Alzheimers

I sidste uge fik min far konstateret alzheimers demens  Han er lige blevet 68 år... Jeg er så ked af det... Det fortjener han slet ikke - men okay, nu er det sådan det er... Men er virkelig ulykkelig over det, når jeg tænker på fremtiden Den far jeg kender vil forsvinde med tiden, og til sidst dø af sygdommen... åh, lille far.... jeg bliver så ked af det, når jeg tænker på det - får helt tårer i øjnene nu...

Han er selv ret påvirket af det, og også min mor... Hun græd den anden dag, og måtte trøste hende, og så græd jeg også... Det er så synd for ham... Og han har længe haft dårlig hukommelse, og svært ved at finde ord, været forvirret osv. Men alligevel - når man så hører at det er demens, så bliver man stadig ret chokket.... Det går jo kun ned ad bakke, og inden for de næste 8-10 år vil han dø...  Føler bare det er en dødsdom, og at han allerede nu er på vej væk, selvom 10 år er længe, så er det bare ikke en særlig fed tid vi, som familie, får imøde... Det er så fordærdeligt, og så synd for ham... og er mest af alt ked af det, fordi han er ked af det, og fordi jeg føler, at jeg mister ham stille og roligt, og uden han egentlig er væk, og det med, at han vil glemme os... det kan jeg slet ikke ha'....

Nogen der har en far eller en mor med demens..? Hvordan var deres forløb, og hvor lang var "processen"..?

Jeg har tænkt mig at gå til pårørende-møder med min mor, for at få lidt info omkring det.... men tænkte der måske også var nogen derinde, der vidste lidt....

ingen....??

Lige en krammer til dig kan sagtens sætte mig ind i dit sted. det er nemlig en træls sygdom. Min farmor har også fået det for ca 2 år siden og ja det går kun en vej. Hun er blevet en helt anden person, har altid været en rigtig aktiv og frisk person og bang så sker der dette Men din far er alt for ung, ej hvor er det bare hårdt. Nyd hver dag sammen med din far og husk ham for den han var ville ikke gå uden et par ord.

cyber Krammer

Daydreamer81 skriver:

Lige en krammer til dig kan sagtens sætte mig ind i dit sted. det er nemlig en træls sygdom. Min farmor har også fået det for ca 2 år siden og ja det går kun en vej. Hun er blevet en helt anden person, har altid været en rigtig aktiv og frisk person og bang så sker der dette Men din far er alt for ung, ej hvor er det bare hårdt. Nyd hver dag sammen med din far og husk ham for den han var ville ikke gå uden et par ord.

cyber Krammer

Tusind tak.... Puha, kun 2 år siden, og så har din farmor allerede ændret sig sådan... men ok, hun er vel også ældre..... der er bare ingen tid på hvornår det ændre sig det hele... desværre... eller måske heldigivs?! Jeg ved det ikke.... det er bare så ullykkeligt lige nu  men tak fordi du lige skrev - detr hjælper i en svær tid....

Anonym skriver:

I sidste uge fik min far konstateret alzheimers demens  Han er lige blevet 68 år... Jeg er så ked af det... Det fortjener han slet ikke - men okay, nu er det sådan det er... Men er virkelig ulykkelig over det, når jeg tænker på fremtiden Den far jeg kender vil forsvinde med tiden, og til sidst dø af sygdommen... åh, lille far.... jeg bliver så ked af det, når jeg tænker på det - får helt tårer i øjnene nu...

