Hvis jeg døde..

Gigl skriver:

Så giver det måske også lidt sig sig -altså jeres plan

Jeg snakkede lige kort med farmand om det.. han skrev, at så ville han self overtage drengen 100%, flytte hen i nærheden af sin familie og tage den derfra. Gulp... så har jeg bare af ikke at dø.. for så tager han sin søn væk fra sin lillesøster (og bonusfar, som han er meget mere sammen med end sin far), sin anden del af familien (min del), sin børnehave/skole, og venner.. jaamen altså. Og jeg kan jo ikke gøre noget uden han er enig med mig.. smukt.

Gigl skriver:

Inspireret af tråden om kræft.
Jeg tænker sjældent tanken - hvad nu hvis jeg dør fra mine børn? Jeg ved andre tænker mere over det end jeg gør i hvert fald, men tanken strejfer mig da fra tid til anden. Så jeg går ikke decideret rundt og er bange for det, men det er da en skrækkelig tanke. 

Og så kommer den ledende tanke - hvis jeg døde, hvad bliver der så af min søn? Jeg snakkede med min kæreste om det forleden, og jeg blev helt forvirret - jeg har jo ikke ligefrem nogen plan for hvis det sker! Og skal man det? 

Nu er min søn jo skilsmissebarn. Hans far har ham hver anden weekend og kan, af personlige grunde, ikke have ham mere. Derfor bor min søn jo sammen med os - min kæreste og jeg og snart hans lillesøster. Men hvis jeg døde, så ville hans far jo være tvunget til at have drengen.. og hvad så med lillesøster? Skal han besøge min kæreste og hans lillesøster selvom min kæreste ikke er far for ham? Og siden faren af mange grunde ikke kan rumme at have sønnike ret længe ad gangen, hvem skulle så? Mine forældre? Mine søskende? 

Det var dog nogle forvirrende tanker. Håber ikke det ville blive ligeså rodet for jer - men har i tænkt tanken? Og hvad ville der så ske for jeres børn? 

 fjollede og grumme tanker, det ved jeg godt... 

Når nu du er helt sikker på at biofar ikke kan have ham - så snak med ham om det (ikke sønnen men faren) og kæresten .. Du kan lave børnetestamente hvor du anmoder om at din søn bliver sammen med sin søster hos din kæreste. Det er vist noget med at det ikke er endegyldigt men at det bliver taget i stor betragtning hvis nu det skulle ske ...

Serina ville blive sammen med kæresten(som er farmand )  i lejligheden som står i begge vores navne ..desværre ville hun nok arve vores fælles formue/gæld .. vi skal seriøst snart have gjort et eller andet ved det (bryllup / advokat)

Bøllemyr skriver:

Det jo det
Han skal ikke blive kaste bold mellem en masse mennesker som ikke kan se forbi egen næsetip

Årh nej, det var da ikke spor gennemtænkt fra Hans side.
Nævnte du at det ville resultere i at han ikke kun ville miste sin mor, men på den måde også hele sit netværk? Det vil jo være st dobbelt tab

Netop - det ville da være det værste efter at miste en af sine forældre da..

Ja, jeg sagde det virkede ikke særlig gennemtænkt (han sagde nemlig at han havde tænkt tanken for længe siden). At han vil flytte hen til sit eget netværk kan jeg vel ikke bebrejde ham, men at trække sin søn helt væk fra hans og rykke hans liv op med rod efter min død, det er da ret umenneskeligt.. det var dog ikke nogen lang snak, men jeg kan jo ikke gøre så meget. Min kæreste kan jo ikke gøre noget rent juridisk desværre. Heller ikke min familie. Så jeg må bare lade være med at dø... O_O

Når nu du er helt sikker på at biofar ikke kan have ham - så snak med ham om det (ikke sønnen men faren) og kæresten .. Du kan lave børnetestamente hvor du anmoder om at din søn bliver sammen med sin søster hos din kæreste. Det er vist noget med at det ikke er endegyldigt men at det bliver taget i stor betragtning hvis nu det skulle ske ...

 

Serina ville blive sammen med kæresten(som er farmand )  i lejligheden som står i begge vores navne ..desværre ville hun nok arve vores fælles formue/gæld .. vi skal seriøst snart have gjort et eller andet ved det (bryllup / advokat)

Fik lige kort talt med ham, som jeg nævnte for en anden.. og trods dét at han ikke kan have ham mere lige nu (handler om en diagnose han har + meget ustruktureret liv, han siger selv han ikke har styr på det), så hævder han altså at hvis jeg døde, så ville han overtage ham 100%, flytte ned i nærheden af sin familie og starte liv med drengen der.. spurgte så hvad der skulle blive af hans forhold til sin bonusfar og ikke mindst sin lillesøster og min side af familien "jamen de må jo komme og besøge ham". Av min arm... stakkels min dreng, hvis det skrækkelige skulle ske! O_O

Jeg går ikke dagligt og frygter, at jeg dør fra min søn. Jeg frygter af og til fx kræft, altså noget som langsomt vil tage mig væk fra min søn for til sidst at dø af det.

(Min frygt for, at han dør fra mig er langt større)

Men! Uanset hvordan jeg dør, er der planer for, hvad der skal ske med min søn, hvis han endnu ikke er myndig. Hvis det "kun" er mig der dør, skal han selvfølgelig bare være hos sin far, og stadig se rigtig meget til min familie. Hvis vi begge dør, skal min lillebror overtage som værge. Vi fik lavet testamente og børnetestamente meget kort tid før jeg fødte, simpelthen for at sikre os selv, hinanden og vores søn. Det er i håb om, i tilfælde af, at vi begge dør indne han er myndig, at diverse sagsbehandlinger kan gå stærkt og vores søn hurtigst muligt får en fast base igen.

