Problembørn?

Kristoffer blev 3 år i juli. Han ligner slet ikke sin storebror på 5, som er meget udadvendt og frembrusende. Kristoffer elsker at lege for sig selv og vil helst ikke forstyrres og slet ikke presses til noget.

I aften var jeg på besøg hos en veninde og havde vores tre børn med til aftensmad. Kristoffer fik en dårlig start, da der var nogle legesager som de store børn ikke ville dele med ham. Han begyndte derfor at græde og det gjorde han mere eller mindre resten af aftenen indtil vi kørte hjem 19.30. Kristoffer er meget stædig og kan ikke kapere, hvis noget foregår på andre måder end ham oprindeligt havde tænkt det.

Der var et par drenge på hans alder, som han blev uenig med, men da jeg var optaget med den store og den lille, ville moren til de andre drenge hjælpe Kristoffer. Han gik fuldstændig i selvsving. 

Det sidste der væltede hans lille korthus var, da min veninde sagde, at han ikke måtte få mere at drikke før han havde spist sin mad. Han græd og gemte sig bag sin stol. Jeg kender min dreng og ved, at han spiser meget lidt. Derfor blev jeg rigtig ked af det på hans vegne, men valgte ikke at tage den op med hende der.

Kristoffer ønsker ikke opmærksomhed. Det bedste man kan gøre er at lade ham være, især hvis man er en 'fremmed'. Han trækker håndbremsen i og den sidder utrolig godt fast og det gør det så meget værre, når andre prøver at snakke ham til fornuft. Jeg ved deres intentioner er gode, men det hjælper mig ikke. 

Vores børn har aldrig været store spisere, så da de siger tak for mad, giver vi dem lov til at bære deres tallerkener ud og gå et andet sted hen for at lege, så de ikke forstyrrer andre børn (hvis vi er hos venner). Så når værterne siger, at alle børn sidder til de er færdig med at spise, så føler jeg mig sat ud af spil som mor. Jeg kender mine børn bedst og kan ikke se, hvorfor deres regler skal gælde for mine børn. Jeg ved, vi er i deres hjem, men jeg kender mine drenge. De har absolut IKKE brug for dårlige oplevelser omkring spisning.

Andrias er 5 og er stort set altid i følelsernes vold. Han forstår ikke at reagere lige så stille. Vi kan ikke høre forskel på hans skrig, hvis han har brækket benet eller hvis hans legobil er faldet ned. Han bærer sine følelser på ærmet og man er aldrig i tvivl om, hvorvist han er glad/ked af det.

Jeg føler ikke, at vi får meget forståelse fra vores vennekreds og familie. Jeg begynder at få en fornemmelse af, at de er småtrætte af hans reaktioner. Når de kommenterer på hans skrig/råb for fjerde gang, har jeg lyst til at pakke sammen. Jeg tror ikke på, at det er noget Andrias gør med vilje. Når han prøver at holde det inde, ryster hele hans krop og hans læber sitrer i hans forsøg på at holde det inde. Han har altid været sådan, men nu begynder jeg virkelig at få et trist billede af, at folk begynder at synes han er en uopdraget hystade.

Jeg aner ikke, hvad jeg kan gøre. Jeg snakker med ham om, at nogle gange må man bare sige 'pyt', men hans reaktioner er så meget hurtigere end hans omtanke.

Med begge drenge gælder, at de fungerer virkelig godt i børnehaven. Vi har aldrig hørt om nogle episoder, selv om vi har spurgt ind til det.

Hvornår er børn problembørn/ uopdragne eller bare sensitive børn?

Er der andre derude med lignende historier med børn i aldersrummet 3-5?

...en mor, hvis hjerte græder for rummelighed og forståelse overfor 'anderledes' drenge

Nu har jeg ikke en i den alder.. men altså kender alt til det! Min datter på snart 2 år er præcis som din Kristoffer.. og vi oplever allerede det samme som du siger.. og startede egentlig allerede for et halvt års tid tiden.. Så jeg følger lige med

Den lykkelige skriver:

Nu har jeg ikke en i den alder.. men altså kender alt til det! Min datter på snart 2 år er præcis som din Kristoffer.. og vi oplever allerede det samme som du siger.. og startede egentlig allerede for et halvt års tid tiden.. Så jeg følger lige med

