Raserianfald....

dme har vi så to af lige nu, og den store på 4 år og 7 mdr er faktisk værst..

Han skriger lige så snart han ikke får det som han vil have det, og det gider jeg absolut ikke at høre på.. hjemme ved os er det min kæreste og mig der bestemmer, og nej jeg er ikke mor til den store, men derfor bor jeg der også, og så længe han er ved os, er det ligeså meget mig som hans far der bestemmer..

Han kan skrige alt det han vil, men jeg hjælper ham ikke i tøjet når jeg ved han godt kan selv og jeg selv har rigeligt at gøre med den lille på 2 år og 8 mdr som også skaber sig fordi han hellere vil lege med biler end have tøj på..

Til gengæld så erj eg ved at lære hans far ikke at føje ham hver eneste gang han skriger for det er lige præcist hvad han gør.. og det hjælper virkelig ikke på det de dage hvor jeg er alene med dem om morgenen.. men han ved at hvis han bare skriger højt og længe nok så overgiver hans far sig..

Man kan sagtens høre forskel på når han virkelig er ked og når det bare er skrig fordi han ikke gider gøre noget selv..

og når det bare er skrig, ja så får han altså lov at skrige, og det samme gør den lille, for det vil jeg ikke stå model til, i de situationer bliver de sågar sat på værelset og rase ud, og så kan de komme når de er klar til at tale stille og roligt..

vi har snakket med børnehave og vuggestue om hvordan vi takler det, og ja de fleste pædagoger er faktisk enige med os i hvad vi gør, så længe de ikke er ked af det, så er det bare ikke naturligt at gå han og kramme dem glade igen, det gør dem faktisk bare mere frustreret.. så de raser ud, og når de er klar igen, så er jeg også klar igen..

B&J skriver:

jeg må sige hvis det havde være mig så kommer tonen engang ja jeg ved du ikke kan lig dine strømpebukser men du SKAL Have dem på... og ja så giver jeg dem på. og hvis de ryger af jamen så kommer de på igen og hvis min dreng skriger og skåler, jamen så skråler jeg med på en sjov måde, for jeg gider ikke høre på det....

og vi havde turen da jeg skulle have flyverdragt på jeg kan ikke lig den sagde han, så sagde jeg bare nej det kan jeg heller ikke men du kommer til at fryse hvis du ikke får den på. og ja så skreg han lig men han fik sen på 5minutter efter vi var ude af døren var det slut....

 

TRO MIG sådan blev det også sagt. Men hun flipper skråt i en grad man tror er løgn. Sparker, skriger, kaster sig rundt så hun er ved at ryge ned af puslebordet. Altså ikke at jeg tror min datter er helt særlig, men ingen af mine veninders børn flipper så meget ud. De bliver hidsige, ja, men slet ikke så slemt. Ligesom du beskriver din dreng, altså gal og sur, men man kan stadig få tøj på og komme afsted.

Jeg vil lige tilføje at hun som regel forbliver indenfor pædagogisk rækkevidde, men så er der dage som idag, hvor hun bare checker helt ud...

Tulle28 skriver:

TRO MIG sådan blev det også sagt. Men hun flipper skråt i en grad man tror er løgn. Sparker, skriger, kaster sig rundt så hun er ved at ryge ned af puslebordet. Altså ikke at jeg tror min datter er helt særlig, men ingen af mine veninders børn flipper så meget ud. De bliver hidsige, ja, men slet ikke så slemt. Ligesom du beskriver din dreng, altså gal og sur, men man kan stadig få tøj på og komme afsted.

Jeg vil lige tilføje at hun som regel forbliver indenfor pædagogisk rækkevidde, men så er der dage som idag, hvor hun bare checker helt ud...

jamen det er jo bare alm det de gør de vil jo se om de kan tage styringen og det kan de bare ikke

 

Tulle28 skriver:

Ja altså den der med at tage en beslutning, synes jeg jo også jeg gjorde i morges med de sorte strømpebukser - det viste sig så bare at være en HELT forkert beslutning Vi prøver altid at forberede hende på, hvad der skal ske, f.eks. når vi har læst bogen, skal vi ind og have tøj på, og det hjælper som regel. Vi prøver også så vidt muligt at have god tid om morgen, så vi ikke skal stresse ud af døren og hun får som regel to ting at vælge imellem, afhængig af hvad vi taler om selvfølgelig, så hun har lidt medbestemmelse. Men der er grænser! Som du siger, så vil jeg heller ikke lade mig diktere af en på 2,8 år i mit eget hus.

Men ja, nogen dage går det jo desværre bare op i en spids Pyyyh!

Jeg kender det .. så står man bare dér og er efterladt mens kaos tager videre i dagen...

