Urimelig eller hormonella?

Mettefpigen skriver:

Jaa klart, sådan ville jeg have selvom jeg ikk var gravid
Men jaa synes du skal tage en snak hvor i kommer ud med følelserne... Har i snakket om hvordan det kommer til at blive når baby kommer til verden?? Mht til fritid?

Ja lidt jeg har prøvet at fortælle hvad den lille kræver og at jeg forventer at han hjælper mig også selvom han har været på arbjede. Det virkede han til at være med på. Men det er jo også sådan nogle ting jeg gerne vil snakke om, så vi kan forventningsafstemme. Tænker at det er bedst at snakke om inden den lille kommer. I sær hvis vi ikke helt er enige, så er det beder at tage diskutionen nu og ikke når vi er trætte og presset

Mettefpigen skriver:

Jeg tror hormonerne driller lidt.....
Mange mænd har svært ved at sætte sig ind i hvordan og hvorledes mht graviditet og forældre.... De kan ikk rigtig forstå det før barnet er født....
Og for din kæreste tror det er fordi det er tæt på fødslen, det begynder nok at gå lidt op for ham nu.....
Han tænker jo nok ikk over at du tænker rigtig meget på barnet fordi du er gravid, du går med bebsen i maven... Min kæreste tænkte heller ikk rigtig over det med babyen, og han sgade til mig at det var fordi at der var længe til....
Du skriver selv at han er med til fødselsforberedelse, og det betyder jo at han interessere sig for babyen... Tror ikk du skal tænke så meget over det... Men synes du skal tage en snak med ham når han kommer hjem, og fortælle ham dine følelser omkring det hele...

jeg vil give dig ret i at det nok er fordi mænd har svært ved at forholde sig til det, for de mærker det jo ikke på samme måde som os.

min mand kunne heller ikke altid forstå nå jeg købte tøj til vores børn da de lå i maven, for han syntes ikke at det var så nødvendig lige på det tidspunk (net op fordi han ikke kunne forholde sig til det), men da vores dreng var født kunne han kun give mig ret i at det var godt jeg fik styr på det hele inden. med nr 2 var det nemmer for ham at sætte sig ind i det

Enirt skriver:

Jeg har på det sidste gået og følt at jeg er lidt alene om at forberede mig på fødslen, at kæresten ikke virker sælig interesseret i at snakke om hvad der venter os.

Men på den anden side så er han jo med til fødselsforberedelse, som vi begyndte i sidste uge. Og det deltager han fint i, spørger hvis der er noget han ikke forstår.

Jeg bliver nok bare frustreret fordi tit det han spørger om er noget han allerede har spurgt mig om og som jeg ar svaret ham på via forksellige bøger osv. Men det er som at når det er mig der giver svar så hører han ikke efter

Jeg sagde så til han i aftes om vi ikke skulle bruge i morgen aften (altså i dag) på at hygge os sammen og slukke pc og tv og bare nusse og snakke om det at skulle blive forældre snart. Vil så gerne at vi deler vores tanker omkring det med hinanden. For det synes jeg ikke vi har gjort ret meget. Og jeg har termin den 22 dec.

Jeg kan ikke finde ud af om det er mig der har for meget tid til at gå og tænke, om det er mig der er hormonella.

Men føler bare at aftenerne glider afsted med tv fra min side og PC fra hans. Han er B menneske, så vi går heller i seng på sammen tid, men han putter mig altid.

Vi havde så delvist aftalt at vi skulle ud at spise i aften og så kunne vi putte og snakke når vi kom hjem, men så her til morgen siger han at han ved ikke hvad jeg forventer af ham mht. at snakke for han er altså træt og arbejdsdagen skal bare overståes og så vil han hjem at sove. Så det med at snakke det kunne nok ikke blive til noget i dag, men han vil gerne stadig ud at spise. Det har jeg bare ikke ret meget lyst til, for når han er træt handler det bare om at få maden ned og så hjem i en fart. Så kan vi lige så godt bestille hos just eat. Det kunne han ikke forstå og tror han blev lidt ked af at jeg ikke ville med ud at spise og nu sidder jeg her og tuder og ved ikke om jeg er urimelig eller hvad der sker