Tak. Så kender du min frustration 

Tak. Så kender du min frustration 

Ja meget.. Vi har allerede haf pædagog på min datter i DP bare fordi hun er mere følsom.. men DP mor mente hun ødelagde det for de andre børn og at hun kørte rundt med hende.. plus at hun er for følsom.. men altså man kan jo ikke gøre noget.. derudover respektere mange folk ikke at hun har det samme som din kristoffer med hvis en snakker til hende/hjælper hende osv.. Hun kan ikke klare det.. eller hvis folk kigger på hende og giver opmærksomhed..
For nogle uger siden holdt vi fødselsdag for min familie.. hun sov til middag da gæsterne kom.. og da hun så kom ind og så at huset var fuldt gik hun helt i baglås.. folk kom hen og snakkede til hende og sagde "ej en fin kjole" osv osv.. i en god mening for at få hende til at tø op.. men hjælper bare IKKE.. og hun nåede aldrig "tø" op og blive glad mens gæsterne var der..
Eller da vi sad til fødselsdag og hun skulle op i højstol.. folk kiggede på hende og hun begyndte bliver helt fra den og ked.. og til sidst kiggede alle og hun ville bare NED!
Hvis en i køen i supermarked kigger på hende går det også galt osv osv.. Ja det ikke nemt altid.. men ville bare sige du ikke er alene..

Den lykkelige skriver:

Ja meget.. Vi har allerede haf pædagog på min datter i DP bare fordi hun er mere følsom.. men DP mor mente hun ødelagde det for de andre børn og at hun kørte rundt med hende.. plus at hun er for følsom.. men altså man kan jo ikke gøre noget.. derudover respektere mange folk ikke at hun har det samme som din kristoffer med hvis en snakker til hende/hjælper hende osv.. Hun kan ikke klare det.. eller hvis folk kigger på hende og giver opmærksomhed..
For nogle uger siden holdt vi fødselsdag for min familie.. hun sov til middag da gæsterne kom.. og da hun så kom ind og så at huset var fuldt gik hun helt i baglås.. folk kom hen og snakkede til hende og sagde "ej en fin kjole" osv osv.. i en god mening for at få hende til at tø op.. men hjælper bare IKKE.. og hun nåede aldrig "tø" op og blive glad mens gæsterne var der..
Eller da vi sad til fødselsdag og hun skulle op i højstol.. folk kiggede på hende og hun begyndte bliver helt fra den og ked.. og til sidst kiggede alle og hun ville bare NED!
Hvis en i køen i supermarked kigger på hende går det også galt osv osv.. Ja det ikke nemt altid.. men ville bare sige du ikke er alene..

Kristoffer har lige været vågen og oppe for at tisse, men det var tæt på at ende galt, fordi jeg 'kom' til at give ham underbukserne på. Efter jeg lagde ham i seng igen, gik han ud på badeværelset, tog underbukserne af og tog dem på igen, hvorefter han gik i seng. Det er kaliberen af stædighed.........

Marita skriver:

Kristoffer blev 3 år i juli. Han ligner slet ikke sin storebror på 5, som er meget udadvendt og frembrusende. Kristoffer elsker at lege for sig selv og vil helst ikke forstyrres og slet ikke presses til noget.

I aften var jeg på besøg hos en veninde og havde vores tre børn med til aftensmad. Kristoffer fik en dårlig start, da der var nogle legesager som de store børn ikke ville dele med ham. Han begyndte derfor at græde og det gjorde han mere eller mindre resten af aftenen indtil vi kørte hjem 19.30. Kristoffer er meget stædig og kan ikke kapere, hvis noget foregår på andre måder end ham oprindeligt havde tænkt det.

Der var et par drenge på hans alder, som han blev uenig med, men da jeg var optaget med den store og den lille, ville moren til de andre drenge hjælpe Kristoffer. Han gik fuldstændig i selvsving. 

Det sidste der væltede hans lille korthus var, da min veninde sagde, at han ikke måtte få mere at drikke før han havde spist sin mad. Han græd og gemte sig bag sin stol. Jeg kender min dreng og ved, at han spiser meget lidt. Derfor blev jeg rigtig ked af det på hans vegne, men valgte ikke at tage den op med hende der.

Kristoffer ønsker ikke opmærksomhed. Det bedste man kan gøre er at lade ham være, især hvis man er en 'fremmed'. Han trækker håndbremsen i og den sidder utrolig godt fast og det gør det så meget værre, når andre prøver at snakke ham til fornuft. Jeg ved deres intentioner er gode, men det hjælper mig ikke. 

Vores børn har aldrig været store spisere, så da de siger tak for mad, giver vi dem lov til at bære deres tallerkener ud og gå et andet sted hen for at lege, så de ikke forstyrrer andre børn (hvis vi er hos venner). Så når værterne siger, at alle børn sidder til de er færdig med at spise, så føler jeg mig sat ud af spil som mor. Jeg kender mine børn bedst og kan ikke se, hvorfor deres regler skal gælde for mine børn. Jeg ved, vi er i deres hjem, men jeg kender mine drenge. De har absolut IKKE brug for dårlige oplevelser omkring spisning.

