Første skridt mod hjælp

Hej med jer

Kort fortalt står min kæreste og jeg i den situation, at vi forgæves har forsøgt at blive gravid i 13 måneder, hvorfor jeg nu virkelig er begyndt at overveje, om vi skal have hjælp.. Mit problem er bare, at jeg er noget usikker omkring hele processen, så derfor vil jeg høre jer, om I ikke har lyst til at dele jeres historie? Måske en meget detaljeret forklaring om, hvor længe I har prøvet, hvordan I startede med at få hjælp, hvor lang tid det har taget, hvor I måske står i dag m.m.

På forhånd tak

Min mand og jeg havde forgøves forsøgt at blive gravide i 2 1/2 år, da jeg så tager kontakt til lægen får jeg taget nogle blodprøver for at tjekke div. ting, efter jeg har fået taget disse bliver jeg henvist til hospitalet hvor jeg fik lavet en HSG røngten undersøgelse (i september 2012) hvor alt så fint ud, og jeg testede så positiv d. 14 november.

Jeg ønsker Jer alt muligt held og lykke...

85% vil blive gravide inden for det første år.

Yderligere 5% vil blive gravide inden for det andet år. 

Chancerne daler altså voldsomt når det første år er gået. Så selvom mange læger først vil sende en til udredning når der er gået to år - så er det altså helt legitimt at gå i gang med udredning efter det første år.

Vi gik i gang allerede efter cirka 9 mdr. da jeg var helt overbevist om at der var noget galt. Det var der også, mine æggeledere var ødelagt af en underlivsbetændelse. Vi kom i IVF behandling og jeg blev gravid i 4. forsøg.

Så jeg vil helt bestemt mene at det er helt fair at gå i gang med at blive udredt efter 13 mdr. 

modesty skriver:

85% vil blive gravide inden for det første år.

Yderligere 5% vil blive gravide inden for det andet år. 

Chancerne daler altså voldsomt når det første år er gået. Så selvom mange læger først vil sende en til udredning når der er gået to år - så er det altså helt legitimt at gå i gang med udredning efter det første år.

Vi gik i gang allerede efter cirka 9 mdr. da jeg var helt overbevist om at der var noget galt. Det var der også, mine æggeledere var ødelagt af en underlivsbetændelse. Vi kom i IVF behandling og jeg blev gravid i 4. forsøg.

Så jeg vil helt bestemt mene at det er helt fair at gå i gang med at blive udredt efter 13 mdr. 

Nu spørger jeg nok meget privat :/ men hvordan vidste du at der var noget galt ? Og at det var efter en omgang unerlivsbetændelse ? 

 

Anonym skriver:

Hej med jer

Kort fortalt står min kæreste og jeg i den situation, at vi forgæves har forsøgt at blive gravid i 13 måneder, hvorfor jeg nu virkelig er begyndt at overveje, om vi skal have hjælp.. Mit problem er bare, at jeg er noget usikker omkring hele processen, så derfor vil jeg høre jer, om I ikke har lyst til at dele jeres historie? Måske en meget detaljeret forklaring om, hvor længe I har prøvet, hvordan I startede med at få hjælp, hvor lang tid det har taget, hvor I måske står i dag m.m.

På forhånd tak

Det her bliver nok lidt langt men her kommer det..



Min mand og jeg har prøvet at få barn sammen i over 3 år.
Smed pillerne i 2009. Da der var gået et års tid kontaktede vi lægen eftersom der ikke var sket det mindste.
Kæresten skulle så have tjekket sit sæd for at se hvordan det så ud. Der gik så ca. 14 dage så skulle han ringe til egen læge.
Han ringede og alt så fint ud.
Det var der JEG blev bange. Meget endda!
Har altid haft en fornemmelse af at jeg vil få svært ved at få børn. Siden jeg var helt ung faktisk.
-Og nu var det som om at mine bange anelser blev bekræftet. Men ja, da det ikke var min mand der var noget galt med, så skulle jeg jo undersøges.
Men gik helt i baglås og kom aldrig op til lægen dengang.
Tror slet ikke jeg var klar. Og håbede jo lidt at det ville komme af sig selv. Men det har det ikke gjort.
For ca. en måned siden brød jeg sammen under en fest.
Ved ikke helt hvordan vi kom ind på emnet men i hvert fald gav min mand mig et ''spark i røven'' og sendte mig til lægen.
Der fik jeg en god lang samtale, og så gik det ellers igang.
Jeg fik lavet celleskrab, klamydia test, blodprøver osv. alt sammen undersøgelser som jeg skulle ha lavet ved egen læge inden vi blev henvist til fertilitets klinik.
Ugen efter jeg fik taget de sidste blodprøver skulle jeg ringe og få svaret.
Mit progesteron hormon var for højt. Aner ikke hvad det betyder, men nu er jeg henvist til fertilitets klinikken og går nu og venter på brev fra dem.

Det er sådan det er gået hos os. Håber det hjælper lidt ellers må du meget gerne skrive til mig

TR skriver:

Nu spørger jeg nok meget privat :/ men hvordan vidste du at der var noget galt ? Og at det var efter en omgang unerlivsbetændelse ? 

