Anonym skriver:
Jeg har et stykke tid fulgt med på sidelinjen, men nu har jeg selv brug for at få lidt luft.
Min svigermor har nu igen "bedt" om at få min søn på weekend (fredag - søndag). Egentligt burde jeg være lykkelig for sådan en "engageret" farmor, men det er jeg slet ikke. 
Hun er meget krævende og vil kun se HAM. Sådan er det hver gang. Hun inviterer aldrig min kæreste og jeg, men hvis vi er heldige kan vi få lov til at hente ham søndag eftermiddag/aften. Sådan har det stået på i et år.
I starten syntes jeg, at han var alt for lille til at blive passet så længe, min min svigermor er ikke en kvinde man diskuterer med. Jeg har sågar oplevet, at hun troppede op herhjemme for at hente min søn, selvom vi havde sagt, at vi gerne ville holde ham hjemme, så vi kunne hygge med ham til Sankt Hans. Det endte med, at hun tog ham med hjem alligevel, for som hun sagde " vejret er alt for dårligt og Sankt Hans er overvurderet". Da min kæreste hentede min søn om søndagen havde han fået lungebetændelse, fordi hun alligevel havde taget ham med til sin egen Sankt Hans uden at klæde ham ordentligt på.
Jeg er generelt utryg ved, at hun passer ham. Hun har ladet ham side alene i hendes badekar da han var helt lille, selvom han først lige havde lært at sidde selv og han er faldet ned af hendes trapper, fordi hun lige "vendte ryggen til".
Jeg aner snart ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg har prøvet at tale med hende, men hun går hurtigt til modforsvar og min kæreste han et lidt af en vatnisse 
. Det underligste er, at hun slet ikke gider min søn, hvis vi er til stede, f.eks. ved familiefester og lignende. Hun gider ham kun, hvis hun kan have ham for sig selv. 
Det skal lige siges, at hun selv aldrig rigtig har prøvet at være mor på fuld tid, da hun gav sin søn fra sig (min kæreste) da han var meget lille. Jeg tænker om hendes adfærd kan have noget med det at gøre?
Tak fordi I læste med. 
Dit sidste afsnit får du en gigantisk 
for. Jeg synes det er mere end flot at du kan overskue den situation som du selv har investeret så meget i, at du kan se tingene lidt fra hendes side af.
Jeg har ingen gode råd, her har vi ingen farmor kun en mormor der arbejder rigtigt meget og er heldigvis godt opdraget.
Men når du nu er et så empatisk menneske som du åbenlyst er, så kan du måske godt styre en samtale mellem bare dig og hende? Fortæl hende at du godt ved at der er noget hun er gået glip af og du er så lykkelig for hun gerne vil din søn. Men at der bliver nødt til at være en natturlig rangorden, for jer allesammens skyld, men især så hendes rolle som den sublime farmor der intet kan gøre forkert, bevares?
Vende den lidt rundt.. Børn søger sikkerhed i deres bedsteforældre fordi mor og far somemtider er dybt urimelige, kører hun så hårdt på vil de roller måske kunne flyttes på?
Men den er svær.. Alt det her med børn, os, bedsteforældre, regler og samarbejde er svært..