Hej! Øv hvor jeg kender det der, man kommer til at sige eller gøre et eller andet, som man så bagefter fortryder eller får total dårlig samvittighed over, så har man ødelagt både sin egen og måske også mandens dag med dårligt humør.. De kære kærester er lidt hårdt prøvet for tiden - jeg har termin d. 21 december og synes også godt nok jeg efterhånden har et par eksempler på at hormon-monsteret har hærget herhjemme Med hensyn til, hvor meget og hvor lidt man skal snakke om fødslen tror jeg behovet er meget individuelt fra par til par, fra person til person og måske også afhængigt af om man skal være far eller mor. Jeg synes ikke vi snakker meget om hverken fødslen eler barnet herhjemme, der har været nogle enkelte ting som  jeg har haft behov for at snakke om og der har min kæreste været helt med, men generelt kan jeg mærke, at han spekulerer over det på en anden måde en mig og jeg kan også mærke, at han får luftet sine tanker hos sine venner og familie på den der "mand-til-mand-måde". Jeg tror at vi kvinder ofte har brug for at have så meget som muligt snakket igennem, så vi kan være så forberedte som muligt på det hele, det behov oplever jeg ikke hos min kæreste og måske har din det heller ikke på samme måde som du har det - MEN alligevel skal han nok være klar parat og støtte dig af hele sit hjerte, når tiden er inde; mange mænd er gode til at tage tingene som de kommer og skabe den ro omkring en situation som er så super vigtig. Mit råd vil være, at du tager ud at spise sammen med din kæreste, og lader ham tage initiativet hvis der skal snakkes om fødsel eller baby, hvis ikke der er stemning for det, må I snakke om noget andet og du må stole på at han føler, at han har de informationer og oplysninger som han føler, at han har brug for - han tager jo trods alt også med til fødselsforberedelse - det gør min kæreste altså ikke

Op med humøret - både din kæreste og alle os andre har forståelse for at hormoner ikke altid kan tøjles Ha' en god dag! Hilsner fra Camilla.

Enirt skriver:

Jeg har på det sidste gået og følt at jeg er lidt alene om at forberede mig på fødslen, at kæresten ikke virker sælig interesseret i at snakke om hvad der venter os.

Men på den anden side så er han jo med til fødselsforberedelse, som vi begyndte i sidste uge. Og det deltager han fint i, spørger hvis der er noget han ikke forstår.

Jeg bliver nok bare frustreret fordi tit det han spørger om er noget han allerede har spurgt mig om og som jeg ar svaret ham på via forksellige bøger osv. Men det er som at når det er mig der giver svar så hører han ikke efter

Jeg sagde så til han i aftes om vi ikke skulle bruge i morgen aften (altså i dag) på at hygge os sammen og slukke pc og tv og bare nusse og snakke om det at skulle blive forældre snart. Vil så gerne at vi deler vores tanker omkring det med hinanden. For det synes jeg ikke vi har gjort ret meget. Og jeg har termin den 22 dec.

Jeg kan ikke finde ud af om det er mig der har for meget tid til at gå og tænke, om det er mig der er hormonella.

Men føler bare at aftenerne glider afsted med tv fra min side og PC fra hans. Han er B menneske, så vi går heller i seng på sammen tid, men han putter mig altid.

Vi havde så delvist aftalt at vi skulle ud at spise i aften og så kunne vi putte og snakke når vi kom hjem, men så her til morgen siger han at han ved ikke hvad jeg forventer af ham mht. at snakke for han er altså træt og arbejdsdagen skal bare overståes og så vil han hjem at sove. Så det med at snakke det kunne nok ikke blive til noget i dag, men han vil gerne stadig ud at spise. Det har jeg bare ikke ret meget lyst til, for når han er træt handler det bare om at få maden ned og så hjem i en fart. Så kan vi lige så godt bestille hos just eat. Det kunne han ikke forstå og tror han blev lidt ked af at jeg ikke ville med ud at spise og nu sidder jeg her og tuder og ved ikke om jeg er urimelig eller hvad der sker

Vil give de andre tøser ret i jeg tror ikke det er fordi han ikke glæder sig... Men mændene har bare et andet forhold til de bebser inde i maven...

det lyder bestemt som om han glæder sig. Men som så mange andre mænd ved han først hvad han har når bebs er født... Sådan var det i alt fald også her hjemme... Manden glædet sig da. Men det var ikke sådan at han gik lige så meget op i det som mig.. Men da pigerne så blev født var det en hel anden sag.. 