 

Jeg vidste ikke at der var noget galt - det var en fornemmelse. Det er ikke fordi jeg tror at jeg er synsk eller noget, men jeg har det med at bekymre mig en del. 

Det med underlivsbetændelsen var noget gynækologen fortalte mig under udredningen. Jeg har aldrig mærket at jeg har haft en underlivsbetændelse - og hvis de ikke bliver behandlet kan de sprede sig.

Jeg gik til lægen, selvom der ikke var gået et år, hvor vi havde prøvet. Sagde til ham at jeg var for gammel til at vente for længe, og han sendte mig straks videre til en gynækolog.

Gynækologen undersøgte mig, og fik en sædprøve fra manden.
Den var dårlig, og vi blev straks henvist til en fertilitetsklinik.

Det hele gik meget hurtigt, men alligevel går tiden, jo, så der gik over 3 år fra vi gik i gang til vi stod med det længe ventede barn i armene

IG skriver:

Min mand og jeg havde forgøves forsøgt at blive gravide i 2 1/2 år, da jeg så tager kontakt til lægen får jeg taget nogle blodprøver for at tjekke div. ting, efter jeg har fået taget disse bliver jeg henvist til hospitalet hvor jeg fik lavet en HSG røngten undersøgelse (i september 2012) hvor alt så fint ud, og jeg testede så positiv d. 14 november.

Jeg ønsker Jer alt muligt held og lykke...

Jeg har også fået taget blodprøver ved lægen for at teste for PCO, der var alt også i orden.. Det er bare fordi, min cyklus er på 45-46 dage, synes det er ret lang tid!!

Hvad er en HSG røntgenundersøgelse?  Så du blev gravid på naturligvis?

Tak

modesty skriver:

85% vil blive gravide inden for det første år.

Yderligere 5% vil blive gravide inden for det andet år. 

Chancerne daler altså voldsomt når det første år er gået. Så selvom mange læger først vil sende en til udredning når der er gået to år - så er det altså helt legitimt at gå i gang med udredning efter det første år.

Vi gik i gang allerede efter cirka 9 mdr. da jeg var helt overbevist om at der var noget galt. Det var der også, mine æggeledere var ødelagt af en underlivsbetændelse. Vi kom i IVF behandling og jeg blev gravid i 4. forsøg.

Så jeg vil helt bestemt mene at det er helt fair at gå i gang med at blive udredt efter 13 mdr. 

Øv vores chancer er vel ikke for gode så  Er også ved at miste håbet..

Pyha, vildt at du sådan kunne mærke, at der var noget galt. Jeg har faktisk også altid haft en fornemmelse af, at jeg ikke vil kunne få børn - aner ikke hvorfor, og det er jo heller ikke sikkert, at det er sådan, men hvor er det bare træls, at der ikke sker noget!

Hvor lang tid gik der, fra du var ved din egen læge, til du kom i IVF-behandling?

o1Mutte skriver:

Det her bliver nok lidt langt men her kommer det..



Min mand og jeg har prøvet at få barn sammen i over 3 år.
Smed pillerne i 2009. Da der var gået et års tid kontaktede vi lægen eftersom der ikke var sket det mindste.
Kæresten skulle så have tjekket sit sæd for at se hvordan det så ud. Der gik så ca. 14 dage så skulle han ringe til egen læge.
Han ringede og alt så fint ud.
Det var der JEG blev bange. Meget endda!
Har altid haft en fornemmelse af at jeg vil få svært ved at få børn. Siden jeg var helt ung faktisk.
-Og nu var det som om at mine bange anelser blev bekræftet. Men ja, da det ikke var min mand der var noget galt med, så skulle jeg jo undersøges.
Men gik helt i baglås og kom aldrig op til lægen dengang.
Tror slet ikke jeg var klar. Og håbede jo lidt at det ville komme af sig selv. Men det har det ikke gjort.
For ca. en måned siden brød jeg sammen under en fest.
Ved ikke helt hvordan vi kom ind på emnet men i hvert fald gav min mand mig et ''spark i røven'' og sendte mig til lægen.
Der fik jeg en god lang samtale, og så gik det ellers igang.
Jeg fik lavet celleskrab, klamydia test, blodprøver osv. alt sammen undersøgelser som jeg skulle ha lavet ved egen læge inden vi blev henvist til fertilitets klinik.
Ugen efter jeg fik taget de sidste blodprøver skulle jeg ringe og få svaret.
Mit progesteron hormon var for højt. Aner ikke hvad det betyder, men nu er jeg henvist til fertilitets klinikken og går nu og venter på brev fra dem.

Det er sådan det er gået hos os. Håber det hjælper lidt ellers må du meget gerne skrive til mig

Tak for din historie

Hvis ens kæreste skal have testet hans sæd, kan han så bare ringe til lægen og så er det det eller?

Jeg må indrømme, at jeg kan nikke genkendende til meget af det, du skriver med, at man går og håber på, at der snart sker noget, fordi det er forfærdeligt at få at vide, hvis man fejler noget! Og jeg kunne sagtens forestille mig, at det er mig, den er gal med, men alligevel "tør" jeg ikke gå til lægen og kræve at blive udredt

Jeg krydser fingre for jer (og os )