Man er ganske naiv,hvis man regner med alt er som før.
Og synes egentligt at det er skræmmende læsning,at hun synes det er SÅ slemt.
Jeg gad godt der var børnekurser,sådan at folk kunne få et indblik i hvad det er at få børn med skigeture,nattevrøvl osv.
Der er alt for mange forældre der har en blind indgang til det at få børn,og det resulterer i depressioner eller børn der bliver kastet i inst. lige så snart man kan se sit snit til det.
Og der tilbringer de så ,så mange timer som muligt,fordi de har jå åh så meget brug for stimulans af andre grædende børn (yep,det har man helt sikkert brug fro som 10 mdr gammel...)
Jeg har veninder der glæder sig til børnene sover,og til det ikke er weekend.
Der hader deres barsel,og konstant snakker om mig,mig mig tid.
Og jeg sidder og kigger på deres lille mirakel,og tænker at det fanme er godt den lille ikke kan forstå alt det brok.
Synes ikke det er tabu at snakke om hvor slemt man har det,og hvor hårdt hele livet med børn åbenbart er .
Men det er derimod tabu at sige til folk at de burde have erkendt at det self. ikke er en dukke man har fået,men derimod et lille menneske der altså kræver noget af en.
Og måske,ja måske er deres barn så på tværs og så ulykkeligt ´fordi det kan mærke at mor/far ikke orker det-og dårlig opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed.
Og så kan man ellers se selvsamme folk der lige har kastet op over deres liv,skrive på facebook -at nu er jeg sørme gravid igen 
