11 mdr. gammel søn græder dagen væk i vuggestuen..

ONKC skriver:

Hej alle baby brugere.

Som nogen måske ved, så er jeg far til en herlig dreng på snart et år. Jeg bor alene med ham, da hans mor (og min kæreste) tabte kampen mod kræften i juni måned. Tiden derefter har været utrolig svær, ikke kun for mig, men også for ham. Hvor meget han selv har opfattet og kan huske, har jeg ikke rigtig nogen idé om. Han startede i vuggestue i sommerferien, da jeg skulle i skole igen til august. Han har aldrig været super let at aflevere, han græd, men det plejede at holde op 5 minutter efter. Det gør det ikke længere. Han græder og græder, smider sig på gulvet og slår hovedet ind i alt han kan komme i nærheden af. Han græder til han kaster op, og han er flere gange holdt op med at trække vejret. Han hverken spiser eller sover i vuggestuen længere. Han sidder i et hjørne, græder og skriger hvis en pædagog nærmer sig ham. Det sker en sjælden gang, at han holder pause fra gråden og sidder og leger lidt for sig selv..

Han har altid været en utrolig glad dreng, og det er han også herhjemme. Han græder dog når han skal sove, og det er altså ikke af hysteri, og det ender derfor storset altid med, at han sover inde hos mig.

Når pædagogerne fortæller, hvordan han er i vuggestuen kan jeg slet ikke kende ham. Herhjemme er han jo glad, smiler, griner, leger, tumler, spiser og pludre/snakker i et væk.
Han udvikler sig med lynets hast i øjeblikket. Han er begyndt at gå, tænder på vej og siger et par ord.

I sidste uge blev han passet af sine bedsteforældre i et par timer, og der græd han også, dog ”kun” den første time..

Da han var 9 måneder tog jeg til læge for at få ham tjekket. Hverken øre eller øjne fejlede noget, og lægen mente at det var separationsangst- fasen, han var inde i, men det er jo et godt stykke tid siden nu..

Er jeg blind og overser noget? Hvad gør jeg forkert, og hvordan tackler jeg det her bedst? Jeg synes efterhånden jeg har prøvet alt..

Har du overvejet at flytte ham til en dagplejer i stedet for? Det er lidt tryggere, idet der kun er 4 faste børn og altid den samme voksne. Problemet kan selvfølgelig opstå hvis dagplejeren så bliver syg, men måske man kunne lave en aftale om at I havde 1 eller 2 faste gæsteplejere...

Jeg tror din søn savner tryghed og jeg tror det udspringer af at have mistet sin mor. Du er hans eneste sikre tryghed i livet nu og når du tager i skole, går din søn i stykker. Han har brug for en han kan opnå en tryghed sammen med i de timer du er væk og det skal være den samme voksne hver dag. 

 

Det er i hvert fald mine tanker. 

CamiRon skriver:

Har du overvejet at flytte ham til en dagplejer i stedet for? Det er lidt tryggere, idet der kun er 4 faste børn og altid den samme voksne. Problemet kan selvfølgelig opstå hvis dagplejeren så bliver syg, men måske man kunne lave en aftale om at I havde 1 eller 2 faste gæsteplejere...

Jeg tror din søn savner tryghed og jeg tror det udspringer af at have mistet sin mor. Du er hans eneste sikre tryghed i livet nu og når du tager i skole, går din søn i stykker. Han har brug for en han kan opnå en tryghed sammen med i de timer du er væk og det skal være den samme voksne hver dag. 

 

Det er i hvert fald mine tanker. 

Ja, det er med i mine overvejelser. Skal hen og snakke med en dagplejer allerede på onsdag. Tak for dit svar

Hej

Det gør mig forfærdeligt ondt at læse om din kæreste

Har du overvejet han kunne være sensetiv og derfor ikke kan rumme de mange børn og skiftende personale der er i vuggestuen?
Jeg tror han ville have godt af at komme i dagpleje hvor der ville være meget færre børn og kun en primæreomsorgsperson mens han er afsted?!

Kæmpe knus og håber i finder en løsning.

Læste lige denne tråd og håber virkelig du finder den bedste løsning for din søn.
Nu nævner de andre en dagpleje men kunne måske også være en mulighed at få en ung pige der passer ham hjemme et år

Hej!

Aller først, det var med tårer jeg læste dit indlæg! Hvor må det være svært at vide at ens søn græder og græder, samt at have mistet sin kæreste.. 

 

Din søn må føle sig meget utryg i sin vuggestue og nærmest skriger "tag mig væk" og jeg ville prompte reagerer med at finde en anden løsning (hvilket du jo også gør) samt tage en snak med vuggestuen. Man ved ikke meget om børns psykologi i de tidlige år, men det der foregår med din søn kan sikkert godt sætte fremtidige spor hvis det fortsætter? 