Andrias er 5 og er stort set altid i følelsernes vold. Han forstår ikke at reagere lige så stille. Vi kan ikke høre forskel på hans skrig, hvis han har brækket benet eller hvis hans legobil er faldet ned. Han bærer sine følelser på ærmet og man er aldrig i tvivl om, hvorvist han er glad/ked af det.

Jeg føler ikke, at vi får meget forståelse fra vores vennekreds og familie. Jeg begynder at få en fornemmelse af, at de er småtrætte af hans reaktioner. Når de kommenterer på hans skrig/råb for fjerde gang, har jeg lyst til at pakke sammen. Jeg tror ikke på, at det er noget Andrias gør med vilje. Når han prøver at holde det inde, ryster hele hans krop og hans læber sitrer i hans forsøg på at holde det inde. Han har altid været sådan, men nu begynder jeg virkelig at få et trist billede af, at folk begynder at synes han er en uopdraget hystade.

Jeg aner ikke, hvad jeg kan gøre. Jeg snakker med ham om, at nogle gange må man bare sige 'pyt', men hans reaktioner er så meget hurtigere end hans omtanke.

Med begge drenge gælder, at de fungerer virkelig godt i børnehaven. Vi har aldrig hørt om nogle episoder, selv om vi har spurgt ind til det.

Hvornår er børn problembørn/ uopdragne eller bare sensitive børn?

Er der andre derude med lignende historier med børn i aldersrummet 3-5?

 

...en mor, hvis hjerte græder for rummelighed og forståelse overfor 'anderledes' drenge

Åh jeg føler med dig. Folk der ikke er 'nødt' til at rumme ens børn gør det ikke bare nødvendigvis af dem selv heller. Jeg kender det - min egen dreng er kropsligt urolig hele tiden. Han er sød og kærlig, glad og social, men hans kropslige urolighed gør nogle gange, at ser ustyrlig ud hvis vi er hos andre. Så kan jeg få blikke af medlidenhed eller kommentarer som "hold da op, hva..?" hvor jeg pludselig føler trang til at forklare og undskylde ham, og så alligevel ikke.. 

Jeg tænker lige umiddelbart om du måske skulle få det ud i det åbne og snakke med børnehaven om det du oplever evd dine drenge? 
Det var børnehaven der hjalp os med min dreng - han går nu til fys da vi har fundet ud af at han har meget lav muskeltonus - hvilket vil sige, at han skal bruge megen energi på hans kropslige bevægelser, men bevæger han sig ikke, så 'falder hans krop sammen', så han er nødt til at holde kroppen igang hele tiden. 
Jeg ved ikke om der kan være noget med dine drenge, måske har de brug for hjælp til at mestre og håndtere det der sker inde i dem - jeg forestiller mig deres følelser løber afsted med dem, og at de måske har brug for nogle redskaber til at få afløb fra disse stærke følelser, sådan at det ikke kommer så voldsomt til udtryk? 

Bare tanker 

Kan sagtens følge dig, jeg oplever med veninder og også mig selv som forældre, at man får trang til at undskylde på ens barns vegne...

Ikke fordi man selv synes deres adfærd er forkert, men fordi man føler at andre ikke kan rumme dem.

Jeg har selv en meget motorisk urolig dreng, han har lige fået konstateret ADHD, men synes ikke han er udpræget anderledes end andre - kun hans hyperaktivitet der står ud! I hvert fald udadtil...

Jeg har meldt udtil andre omkring os, hvis jeg har været nogle steder, at det er mig der fører slagets gang, da jeg kender min dreng bedst og ved hvad han er sensibel overfor. Har ofte osgå gjort det, at jeg forsøger at tage forbehold for at situationer, hvor verden rammer sammen, opstår... 

Snak evt. Med dem i besøger, hvis I før har haft oplevelser - fx. Om det med mængden på maden, hvornår man går fra bordet osv.

Rsa skriver:

Kan sagtens følge dig, jeg oplever med veninder og også mig selv som forældre, at man får trang til at undskylde på ens barns vegne...

Ikke fordi man selv synes deres adfærd er forkert, men fordi man føler at andre ikke kan rumme dem.

Jeg har selv en meget motorisk urolig dreng, han har lige fået konstateret ADHD, men synes ikke han er udpræget anderledes end andre - kun hans hyperaktivitet der står ud! I hvert fald udadtil...