Vi trøster hinanden med det er en periode og når han bliver teenager vil alt det her føles som paradis

An&Jo skriver:

dme har vi så to af lige nu, og den store på 4 år og 7 mdr er faktisk værst..

Han skriger lige så snart han ikke får det som han vil have det, og det gider jeg absolut ikke at høre på.. hjemme ved os er det min kæreste og mig der bestemmer, og nej jeg er ikke mor til den store, men derfor bor jeg der også, og så længe han er ved os, er det ligeså meget mig som hans far der bestemmer..

Han kan skrige alt det han vil, men jeg hjælper ham ikke i tøjet når jeg ved han godt kan selv og jeg selv har rigeligt at gøre med den lille på 2 år og 8 mdr som også skaber sig fordi han hellere vil lege med biler end have tøj på..

Til gengæld så erj eg ved at lære hans far ikke at føje ham hver eneste gang han skriger for det er lige præcist hvad han gør.. og det hjælper virkelig ikke på det de dage hvor jeg er alene med dem om morgenen.. men han ved at hvis han bare skriger højt og længe nok så overgiver hans far sig..

Man kan sagtens høre forskel på når han virkelig er ked og når det bare er skrig fordi han ikke gider gøre noget selv..

og når det bare er skrig, ja så får han altså lov at skrige, og det samme gør den lille, for det vil jeg ikke stå model til, i de situationer bliver de sågar sat på værelset og rase ud, og så kan de komme når de er klar til at tale stille og roligt..

vi har snakket med børnehave og vuggestue om hvordan vi takler det, og ja de fleste pædagoger er faktisk enige med os i hvad vi gør, så længe de ikke er ked af det, så er det bare ikke naturligt at gå han og kramme dem glade igen, det gør dem faktisk bare mere frustreret.. så de raser ud, og når de er klar igen, så er jeg også klar igen..

Pyyyh TO af slagsen... Hatten af for dig! Den der med at lære far ikke at føje, den øver vi også her Det er SÅ frustrerende at overvære, hvordan han ender med at give efter, når bare hun skriger længe nok. Bløde mænd!

B&J skriver:

jamen det er jo bare alm det de gør de vil jo se om de kan tage styringen og det kan de bare ikke

 

Ja man ved jo godt det er en fase - heldigvis

Tulle28 skriver:

Ja man ved jo godt det er en fase - heldigvis

 nemlig men så kommer der bare en ny fase af et eller andet

Gardenia skriver:

Jeg kender det .. så står man bare dér og er efterladt mens kaos tager videre i dagen...

Vi trøster hinanden med det er en periode og når han bliver teenager vil alt det her føles som paradis

He he ja netop Åh gud!!!

Tulle28 skriver:

Pyyyh TO af slagsen... Hatten af for dig! Den der med at lære far ikke at føje, den øver vi også her Det er SÅ frustrerende at overvære, hvordan han ender med at give efter, når bare hun skriger længe nok. Bløde mænd!

det er nemlig virkelig frustrerende når far bare overgiver sig hvis de skriger længe nok..

Den går bare ikke, for 9 ud af 10 morgener er det mig der står med begge børn alene, og så er det igen mig der er den dumme fordi han skal gøre det selv..

men det er nu engang bare sådan tingene er..

Her har vi turen om morgenen, og så igen til aften hvor den store NÆGTER at spise det der bliver serveret uanset hvad det er fordi han siger han ikke kan lide det, og der er vi nu nået dertil at han spiser hvad der bliver serveret, og han må blive siddende til han er færdig.. for jeg laver ikke mad jeg ved de ikke kan lide..

An&Jo skriver:



det er nemlig virkelig frustrerende når far bare overgiver sig hvis de skriger længe nok..

Den går bare ikke, for 9 ud af 10 morgener er det mig der står med begge børn alene, og så er det igen mig der er den dumme fordi han skal gøre det selv..

men det er nu engang bare sådan tingene er..

Her har vi turen om morgenen, og så igen til aften hvor den store NÆGTER at spise det der bliver serveret uanset hvad det er fordi han siger han ikke kan lide det, og der er vi nu nået dertil at han spiser hvad der bliver serveret, og han må blive siddende til han er færdig.. for jeg laver ikke mad jeg ved de ikke kan lide..

Er det den store eller den lille? Den har vi nemlig også lige for tiden. Hun sætter sig op på stolen, siger det kan hun ikke lide (uanset hvad der er på menuen og der er ALTID noget hun kan spise) og begynder så at sidde og skabe sig helt vildt. Der er jeg begyndt at sætte hende ind i stuen og sige hun kan komme tilbage og spise med os andre når hun er klar. Ja det er vel egentlig en slags time out. Men gider ikke hun ødelægger stemningen ved bordet. Og det virker faktisk, hun kommer luskende og spiser efter et stykke tid.