Som andre har nævnt kan han være et sensitivt barn og mon ikke han kan mærke din sorg også? Har selv en søn på 11 måneder og tror de opfatter langt mere end man lige går og tror

Håber inderligt du finder en læsning, så du kan aflevere din søn i trygge rammer der vil gavne jer begge..

Samtidigt med at jeg tror ligesom mange andre her, at en dagplejemor ville bedre situationen. Så tror jeg også at du bør snuse lidt til emnet spædbarnsterapi. Jeg har set det udført i praksis og det virker!!

Børn forstår ikke nødvendigvis komplicerede ord i den alder. Men når man har det i terapi hvor smertefulde ord bliver sagt højt og forløst i et håb om bedring og kærlighed. (Formålet med terapien). Ja så sker der noget i mødet med barnet hvor det oplever stemninger og stemningsskift hos den voksne og indeni sig selv, samt det at blive taget alvorligt med den sorg og smerte det oplever indeni. Giv det en chance. Måske er det noget for dig og din søn

Du kan læse om det her: http://www.xn--spdbarnsterapi-1ib.dk/

Mh MissMona

ONKC skriver:

Hej alle baby brugere.

Som nogen måske ved, så er jeg far til en herlig dreng på snart et år. Jeg bor alene med ham, da hans mor (og min kæreste) tabte kampen mod kræften i juni måned. Tiden derefter har været utrolig svær, ikke kun for mig, men også for ham. Hvor meget han selv har opfattet og kan huske, har jeg ikke rigtig nogen idé om. Han startede i vuggestue i sommerferien, da jeg skulle i skole igen til august. Han har aldrig været super let at aflevere, han græd, men det plejede at holde op 5 minutter efter. Det gør det ikke længere. Han græder og græder, smider sig på gulvet og slår hovedet ind i alt han kan komme i nærheden af. Han græder til han kaster op, og han er flere gange holdt op med at trække vejret. Han hverken spiser eller sover i vuggestuen længere. Han sidder i et hjørne, græder og skriger hvis en pædagog nærmer sig ham. Det sker en sjælden gang, at han holder pause fra gråden og sidder og leger lidt for sig selv..

Han har altid været en utrolig glad dreng, og det er han også herhjemme. Han græder dog når han skal sove, og det er altså ikke af hysteri, og det ender derfor storset altid med, at han sover inde hos mig.

Når pædagogerne fortæller, hvordan han er i vuggestuen kan jeg slet ikke kende ham. Herhjemme er han jo glad, smiler, griner, leger, tumler, spiser og pludre/snakker i et væk.
Han udvikler sig med lynets hast i øjeblikket. Han er begyndt at gå, tænder på vej og siger et par ord.

I sidste uge blev han passet af sine bedsteforældre i et par timer, og der græd han også, dog ”kun” den første time..

Da han var 9 måneder tog jeg til læge for at få ham tjekket. Hverken øre eller øjne fejlede noget, og lægen mente at det var separationsangst- fasen, han var inde i, men det er jo et godt stykke tid siden nu..

Er jeg blind og overser noget? Hvad gør jeg forkert, og hvordan tackler jeg det her bedst? Jeg synes efterhånden jeg har prøvet alt..

er ked af at høre om jeres situation med moren - til dig og sønnike

mht vuggestue tror jeg også jeg ville prøve at få ham i en dagpleje, men jeg er på ingen måde ekspert og jeg tænker da der må være nogle eksperter på området knyttet til vuggestuen, som man kan tale med? 

ONKC skriver:

Hej alle baby brugere.

Som nogen måske ved, så er jeg far til en herlig dreng på snart et år. Jeg bor alene med ham, da hans mor (og min kæreste) tabte kampen mod kræften i juni måned. Tiden derefter har været utrolig svær, ikke kun for mig, men også for ham. Hvor meget han selv har opfattet og kan huske, har jeg ikke rigtig nogen idé om. Han startede i vuggestue i sommerferien, da jeg skulle i skole igen til august. Han har aldrig været super let at aflevere, han græd, men det plejede at holde op 5 minutter efter. Det gør det ikke længere. Han græder og græder, smider sig på gulvet og slår hovedet ind i alt han kan komme i nærheden af. Han græder til han kaster op, og han er flere gange holdt op med at trække vejret. Han hverken spiser eller sover i vuggestuen længere. Han sidder i et hjørne, græder og skriger hvis en pædagog nærmer sig ham. Det sker en sjælden gang, at han holder pause fra gråden og sidder og leger lidt for sig selv..

Han har altid været en utrolig glad dreng, og det er han også herhjemme. Han græder dog når han skal sove, og det er altså ikke af hysteri, og det ender derfor storset altid med, at han sover inde hos mig.