Han er selv ret påvirket af det, og også min mor... Hun græd den anden dag, og måtte trøste hende, og så græd jeg også... Det er så synd for ham... Og han har længe haft dårlig hukommelse, og svært ved at finde ord, været forvirret osv. Men alligevel - når man så hører at det er demens, så bliver man stadig ret chokket.... Det går jo kun ned ad bakke, og inden for de næste 8-10 år vil han dø...  Føler bare det er en dødsdom, og at han allerede nu er på vej væk, selvom 10 år er længe, så er det bare ikke en særlig fed tid vi, som familie, får imøde... Det er så fordærdeligt, og så synd for ham... og er mest af alt ked af det, fordi han er ked af det, og fordi jeg føler, at jeg mister ham stille og roligt, og uden han egentlig er væk, og det med, at han vil glemme os... det kan jeg slet ikke ha'....

Nogen der har en far eller en mor med demens..? Hvordan var deres forløb, og hvor lang var "processen"..?

Jeg har tænkt mig at gå til pårørende-møder med min mor, for at få lidt info omkring det.... men tænkte der måske også var nogen derinde, der vidste lidt....

Kunne simpelthen ikke gå videre, uden at give et knus
Hvor er det hårdt for dig/jer ! Øv .. Og uretfærdigt !!

Har ikke selv forældre med alzheimers, dog arbejder jeg med demente (barsel pt.) - så hvis du vil spørge om noget, kan du bare skrive vil dog anbefale jer, at kontakte alzheimer foreningen, for at få noget guidning/rådgivning ..

Man siger jo, at med tiden bliver det jeres sygdom - og ikke jeres fars/mands .. Der vil være gode tider & knap så gode tider - uden tvivl .. Har set hvad det kan gøre ved familier, der kæmper med at have den pårørende i eget hjem så længe som muligt - pas på jer selv (mest til mor), og lad være med at køre jer selv ned. Når i føler det bliver for meget, så hellere overlade det 'beskidte arbejde' til plejepersonale, så i kan nyde de gode tider i stedet .. Men der går forhåbentligt længe, inden i når dertil !

Undskyld jeg er så ærlig, men har set så mange koner/mænd/døtre/sønner være meget udkørte pga. deres pårørende og set hvad det kan gøre ved familier, at de først har haft overskud til hyggen og glæden til den pågældende igen, når de er flyttet på/i plejehjem/beskyttet bolig

Jeg har ingen tæt på mig, men min oldemor er nu "kørende" på 15 år og hun er meget meget dårlig. 

Men pga. Mit arbejde som sosu hjælper har jeg mødt en masse dejlige mennesker - og deres pårørende- med denne diagnose. Ja din far kommer til at dø af det, og de sidste år af hans liv bliver hårde, specielt for din mor, dig og resten af familien.

Det kræver en masse overbærenhed fra din side, en masse overskud at være den voksne: at være den forklarende og afventende. Men nyd de næste mange gode år med din far, snak om det for din far er stadig på det stadie hvor han godt forstår hvad der sker og det er en lige så skræmmende proces for ham. Diagnosen skal ikke fylde alt, husk at grine, være kærlig- selv når han er rigtig dårlig og skal mindes om hvem du er. Når han så husker så er jeg sikker på at han er møghamrende stolt af hans datter! Så vær positiv, for du får desværre brug for det... Det er en frygteligt sygdom, det er de pårørendes sygdom så tag det støtte du kan og udnyt det.

krjeg ønsker det bedste for dig og din familie 

Olivia's Moar skriver:

Kunne simpelthen ikke gå videre, uden at give et knus
Hvor er det hårdt for dig/jer ! Øv .. Og uretfærdigt !!

Har ikke selv forældre med alzheimers, dog arbejder jeg med demente (barsel pt.) - så hvis du vil spørge om noget, kan du bare skrive vil dog anbefale jer, at kontakte alzheimer foreningen, for at få noget guidning/rådgivning ..

Man siger jo, at med tiden bliver det jeres sygdom - og ikke jeres fars/mands .. Der vil være gode tider & knap så gode tider - uden tvivl .. Har set hvad det kan gøre ved familier, der kæmper med at have den pårørende i eget hjem så længe som muligt - pas på jer selv (mest til mor), og lad være med at køre jer selv ned. Når i føler det bliver for meget, så hellere overlade det 'beskidte arbejde' til plejepersonale, så i kan nyde de gode tider i stedet .. Men der går forhåbentligt længe, inden i når dertil !

