hvordan ville i tackle det? svigerinde

Nessie skriver:

Tjaaah, det må have været et voldsomt skænderi, siden det kan få hele svigerfamilien til at vende sig fra dig, selvom I to er blevet forsonet igen.

Jeg ville ikke have lyst til at tage med til en begivenhed, hvor jeg ikke følte mig velkommen.
Men hvor er din kæreste i alt dette? Han skal da bare lige have fat i søsteren, og sige at I jo altså kommer begge to, og så må i se hvordan hun reagerer på dét.

Og så skal han lige have fat i sin mor, og bede hende om at opføre sig ordentligt. I skal jo helst kunne holde ud at være i stue sammen mange år endnu 

Vi er 100% enige

Kære TS!

du må bede din kæreste tage hånd om sin familie og så må han slå i bordet en gang for alle og bede dem opføre sig ordentligt.
Siden I har været kærester så længe, så er der jo nok en mening med at I engang har tænkt jer, at gøre det mere alvorligt, og så kan de lige så godt se at acceptere dig som en del af familien.

Men det siger jo lidt om, at man altid skal vare sin mund omkring de negative ting man har at sige om sin partner, nuværende eller x, for det kan falde svært tilbage på en selv og partneren i den sidste ende.
Loyalitet er nu en engang det vigtigste af alt.

Men sket er sket.

Jeg ville heller ikke rigtig vide om jeg havde lyst til at tage med, hvis jeg var dig.
På en måde havde jeg, blot for at vise, at jeg ikke bærer nag eller ønsker at balladen skal fortsætte, men at jeg stadig var villig til at lade glemt være glemt, men på en anden måde, så har man jo heller ikke lyst til at tage med, hvor man ikke er ønsket. 

Hvis din kæreste var et rigtigt mandfolk så tog han ingen steder, men blev hjemme sammen med dig, og meddelte sin egocentrerede familie, at de kunne ryge og rejse indtil de havde lært at behandle dig ordentligt, for det var/er jer begge to eller ingen af jer.

Nå men nu jeg har tygget lidt på det, så ville jeg tage med og lade helt som ingen ting og bare være mig selv.

Kærligst
Sussie

Philla skriver:

Hvad ville der ske, hvis du sagde fra og ikke deltog? Det virker på mig som om, at du altid har indrettet dig efter din kærestes familie. Måske skulle du vise dem din sårbarhed, så de kan se, at de rent faktisk behandler dig ret barnligt og ringe.

Jeg ville nok anbefale, at du tager en snak med kæresten, så I står sammen her. Så du sikrer dig, at du har din base på plads. Er han mors dreng? Kommer du i klemme her?

Sender dig lige et kram 

hvis jeg ikke tog med, ville der nok ikke ske så meget. de ville ikke tænke yderligere over det. 
jeg har altid indrettet mig efter min svigerfamilie, for de har betydet så meget for mig - de har altid været der for mig, og været en slags "reservefamilie" for mig. har kunnet komme ud til min svigermor i tide og utide, bare få en kom the og snakke om alt mellem himmel og jord. hun har sågar fortalt mig om hendes følelser, som ikke engang hendes børn ved noget om.

min kæreste er både mor og fars dreng. men jeg tror ikke på, han vil/kan tale sin mor til fornuft, desværre.

Nessie skriver:

Tjah, synes nu stadig at det lyder vildt at specielt svigermor ikke kan finde tilbage i rette rille igen

Jamen, så ville jeg da tage med, og få det bedste ud af det.

Kan du evt. selv tage på besøg hos din svigermor, og få talt ud med hende også? Det er da en uholdbar situation at stå i, som det er nu

jeg synes også, det er ret vildt. til trods for, jeg har taget så meget kontakt til hende.

men det er en 50/50 imorgen. det kan ske, jeg bare skal sidde i hjørnet og glo ud i luften - men det kan også være, de bløder op og vil snakke med mig, så vi evt kan aftale, at jeg kommer ud til hende, og får talt ud.

jeg har ikke mulighed for at komme uanmeldt, da hun arbejder 15-23, og jeg er i skole om formiddagen. hun bor ca 20 kilometer fra mig, så det er ikke noget, jeg bare lige gør om aftenen  

Lusi skriver:

Mærkelig attitude pludselig at få.. De kan da være ligeglade om i har haft en diskusion, når i jo har fundet ud af det igen..