Jeg ville fortælle ham at du blev ked af det og fortælle hvorfor du blev det. Men at du ikke forventer at han forstår.. Også sig du gerne vil med ud og spise hvis det bliver en stille rolig aften i kan nyde. For hvis det bare er for og "spise" vil du enlig heller være hjemme... Og det kan jeg faktisk godt forstå Du helst vil  Det kan jo være du kan liste lidt snak ind under maden

helle85 skriver:

jeg vil give dig ret i at det nok er fordi mænd har svært ved at forholde sig til det, for de mærker det jo ikke på samme måde som os.

min mand kunne heller ikke altid forstå nå jeg købte tøj til vores børn da de lå i maven, for han syntes ikke at det var så nødvendig lige på det tidspunk (net op fordi han ikke kunne forholde sig til det), men da vores dreng var født kunne han kun give mig ret i at det var godt jeg fik styr på det hele inden. med nr 2 var det nemmer for ham at sætte sig ind i det

Jeg tænker også selv at han nok skal forstå det når den lille kommer.

Men derfor synes jeg stadig det kunne være en god ide hvis vi fik forventningsafstemt lidt, så vi ikke står og er vildt uenige eller har meget forskellige forventninger til hinanden når den lille kommer til verdenen. Og det kan vi kun hvis vi snakker sammen

Enirt skriver:

Rart at høre man ikke er den eneste der føler at man snakker med en dør en gang i mellem

Men ja synes bare at han prioritere hans tid lidt træls, f.eks at han vælger at være oppe til halv seks om morgenen når vi lige havde snakket om at vi skulle putte, snakke og ud at spise.

Hehe jeg er blevet så pylleret at jeg har spurgt min om han ikke godt kunne prioriterer at være herhjemme HVER dag istedet for at skulle ud til venner eller sådan (heldigvis er der kun få uger tilbage, men alligevel)  Altså selvfølgelig må hans venner gerne komme herhjem alt det de vil - det er mere så jeg ikke skal være alene, det kan jeg sagtens sidde og græde over  total åndssvagt, men hvad hjælper det når man sidder og er tyk og gravid og bare gerne vil have mega meget omsorg (normalt er jeg meget selvstændig og kunne sagtens undlade at se ham hele ugen uden de vilde problemer)

 

Det er hårdt at være gravid  hihi

 

Men det der med computeren kan jeg altså godt følge dig i - min var ligeså slem engang, faktisk så slem at vi blev nødt til at lave regler da jeg bare overhovedet ikke kunne se hvorfor et computerspil altid skulle være vigtigere end alt andet. I dag kan han godt se at det ret så overdrevet med det computer og han nyder det mere nu fordi at han ikke sidder der hver dag, så nu glæder han så til det på en helt anden måde.

Han fik lov at vælge 2 dage der var fuldstændig hans egne, så han valgte tirsdag og torsdag hvor han gerne ville spille - og så havde jeg absolut intet og sige. Hvis han så blev spurgt om at spille eller og han kom og gerne ville spille, så var det selvfølgelig i orden, men han kunne overhovedet ikke lave et krav om at spille. Han gik selv med til det og vi havde en stille og rolig snak om at når man er i et forhold så må man altså prioriterer lidt anerledes, specielt når man har lejlighed, hund og har barn på vej 

Tanken om at jeg helt alene skulle stå med lejlighed, hund og barn når der faktisk sidder en voksen inde ved siden af - ja det gad jeg bare ikke 

 

I dag spiller han ikke engang tirsdag og torsdag mere, nu kan han godt spille forskellige dage uden at overdrive, ja der kan endda være uger hvor han ikke spiller. Syntes det er dejligt at han har fundet andre aktiviteter istedet for at det altid skal være computeren (hvor man ALDRIG kan komme i kontakt med dem) 

 

Undskyld alt mit skriveri , men ville lige dele da det måske kunne være en mulighed for jer derhjemme? Måske han syntes det er lamt i starten, men på et tidspunkt blæder han vel op overfor samtalen hvis du gerne vil snakke med ham 

Enirt skriver:

Ja lidt jeg har prøvet at fortælle hvad den lille kræver og at jeg forventer at han hjælper mig også selvom han har været på arbjede. Det virkede han til at være med på. Men det er jo også sådan nogle ting jeg gerne vil snakke om, så vi kan forventningsafstemme. Tænker at det er bedst at snakke om inden den lille kommer. I sær hvis vi ikke helt er enige, så er det beder at tage diskutionen nu og ikke når vi er trætte og presset

Jaa for hvis i ikk gør det, kan der komme mange følelser i klemme.... Men synes du skal prøve og hvis han ikk vil må du prøve en anden dag...

