Trist ved besøg

Jeg har en dreng på knapt 6 uger, som bare er det dejligste. Han er så nem som man kunne ønske sig en lille baby skulle være  

Han har dog nogle dage hvor han bare er pyldret og mest har lyst til at ligge hos mig dagen lang. 

 

Nu til mit 'problem' - Jeg har nu flere gange oplevet at jeg helst vil blive hjemme, når vi skal noget. Og når jeg ikke bliver hjemme og tager med ud til f.eks. familiekomsamner, fødselsdage osv. så er jeg trist og på grådens rand hele tiden :/ Og vil egentlig helst bare sidde med min søn for mig selv. 

Er der andre der har prøvet noget lignende? 

Tror det er hormonerne og forandringen... Han er stadig lille så i skal lige lære hvad det vil sige at være forældre.... Og mange bruger rigtig lang tid på familien før de kommer ud....
Men hvornår blir du ked ad det? Når der blir sagt noget?..

Mettefpigen skriver:

Tror det er hormonerne og forandringen... Han er stadig lille så i skal lige lære hvad det vil sige at være forældre.... Og mange bruger rigtig lang tid på familien før de kommer ud....
Men hvornår blir du ked ad det? Når der blir sagt noget?..

Jeg er trist helt fra vi tager hjemmefra, til vi sidder i bilen på vej hjem igen. Og ellers bliver jeg ked af det når folk hiver i mig for at få lov at holde ham. Eller at de står og kigger mig over skulderen konstant når han bliver ammet - som om at jeg ikke gør det godt nok :/ og at de bare vil skynde på mig .. 

Sådan havde jeg det også, det gjorde det ikke bedre at lille manden hader bilen, og han skreg og han skreg og han skreg fra han kom ned i bilen til han kom ud.

Derfor gjorde vi det at vi tog ikke ud, medmindre det var meget vigtigt, vi blev hjemme med ham og så måtte folk komme til os hvis der var noget.

Tror først vi var rigtig klar til ture ud af huset da han blev ca ½ år og han er stadig ikke glad for bilen den dag idag, så det er ikke altid nemt for os at komme ud, men det er nemmere nu.

Tror man skal lytte til sig selv og sit barn, er det ikke godt, er det bedre at blive hjemme. men det min mening

LilleChelle skriver:

Jeg er trist helt fra vi tager hjemmefra, til vi sidder i bilen på vej hjem igen. Og ellers bliver jeg ked af det når folk hiver i mig for at få lov at holde ham. Eller at de står og kigger mig over skulderen konstant når han bliver ammet - som om at jeg ikke gør det godt nok :/ og at de bare vil skynde på mig .. 

Det lyder til at du lige skal vende dig til det hele.. Synes du hellere skulle blive hjemme, eller så må du sætte dig ned og finde ud af hvordan du geren vil have tingene...
Hvis du ikk vil have at folk holder ham hele tiden- Sig fra.
Hvis du ikk vil have at folk kigger på at du ammer- Få et sted hvor du sidder alene.
Sådan nogle ting....



Men kender det jeg godt, jeg fik en depression kort tid efter bassen blev født, jeg kunne heller ikk lide at være ude...

Jeg blev også rigtig ked af at alle stod og hoppede for at holde vores dreng, og rigtig træt af at de kiggede med når jeg ammede. Jeg ville jo gerne selv holde ham. Han var jo også ny for mig. Jeg synes det var vildt svært og jeg ku heller ikke li at komme ud med ham. Men her ved barn nr. 2 er jeg blevet bedre til at huske på, at de beder om at få lov til at holde hende fordi de har LYST til at holde hende og ikke tænker over, at det har jeg også. De kigger med ved amningen fordi de interesserer sig for, at hun sutter godt og synes det er hyggeligt at se på, og ikke fordi de vil forstyrre og tjekke. 
Jeg tror det er vigtigt at du vender den om, og ikke føler det som et angreb, men en kærlig interesse. OG at du gir dig selv lov til at sige fra. Det er okey at tage ud på besøg, og selv holde sin baby. Og da specielt, hvis han er ked af det, der er det jo nemlig hos dig han finder tryghed og ikke hos en eller anden tante. Det er okay at sige fra og passe på sit barn! 

Og så spiller hormonerne også en rigtig stor rolle. Jeg får tårer i øjnene og en klump i halsen konstant!

Men ellers så synes jeg da du skal snakke med din sp om det. 

 

LilleChelle skriver:

Jeg har en dreng på knapt 6 uger, som bare er det dejligste. Han er så nem som man kunne ønske sig en lille baby skulle være  

Han har dog nogle dage hvor han bare er pyldret og mest har lyst til at ligge hos mig dagen lang. 

 

Nu til mit 'problem' - Jeg har nu flere gange oplevet at jeg helst vil blive hjemme, når vi skal noget. Og når jeg ikke bliver hjemme og tager med ud til f.eks. familiekomsamner, fødselsdage osv. så er jeg trist og på grådens rand hele tiden :/ Og vil egentlig helst bare sidde med min søn for mig selv. 

Er der andre der har prøvet noget lignende? 