Jeg var ik taget med!
Jeg havde ik fundet mig i sådan noget barnligt fis..

det er også meget mærkeligt. de må indse, at min kæreste og jeg kan klare det selv, som voksne mennesker.. 

Anonym skriver:

har bare heller ikke lyst til at tage afsted, hvis ingen snakker til mig imorgen, og jeg bare skal sidde og kukkelure for mig selv i hjørnet..

min svigermor ville aldrig lukke mig ind. og hendes arbejdstider er 15-23 (social- og sundhedsmedhjælper), så jeg er nødt til at tage fri fra skole, hvis jeg skulle møde uanmeldt op.

min kæreste er skam inviteret med. alle er inviteret med - venner, søskende, søskendes kærester (udover mig), forældre osv..

så må din kæreste ganske enkelt på banen - du skal ikke acceptere at han er med til du bliver holdt uden for. Han må sige til dem at de skal acceptere dig og at i hører sammen.

Det er lidt svært at råde når vi ikke kender årsagen til jeres skænderi - og det er helt ok, du ikke fortæller det, men situationen er ikke holdbar for jer og du kan ikke holde til at blive holdt uden for.

Anonym skriver:

jeg synes også, det er ret vildt. til trods for, jeg har taget så meget kontakt til hende.

men det er en 50/50 imorgen. det kan ske, jeg bare skal sidde i hjørnet og glo ud i luften - men det kan også være, de bløder op og vil snakke med mig, så vi evt kan aftale, at jeg kommer ud til hende, og får talt ud.

jeg har ikke mulighed for at komme uanmeldt, da hun arbejder 15-23, og jeg er i skole om formiddagen. hun bor ca 20 kilometer fra mig, så det er ikke noget, jeg bare lige gør om aftenen  

Hvis det var mig, så ville jeg nok tage med, og vejre stemningen.
Og hvis ingen gad tale med mig, ville jeg gå igen.

Og vil altså stadig mene, at det må være din kæreste og ikke dig der bør tage fat i svigermor. Men kan du få en god snak med hende en dag er det jo helt perfekt

SussieThyssen skriver:

Vi er 100% enige

Kære TS!

du må bede din kæreste tage hånd om sin familie og så må han slå i bordet en gang for alle og bede dem opføre sig ordentligt.
Siden I har været kærester så længe, så er der jo nok en mening med at I engang har tænkt jer, at gøre det mere alvorligt, og så kan de lige så godt se at acceptere dig som en del af familien.

Men det siger jo lidt om, at man altid skal vare sin mund omkring de negative ting man har at sige om sin partner, nuværende eller x, for det kan falde svært tilbage på en selv og partneren i den sidste ende.
Loyalitet er nu en engang det vigtigste af alt.

Men sket er sket.

Jeg ville heller ikke rigtig vide om jeg havde lyst til at tage med, hvis jeg var dig.
På en måde havde jeg, blot for at vise, at jeg ikke bærer nag eller ønsker at balladen skal fortsætte, men at jeg stadig var villig til at lade glemt være glemt, men på en anden måde, så har man jo heller ikke lyst til at tage med, hvor man ikke er ønsket. 

Hvis din kæreste var et rigtigt mandfolk så tog han ingen steder, men blev hjemme sammen med dig, og meddelte sin egocentrerede familie, at de kunne ryge og rejse indtil de havde lært at behandle dig ordentligt, for det var/er jer begge to eller ingen af jer.

Nå men nu jeg har tygget lidt på det, så ville jeg tage med og lade helt som ingen ting og bare være mig selv.

