Alzheimers

Min mormor har det også..... :-( på få år blev hun en helt anden person.... Hun kan dårligt nok huske mig nu... og slet ikk lukas... Det går desværre kun nedad bakke..... Hun er 68 år..

Anonym skriver:

tusind tak... nu fik du mig for alvor til at græde, men mest af glæde! For du fik mig lige til at tænke på, hvor dejlig en far jeg har... og at jo stadig er det, selvom han har fået en diagnose.. så tak for det... ja det værste lige nu er, at han selv godt ved hvad der sker, og hvad der skal til at ske i fremtiden, og det gør ham ked af det, selvom han ikke åbenlyst græder, så kan jeg se det på ham.... og min mor.. hun er grædefærdig... min familie har bare været udsat for så meget den seneste tid, og nu også det her... puha.. vi skal være stærke..

Jeg havde tårer i øjnene da jeg skrev det, det rør mig så meget.. 

Når det ikke kan være anderledes kan man lige så godt få det bedste ud af det: I bliver tætte, får taget de vigtige snakke og gjort de ting I vil, så er der ikke mere at fortryde. Forløbet kan være meget individuelt hvornår sygdommen blusser op, den kommer i etaper. 

Nu hvor din mor også er syg, så er det vigtigt at hun bliver skånet for ellers så bliver hun brudt ned, så udnyt udnyt udnyt de tilbud jeres kommune tilbyder: aflastning og dagtilbud til når de bliver værre, støttegrupper, foredrag og demens.dk hvor I kan søge information. Jo mere viden I får om hvad der sker, jo mere ro og tryghed giver det. Og husk at der findes kærlige og omsorgsfulde personaler der vil gøre deres yderste for din far og støtte jer. Vær ikke bange for plejehjem, men vær pårørende der vil det bedste for deres familiemedlem.. jeg havde fordomme før jeg fik arbejde på et plejehjem, men hold op hvor  findes der også hjertevarme menneske i det fag og ikke kun det man hører i avisen. Så smil, hold jul og nyd livet for det er så pokkers dyrebart!

- og jeg synes du er sej! Du skal altså have et "kram"

Anonym skriver:

Tak, for er det sødt og humoristisk skrevet.. det hjælper meget..

det er også det jeg mener - det der med, at han jo stadig er så frisk, at han er sig selv bevidst, og dermed også sygdommen... og så kommer der en dag, hvor han også glemmer mig, min kæreste og hans barnebarn, vores datter, som han er så uendelig glad for.... åh, kan næsten ikke ha' det.... sidder og stortuder nu.... puha... vi må bare få det bedste ud af det..

kan forestille mig, at det bliver nemmere, når de lever I deres egen verden! Hvis bare de har det godt der, så er det jo fint... det er næsten værre når de ved, at de vrøvler og ikke kan finde ud af tingene.. det er ydmygende... og sådan er det for min far stadigvæk, og sikkert et stykke tid endnu.......

For os var det nemlig værst i den tid, hvor hun var sig bevidst om at hun var forkert på den - det var ydmygende for hende. Og det var heller ikke en dans på roser at bo sammen med hende, de kan godt udvikle nogle karaktertræk, der mildest talt sætter det gode forhold på prøve Din mor kommer nok til at træffe nogle hårde valg i forløbet. Husk også at passe godt på hende, hun er lige så stort et 'offer' (i mangel af bedre ord) som din far. Hun er jo rask hustru, så lige så stille kan hun opleve at mange opgaver og forpligtelser bliver lagt over på hende og der er det vigtigt, at hun mærker efter hos sig selv med hvor meget hun kan klare.

Da min mormor først var forsvundet ind i glemslen stort set, var det jo bare at 'nyde' (lyder helt forkert ved jeg godt, men det kan være du på et tidspunkt kan forstå mit ordvalg), at hun oplevede så mange gode ting (fx vilde fester om natten) - så var der trods alt kun vores egen sorg at bære. Men det var vores oplevelse af et forløb, kan være I oplever det helt anderledes. Der ska være plads til alle reaktioner.

Mettefpigen skriver:

Min mormor har det også..... :-( på få år blev hun en helt anden person.... Hun kan dårligt nok huske mig nu... og slet ikk lukas... Det går desværre kun nedad bakke..... Hun er 68 år..

Åh ja, det er det jeg frygter... at det bare går så stærkt... puha.... det er så forfærdeligt....

Anonym skriver:

Tak... det er kun godt, at du er ærlig!!!

Jeg ved godt, at det er den vej det går - for sådan er det jo med alzheimers..... Men lige nu er min far kun på "moderat"-stadiet, hvad det så end betyder... så han er da "sig selv" stadigvæk... og er til at være sammen med og snakke med - men der er bare ting, som han ikke kan mere, eller som han ikke kan finde ud af... han har altid være en god handy man, og forleden kunne kan ikke finde ud af at sætte et nye bagagebærer på min cykel, som han ellers snildt ville kunne for et par år siden... Han kludre meget rundt i ordene, og glemmer hvad han vil sige.... Det er der vi er nu, så det er slet ikke slemt, men fremtiden gør mig bare så ked af det... jeg vil jo ikke miste min far - havde regnet med han ville blive meget ældre, og måske bliver han det også, men alzheimers er jo noget man dør af til sidst..... Er det forskelligt hvor hurtigt det går fra person til person?

