Andre der lever sammen med en voldelig mand?

Du får et KÆMPE kram herfra ♥

Eller tidligere voldelig?

Det gør jeg. Min mand var både fysisk og psykisk voldelig. Han kom i behandling da vores barn var nyfødt. Nu er han ikke længere fysisk voldelig, og har indset, hvad han gjorde ved mig. Gjorde mig syg, så syg at jeg er i behandling på psykiatrisk afdeling og stærkt medicineret. Den psykiske vold er mindsket i høj grad, men popper stadig op når han bliver presset. Han er direkte ond og modbydelig. 

I vil nok spørge mig, eller jer selv i det stille sind, hvorfor jeg ikke flyttede fra ham med det samme. Det spørger jeg også mig selv om, og jeg aner det ikke. Jeg var så svag og bange, at jeg ikke kunne noget som helst. Volden kom snigende, og jeg troede på at jeg havde fortjent det, at det var min egen skyld. Jeg kommer fra en højt uddannet, velfungerende familie, hvor der aldrig har været misbrug, vold eller sociale problemer og troede ikke det kunne ramme mig. Jeg fattede ikke, at det skete. 

Jeg er ikke plusmedlem og I kan derfor ikke svare anonymt, så jeg forstår sagtens, hvis I ikke kan svare. Men alle er velkomne til at skrive, og debatere.

Jeg har været i det i næsten 7 år. (fra jeg var 16-22)

Jeg forlod ham først efter jeg endte på psykatrisk afdeling efter et selvmordsforsøg.

Efter jeg forlod ham, blev mit fantastisk. Sikke en befrielse.

Jeg har en dejlig sød, forstående, hjælpsom og kærlig kæreste og han er en fantastisk far til vores dreng.

Jeg blev i forholdet så længe, fordi jeg var enorm bange for ham men mest af alt fordi jeg skammede mig over at være havnet i sådan et forhold. Det var en stor hemmelighed som INGEN skulle vide noget om.

 

Ja, jeg har været i et forhold der var både fysisk og psykisk voldeligt. Jeg kom ud af det efter et år, men endte med at gå til psykolog i lang tid bag efter. Ind imellem har jeg stadig mareridt om det. 

hvis du har brug for nogen at snakke med, eller vil vide mere må du endelig skrive privat. 

Jeg må sige, jeg er helt og aldeles positivt overrasket over jeres svar. Jeg var lidt betænkelig ved at oprette dette indlæg, fordi jeg har børn og jeg nemt bliver stemplet som dårlig mor. At jeg så får konstruktiv respons og bliver mødt med forståelse og opbakning, er meget overvældende. Jeg føler mig faktisk lidt stærkere, end før jeg oprettede tråden. 

De to veninder jeg først betroede mig til, dømte mig og min mand hårdt, de fortalte det videre og lod som om det var nogle andre der havde gjort det. Og nu taler de slet ikke til mig. Fordømmelsen, svigtet og forrådelsen fra dem jeg stolede på, midt i mit livs krise,  har været det værste af det hele. De af jer der har været i et voldeligt forhold har måske også oplevet det, og hvis ikke har I nogle dejlige veninder. 

Anonym skriver:

Jeg må sige, jeg er helt og aldeles positivt overrasket over jeres svar. Jeg var lidt betænkelig ved at oprette dette indlæg, fordi jeg har børn og jeg nemt bliver stemplet som dårlig mor. At jeg så får konstruktiv respons og bliver mødt med forståelse og opbakning, er meget overvældende. Jeg føler mig faktisk lidt stærkere, end før jeg oprettede tråden. 

De to veninder jeg først betroede mig til, dømte mig og min mand hårdt, de fortalte det videre og lod som om det var nogle andre der havde gjort det. Og nu taler de slet ikke til mig. Fordømmelsen, svigtet og forrådelsen fra dem jeg stolede på, midt i mit livs krise,  har været det værste af det hele. De af jer der har været i et voldeligt forhold har måske også oplevet det, og hvis ikke har I nogle dejlige veninder. 

Er godt nok ked af at høre, at du har haft den oplevelse med dine veninder. Ja, de kan jo ikke engang kaldes veninder, når de ikke opfører sig bedre. Men nogen mennesker, har bare sværere ved at sætte sig i andres sted, og forstå at ikke alle vælger at tackle en voldelig mand på samme måde.

Kan sagtens se, hvor svært det må have været. Når det man havde brug for var støtte og omsorg og så bliver man bare svigtet. Sikke ensom du må have følt dig - ensomhed er så smertefuldt!

Men er også glad for at se de svar du har fået - at du ikke blevet mødt med hårde ord og uforstående kommentarer. Og hvor er det godt, at det har gavnet dig at oprette tråden

tarkoflen skriver:

Jeg får helt ondt i maven af at læse, at du har det så skidt på grund af en mand! Det er der ingen der har fortjent, heller ikke dig!

Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvorfor du ikke forlader ham, når han stadig kan udøve psykisk vold imod dig, men det er nok mest fordi jeg heldigvis aldrig selv har prøvet det! Jeg kender et par meget stærke kvinder, der har levet i voldelige forhold, og jeg havde ALDRIG troet, at det kunne ske for dem! Så jeg tror aldrig man skal sige aldrig!

Hvis han fortsat udøver psykisk vold mod dig, så vil jeg mene, at han ikke er færdigbehandlet... Psykisk vold kan sætte så dybe spor, selvom man skulle tro, at det var den fysiske vold, der var værst!

Du er nok nødt til at mærke efter, helt nede i maven, hvad der er bedst for dig og jeres barn! Det er ikke sundt for børn at vokse op i sådan et miljø! Det kan give store problemer senere og hvis jeres barn er en pige, risikerer hun at finde en tilsvarende mand, måske værre og som ikke går i behandling og hvis det er en dreng, risikerer han at vokse op, og behandle sine kærester, som din kæreste behandler dig! Ingen af de scenarier er særlig gode, hvis du spørger mig... Men det kan jeg jo sagtens komme og sige!

Måske du ville have god gavn af at snakke med andre, der har stået i din situation? Jeg tænker lidt, at mødrehjælpen måske kan hjælpe dig? Om det så er med at få din kæreste i yderligere behandling eller at du skal finde styrken til at gå, det er svært at sige, men en eller anden form for hjælp har både du og han brug for!

Jeg håber alt det bedste for dig!

Du har fuldstændig ret i absolut alt, hvad du skriver. Det er ikke sådan en opvækst vores børn skal have, det er ikke den gode, trygge barndom som alle børn har krav på. Det er den største sorg for mig, at det var sådan en start på livet vi gav vores børn. Det er ikke kun min mands ansvar, det er også mit, fordi jeg er deres mor og jeg ikke tog ansvaret for situationen og flyttede. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke forbander min svaghed. 

Han er slet, slet ikke "færdigbehandlet" og det er han klar over. Hans adfærd kommer af ting der er foregået i hans barndom, og det koster ham en hel masse arbejde nu. Det er bestemt ingen undskyldning, men har været en vigtig brik for min forståelse af, at det ikke har handlet om mig, noget jeg gjorde forkert eller fordi jeg ikke fortjente bedre. 

Det er rigtig godt, at du giver mig noget modspil, det får mig til at tænke over det der er sket og situationen nu. Det fastholder mig i, at volden skal væk for altid. Vi vil ikke have den indenfor dørene igen, men den kan så nemt komme snigende, hvis man ikke aktivt er opmærksom. 

Anonym skriver:

Du har fuldstændig ret i absolut alt, hvad du skriver. Det er ikke sådan en opvækst vores børn skal have, det er ikke den gode, trygge barndom som alle børn har krav på. Det er den største sorg for mig, at det var sådan en start på livet vi gav vores børn. Det er ikke kun min mands ansvar, det er også mit, fordi jeg er deres mor og jeg ikke tog ansvaret for situationen og flyttede. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke forbander min svaghed. 

Han er slet, slet ikke "færdigbehandlet" og det er han klar over. Hans adfærd kommer af ting der er foregået i hans barndom, og det koster ham en hel masse arbejde nu. Det er bestemt ingen undskyldning, men har været en vigtig brik for min forståelse af, at det ikke har handlet om mig, noget jeg gjorde forkert eller fordi jeg ikke fortjente bedre. 

Det er rigtig godt, at du giver mig noget modspil, det får mig til at tænke over det der er sket og situationen nu. Det fastholder mig i, at volden skal væk for altid. Vi vil ikke have den indenfor dørene igen, men den kan så nemt komme snigende, hvis man ikke aktivt er opmærksom. 

Det er på ingen måde for at bebrejde dig, at du stadig er der, for som sagt, har jeg aldrig stået i din situation, så jeg kan ikke sætte mig ind i det, som hvis jeg selv havde prøvet det!

Jeg synes, du er enorm stærk, at du vil kæmpe for, at den mand du elsker får det godt og kan være sammen med jer!

Da jeg skrev, havde jeg ikke set, at han ikke var færdigbehandlet, og det er også en vigtigt brik i mit hoved... For mig er det vigtigt, at den psykiske vold ikke foregår hver dag, og fortrinsvis ikke foregår foran jeres børn! Og det håber jeg sådan for jer alle, at det bliver rigtig meget bedre!

Alt efter hvor slemt det er med den psykiske vold, ville det måske være en mulighed at l flyttede fra hinanden for en periode, stadig er kærester og en familie, men bare i en lidt mere utraditionel form, indtil din kæreste er færdigbehandlet? Det behøver jo ikke være et nederlag, men måske en måde hvorpå l kan blive sammen, uden jeres børn oplever mere vold i den ene eller anden form?