Undskyld jeg er så ærlig, men har set så mange koner/mænd/døtre/sønner være meget udkørte pga. deres pårørende og set hvad det kan gøre ved familier, at de først har haft overskud til hyggen og glæden til den pågældende igen, når de er flyttet på/i plejehjem/beskyttet bolig

Tak... det er kun godt, at du er ærlig!!!

Jeg ved godt, at det er den vej det går - for sådan er det jo med alzheimers..... Men lige nu er min far kun på "moderat"-stadiet, hvad det så end betyder... så han er da "sig selv" stadigvæk... og er til at være sammen med og snakke med - men der er bare ting, som han ikke kan mere, eller som han ikke kan finde ud af... han har altid være en god handy man, og forleden kunne kan ikke finde ud af at sætte et nye bagagebærer på min cykel, som han ellers snildt ville kunne for et par år siden... Han kludre meget rundt i ordene, og glemmer hvad han vil sige.... Det er der vi er nu, så det er slet ikke slemt, men fremtiden gør mig bare så ked af det... jeg vil jo ikke miste min far - havde regnet med han ville blive meget ældre, og måske bliver han det også, men alzheimers er jo noget man dør af til sidst..... Er det forskelligt hvor hurtigt det går fra person til person?

Min mor er en kvinde som selv døjer meget med smerter.. Hun har slem slidgigt i hel underkroppen, og skal faktisk både have nye knæ og hofter, så meget af det kommer nok til at hænge på mig, da jeg er den af mine søskende, der nok er mest "hjemme" hos mine forældre.... og det er egentlig også okay med mig - men tror det bliver hårdt alligevel.... stakkels far.... åh, kan slet ikke holde tanken ud.... græder hver gang jeg tænker på det....

Pimme skriver:

Jeg har ingen tæt på mig, men min oldemor er nu "kørende" på 15 år og hun er meget meget dårlig. 

Men pga. Mit arbejde som sosu hjælper har jeg mødt en masse dejlige mennesker - og deres pårørende- med denne diagnose. Ja din far kommer til at dø af det, og de sidste år af hans liv bliver hårde, specielt for din mor, dig og resten af familien.

Det kræver en masse overbærenhed fra din side, en masse overskud at være den voksne: at være den forklarende og afventende. Men nyd de næste mange gode år med din far, snak om det for din far er stadig på det stadie hvor han godt forstår hvad der sker og det er en lige så skræmmende proces for ham. Diagnosen skal ikke fylde alt, husk at grine, være kærlig- selv når han er rigtig dårlig og skal mindes om hvem du er. Når han så husker så er jeg sikker på at han er møghamrende stolt af hans datter! Så vær positiv, for du får desværre brug for det... Det er en frygteligt sygdom, det er de pårørendes sygdom så tag det støtte du kan og udnyt det.

krjeg ønsker det bedste for dig og din familie 

tusind tak... nu fik du mig for alvor til at græde, men mest af glæde! For du fik mig lige til at tænke på, hvor dejlig en far jeg har... og at jo stadig er det, selvom han har fået en diagnose.. så tak for det... ja det værste lige nu er, at han selv godt ved hvad der sker, og hvad der skal til at ske i fremtiden, og det gør ham ked af det, selvom han ikke åbenlyst græder, så kan jeg se det på ham.... og min mor.. hun er grædefærdig... min familie har bare været udsat for så meget den seneste tid, og nu også det her... puha.. vi skal være stærke..

