Alzheimers

Anonym skriver:

Åh ja, det er det jeg frygter... at det bare går så stærkt... puha.... det er så forfærdeligt....

Anonym skriver:

I sidste uge fik min far konstateret alzheimers demens  Han er lige blevet 68 år... Jeg er så ked af det... Det fortjener han slet ikke - men okay, nu er det sådan det er... Men er virkelig ulykkelig over det, når jeg tænker på fremtiden Den far jeg kender vil forsvinde med tiden, og til sidst dø af sygdommen... åh, lille far.... jeg bliver så ked af det, når jeg tænker på det - får helt tårer i øjnene nu...

Han er selv ret påvirket af det, og også min mor... Hun græd den anden dag, og måtte trøste hende, og så græd jeg også... Det er så synd for ham... Og han har længe haft dårlig hukommelse, og svært ved at finde ord, været forvirret osv. Men alligevel - når man så hører at det er demens, så bliver man stadig ret chokket.... Det går jo kun ned ad bakke, og inden for de næste 8-10 år vil han dø...  Føler bare det er en dødsdom, og at han allerede nu er på vej væk, selvom 10 år er længe, så er det bare ikke en særlig fed tid vi, som familie, får imøde... Det er så fordærdeligt, og så synd for ham... og er mest af alt ked af det, fordi han er ked af det, og fordi jeg føler, at jeg mister ham stille og roligt, og uden han egentlig er væk, og det med, at han vil glemme os... det kan jeg slet ikke ha'....

Nogen der har en far eller en mor med demens..? Hvordan var deres forløb, og hvor lang var "processen"..?

Jeg har tænkt mig at gå til pårørende-møder med min mor, for at få lidt info omkring det.... men tænkte der måske også var nogen derinde, der vidste lidt....

Det er en frygtelig sygdom. Hvor jeg dog føler med jer!

Jeg håber, at I, når det første chok har lagt sig, kan finde ud af at se tiden med din far som en gave. Ikke at begræde, det I ikke får, men glæde jer over, det I får. Det er den sværeste øvelse i verden, og lykkedes I med den, så kan I klare alt.

Jeg har tændt lys her til morgen. Nu ved jeg, hvem de er for.

Stort 

Olivia's Moar skriver:

Kunne simpelthen ikke gå videre, uden at give et knus
Hvor er det hårdt for dig/jer ! Øv .. Og uretfærdigt !!

Har ikke selv forældre med alzheimers, dog arbejder jeg med demente (barsel pt.) - så hvis du vil spørge om noget, kan du bare skrive vil dog anbefale jer, at kontakte alzheimer foreningen, for at få noget guidning/rådgivning ..

Man siger jo, at med tiden bliver det jeres sygdom - og ikke jeres fars/mands .. Der vil være gode tider & knap så gode tider - uden tvivl .. Har set hvad det kan gøre ved familier, der kæmper med at have den pårørende i eget hjem så længe som muligt - pas på jer selv (mest til mor), og lad være med at køre jer selv ned. Når i føler det bliver for meget, så hellere overlade det 'beskidte arbejde' til plejepersonale, så i kan nyde de gode tider i stedet .. Men der går forhåbentligt længe, inden i når dertil !

Undskyld jeg er så ærlig, men har set så mange koner/mænd/døtre/sønner være meget udkørte pga. deres pårørende og set hvad det kan gøre ved familier, at de først har haft overskud til hyggen og glæden til den pågældende igen, når de er flyttet på/i plejehjem/beskyttet bolig

KÆMPE krammer herfra også ♥

Først ville jeg lige sende den en kæmpe 

Jeg har dog ikke en mor/far der er ramt. men jeg havde en mormor som led af det, og døde forrige år 75 år gammel. hun levede med de i 10 år

Ved hvordan du måtte have det, den er sku ikke sjov den sygdom

Det vi gjorde for min mormor da hun kom på plejehjem var at hænge billeder op af hendes børn, børnebørn og oldebørn, så havde hun mulighed for at se på dem hver dag, og dermed huske hos i længere tid. Det hjalp meget med de billeder...

Stort kram til dig og din familie

Anonym skriver:

I sidste uge fik min far konstateret alzheimers demens  Han er lige blevet 68 år... Jeg er så ked af det... Det fortjener han slet ikke - men okay, nu er det sådan det er... Men er virkelig ulykkelig over det, når jeg tænker på fremtiden Den far jeg kender vil forsvinde med tiden, og til sidst dø af sygdommen... åh, lille far.... jeg bliver så ked af det, når jeg tænker på det - får helt tårer i øjnene nu...

Han er selv ret påvirket af det, og også min mor... Hun græd den anden dag, og måtte trøste hende, og så græd jeg også... Det er så synd for ham... Og han har længe haft dårlig hukommelse, og svært ved at finde ord, været forvirret osv. Men alligevel - når man så hører at det er demens, så bliver man stadig ret chokket.... Det går jo kun ned ad bakke, og inden for de næste 8-10 år vil han dø...  Føler bare det er en dødsdom, og at han allerede nu er på vej væk, selvom 10 år er længe, så er det bare ikke en særlig fed tid vi, som familie, får imøde... Det er så fordærdeligt, og så synd for ham... og er mest af alt ked af det, fordi han er ked af det, og fordi jeg føler, at jeg mister ham stille og roligt, og uden han egentlig er væk, og det med, at han vil glemme os... det kan jeg slet ikke ha'....

Nogen der har en far eller en mor med demens..? Hvordan var deres forløb, og hvor lang var "processen"..?

Jeg har tænkt mig at gå til pårørende-møder med min mor, for at få lidt info omkring det.... men tænkte der måske også var nogen derinde, der vidste lidt....

Kan sagtens forstå du ked af det, det virkelig heller ikke en sjov sygdom... Og ja, det kommer til at blive rigtig hårdt som pårørende at se ens familiemedlem "forsvinde"

Min far fik konstateret alkoholdemens i år og ja det var da et slag og jeg glæder mig overhovedet ikke til at han skal herfra.. Men... Og det er ikke for at såre dig eller gøre dig ked af det... Vi skal jo alle herfra på et tidspunkt og din far kan sagtens nå at have mange gode år endnu hvor han kan huske jer, i kan stadig nå at hygge og have mange gode lange samtaler sammen hvor han stadig kan huske jer...

Husk at nyd den tid.. Og prøv at lade dine tanker blive i den tro at han har mange år endnu... Det kan gøre ham rigtig bange at se jer være bange.. Jeg vil så gerne give en masse gode råd, men jeg kan ikke selv se hvor langt i forløbet din far er med hans demens, men i mit fag siger vi at, man dør ikke af demens, man dør med demens.. Hvis det kan trøste dig lidt... 

Men altså... hvis du føler behov for en sludder, så skriver du bare...

jeg er ked af denne sygdom skulle remme din familie sender jer de største krammer og en masse tanker