Kærligst
Sussie

jeg elsker dine svar, sussie du er simpelthen baby.dk's omvandrende orakel! 

jeg har været accepteret som en del af familien, men det er jeg desværre ikke mere. jeg tror ikke, min kæreste kan/vil tage dem til fornuft. det er umuligt. 
men den aften, skænderiet fandt sted, og min svigermor "svinte" mig til, fik jeg nok. det finder jeg mig ikke i. hun talte ned til mig, som var jeg et lille barn. 

jeg ser det også lidt som en 50/50 mhp imorgen. hvis jeg tager med, kan det ske, jeg sidder i et hjørne og glor ud i luften alene. men på den anden side, kan det jo også ske, min svigermor+svigerinde faktisk lægger mærke til, jeg er kommet, og jeg gerne vil snakke med dem, og ikke bærer nag.

2skønnebørn skriver:

så må din kæreste ganske enkelt på banen - du skal ikke acceptere at han er med til du bliver holdt uden for. Han må sige til dem at de skal acceptere dig og at i hører sammen.

Det er lidt svært at råde når vi ikke kender årsagen til jeres skænderi - og det er helt ok, du ikke fortæller det, men situationen er ikke holdbar for jer og du kan ikke holde til at blive holdt uden for.

jeg kan godt fortælle om vores barnlige skænderi. eller, det jeg kan huske af det. for jeg husker ikke starten. jeg husker kun, da min svigermor blandede sig.
min kæreste og jeg bor ikke sammen, men vi var på vej hjem til ham, men ville smutte forbi svigermor og sige hej. vi går lidt for os selv i huset, imens svigermor snakker i telefon. og så husker jeg faktisk ikke, hvad der sker indenfor, men vi bliver meget uvenner, og jeg vil have mine ting, da han står og råber af mig. mine ting er i bilen, og han blockere for dem, ved at sætte sig i bilen, og nægte at flytte sig. så jeg fortæller ham, at jeg vil have mine ting, og det skal være nu. vi er ved at gå fra hinanden på det tidspunkt. men vi bliver enige om, at vi skal sætte os ned som voksne mennesker og tale om tingene, i stedet for at være så barnlige. det er aften ved 21-tiden, og jeg står kun i en top og bukser. så jeg siger, jeg gerne vil have en jakke på, og den ligger i bilen, så om han ikke vil flytte sig, så jeg kan få den og vi kan få snakket. der er vi gode venner igen, så han griner, tager pis på mig og siger "næ, det må du ikke" (for sjov), så jeg siger "neeeej, hold nu, giv mig min jakke" ..

så kommer min svigermor ud, og siger, hun har overhørt hele samtalen (åbenbart pånær det sidste, med at vi skal tale sammen som voksne mennesker?) , råber af mig, siger jeg skal tage mig sammen, at jeg er barnlig, uduelig, hun troede jeg var mere voksen end det, hun går fuldstændig amok på mig.

Anonym skriver:

jeg elsker dine svar, sussie du er simpelthen baby.dk's omvandrende orakel! 

jeg har været accepteret som en del af familien, men det er jeg desværre ikke mere. jeg tror ikke, min kæreste kan/vil tage dem til fornuft. det er umuligt. 
men den aften, skænderiet fandt sted, og min svigermor "svinte" mig til, fik jeg nok. det finder jeg mig ikke i. hun talte ned til mig, som var jeg et lille barn. 

jeg ser det også lidt som en 50/50 mhp imorgen. hvis jeg tager med, kan det ske, jeg sidder i et hjørne og glor ud i luften alene. men på den anden side, kan det jo også ske, min svigermor+svigerinde faktisk lægger mærke til, jeg er kommet, og jeg gerne vil snakke med dem, og ikke bærer nag.

Nåårhh! Tak for dine søde ord.

Tag med og sæt dig så ned og være glad og hyggelig.
Hvis du har et håndarbejde eller lignende, så tag det med, for så har du det at hygge dig med, og så sid lige så stille og følg med i hvad der sker.

Hjælp med i hvad du nu kan hjælpe med, men lad dem komme til dig. Taler de til dig så vær sød og hyggelig, og husk at give udtryk for hvor meget du har glædet dig.
Det er det man kalder anvendt psykologi, for der ikke noget værre for andre menneskers dårlige samvittighed og galde end at blive mødt med venlighed og omtanke, og det er umuligt at "angribe" et menneske, der er venligheden selv over for en.

Det er sådan jeg altid har passificeret sure og agressive mennesker, ved at være sød og venligheden selv over for dem.