Årh, det er jeg virkelig ked af på jeres vegne. Det er en rigtig led sygdom, der tager så meget væk fra patienten og familien på så mange planer. Levede sammen med min mormor, der var dement. Det er h å r d t med hårdt på nogle gange, men jeg lærte at sætte pris på nogle andre ting end tidligere. Det var hårdest, når hun enten var pinligt bevidst om det var noget værre 'vrøvl' der kom ud af munden på hende, som afspejling af det totale kaos der var i hendes hjerne eller når hun var rigtig skidt og ikke anede, hvem jeg var. Syntes det var synd for hende, når hun var sig bevidst om at hun var syg og syntes det var synd for mig selv, når hun var så dårlig at hun havde glemt mig. så alt i alt en rigtig møgsygdom.

Til sidst var det dog ikke så slemt, der var hun kommet på plejehjem og de tog sig simpelthen så godt af hende. Hun levede fuldstændig i sin egen verden, men til forskel fra da hun boede hjemme hos os, var det nu en verden, hvor hun ikke længere sammenlignede sig med den hun var før. Der slappede hun bare af og 'drømte' en masse. Aldrig har hun været så meget ude at spise forskellige steder og kørt med bus og tog og alt muligt. Hun fortalte glad om alt det der 'skete', så det var en lettelse at hun i det mindste havde det godt. Men det var tungt at bære, at man måtte sige farvel til den person man kendte, selvom hun stadig fysisk var i live.

Håber din far, du og din familie finder styrke til at gå igennem det her. Mit råd må være at opsøge så meget hjælp som muligt, det være sig både praktisk når det bliver nødvendigt og rådgivning/støtte/info.

lotchen skriver:

Årh, det er jeg virkelig ked af på jeres vegne. Det er en rigtig led sygdom, der tager så meget væk fra patienten og familien på så mange planer. Levede sammen med min mormor, der var dement. Det er h å r d t med hårdt på nogle gange, men jeg lærte at sætte pris på nogle andre ting end tidligere. Det var hårdest, når hun enten var pinligt bevidst om det var noget værre 'vrøvl' der kom ud af munden på hende, som afspejling af det totale kaos der var i hendes hjerne eller når hun var rigtig skidt og ikke anede, hvem jeg var. Syntes det var synd for hende, når hun var sig bevidst om at hun var syg og syntes det var synd for mig selv, når hun var så dårlig at hun havde glemt mig. så alt i alt en rigtig møgsygdom.

Til sidst var det dog ikke så slemt, der var hun kommet på plejehjem og de tog sig simpelthen så godt af hende. Hun levede fuldstændig i sin egen verden, men til forskel fra da hun boede hjemme hos os, var det nu en verden, hvor hun ikke længere sammenlignede sig med den hun var før. Der slappede hun bare af og 'drømte' en masse. Aldrig har hun været så meget ude at spise forskellige steder og kørt med bus og tog og alt muligt. Hun fortalte glad om alt det der 'skete', så det var en lettelse at hun i det mindste havde det godt. Men det var tungt at bære, at man måtte sige farvel til den person man kendte, selvom hun stadig fysisk var i live.

Håber din far, du og din familie finder styrke til at gå igennem det her. Mit råd må være at opsøge så meget hjælp som muligt, det være sig både praktisk når det bliver nødvendigt og rådgivning/støtte/info.

Tak, for er det sødt og humoristisk skrevet.. det hjælper meget..

det er også det jeg mener - det der med, at han jo stadig er så frisk, at han er sig selv bevidst, og dermed også sygdommen... og så kommer der en dag, hvor han også glemmer mig, min kæreste og hans barnebarn, vores datter, som han er så uendelig glad for.... åh, kan næsten ikke ha' det.... sidder og stortuder nu.... puha... vi må bare få det bedste ud af det..

kan forestille mig, at det bliver nemmere, når de lever I deres egen verden! Hvis bare de har det godt der, så er det jo fint... det er næsten værre når de ved, at de vrøvler og ikke kan finde ud af tingene.. det er ydmygende... og sådan er det for min far stadigvæk, og sikkert et stykke tid endnu.......