Jeg har meldt udtil andre omkring os, hvis jeg har været nogle steder, at det er mig der fører slagets gang, da jeg kender min dreng bedst og ved hvad han er sensibel overfor. Har ofte osgå gjort det, at jeg forsøger at tage forbehold for at situationer, hvor verden rammer sammen, opstår... 

Snak evt. Med dem i besøger, hvis I før har haft oplevelser - fx. Om det med mængden på maden, hvornår man går fra bordet osv.

Tak fordi du tog dig tid til at svare.

Det er nemlig det, at jeg føler at jeg undskylder. Ikke fordi jeg synes min søn gøre noget forkert, men fordi jeg kan mærke, at han begynder at gå dem på nerverne. Dog ved jeg hvorfor og at det ikke er noget, han kan styre og slet ikke gør med vilje.

Vi er en stor gruppe venner, der har alt fra 1-4 børn hver og nogle af dem får børnene til at sidde ved bordet indtil måltidet er slut. Derudover skal de smage på alt osv. Vi har altid kæmpet med drengene med at få dem til at spise. Andrias kan kun lide tre slags pålæg. Han spiser ikke hakket kød eller noget som helst blandet mad. Det skal være rent og overskueligt for ham. Kristoffer har selvfølgelig 'arvet' noget af det.

Jeg ved, at vi tit er i andres hjem, men jeg synes ikke, at det er fair at andres regler skal gælde for mine børn. Det er trods alt mig der er moren og mig, der kender dem bedst.

Vi har prøvet at snakke med vores venner, men jeg tror vi skal gøre det igen, især omkring det med at henvende sig til Kristoffer, når han er ked af det. Det hjælper ikke, men gør det kun værre. De gør det i bedste hensigt, men det ville være bedst at lade ham være.

Gigl skriver:

Åh jeg føler med dig. Folk der ikke er 'nødt' til at rumme ens børn gør det ikke bare nødvendigvis af dem selv heller. Jeg kender det - min egen dreng er kropsligt urolig hele tiden. Han er sød og kærlig, glad og social, men hans kropslige urolighed gør nogle gange, at ser ustyrlig ud hvis vi er hos andre. Så kan jeg få blikke af medlidenhed eller kommentarer som "hold da op, hva..?" hvor jeg pludselig føler trang til at forklare og undskylde ham, og så alligevel ikke.. 

Jeg tænker lige umiddelbart om du måske skulle få det ud i det åbne og snakke med børnehaven om det du oplever evd dine drenge? 
Det var børnehaven der hjalp os med min dreng - han går nu til fys da vi har fundet ud af at han har meget lav muskeltonus - hvilket vil sige, at han skal bruge megen energi på hans kropslige bevægelser, men bevæger han sig ikke, så 'falder hans krop sammen', så han er nødt til at holde kroppen igang hele tiden. 
Jeg ved ikke om der kan være noget med dine drenge, måske har de brug for hjælp til at mestre og håndtere det der sker inde i dem - jeg forestiller mig deres følelser løber afsted med dem, og at de måske har brug for nogle redskaber til at få afløb fra disse stærke følelser, sådan at det ikke kommer så voldsomt til udtryk? 

Bare tanker 

Godmorgen

Ja, medlidende blikke kender vi alt til. Kommentarer som: "jamen, hvad er der dog alt, lille ven?", "Som du dog er ked af det", "Var det nu galt igen?"..... dem får vi tit fra svigerfamilien. Det er dog ikke helt unaturligt, at vores børn er de yngste og dem, der klart tiltrækker sig mest opmærksomhed. Dog ville jeg sådan ønske, at der ikke blev gjort så meget ud af det, hver gang der var en episode, men at vi fik lov til at være i fred med dem, når der er noget. 

Vi var til jukefrokost med svigerfamilien og der var det uundgåelige pakkespil. Hver eneste gang en pakke blev taget fra Andrias, så gik hans verden til grunde og alle ynkede og spurgte, hvad der nu var galt. Det blev verdens længste aften! Andrias kunne godt tale om det senere og dagen efter, men i selve øjeblikket er han i følelsernes vold og ræsonnement er der intet der hedder.

De har dog ikke oplevet nogle episoder i børnehaven, men jeg har da overvejet en kommunal børnepsykolog til dem begge....... Det er jo til at blive nisse af 

Marita skriver:

Kristoffer blev 3 år i juli. Han ligner slet ikke sin storebror på 5, som er meget udadvendt og frembrusende. Kristoffer elsker at lege for sig selv og vil helst ikke forstyrres og slet ikke presses til noget.