Jeg tror det er dine indre moderlige "følelser" der spiller dig et puds. Jeg tror ikke den rigtige løsning for dig bare er at blive hjemme. Men så tag hjem før tid, og hold igen med nogle af sammenkomsterne indtil du er klar. 

Det er følelser ingen kan tage fra dig

LilleChelle skriver:

Jeg har en dreng på knapt 6 uger, som bare er det dejligste. Han er så nem som man kunne ønske sig en lille baby skulle være  

Han har dog nogle dage hvor han bare er pyldret og mest har lyst til at ligge hos mig dagen lang. 

 

Nu til mit 'problem' - Jeg har nu flere gange oplevet at jeg helst vil blive hjemme, når vi skal noget. Og når jeg ikke bliver hjemme og tager med ud til f.eks. familiekomsamner, fødselsdage osv. så er jeg trist og på grådens rand hele tiden :/ Og vil egentlig helst bare sidde med min søn for mig selv. 

Er der andre der har prøvet noget lignende? 

Jeg synes det er fantastisk at du er så opmærksom på dig selv, og jeg synes du skal nævne det for din sundhefsplejerske eller læge, bare så du lige får det nævnt, så kan i sammen snakke om det. 

Umiddelbart er du jo bare blevet Mor med stort 'M'. Du vil passe på dit barn, du er fuld a hormoner og nok lidt sensitiv for omverden, det oplever du nok når du kommer ud. 

det er helt i orden at have det sådan, og du skal gøre hvad der står dit hjerte nært. 

Hvis du trænger til ro og fred med dit barn, så hold dig til det, så meget du kan. 

Men vær selvfølgelig opmærksom på at du ikke trænger ind i dig selv og skære alt socialt væk. 

Jeg elsker at give mit barn lidt fra mig når vi er ude, så jeg kan få lidt frie arme og komme lidt rundt og snakke med folk. Men jeh NYDER også bare a have ham for mig selv og nyde ham i mine arme. 

Vi er blevet mødre og vi vil drage omsorg og beskytte vores børn. Det er jo det dejligste og mest naturlige i hele verden. 

Han er jo også stadig helt ny, jeg var ikke klar til alle de der kom sammen familie halløj før knægten var 4 mdr. Jeg kunne til nød have 3 gæster selv, i mit hjem. Men ud til folk ville jeg ikke. :-) og ingen fik lov at holde ham og når de en sjælden gang gjorde så føltes det seriøst som et overgreb. Min baby mine regler- i kan holde ham når han er 1 år og dybt umulig :-P

Carina87 skriver:

Jeg blev også rigtig ked af at alle stod og hoppede for at holde vores dreng, og rigtig træt af at de kiggede med når jeg ammede. Jeg ville jo gerne selv holde ham. Han var jo også ny for mig. Jeg synes det var vildt svært og jeg ku heller ikke li at komme ud med ham. Men her ved barn nr. 2 er jeg blevet bedre til at huske på, at de beder om at få lov til at holde hende fordi de har LYST til at holde hende og ikke tænker over, at det har jeg også. De kigger med ved amningen fordi de interesserer sig for, at hun sutter godt og synes det er hyggeligt at se på, og ikke fordi de vil forstyrre og tjekke. 
Jeg tror det er vigtigt at du vender den om, og ikke føler det som et angreb, men en kærlig interesse. OG at du gir dig selv lov til at sige fra. Det er okey at tage ud på besøg, og selv holde sin baby. Og da specielt, hvis han er ked af det, der er det jo nemlig hos dig han finder tryghed og ikke hos en eller anden tante. Det er okay at sige fra og passe på sit barn! 

Og så spiller hormonerne også en rigtig stor rolle. Jeg får tårer i øjnene og en klump i halsen konstant!

Men ellers så synes jeg da du skal snakke med din sp om det. 

 

Enig

Til TS
Hvis du føler, at folk står og kigger, når du ammer, så sig at du går ind i et andet rum, fordi det er bedst at l får ro til amningen! Jeg kender flere der gik for sig selv, for at sikre, at babys opmærksomhed er på amningen og fordi de ikke brød sig om at sidde med brysterne fremme blandt en masse mennesker,og det er altså helt ok! Det er der ingen der ser skævt til, du gør hvad der er bedst for dit barn!

Og så tænker jeg, om du lige skulle tage at vænde den med din sundhedsplejerske? Er sikker på, at hun er smæk fyldt med gode råd og historier om andre, der har haft det præcis som dig!

En af mine bedste veninder fik en lille søn for 3 uger siden, jeg har ikke set ham endnu, for det har hun ikke haft overskud til, og det er altså hendes behov og ikke alle mulige andres, der skal dækkes! Det er kun bedsteforældrene der har været hos dem! Jeg har snakket med hende, og vi har snakket meget om, at der er nogle, der har svært ved at forstå hendes grænse, men hun er stadig meget grådlabil og har ikke lyst til besøg, og det skal man altså respektere! På samme måde som du skal lytte til dig selv, og sige fra, hvis du ikke har lyst til, at andre skal holde dit lille vidunder! Men du skal nok også tænke, at de ikke spørger i ond mening, men af ren og skær interesse