Problembørn?

Tak for dit ærlige indlæg. Jeg vil prøve at svare med den samme ærlighed - også selvom jeg ikke tror du bliver glad for det hele. For det første vil jeg sige at mine to børn på 5 og 3 (dog er den ældste en pige) viser præcis samme mønster som du beskriver. Jeg tror ikke hverken du eller jeg har "problembørn". Jeg tror bare vi harforskellige tilgange til dem og verden rundt om vores børn. Jeg tror du "rummer" dineføres følelser bedre end jeg gør, og det ersejt.  Til gengæld synes jeg at det lyder som om du har glemt, at det er dig der skal lære dem, hvordan de skal rumme deres egnefølelser!!

Jeg er helt enig i at andre ikke skal irettesætte mine børn. Eks er det latterligt hvis din veninde vil bestemme om dit barn må drikke eller ej - og der syntes jeg du skulle have brudt ind. Til gengæld mener jeg godt at andre må sige fra hvis mine børn overskrider deres grænser. Det betyder også at mine børn skal følge reglerne i andres hjem. Hvis jeg ikke kan tolerere andres regler, tager jeg ikke mine børn til deres hjem. Eks synes jeg ikke du kan være bekendt at lade dine børn forlade spisebordet hvis de så skal kæmpe med at forklare deres egne at de stadig skal blive siddende. Der må du altså skik følge eller land fly - eller hvad det nu hedder. 

Allervigtigst er dog, at jeg sagtubehags følge dit ubehag eller din fornemmelse af andres oplevelse af dine børn. Her til aften har min mand og jeg lige forladt en restaurant med to skrigende børn ;-) Det sker jo. Sådan er børn i den alder. Det er ikke dem der er noget galt med - heller ikke dine børn. Til gengæld skal det jo gernnaftalen med tiden  - og det skerkun hvis vi lærer vores børn hvordan de skelner mellem og håndterer deres følelser. Du skriver at man ved en af jeres børn ikke kan høre forskel på om det er en stor eller lille ting. Nej for sådan bliver de jo født! MedETA alt er en stor krise. Det er jo dig der skal lære ham at skelne! Det er dig der nogle gange skal give omsorg og trøst (ved store ting) og andre gange vise forståelse men samtidig dæmpe ham og sige 'det er ikke noget at græde over'. For hvordan havde du ellers tænkt dig at han skulle lære det - og dermed udvikle sit følelsesregister?! Det er dit ansvar at dine børn kan indgå i en social gruppe. Og jeg tror faktisk ikke andre mennesker tænker noget om dine børn - jeg tror de tænker noget om hvad du lærer dem eller ikke lærer dem. Nu tror du måske jeg er en strid madame, men jeg tror på, at vi sagtens kan lære vores børn eks at 'slappe lidt af' samtidig med vi viser dem forståelse. Min datter der fylder 5 nu hører i den sensitive kategori og kan gå i opløsning hvis et andet barn strejfer hende eller ser skævt til hendes legetøj. Jeg sidder nok på gulvet og siger 100 gange om dagen. Jeg kan høre, at du er rigtig ked af det, men det er blabla hvad det nu er. Og jeg synes vi begynder at se store fremskridt. Hun har stadig sit sensitive sind og sine store følelser og det vil hun forhåbentlig altid have - det er jo hende - men hun er blevet bedre til at rumme og tackle dem. Og eks bedre til at indrette sig efter andres regler eller behov. Min søn på 3 er stadig en nej siger og vil ingenting eller ingen andre end os. Men vi skubber blidt på. På vores sidste ferie sagde han nej til at gå i poolen hver dag 100 gange om dagen men en gang hver formiddag og eftermiddag tvang vi ham i og efter 1 minut elskede han det hver gang. Det er mig en gåde hvorfor han så bliver ved med at sige nej? Tror ikke du ville tvinge din søn i vandet opskylle hilse og sige at vi også fik mange mærkelige blikke i den sammenhæng - men sådan er vi jo så forskellige som forældre. Jeg tror på min søn lige nu ville være gladest for at sidde i et hjørne og passe sig selv. Men jeg tror også på at det er min opgave at lære ham at livet er sjovere hvis man tør lidt og kommer lidt ud af sin skal. 