I aften var jeg på besøg hos en veninde og havde vores tre børn med til aftensmad. Kristoffer fik en dårlig start, da der var nogle legesager som de store børn ikke ville dele med ham. Han begyndte derfor at græde og det gjorde han mere eller mindre resten af aftenen indtil vi kørte hjem 19.30. Kristoffer er meget stædig og kan ikke kapere, hvis noget foregår på andre måder end ham oprindeligt havde tænkt det.

Der var et par drenge på hans alder, som han blev uenig med, men da jeg var optaget med den store og den lille, ville moren til de andre drenge hjælpe Kristoffer. Han gik fuldstændig i selvsving. 

Det sidste der væltede hans lille korthus var, da min veninde sagde, at han ikke måtte få mere at drikke før han havde spist sin mad. Han græd og gemte sig bag sin stol. Jeg kender min dreng og ved, at han spiser meget lidt. Derfor blev jeg rigtig ked af det på hans vegne, men valgte ikke at tage den op med hende der.

Kristoffer ønsker ikke opmærksomhed. Det bedste man kan gøre er at lade ham være, især hvis man er en 'fremmed'. Han trækker håndbremsen i og den sidder utrolig godt fast og det gør det så meget værre, når andre prøver at snakke ham til fornuft. Jeg ved deres intentioner er gode, men det hjælper mig ikke. 

Vores børn har aldrig været store spisere, så da de siger tak for mad, giver vi dem lov til at bære deres tallerkener ud og gå et andet sted hen for at lege, så de ikke forstyrrer andre børn (hvis vi er hos venner). Så når værterne siger, at alle børn sidder til de er færdig med at spise, så føler jeg mig sat ud af spil som mor. Jeg kender mine børn bedst og kan ikke se, hvorfor deres regler skal gælde for mine børn. Jeg ved, vi er i deres hjem, men jeg kender mine drenge. De har absolut IKKE brug for dårlige oplevelser omkring spisning.

Andrias er 5 og er stort set altid i følelsernes vold. Han forstår ikke at reagere lige så stille. Vi kan ikke høre forskel på hans skrig, hvis han har brækket benet eller hvis hans legobil er faldet ned. Han bærer sine følelser på ærmet og man er aldrig i tvivl om, hvorvist han er glad/ked af det.

Jeg føler ikke, at vi får meget forståelse fra vores vennekreds og familie. Jeg begynder at få en fornemmelse af, at de er småtrætte af hans reaktioner. Når de kommenterer på hans skrig/råb for fjerde gang, har jeg lyst til at pakke sammen. Jeg tror ikke på, at det er noget Andrias gør med vilje. Når han prøver at holde det inde, ryster hele hans krop og hans læber sitrer i hans forsøg på at holde det inde. Han har altid været sådan, men nu begynder jeg virkelig at få et trist billede af, at folk begynder at synes han er en uopdraget hystade.

Jeg aner ikke, hvad jeg kan gøre. Jeg snakker med ham om, at nogle gange må man bare sige 'pyt', men hans reaktioner er så meget hurtigere end hans omtanke.

Med begge drenge gælder, at de fungerer virkelig godt i børnehaven. Vi har aldrig hørt om nogle episoder, selv om vi har spurgt ind til det.

Hvornår er børn problembørn/ uopdragne eller bare sensitive børn?

Er der andre derude med lignende historier med børn i aldersrummet 3-5?

 

...en mor, hvis hjerte græder for rummelighed og forståelse overfor 'anderledes' drenge

Har ikke læst de andres svar.

Jeg tror, jeg ved hvordan du har det. Jeg kan godt nikke genkendende til det du skriver. Min datter reagerer præcis ligesom din Andreas. Hun reagerer meget kraftigt, hvis hun får et nej eller hvis der sker noget med hendes legetøj. Man skulle seriøst tro, at hun var kommer til skade. vi taler med hende om det, og hun er så fornuftig omkring det. Lige indtil det så sker, så kan ikke reagere anderledes, end ovenfor beskrevet. Dette bare for at fortælle, at du ikke er alene.

Jeg vil råde dig til at være åben og ærlig omkring, hvordan dine børn er. Hvis du fortæller åbent f.eks., at det er bedst for alle parter, at de går fra bordet, når de er færdige, så tror jeg, at andre forstår det.

Vi har oplevet rigtigt mange gange, at folk synes vores datter er uopdragen, og at hun skal tage sig sammen. Men er man åben, så får man folks forståelse - i hvert fald et langt stykke hen ad vejen.

Husk at du kender dine børn bedst, og ved hvordan de skal "håndteres".

Kram herfra