LilleNyPåVej skriver:

Hehe jeg er blevet så pylleret at jeg har spurgt min om han ikke godt kunne prioriterer at være herhjemme HVER dag istedet for at skulle ud til venner eller sådan (heldigvis er der kun få uger tilbage, men alligevel)  Altså selvfølgelig må hans venner gerne komme herhjem alt det de vil - det er mere så jeg ikke skal være alene, det kan jeg sagtens sidde og græde over  total åndssvagt, men hvad hjælper det når man sidder og er tyk og gravid og bare gerne vil have mega meget omsorg (normalt er jeg meget selvstændig og kunne sagtens undlade at se ham hele ugen uden de vilde problemer)

 

Det er hårdt at være gravid  hihi

 

Men det der med computeren kan jeg altså godt følge dig i - min var ligeså slem engang, faktisk så slem at vi blev nødt til at lave regler da jeg bare overhovedet ikke kunne se hvorfor et computerspil altid skulle være vigtigere end alt andet. I dag kan han godt se at det ret så overdrevet med det computer og han nyder det mere nu fordi at han ikke sidder der hver dag, så nu glæder han så til det på en helt anden måde.

Han fik lov at vælge 2 dage der var fuldstændig hans egne, så han valgte tirsdag og torsdag hvor han gerne ville spille - og så havde jeg absolut intet og sige. Hvis han så blev spurgt om at spille eller og han kom og gerne ville spille, så var det selvfølgelig i orden, men han kunne overhovedet ikke lave et krav om at spille. Han gik selv med til det og vi havde en stille og rolig snak om at når man er i et forhold så må man altså prioriterer lidt anerledes, specielt når man har lejlighed, hund og har barn på vej 

Tanken om at jeg helt alene skulle stå med lejlighed, hund og barn når der faktisk sidder en voksen inde ved siden af - ja det gad jeg bare ikke 

 

I dag spiller han ikke engang tirsdag og torsdag mere, nu kan han godt spille forskellige dage uden at overdrive, ja der kan endda være uger hvor han ikke spiller. Syntes det er dejligt at han har fundet andre aktiviteter istedet for at det altid skal være computeren (hvor man ALDRIG kan komme i kontakt med dem) 

 

Undskyld alt mit skriveri , men ville lige dele da det måske kunne være en mulighed for jer derhjemme? Måske han syntes det er lamt i starten, men på et tidspunkt blæder han vel op overfor samtalen hvis du gerne vil snakke med ham 

Mange tak for dine råd. Det er bare ikke computerspil min kæreste bruger tiden på Han er programør uddannet og har det også som sin hobby, så han sidder og bixer nye programmer sammen der f.eks. kan gøre hans hverdag nemmere for ham eller også er det arbejdet han ikke kan lægge fra sig og sidder og laver når han har fri.

helle85 skriver:

jeg vil give dig ret i at det nok er fordi mænd har svært ved at forholde sig til det, for de mærker det jo ikke på samme måde som os.

min mand kunne heller ikke altid forstå nå jeg købte tøj til vores børn da de lå i maven, for han syntes ikke at det var så nødvendig lige på det tidspunk (net op fordi han ikke kunne forholde sig til det), men da vores dreng var født kunne han kun give mig ret i at det var godt jeg fik styr på det hele inden. med nr 2 var det nemmer for ham at sætte sig ind i det

Neej lige præcis.... Haha...
Glemmer ikk en lille historie fra jeg var gravid.. Min kæreste arbejder nat og en nat da han fik fri tog han hjem til en kollega og spillede noget poker (han er dealer på et casino, så poker TOPPEN for dem ) jeg var 37+6 henne og om aftenen var min slimprop gåede... Så om morgenen da jeg vågner ligger der en besked på min tlf om at jeg han var taget hjem til kammeraten... Jeg skriver til ham at jeg synes ikk det var fedt fordi jeg var så langt henne og min slimprop var altså gået, så nu varede det ikk længe (Hormoner)... Vi skriver lidt frem og tilbage, og det ender med at han ringer mig op (var blevet hys over beskederne) og siger at jeg skulle tage det roligt, fordi det var ikk sikkert at jeg fødte lige nu.... Så blev jeg helt paf (han havde heller ikk interesseret vildt meget under graviditeten) Jeg jeg spørger hvad han mener... Jamen han havde da lige været på nettet og googlet det.. Hahaha.. Ajj jeg var færdig af grin... Det endte jeg med at jeg fødte dagen efter, så jeg fik ret alligevel

Mettefpigen skriver:

Jaa for hvis i ikk gør det, kan der komme mange følelser i klemme.... Men synes du skal prøve og hvis han ikk vil må du prøve en anden dag...

ja det er også det jeg tænker, har prøvet lidt tidligere at snakke om det efter vi havde været til fødselsforberedelser. Men det gik lidt skævt for tror han følte at jeg angreb ham, hvilket jeg ikke gjorde ville bare høre hans tanker om det. Men vi fik da reddet misforståelsen ud og fundet ud af hvor vi stod