Min pointe er med dette - at det er ikke dine børn der er problemet. Det er, at du ikke har gjort op med dig selv hvor dine børn skal hen, hvordan de skal indgå i sammenhænge med andre og hvordan du vil lære dem det. De er langt over alderen hvor deres basale behov og følelser bare skal nurses. 

camilla10 skriver:

Skynd dig lidt at læse bogen "særligt sensitive børn", hvis du ikke allerede kender den. Det kan måske styrke dig i, at du håndterer dine børn rigtigt godt - og hjælpe dig med at håndtere omgivelserne, der ikke forstår dine børn.

Held og lykke med det

Har faktisk aldrig hørt om bogen, så det kunne godt være, at den ville være et kig værd. Tak for tippet!

Fru Hansen skriver:

altså. Jeg håber ikke at du trådstarter og andre i tråden tager mig ilde op nu
Vi har et barn med adhd i vores nærmeste familie.
Jeg holder meget af barnet og gør alt hvad jeg kan for at tage hensyn til de særlige behov barnet har.

Men HVER GANG de er her bliver noget ødelagt, "regler" brudt og vores egne børn har konfilkter med dette barn eller barnet starter lege der er uhensigtsmæssige som f.eks. at lege med tændstikker. Jeg taler ikke om regler om hvorvidt man må hoppe i sofaen. Men derimod regler f.eks. om man må hive katten i halen, tegne på væggen, bruge tandbørsterne i toilettet osv. Det der ødelægges kan være bagateller som et knækket stykke legetøj men også en stuedør med hul i, smadrede spejle osv
Vores egne børn er efterhånden så store at de er blevet bedre til at sige nej til f.eks. tændstik-lege eller til ikke at optrappe konflikter.

Og det er så her i det følgende at er jeg tror at jeg bliver upopulær herinde, men selv om jeg holder meget af barnet så er jeg også glad når de går.
Ingen elsker et barn som barnets egen moder. Jeg tror at lige så vel som jeg holder af barnet på godt og ondt så er det vigtigt at moderen også forstår jeg jeg ikkeholder lige så meget af barnet som hun selv gør. Og at jeg har lov til at blive lidt træt når f.eks er noget der ødelægges.
Jeg er altså ikke urimelig, jeg betaler troligt selv for alle skader, skælder ikke ud og alt muligt andet. Jeg tager det helt afslappet fordi barnet ikke mener det ondt.
Det ændrer dog ikke på at jeg er træt når de går hjem.

Og så en anden lille ting til trådstarter.
Når jeg har gæster så er det lang hen af vejen mine bordskik regler der gælder. Dog er alle regler lidt løsere når der er gæster (og jeg går ikke ind for "tvangsfodring"). De fleste børn kan altså godt finde ud af at der er forskellige regleri forskellige hjem.
Dog tror jeg atjeg selv og mine egne børn ville opleve det forvirrende hvis reglerne herhjemme skiftede hver gang der var gæster alt efter hvilke gæster der er denne uge.

 

Så kom trådstarteren på banen igen

Nej, jeg tager det ikke ilde på. Jeg har spurgt efter jeres erfaring og synspunkt på sagen, så det indberegner vel begge sider af sagen.

Tak for dit input. Til drengenes forsvar vil jeg dog lige tilføje, at de aldrig ødelægger andres ting eller lignende. De opfører sig egentlig meget pænt og for det meste lægger man ikke rigtigt mærke til dem.

Dog kommer der episoder, som i lørdags, hvor det kulminerer for dem. Uheldigvis var det ude hos venner, og jeg tror det forstærkede deres reaktion, at der var andre til stede. De er meget forskellige og reagerer forskelligt.

