Hvis jeg døde..

Babymor2010 skriver:

Jeg er ikke bange for at dø, men tanken har strejfet mig et par gange - hvis nu  Hvis det er mig der dør, så skal min kæreste (og Isabellas far) selvfølgelig have forældremyndigheden. 

Sker det værste og vi begge dør samtidigt - gud forbyde det, så skal min søster tage sig af hende. Hun har 2 drenge som er et par år ældre 

Min svigermor kan ikke tage sig af hende selvom hun går hjemme hver dag på førtidspension, men hun kan ikke mere pga. sygdom. Min mor arbejder stadig og vil ikke "starte forfra" som hun siger. 

Kan godt forstå det der med bedsteforældre-tingen.. også lidt fordi, at så mister de jo helt bedsteforældre-rollerne, for at blive opdragere.. det er jo heller ikke ønskværdigt, kan man sige. Så hellere sådan en som en moster eller faster eller onkel tror jeg..

Gigl skriver:

Kan godt forstå det der med bedsteforældre-tingen.. også lidt fordi, at så mister de jo helt bedsteforældre-rollerne, for at blive opdragere.. det er jo heller ikke ønskværdigt, kan man sige. Så hellere sådan en som en moster eller faster eller onkel tror jeg..

Ja, vi har valgt at det skal være min søster - og det har hun også fået at vide  Det samme med min søster, går hun bort, jamen så vil jeg gøre alt for at passe på mine nevøer 

Gigl skriver:

Netop - det ville da være det værste efter at miste en af sine forældre da..

Ja, jeg sagde det virkede ikke særlig gennemtænkt (han sagde nemlig at han havde tænkt tanken for længe siden). At han vil flytte hen til sit eget netværk kan jeg vel ikke bebrejde ham, men at trække sin søn helt væk fra hans og rykke hans liv op med rod efter min død, det er da ret umenneskeligt.. det var dog ikke nogen lang snak, men jeg kan jo ikke gøre så meget. Min kæreste kan jo ikke gøre noget rent juridisk desværre. Heller ikke min familie. Så jeg må bare lade være med at dø... O_O

Bøllemyr skriver:

Kæmpe knus
Det var da ikke spor empatisk af ham.
Ikke at jeg ikke forstår ham langt hen af vejen, men nu er jeres søn liv ikke hos ham.

Han er ikke nogen empatisk mand, desværre, men sådan ligger landet jo - og jeg kan også godt forstå ham. Siden han ikke har det nemt, så vil han da klart flytte ned til hans netværk. 
Man vil jo selvfølgelig kun sine børn det bedste, og jeg ville ønske jeg kunne gøre noget (ud over ikke at dø ) men sådan skal det nok være. 

Gigl skriver:

Inspireret af tråden om kræft.
Jeg tænker sjældent tanken - hvad nu hvis jeg dør fra mine børn? Jeg ved andre tænker mere over det end jeg gør i hvert fald, men tanken strejfer mig da fra tid til anden. Så jeg går ikke decideret rundt og er bange for det, men det er da en skrækkelig tanke. 

Og så kommer den ledende tanke - hvis jeg døde, hvad bliver der så af min søn? Jeg snakkede med min kæreste om det forleden, og jeg blev helt forvirret - jeg har jo ikke ligefrem nogen plan for hvis det sker! Og skal man det? 

Nu er min søn jo skilsmissebarn. Hans far har ham hver anden weekend og kan, af personlige grunde, ikke have ham mere. Derfor bor min søn jo sammen med os - min kæreste og jeg og snart hans lillesøster. Men hvis jeg døde, så ville hans far jo være tvunget til at have drengen.. og hvad så med lillesøster? Skal han besøge min kæreste og hans lillesøster selvom min kæreste ikke er far for ham? Og siden faren af mange grunde ikke kan rumme at have sønnike ret længe ad gangen, hvem skulle så? Mine forældre? Mine søskende? 

Det var dog nogle forvirrende tanker. Håber ikke det ville blive ligeså rodet for jer - men har i tænkt tanken? Og hvad ville der så ske for jeres børn? 

 fjollede og grumme tanker, det ved jeg godt... 

Uhh den tanke har jeg desværre tænkt mange gange da jeg tit har døden tæt inde på livet og har haft det siden jeg var ganske lille.

Jeg har valgt at min bror skal have ungerne hans økonomi er dårlig men han er klart den der lugner mig mest og som jeg ved vil opdrage og passe og elske mine børn som kun en far ellers vil kunne!

4xGreve skriver:

Uhh den tanke har jeg desværre tænkt mange gange da jeg tit har døden tæt inde på livet og har haft det siden jeg var ganske lille.

Jeg har valgt at min bror skal have ungerne hans økonomi er dårlig men han er klart den der lugner mig mest og som jeg ved vil opdrage og passe og elske mine børn som kun en far ellers vil kunne!

Det lyder ret forfærdeligt  

Hvor dejligt med en bror, der kan stå inde som substitut hvis det værste skulle indtræffe. Ja, det er faktisk en skrækkelig tanke..

Jeg ved at sku der  ske noget med mig, vil min kærste ( deres far ) være der for vores børn. Han ka klare alt!! 

Men sku ulykken ske,,at der skete noget med os begge, har vi bedt min søster og hendes kæreste om de vil ha vores børn. De har sagt ja, men satser på at det aldrig vil blive aktuelt! 

Desuden ska vi ha det lavet i et børne testamente, så der ingen tvivl er om vores ønsker! Vh stine

Gigl skriver:

Det lyder ret forfærdeligt  

Hvor dejligt med en bror, der kan stå inde som substitut hvis det værste skulle indtræffe. Ja, det er faktisk en skrækkelig tanke..

Nej det er ikke sjovt. men desværre er nogle familier mere ramte end andre! Og det er en rigtig skræmmende tanke ikke at skulle opleve sine unger vokse op få børn mm. og ikke at kunne være der når de har aller mest brug for en, men det er en realitet vi må erkende og overveje meget grundigt!

Ja jeg er så glad for at have min bror og jeg har spurgt min bror og svigerinde om de vil tag ungerne hvis det væreste skulle ske og de tøvet ikke og sagde heldigvis ja