Har tænkt tanken. Selvom jeg ikke bryder mig om den er det jo noget man er nødt til at tage stilling til.  Jeg er gift og jeg ved at min mand vil være far med stort F. Han er på som far og da jeg var indlagt med den mindste i 5 dage tog han over og passede de andre 2 imens. Uden problemer. Men hvis vi begge skulle dø har vi oprettet et børnetestamente og testamenteret vores børn til mine svigerforældre. Jeg elsker mine forældre men synes ikke at de har de samme værdier som os. Og det har mine svigerforældre. Ved desuden også at de ville opdrage dem som vi har gjort (for det meste) og det er vigtigt for mig

AnneBJ skriver:

Jeg går ikke dagligt og frygter, at jeg dør fra min søn. Jeg frygter af og til fx kræft, altså noget som langsomt vil tage mig væk fra min søn for til sidst at dø af det.

(Min frygt for, at han dør fra mig er langt større)

Men! Uanset hvordan jeg dør, er der planer for, hvad der skal ske med min søn, hvis han endnu ikke er myndig. Hvis det "kun" er mig der dør, skal han selvfølgelig bare være hos sin far, og stadig se rigtig meget til min familie. Hvis vi begge dør, skal min lillebror overtage som værge. Vi fik lavet testamente og børnetestamente meget kort tid før jeg fødte, simpelthen for at sikre os selv, hinanden og vores søn. Det er i håb om, i tilfælde af, at vi begge dør indne han er myndig, at diverse sagsbehandlinger kan gå stærkt og vores søn hurtigst muligt får en fast base igen.

Det er en rigtig god ide, at få lavet. For alles skyld, det kan jeg sagtens forstå. Ville ønske det var så 'let' i min situation, bliver faktisk helt nedtrygt over, hvad der ville ske for min søn.. 

Lullaby skriver:

Har tænkt tanken. Selvom jeg ikke bryder mig om den er det jo noget man er nødt til at tage stilling til.  Jeg er gift og jeg ved at min mand vil være far med stort F. Han er på som far og da jeg var indlagt med den mindste i 5 dage tog han over og passede de andre 2 imens. Uden problemer. Men hvis vi begge skulle dø har vi oprettet et børnetestamente og testamenteret vores børn til mine svigerforældre. Jeg elsker mine forældre men synes ikke at de har de samme værdier som os. Og det har mine svigerforældre. Ved desuden også at de ville opdrage dem som vi har gjort (for det meste) og det er vigtigt for mig

Det lyder generelt som om folk for skrevet juridiske dokumenter på den slags og hvor er det godt. God plan i har. Det er gennemtænkt

Lillesøster herhjemme sikres idet at hendes far og jeg jo bliver sammen (det kan man self aldrig vide, men jeg er langt mere sikker end med min søns far..). Men storebror er rimelig fortabt. Ej det er han vel ikke, han får det vel... okay... hos sin far.. Men han ser ham ikke ret meget nu, og farmand går ikke med til at sønnike skulle testementeres væk til nogle andre, naturligvis (trods hans problemer). 

Gigl skriver:

Netop - det ville da være det værste efter at miste en af sine forældre da..

Ja, jeg sagde det virkede ikke særlig gennemtænkt (han sagde nemlig at han havde tænkt tanken for længe siden). At han vil flytte hen til sit eget netværk kan jeg vel ikke bebrejde ham, men at trække sin søn helt væk fra hans og rykke hans liv op med rod efter min død, det er da ret umenneskeligt.. det var dog ikke nogen lang snak, men jeg kan jo ikke gøre så meget. Min kæreste kan jo ikke gøre noget rent juridisk desværre. Heller ikke min familie. Så jeg må bare lade være med at dø... O_O

Gigl skriver:

Inspireret af tråden om kræft.
Jeg tænker sjældent tanken - hvad nu hvis jeg dør fra mine børn? Jeg ved andre tænker mere over det end jeg gør i hvert fald, men tanken strejfer mig da fra tid til anden. Så jeg går ikke decideret rundt og er bange for det, men det er da en skrækkelig tanke. 

Og så kommer den ledende tanke - hvis jeg døde, hvad bliver der så af min søn? Jeg snakkede med min kæreste om det forleden, og jeg blev helt forvirret - jeg har jo ikke ligefrem nogen plan for hvis det sker! Og skal man det? 

Nu er min søn jo skilsmissebarn. Hans far har ham hver anden weekend og kan, af personlige grunde, ikke have ham mere. Derfor bor min søn jo sammen med os - min kæreste og jeg og snart hans lillesøster. Men hvis jeg døde, så ville hans far jo være tvunget til at have drengen.. og hvad så med lillesøster? Skal han besøge min kæreste og hans lillesøster selvom min kæreste ikke er far for ham? Og siden faren af mange grunde ikke kan rumme at have sønnike ret længe ad gangen, hvem skulle så? Mine forældre? Mine søskende? 

Det var dog nogle forvirrende tanker. Håber ikke det ville blive ligeså rodet for jer - men har i tænkt tanken? Og hvad ville der så ske for jeres børn? 

 fjollede og grumme tanker, det ved jeg godt... 

Jeg er ikke bange for at dø, men tanken har strejfet mig et par gange - hvis nu  Hvis det er mig der dør, så skal min kæreste (og Isabellas far) selvfølgelig have forældremyndigheden. 

Sker det værste og vi begge dør samtidigt - gud forbyde det, så skal min søster tage sig af hende. Hun har 2 drenge som er et par år ældre 

Min svigermor kan ikke tage sig af hende selvom hun går hjemme hver dag på førtidspension, men hun kan ikke mere pga. sygdom. Min mor arbejder stadig og vil ikke "starte forfra" som hun siger.