Marita skriver:
Kristoffer blev 3 år i juli. Han ligner slet ikke sin storebror på 5, som er meget udadvendt og frembrusende. Kristoffer elsker at lege for sig selv og vil helst ikke forstyrres og slet ikke presses til noget.
I aften var jeg på besøg hos en veninde og havde vores tre børn med til aftensmad. Kristoffer fik en dårlig start, da der var nogle legesager som de store børn ikke ville dele med ham. Han begyndte derfor at græde og det gjorde han mere eller mindre resten af aftenen indtil vi kørte hjem 19.30. Kristoffer er meget stædig og kan ikke kapere, hvis noget foregår på andre måder end ham oprindeligt havde tænkt det.
Der var et par drenge på hans alder, som han blev uenig med, men da jeg var optaget med den store og den lille, ville moren til de andre drenge hjælpe Kristoffer. Han gik fuldstændig i selvsving.
Det sidste der væltede hans lille korthus var, da min veninde sagde, at han ikke måtte få mere at drikke før han havde spist sin mad. Han græd og gemte sig bag sin stol. Jeg kender min dreng og ved, at han spiser meget lidt. Derfor blev jeg rigtig ked af det på hans vegne, men valgte ikke at tage den op med hende der.
Kristoffer ønsker ikke opmærksomhed. Det bedste man kan gøre er at lade ham være, især hvis man er en 'fremmed'. Han trækker håndbremsen i og den sidder utrolig godt fast og det gør det så meget værre, når andre prøver at snakke ham til fornuft. Jeg ved deres intentioner er gode, men det hjælper mig ikke.
Vores børn har aldrig været store spisere, så da de siger tak for mad, giver vi dem lov til at bære deres tallerkener ud og gå et andet sted hen for at lege, så de ikke forstyrrer andre børn (hvis vi er hos venner). Så når værterne siger, at alle børn sidder til de er færdig med at spise, så føler jeg mig sat ud af spil som mor. Jeg kender mine børn bedst og kan ikke se, hvorfor deres regler skal gælde for mine børn. Jeg ved, vi er i deres hjem, men jeg kender mine drenge. De har absolut IKKE brug for dårlige oplevelser omkring spisning.
Andrias er 5 og er stort set altid i følelsernes vold. Han forstår ikke at reagere lige så stille. Vi kan ikke høre forskel på hans skrig, hvis han har brækket benet eller hvis hans legobil er faldet ned. Han bærer sine følelser på ærmet og man er aldrig i tvivl om, hvorvist han er glad/ked af det.
Jeg føler ikke, at vi får meget forståelse fra vores vennekreds og familie. Jeg begynder at få en fornemmelse af, at de er småtrætte af hans reaktioner. Når de kommenterer på hans skrig/råb for fjerde gang, har jeg lyst til at pakke sammen. Jeg tror ikke på, at det er noget Andrias gør med vilje. Når han prøver at holde det inde, ryster hele hans krop og hans læber sitrer i hans forsøg på at holde det inde. Han har altid været sådan, men nu begynder jeg virkelig at få et trist billede af, at folk begynder at synes han er en uopdraget hystade.
Jeg aner ikke, hvad jeg kan gøre. Jeg snakker med ham om, at nogle gange må man bare sige 'pyt', men hans reaktioner er så meget hurtigere end hans omtanke.
Med begge drenge gælder, at de fungerer virkelig godt i børnehaven. Vi har aldrig hørt om nogle episoder, selv om vi har spurgt ind til det.
Hvornår er børn problembørn/ uopdragne eller bare sensitive børn?
Er der andre derude med lignende historier med børn i aldersrummet 3-5?
...en mor, hvis hjerte græder for rummelighed og forståelse overfor 'anderledes' drenge
Skynd dig lidt at læse bogen "særligt sensitive børn", hvis du ikke allerede kender den. Det kan måske styrke dig i, at du håndterer dine børn rigtigt godt - og hjælpe dig med at håndtere omgivelserne, der ikke forstår dine børn.
