Gardenia skriver:
Først lad mig vise min dybe sympati for din situation. Det må være umenneskeligt, kan slet ikke sætte mig ind i jeres sorg.
Har han været afsted til en børnepsykolog? Ikke så meget samtale, mere for at du fik værktøjer til at håndtere den efterreaktion der vil komme. Du ville også få noget sikkerhed for det er en naturlig proces han skal igennem og at der er en slags rygstøtte til dig.
Har du overvejet om en vuggestue er for meget for ham? Jeg tror jeg ville ringe ned på pladsansviningen og forhøre om kommunen har dagplejere til mere følsomme eller direkte sensitive børn. Ikke fordi han er sensitiv, men der er en anden rutine og meget mere ro i sådan en konstruktion.
Sådan helt ærlig og med min forholdsvist ringe kendskab til psykologi, så giver det ad meget god mening at han har opfanget at der er sket, et eller andet? Frøken J læser psykologi, jeg ved ikke om hun ville have noget imod at svare dig på tanker omkring det?
Til sidst så skal du have et stort kram. Det er lidt af en bedrift du har gang i, det skal du være rigtigt stolt af.
Jeg kan godt knytte et par ord, men jeg er ikke ekspert - jeg er gået på orlov midt i semesteret om udviklingspsykologi, så jeg ved selvfølgelig ikke alt. Nu citerede jeg lige dig, fordi du nævnte mig
Men til trådstarter - I fremtiden vil jeres barn ikke kunne huske sin mor, det er sandt. Den selvbiografiske hukommelse udvikler sig først senere, i takt med at barnet udvikler et selvstændigt jeg. Men selv om han ikke vil kunne huske hende i fremtiden betyder det jo desværre ikke, at han ikke kan være mærket af forandringen nu. Fordi han har været vant til at mor var der altid, og pludselig er hun der ikke mere. Den forandring mærker han selvfølgelig, og selvom han måske relativt set hurtigt glemmer selve mor som person kan han godt mærke, at noget er anderledes og mangler. Jeg har stor respekt for dig og har indtryk af, at du er en fantastisk far. Jeg synes det er fantastisk, at du tager ham med ind i seng, når du kan mærke han har brug for det. Men selvom du er stærk for ham, tror jeg afgjort også, at han kan mærke din sorg. Nu ved jeg jo ikke, om det er noget i taler åbent om derhjemme, eller hvad i gør.
Jeg ved ikke, om det så meget er et spørgsmål om, at han ikke er et vuggestue men et dagplejebarn. Jeg vil gætte på, uden at kende din søn, at det er en kobling af separationsangst og de forandringer han har oplevet i hjemmet - Også selvom det er nogle måneder siden, at din kæreste gik bort. Det sker ikke altid, at børn reagerer prompte, reaktionen kan godt være forsinket. Men det kan umiddelbart godt ske, at du med henblik på hans situation kan prøve at tage en dialog med vuggestuen. Hvad er deres indtryk? Tror de, helt ærligt, at han vil trives bedre med færre børn og voksne, hans situation taget i betragtning? Eller om de vurderer, at det vil være mere skadeligt at flytte ham igen. Jeg ville også vende den med jeres SP, som jeg regner med har kendt ham længere
. Jeg ville i hvert fald undersøge til bunds, inden jeg valgte at rykke ham.
Er der mulighed for, at han i en periode kan få kortere dage? At du kan blive længere, inden du går, eller at han kan få tilknyttet én bestemt pædagog, der er opmærksom på ham særligt? Det er selvfølgelig svært med den normering der er i de danske vuggestuer. Og så vil jeg bakke op om det forslag du har fået om spædbarnsterapi. Det er ikke noget jeg har personlig erfaring udi, men jeg har hørt meget godt om det. Også det at forklare barnet stille og roligt hvad der er sket, tale om barnets sorg og rumme det, selvom barnet ikke selv kan italesætte det. Selvom de ikke forstår alt, forstår de meget, og en veninde har fortalt hun har hørt eksempler på, at det har gjort en stor forskel på børnene.
Håber i finder ud af det, det må virkelig ikke være rart for dig eller ham - Men igen, stort skulderklap! Jeg har virkelig stor respekt for dig, og du fortjener alverdens kram for alt du gør i jeres svære situation