Den lille er sej i optrækket og finder sig i meget før det går galt, men når det så gør, er han meget svær at vende igen. Derfor blev han bare ved indtil vi kørte hjem.

Den store reagerer meget hurtigt og voldsomt, men har er ikke så svært ved at blive god igen. Han kan kæmpe lidt, men så er han ok. Hans problem er hans hurtige, voldsomme reaktion, mens den andens er han seje, vedholdende 'jammeri', hvilket gør ham svær at nå ind til.

Tak for dit input. Alle sager har flere sider

XXXXX skriver:

Tak for dit ærlige indlæg. Jeg vil prøve at svare med den samme ærlighed - også selvom jeg ikke tror du bliver glad for det hele. For det første vil jeg sige at mine to børn på 5 og 3 (dog er den ældste en pige) viser præcis samme mønster som du beskriver. Jeg tror ikke hverken du eller jeg har "problembørn". Jeg tror bare vi harforskellige tilgange til dem og verden rundt om vores børn. Jeg tror du "rummer" dineføres følelser bedre end jeg gør, og det ersejt.  Til gengæld synes jeg at det lyder som om du har glemt, at det er dig der skal lære dem, hvordan de skal rumme deres egnefølelser!!

Jeg er helt enig i at andre ikke skal irettesætte mine børn. Eks er det latterligt hvis din veninde vil bestemme om dit barn må drikke eller ej - og der syntes jeg du skulle have brudt ind. Til gengæld mener jeg godt at andre må sige fra hvis mine børn overskrider deres grænser. Det betyder også at mine børn skal følge reglerne i andres hjem. Hvis jeg ikke kan tolerere andres regler, tager jeg ikke mine børn til deres hjem. Eks synes jeg ikke du kan være bekendt at lade dine børn forlade spisebordet hvis de så skal kæmpe med at forklare deres egne at de stadig skal blive siddende. Der må du altså skik følge eller land fly - eller hvad det nu hedder. 

 

Allervigtigst er dog, at jeg sagtubehags følge dit ubehag eller din fornemmelse af andres oplevelse af dine børn. Her til aften har min mand og jeg lige forladt en restaurant med to skrigende børn ;-) Det sker jo. Sådan er børn i den alder. Det er ikke dem der er noget galt med - heller ikke dine børn. Til gengæld skal det jo gernnaftalen med tiden  - og det skerkun hvis vi lærer vores børn hvordan de skelner mellem og håndterer deres følelser. Du skriver at man ved en af jeres børn ikke kan høre forskel på om det er en stor eller lille ting. Nej for sådan bliver de jo født! MedETA alt er en stor krise. Det er jo dig der skal lære ham at skelne! Det er dig der nogle gange skal give omsorg og trøst (ved store ting) og andre gange vise forståelse men samtidig dæmpe ham og sige 'det er ikke noget at græde over'. For hvordan havde du ellers tænkt dig at han skulle lære det - og dermed udvikle sit følelsesregister?! Det er dit ansvar at dine børn kan indgå i en social gruppe. Og jeg tror faktisk ikke andre mennesker tænker noget om dine børn - jeg tror de tænker noget om hvad du lærer dem eller ikke lærer dem. Nu tror du måske jeg er en strid madame, men jeg tror på, at vi sagtens kan lære vores børn eks at 'slappe lidt af' samtidig med vi viser dem forståelse. Min datter der fylder 5 nu hører i den sensitive kategori og kan gå i opløsning hvis et andet barn strejfer hende eller ser skævt til hendes legetøj. Jeg sidder nok på gulvet og siger 100 gange om dagen. Jeg kan høre, at du er rigtig ked af det, men det er blabla hvad det nu er. Og jeg synes vi begynder at se store fremskridt. Hun har stadig sit sensitive sind og sine store følelser og det vil hun forhåbentlig altid have - det er jo hende - men hun er blevet bedre til at rumme og tackle dem. Og eks bedre til at indrette sig efter andres regler eller behov. Min søn på 3 er stadig en nej siger og vil ingenting eller ingen andre end os. Men vi skubber blidt på. På vores sidste ferie sagde han nej til at gå i poolen hver dag 100 gange om dagen men en gang hver formiddag og eftermiddag tvang vi ham i og efter 1 minut elskede han det hver gang. Det er mig en gåde hvorfor han så bliver ved med at sige nej? Tror ikke du ville tvinge din søn i vandet opskylle hilse og sige at vi også fik mange mærkelige blikke i den sammenhæng - men sådan er vi jo så forskellige som forældre. Jeg tror på min søn lige nu ville være gladest for at sidde i et hjørne og passe sig selv. Men jeg tror også på at det er min opgave at lære ham at livet er sjovere hvis man tør lidt og kommer lidt ud af sin skal. 

