min egen skyld. Jeg kommer fra en højt uddannet, velfungerende familie, hvor der aldrig har været misbrug, vold eller sociale problemer og troede ikke det kunne ramme mig. Jeg fattede ikke, at det skete. 

Jeg er ikke plusmedlem og I kan derfor ikke svare anonymt, så jeg forstår sagtens, hvis I ikke kan svare. Men alle er velkomne til at skrive, og debatere.

Er du stadig i forholdet eller har jeg misforstået noget?

Anonym skriver:

Eller tidligere voldelig?

Det gør jeg. Min mand var både fysisk og psykisk voldelig. Han kom i behandling da vores barn var nyfødt. Nu er han ikke længere fysisk voldelig, og har indset, hvad han gjorde ved mig. Gjorde mig syg, så syg at jeg er i behandling på psykiatrisk afdeling og stærkt medicineret. Den psykiske vold er mindsket i høj grad, men popper stadig op når han bliver presset. Han er direkte ond og modbydelig. 

I vil nok spørge mig, eller jer selv i det stille sind, hvorfor jeg ikke flyttede fra ham med det samme. Det spørger jeg også mig selv om, og jeg aner det ikke. Jeg var så svag og bange, at jeg ikke kunne noget som helst. Volden kom snigende, og jeg troede på at jeg havde fortjent det, at det var min egen skyld. Jeg kommer fra en højt uddannet, velfungerende familie, hvor der aldrig har været misbrug, vold eller sociale problemer og troede ikke det kunne ramme mig. Jeg fattede ikke, at det skete. 

Jeg er ikke plusmedlem og I kan derfor ikke svare anonymt, så jeg forstår sagtens, hvis I ikke kan svare. Men alle er velkomne til at skrive, og debatere.

Altså som jeg forstår det er du stadig i forhold med ham?
Er det ikke svært? Altså at tilgive ham?

For jeg kan sagtens følge dig i, hvor svært det kan være at gå. Selvom alle siger "jeg ville skride, første gang han lagde hånden på mig", jamen så ved man bare ikke hvordan man reagerer før man er i det.

Det er rigtig flot, at han kom i behandling, men hvor jeg dog synes det er så forfærdeligt, at du skal igennem psykiatriske behandlinger og medicinering. Det gør helt ondt at læse. Kan du godt tilgive at han har gjort det mod dig?At det er på grund af ham, at du lider nu?

Men tænkte, at hvis han stadig kan blive psykisk voldelig, om han så ikke skal igennem lidt mere behandling? Altså for jeres allesammens skyld? Tænker om han kan styre det når jeres barn er tilstede?

Jeg har boet sammen med en i 3 år inden jeg flyttede fra ham, ville gerne skrive mere om det, men ikk åbent...
Men der var seksuel tvang, grov vold, tvang, manipulation, vold med genstande, psykisk vold, trusler osv..

Det er rigtigt forstået, at jeg stadig er sammen med ham. Han er stadig på andet år i behandling og det bliver bedre. For noget tid siden kunne jeg mærke, at enten skulle jeg tilgive ham og komme videre i livet sammen med ham, eller også skulle vi gå fra hinanden. Jeg valgte ham, og med stor hjælp fra psykolog, er jeg så småt ved at tilgive ham. Men det er en process, og det tager tid. 

Jeg får helt ondt i maven af at læse, at du har det så skidt på grund af en mand! Det er der ingen der har fortjent, heller ikke dig!

Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvorfor du ikke forlader ham, når han stadig kan udøve psykisk vold imod dig, men det er nok mest fordi jeg heldigvis aldrig selv har prøvet det! Jeg kender et par meget stærke kvinder, der har levet i voldelige forhold, og jeg havde ALDRIG troet, at det kunne ske for dem! Så jeg tror aldrig man skal sige aldrig!

Hvis han fortsat udøver psykisk vold mod dig, så vil jeg mene, at han ikke er færdigbehandlet... Psykisk vold kan sætte så dybe spor, selvom man skulle tro, at det var den fysiske vold, der var værst!

Du er nok nødt til at mærke efter, helt nede i maven, hvad der er bedst for dig og jeres barn! Det er ikke sundt for børn at vokse op i sådan et miljø! Det kan give store problemer senere og hvis jeres barn er en pige, risikerer hun at finde en tilsvarende mand, måske værre og som ikke går i behandling og hvis det er en dreng, risikerer han at vokse op, og behandle sine kærester, som din kæreste behandler dig! Ingen af de scenarier er særlig gode, hvis du spørger mig... Men det kan jeg jo sagtens komme og sige!

Måske du ville have god gavn af at snakke med andre, der har stået i din situation? Jeg tænker lidt, at mødrehjælpen måske kan hjælpe dig? Om det så er med at få din kæreste i yderligere behandling eller at du skal finde styrken til at gå, det er svært at sige, men en eller anden form for hjælp har både du og han brug for!

Jeg håber alt det bedste for dig!

Anonym skriver:

Det er rigtigt forstået, at jeg stadig er sammen med ham. Han er stadig på andet år i behandling og det bliver bedre. For noget tid siden kunne jeg mærke, at enten skulle jeg tilgive ham og komme videre i livet sammen med ham, eller også skulle vi gå fra hinanden. Jeg valgte ham, og med stor hjælp fra psykolog, er jeg så småt ved at tilgive ham. Men det er en process, og det tager tid. 

Okay på måde. Troede han var færdig med behandlingen.

Jeg synes faktisk det er ret stærkt af dig, at vælge at tilgive ham og komme videre sammen med ham, for som du siger det er en lang og krævende proces

Og det er også rigtig godt at din mand har anerkendt problemet og er villig til at gøre noget ved det.

Men hvad med din egen behandling og medicinering? Er det noget, du kan slippe for, på sigt?

jeg har ikke været i et fysisk voldigt forhold, men jeg har været sammen med em misbruger engang, og der var psykisk vold en af de ting der fulgte med.

Anonym skriver:

Eller tidligere voldelig?

Det gør jeg. Min mand var både fysisk og psykisk voldelig. Han kom i behandling da vores barn var nyfødt. Nu er han ikke længere fysisk voldelig, og har indset, hvad han gjorde ved mig. Gjorde mig syg, så syg at jeg er i behandling på psykiatrisk afdeling og stærkt medicineret. Den psykiske vold er mindsket i høj grad, men popper stadig op når han bliver presset. Han er direkte ond og modbydelig. 

I vil nok spørge mig, eller jer selv i det stille sind, hvorfor jeg ikke flyttede fra ham med det samme. Det spørger jeg også mig selv om, og jeg aner det ikke. Jeg var så svag og bange, at jeg ikke kunne noget som helst. Volden kom snigende, og jeg troede på at jeg havde fortjent det, at det var min egen skyld. Jeg kommer fra en højt uddannet, velfungerende familie, hvor der aldrig har været misbrug, vold eller sociale problemer og troede ikke det kunne ramme mig. Jeg fattede ikke, at det skete. 

Jeg er ikke plusmedlem og I kan derfor ikke svare anonymt, så jeg forstår sagtens, hvis I ikke kan svare. Men alle er velkomne til at skrive, og debatere.

jeg har været i et voldeligt forhold - både psykisk og fysisk. jeg endte på sygehuset en dag, hvor det var gået galt - indre blødninger, hjernerystelse m.m. - det er 2 år siden.

jeg er stadigvæk sammen med fyren. du er velkommen til at skrive privat, hvis du vil høre min historie