Hvis jeg døde..

Inspireret af tråden om kræft.
Jeg tænker sjældent tanken - hvad nu hvis jeg dør fra mine børn? Jeg ved andre tænker mere over det end jeg gør i hvert fald, men tanken strejfer mig da fra tid til anden. Så jeg går ikke decideret rundt og er bange for det, men det er da en skrækkelig tanke. 

Og så kommer den ledende tanke - hvis jeg døde, hvad bliver der så af min søn? Jeg snakkede med min kæreste om det forleden, og jeg blev helt forvirret - jeg har jo ikke ligefrem nogen plan for hvis det sker! Og skal man det? 

Nu er min søn jo skilsmissebarn. Hans far har ham hver anden weekend og kan, af personlige grunde, ikke have ham mere. Derfor bor min søn jo sammen med os - min kæreste og jeg og snart hans lillesøster. Men hvis jeg døde, så ville hans far jo være tvunget til at have drengen.. og hvad så med lillesøster? Skal han besøge min kæreste og hans lillesøster selvom min kæreste ikke er far for ham? Og siden faren af mange grunde ikke kan rumme at have sønnike ret længe ad gangen, hvem skulle så? Mine forældre? Mine søskende? 

Det var dog nogle forvirrende tanker. Håber ikke det ville blive ligeså rodet for jer - men har i tænkt tanken? Og hvad ville der så ske for jeres børn? 

 fjollede og grumme tanker, det ved jeg godt... 

Gigl skriver:

Inspireret af tråden om kræft.
Jeg tænker sjældent tanken - hvad nu hvis jeg dør fra mine børn? Jeg ved andre tænker mere over det end jeg gør i hvert fald, men tanken strejfer mig da fra tid til anden. Så jeg går ikke decideret rundt og er bange for det, men det er da en skrækkelig tanke. 

Og så kommer den ledende tanke - hvis jeg døde, hvad bliver der så af min søn? Jeg snakkede med min kæreste om det forleden, og jeg blev helt forvirret - jeg har jo ikke ligefrem nogen plan for hvis det sker! Og skal man det? 

Nu er min søn jo skilsmissebarn. Hans far har ham hver anden weekend og kan, af personlige grunde, ikke have ham mere. Derfor bor min søn jo sammen med os - min kæreste og jeg og snart hans lillesøster. Men hvis jeg døde, så ville hans far jo være tvunget til at have drengen.. og hvad så med lillesøster? Skal han besøge min kæreste og hans lillesøster selvom min kæreste ikke er far for ham? Og siden faren af mange grunde ikke kan rumme at have sønnike ret længe ad gangen, hvem skulle så? Mine forældre? Mine søskende? 

Det var dog nogle forvirrende tanker. Håber ikke det ville blive ligeså rodet for jer - men har i tænkt tanken? Og hvad ville der så ske for jeres børn? 

 fjollede og grumme tanker, det ved jeg godt... 

det er heller ikke tanker jeg går med til dagligt. men indimellem tænker man da tanken. jeg er selv skilsmissebarn og jeg ved at mine forældre kunne finde på at ryge i totterne på hinanden om hvem det skulle "have" mit barn hvis både min kæreste og jeg ikke er her mere.. 

alle vores forældre har over 40 år mellem dem og min datter og vores kommende barn, så de er ikke idelle adoptiv forældre af den grund. 

jeg har udtrykkeligt bedt om at det bliver min mor og stedfar der tager sig af vores børn hvis det ulykkeig skulle ske at vi begge skal herfra på samme tid, men vi har lovet at lave et lovligt dokument med vores ønske her om for at det ikke skal blive en kamp mellem vores forældre. 

jeg synes jeg skylder mine børn og mine forældre at oplyse dem om hvad jeg ønske. 

Claras mor skriver:

det er heller ikke tanker jeg går med til dagligt. men indimellem tænker man da tanken. jeg er selv skilsmissebarn og jeg ved at mine forældre kunne finde på at ryge i totterne på hinanden om hvem det skulle "have" mit barn hvis både min kæreste og jeg ikke er her mere.. 

alle vores forældre har over 40 år mellem dem og min datter og vores kommende barn, så de er ikke idelle adoptiv forældre af den grund. 

jeg har udtrykkeligt bedt om at det bliver min mor og stedfar der tager sig af vores børn hvis det ulykkeig skulle ske at vi begge skal herfra på samme tid, men vi har lovet at lave et lovligt dokument med vores ønske her om for at det ikke skal blive en kamp mellem vores forældre. 

jeg synes jeg skylder mine børn og mine forældre at oplyse dem om hvad jeg ønske. 

Jamen det har du jo helt ret i. Jeg har bare aldrig nået tanken om at lave et helt officielt dokument på det.. for det ville kræve en længere snak med farmand og .. hvem end der nu skulle tage sig af sønnike i en sådan situation, og at han gerne skal have lov at opholde sig hos min kæreste og hans lillesøster også, selvom han jo ikke er noget biologisk til ham. Tror dog ikke at farmand ville gå med til at min kæreste skulle adobtere ham og så stå på ligefod med ham o_O.. hmm.. 