 

Min pointe er med dette - at det er ikke dine børn der er problemet. Det er, at du ikke har gjort op med dig selv hvor dine børn skal hen, hvordan de skal indgå i sammenhænge med andre og hvordan du vil lære dem det. De er langt over alderen hvor deres basale behov og følelser bare skal nurses. 

Jeg synes ikke du er en skrap madamme  

Jeg er godt klar over mit ansvar som mor, også når det kommer til at rumme egne følelser. Det er dagligt noget vi øver med drengene. Især med den store, da det nok især er hans reaktioner der er slemme. Hvis han lige falder og det ikke er slemt, prøver vi at lave lidt sjov med det. Vi kan i sjov spørge: hovsa, hvad laver du dernede? eller lign. Det er dog ikke nemt at 'styre' hans reaktioner, når vi ikke er i samme rum. 

Hvis han har en voldsom reaktion, kan han meget godt tale om den bagefter og forklare, hvordan han prøver at holde op, men bare ikke kan. Her til aften, inden vi skulle spise, gik jeg ind til drengene. Jeg satte mig ned på deres seng og sagde stille og roligt: "Nu skal jeg lige fortælle jer noget. I skal ikke blive vrede eller sure, fordi det er bare sådan det er. Nu skal vi ind at spise aftensmad og bagefter skal I i bad."

Jeg nåede dog ikke at gøre sætningen færdig inden den store begyndte at ryste af frustration og græde. Da han kom ind i stuen, fortsatte han og var vred over, at vi skulle spise. Jeg bad ham om at holde op, fordi man var nødt til at spise og han svarede (meget ærligt): "jamen, mor jeg kan ikke holde op. Jeg kan ikke lade være med at græde. Det gør ondt i min mave."

Da han var faldet til ro, spiste han godt nok sin mad, efter vi havde lavet en aftale om, at han skulle spise både kød og kartofler.

Den lille prøver vi at tale til og vi 'tvinger' ham også til at gøre som der bliver sagt. Hvis han efter 6. meddelelse om at tage sin jakke på, stadig ikke har gjort det, fordi han ikke vil have dén jakke på, så giver vi ham den på selv. Han får ingen sejrfornemmelse ud af situationen. Den er utroligt belastende, især når han skal med hjem fra børnehave, men nogle gange er der ingen problemer. Det kommer an på hans humør. Dog tror jeg  hans opførsel minder mere om en 3 årigs opførsel. 

Det er nok mere den store, jeg er bekymret for. Han skal starte i 0. klasse til sommer og jeg er meget spændt på at se, hvordan det kommer til at gå. Som sagt, så har vi aldrig hørt noget om hans reaktioner i børnehaven. Der sagde de dog, at fordi børn er tryggest hjemme, vil man typisk se mere udfordrende  opførsel, da børn ved, at de er elsket uanset og at de derfor føler sig tryggere i at søge grænser derhjemme.

Deres reaktioner dukkede begge op i lørdags. Jeg var alene afsted med dem og havde også lillesøster på ét år med. Derfor blev det overvældende for mig og jeg tror også, at det var derfor nogle gerne ville 'hjælpe', hvilket ikke hjalp.