Jeg synes det er rigtig flot, at din kæreste og du tager ansvar for, at han har nogle problemer, som han skal arbejde med! Og at han er i behandling, og l kan se det hjælper, det er så vigtigt for jer allesammen, om l bliver sammen, eller l ikke kan blive ved med at holde til det... Men du virker stærk og jeg tror på, at du kan klare rigtig meget, hvis du også får noget hjælp til at tackle det hele! Både det der gør, at du har det rigtig skidt, på grund af det, du har været udsat for, men helt klart også hvordan du tackler ham, når han udøver den psykiske vold, så han stopper og ikke kører dig længere ned!

Stort

tarkoflen skriver:

Det er på ingen måde for at bebrejde dig, at du stadig er der, for som sagt, har jeg aldrig stået i din situation, så jeg kan ikke sætte mig ind i det, som hvis jeg selv havde prøvet det!

Jeg synes, du er enorm stærk, at du vil kæmpe for, at den mand du elsker får det godt og kan være sammen med jer!

Da jeg skrev, havde jeg ikke set, at han ikke var færdigbehandlet, og det er også en vigtigt brik i mit hoved... For mig er det vigtigt, at den psykiske vold ikke foregår hver dag, og fortrinsvis ikke foregår foran jeres børn! Og det håber jeg sådan for jer alle, at det bliver rigtig meget bedre!

Alt efter hvor slemt det er med den psykiske vold, ville det måske være en mulighed at l flyttede fra hinanden for en periode, stadig er kærester og en familie, men bare i en lidt mere utraditionel form, indtil din kæreste er færdigbehandlet? Det behøver jo ikke være et nederlag, men måske en måde hvorpå l kan blive sammen, uden jeres børn oplever mere vold i den ene eller anden form?

Jeg synes det er rigtig flot, at din kæreste og du tager ansvar for, at han har nogle problemer, som han skal arbejde med! Og at han er i behandling, og l kan se det hjælper, det er så vigtigt for jer allesammen, om l bliver sammen, eller l ikke kan blive ved med at holde til det... Men du virker stærk og jeg tror på, at du kan klare rigtig meget, hvis du også får noget hjælp til at tackle det hele! Både det der gør, at du har det rigtig skidt, på grund af det, du har været udsat for, men helt klart også hvordan du tackler ham, når han udøver den psykiske vold, så han stopper og ikke kører dig længere ned!

Stort

Jeg oplevede det på ingen måde som en bebrejdning  Nærmere som en udefra set betragtning, og det er brugbart for mig. Det kan være svært, og nogle gange umuligt, at bevare det store overblik når man står i en vaskelig situation. Og hvad der er endnu mere vigtigt, at du og andre der besvarer tråden, ikke er indvolveret i hverken mig eller min familie. Det bliver man naturligvis farvet og påvirket af. Du er objektiv, og det er netop hvad jeg søgte med indlæget. 

Om vi skal flytte hvert til sit, og bevare det kærlighedsforhold som vi unægtelig har, strejfer også ofte mine tanke. Jeg kan se mange fordele ved det, og når han til tider er modbydelig, er jeg på vej væk. Men så kommer han til fornuft, og er igen den dejlige, omsorgsfulde, og kloge mand. Så ser han klart, bliver opmærksom på sin skadelige adfærd, bliver ked af det og ændrer det til fremover. Bitte små skridt, men hele tiden i den rigtige retning. Jeg er ikke sikker på, at det bedste er at blive sammen. Men drømmen om det sunde parforhold er stor. 

MorDk skriver:

Du får et KÆMPE kram herfra ♥

Tak skal du have. 

Dorthe1986 skriver:

Er godt nok ked af at høre, at du har haft den oplevelse med dine veninder. Ja, de kan jo ikke engang kaldes veninder, når de ikke opfører sig bedre. Men nogen mennesker, har bare sværere ved at sætte sig i andres sted, og forstå at ikke alle vælger at tackle en voldelig mand på samme måde.

Kan sagtens se, hvor svært det må have været. Når det man havde brug for var støtte og omsorg og så bliver man bare svigtet. Sikke ensom du må have følt dig - ensomhed er så smertefuldt!

Men er også glad for at se de svar du har fået - at du ikke blevet mødt med hårde ord og uforstående kommentarer. Og hvor er det godt, at det har gavnet dig at oprette tråden

Det varmer, at høre fra et så sympatisk og empatisk menneske som dig. Jeg har heldigvis nogle gode veninder, som indeholder samme egenskaber som dig, og som godt har kunnet rumme at den kernefamilie vi tilsynladende var, havde en grum hemmelighed. Det har nok ikke skaffet mig flere veninder, at bære rundt på sådan en hemmelighed der pludselig blev fortalt, men det har gjort mig bevidst om, hvem der har været oprigtige og loyale veninder. 

Ja, ensomhed er smertefuldt og det æder en op. Vendepunktet for mig skete også, da jeg nægtede at bære på det hele alene og åbnede op for det. Det var første skridt ud af ensomheden og volden. Jeg kan jo håbe, at der sidder nogle voldsramte kvinder og læser med, og får styrken til at komme ud af den isolering, skam og skyld som vold medfører. Det er svært fordi det er så tabubelagt, men der er en vej ud af det.