Når pædagogerne fortæller, hvordan han er i vuggestuen kan jeg slet ikke kende ham. Herhjemme er han jo glad, smiler, griner, leger, tumler, spiser og pludre/snakker i et væk.
Han udvikler sig med lynets hast i øjeblikket. Han er begyndt at gå, tænder på vej og siger et par ord.

I sidste uge blev han passet af sine bedsteforældre i et par timer, og der græd han også, dog ”kun” den første time..

Da han var 9 måneder tog jeg til læge for at få ham tjekket. Hverken øre eller øjne fejlede noget, og lægen mente at det var separationsangst- fasen, han var inde i, men det er jo et godt stykke tid siden nu..

Er jeg blind og overser noget? Hvad gør jeg forkert, og hvordan tackler jeg det her bedst? Jeg synes efterhånden jeg har prøvet alt..

Først lad mig vise min dybe sympati for din situation. Det må være umenneskeligt, kan slet ikke sætte mig ind i jeres sorg.

Har han været afsted til en børnepsykolog? Ikke så meget samtale, mere for at du fik værktøjer til at håndtere den efterreaktion der vil komme. Du ville også få noget sikkerhed for det er en naturlig proces han skal igennem og at der er en slags rygstøtte til dig.

Har du overvejet om en vuggestue er for meget for ham? Jeg tror jeg ville ringe ned på pladsansviningen og forhøre om kommunen har dagplejere til mere følsomme eller direkte sensitive børn. Ikke fordi han er sensitiv, men der er en anden rutine og meget mere ro i sådan en konstruktion.

Sådan helt ærlig og med min forholdsvist ringe kendskab til psykologi, så giver det ad meget god mening at han har opfanget at der er sket, et eller andet? Frøken J læser psykologi, jeg ved ikke om hun ville have noget imod at svare dig på tanker omkring det?

Til sidst så skal du have et stort kram. Det er lidt af en bedrift du har gang i, det skal du være rigtigt stolt af.

ONKC skriver:

Hej alle baby brugere.

Som nogen måske ved, så er jeg far til en herlig dreng på snart et år. Jeg bor alene med ham, da hans mor (og min kæreste) tabte kampen mod kræften i juni måned. Tiden derefter har været utrolig svær, ikke kun for mig, men også for ham. Hvor meget han selv har opfattet og kan huske, har jeg ikke rigtig nogen idé om. Han startede i vuggestue i sommerferien, da jeg skulle i skole igen til august. Han har aldrig været super let at aflevere, han græd, men det plejede at holde op 5 minutter efter. Det gør det ikke længere. Han græder og græder, smider sig på gulvet og slår hovedet ind i alt han kan komme i nærheden af. Han græder til han kaster op, og han er flere gange holdt op med at trække vejret. Han hverken spiser eller sover i vuggestuen længere. Han sidder i et hjørne, græder og skriger hvis en pædagog nærmer sig ham. Det sker en sjælden gang, at han holder pause fra gråden og sidder og leger lidt for sig selv..

Han har altid været en utrolig glad dreng, og det er han også herhjemme. Han græder dog når han skal sove, og det er altså ikke af hysteri, og det ender derfor storset altid med, at han sover inde hos mig.

Når pædagogerne fortæller, hvordan han er i vuggestuen kan jeg slet ikke kende ham. Herhjemme er han jo glad, smiler, griner, leger, tumler, spiser og pludre/snakker i et væk.
Han udvikler sig med lynets hast i øjeblikket. Han er begyndt at gå, tænder på vej og siger et par ord.

I sidste uge blev han passet af sine bedsteforældre i et par timer, og der græd han også, dog ”kun” den første time..

Da han var 9 måneder tog jeg til læge for at få ham tjekket. Hverken øre eller øjne fejlede noget, og lægen mente at det var separationsangst- fasen, han var inde i, men det er jo et godt stykke tid siden nu..

Er jeg blind og overser noget? Hvad gør jeg forkert, og hvordan tackler jeg det her bedst? Jeg synes efterhånden jeg har prøvet alt..

Du får lige et først! Jeg tænker tit, at ens børn er ens eget spejlbillede. Så når du er glad, så er dit barn også glad. I din situation ville jeg (hvis det er muligt), se om jeg kunne være mere sammen med din søn i dagtimerne. Få skabt en tryg aflevering (måske starte "forfra") - måske hjælper et nyt sted?

Jeg tror også, at det er vigtigt, at du siger højt til din søn, hvad det er, der skal ske. Og du kommer til at gentage dig selv mange gange. Men det gør ikke noget. 

Dig selv - her ville jeg arbejde med dit eget humør. Din egen situation. Er du kommet dig helt eller er der en del af dig, der stadig er ked af det?

Et stort kram herfra

Årh, hvor må det det bare være hårdt - føler virkelig med dig. 

Min første tanke var også, at få flyttet ham til dagpleje, hvor der er lidt færre mennesker at forholde sig til.

Håber virkelig du finder en løsning.