Jeg er ikke bange for jeg dør, men er bange for hvad døden gør ved mig. Alberte vil ha det svært, men ligesom alle andre vil et lille stykke af hende IHVERTFALD forsætte livet. Alberte har en fantastisk far, jeg ved ikke om han vil være i stand til at tá sig af hende 24/7, lige nu læner han sig gevaldigt meget op af mig, hun er også kun en lille pige. Men jeg ved at jeg har min vidunderlige søster, der elsker hende næsten ligeså meget sommig, hun vil til HVER EN TID stå med åbne arme, uanset hvad det kræver. Så jeg er på ingen måder bekymret for alberte, tværtimod så ved jeg hun vil ha det mindst ligeså godt som nu!

Jeg er mere bekymret for min kæreste, han ville være som et puslespil demanglende over halvdelen af sine prikker, og det samme hvis jeg mistede ham..

- jeg er endda sikker på jeg vil ha det langt værre end ham, det er så strammende, jeg ved det sker før eller siden, jeg kan bare ikke forholde mig til det. 

Bøllemyr skriver:

Det blev besluttet for længe siden, går jeg bort skal vores søn opfostres af hans far og hans bonusmoster.
Det er alle parter indforstået med.
Går både jeg og min søns far bort, er det hans bonusmoster der skal opfostre ham. Vi har lavet er dokument på det, dog er det ikke blev gjort lovligt endnu.
Men dejligt lige at blive OBS på det igen, da det klart skal gøres snarest muligt

Det er altså en god ide - det dér med at få papir på det.. 
Det vil jeg også rigtig gerne. Jeg har bare aldrig rigtig tænkt på det før. Måske lidt ringe egentlig. Det ved jeg ikke.. Burde måske egntlig få lagt en "plan" og skrevet den ned.. 

JS<3 skriver:

Jeg er ikke bange for jeg dør, men er bange for hvad døden gør ved mig. Alberte vil ha det svært, men ligesom alle andre vil et lille stykke af hende IHVERTFALD forsætte livet. Alberte har en fantastisk far, jeg ved ikke om han vil være i stand til at tá sig af hende 24/7, lige nu læner han sig gevaldigt meget op af mig, hun er også kun en lille pige. Men jeg ved at jeg har min vidunderlige søster, der elsker hende næsten ligeså meget sommig, hun vil til HVER EN TID stå med åbne arme, uanset hvad det kræver. Så jeg er på ingen måder bekymret for alberte, tværtimod så ved jeg hun vil ha det mindst ligeså godt som nu!

Jeg er mere bekymret for min kæreste, han ville være som et puslespil demanglende over halvdelen af sine prikker, og det samme hvis jeg mistede ham..

- jeg er endda sikker på jeg vil ha det langt værre end ham, det er så strammende, jeg ved det sker før eller siden, jeg kan bare ikke forholde mig til det. 

Det må være dejligt at vide at ens barn ER sikret i sådan et grumt tilfælde. 

Jeg ville være ked (eller det ville jeg jo ikke, hvis jeg var død, men...) hvis min dreng bare blev overgivet til hans hans far.. og måske kastet rundt mellem de familiemedlemmer der nu havde lyst til en deleordning med ham. Hmm :/

Jeg er egentlig ikke bange for at dø fra mine drenge, men er underligt nok bange for at dø så tidligt at jeg ikke når at se dem vokse op..

Men skulle jeg gå hen og dø inden de blev store nok til at tage sig af dem selv (læs: voksne) så står farmand selvskrevet til at skulle have drengene og det er uanset om vi er sammen eller ej. Og jeg ved manden har det på samme måde som jeg  Skulle vi dog (7-9-13) gå hen og dø samtidig så ved jeg faktisk ikke hvem der skal tage sig af vores drenge? Dog ved alt familie at vi ønsker at begge sider skal have samme mulighed for at se dem som de har nu.. Men ser egentlig helst at det bliver mine forældre, både da de er unge (42 og 52), men også fordi de har mest kontakt til dem, men skulle udfaldet blive anerledes er jeg sikker på det også er godt for dem 

Gigl skriver:

Det er altså en god ide - det dér med at få papir på det.. 
Det vil jeg også rigtig gerne. Jeg har bare aldrig rigtig tænkt på det før. Måske lidt ringe egentlig. Det ved jeg ikke.. Burde måske egntlig få lagt en "plan" og skrevet den ned.. 

Bøllemyr skriver:

Vi har kun tænkt over det fordi vi under ingen omstændigheder ønsker vores respektive forældre/søskende skulle ende med at opfostre ham.
Men ja, må heller se og få det sidste på plads

Så giver det måske også lidt sig sig -altså jeres plan

Jeg snakkede lige kort med farmand om det.. han skrev, at så ville han self overtage drengen 100%, flytte hen i nærheden af sin familie og tage den derfra. Gulp... så har jeg bare af ikke at dø.. for så tager han sin søn væk fra sin lillesøster (og bonusfar, som han er meget mere sammen med end sin far), sin anden del af familien (min del), sin børnehave/skole, og venner.. jaamen altså. Og jeg kan jo ikke gøre noget uden han er enig med mig.. smukt.