Min mor er en kvinde som selv døjer meget med smerter.. Hun har slem slidgigt i hel underkroppen, og skal faktisk både have nye knæ og hofter, så meget af det kommer nok til at hænge på mig, da jeg er den af mine søskende, der nok er mest "hjemme" hos mine forældre.... og det er egentlig også okay med mig - men tror det bliver hårdt alligevel.... stakkels far.... åh, kan slet ikke holde tanken ud.... græder hver gang jeg tænker på det....

Puha, det må være hårdt for ham - især når han stadigvæk er bevidst om det !! Men hvis ham at du stadigvæk er der for ham .. Og at du elsker ham - lav et fotoalbum til ham, til jul, med minder og tomme sider tilbage, så i kan blive ved at fylde på ! Det bliver guld værd senere hen

Puha, levetiden kan jeg ikke rigtigt svare på - af hvad jeg har oplevet er det meget forskelligt. Men har også oplevet forskellige former for demens, og nogle mere agressive end andre det lyder som om, at i har taget godt hånd om det er han kommet i nogen form for behandling ?

Åh, det lyder som om du har meget om ørene lige nu husk at find en DU kan læsse af på, for det får du brug for, inden dine skuldre ender nede ved anklerne .. Ellers fungerer du heller ikke - og det duer jo slet ikke !

Pimme skriver:

Jeg havde tårer i øjnene da jeg skrev det, det rør mig så meget.. 

Når det ikke kan være anderledes kan man lige så godt få det bedste ud af det: I bliver tætte, får taget de vigtige snakke og gjort de ting I vil, så er der ikke mere at fortryde. Forløbet kan være meget individuelt hvornår sygdommen blusser op, den kommer i etaper. 

Nu hvor din mor også er syg, så er det vigtigt at hun bliver skånet for ellers så bliver hun brudt ned, så udnyt udnyt udnyt de tilbud jeres kommune tilbyder: aflastning og dagtilbud til når de bliver værre, støttegrupper, foredrag og demens.dk hvor I kan søge information. Jo mere viden I får om hvad der sker, jo mere ro og tryghed giver det. Og husk at der findes kærlige og omsorgsfulde personaler der vil gøre deres yderste for din far og støtte jer. Vær ikke bange for plejehjem, men vær pårørende der vil det bedste for deres familiemedlem.. jeg havde fordomme før jeg fik arbejde på et plejehjem, men hold op hvor  findes der også hjertevarme menneske i det fag og ikke kun det man hører i avisen. Så smil, hold jul og nyd livet for det er så pokkers dyrebart!

- og jeg synes du er sej! Du skal altså have et "kram"

Du har så ebig ret.... Det er nu og de næste få år der skal udnyttes til at opleve og lave noget sammen med min far.... og vores familie generelt... for hvem ved hvornår det er slut... min far har altid gerne ville til bornholm - måske vi skulle gøre det.... det er da en så lille ting, at det er til at overskue.... Tak for dine søde ord......

lotchen skriver:

For os var det nemlig værst i den tid, hvor hun var sig bevidst om at hun var forkert på den - det var ydmygende for hende. Og det var heller ikke en dans på roser at bo sammen med hende, de kan godt udvikle nogle karaktertræk, der mildest talt sætter det gode forhold på prøve Din mor kommer nok til at træffe nogle hårde valg i forløbet. Husk også at passe godt på hende, hun er lige så stort et 'offer' (i mangel af bedre ord) som din far. Hun er jo rask hustru, så lige så stille kan hun opleve at mange opgaver og forpligtelser bliver lagt over på hende og der er det vigtigt, at hun mærker efter hos sig selv med hvor meget hun kan klare.

Da min mormor først var forsvundet ind i glemslen stort set, var det jo bare at 'nyde' (lyder helt forkert ved jeg godt, men det kan være du på et tidspunkt kan forstå mit ordvalg), at hun oplevede så mange gode ting (fx vilde fester om natten) - så var der trods alt kun vores egen sorg at bære. Men det var vores oplevelse af et forløb, kan være I oplever det helt anderledes. Der ska være plads til alle reaktioner.

Kan jeg sætte mig ind i!! Det er vel sværere når man ved, at de selv ved det.... det er synd..... havde en mormor, som, inden hun døde, var i en helt anden verden og snakkede sort, og oplevede alt muligt.. og det grinte vi af, for det gjorde hun også, og hun led jo ikke, så det var fint.... og så er det nemmere at have med at gøre.....

Og lige til det med barnebarnet - havde en beboer der var slemt dement. Når man sagde til beboeren, at barnebarnet kom snart, så vågnede den pågældende HELT op!

Ved godt, at man tænker det værste, men der er aldrig noget der er helt sikkert

Olivia's Moar skriver:

Puha, det må være hårdt for ham - især når han stadigvæk er bevidst om det !! Men hvis ham at du stadigvæk er der for ham .. Og at du elsker ham - lav et fotoalbum til ham, til jul, med minder og tomme sider tilbage, så i kan blive ved at fylde på ! Det bliver guld værd senere hen

Puha, levetiden kan jeg ikke rigtigt svare på - af hvad jeg har oplevet er det meget forskelligt. Men har også oplevet forskellige former for demens, og nogle mere agressive end andre det lyder som om, at i har taget godt hånd om det er han kommet i nogen form for behandling ?

Åh, det lyder som om du har meget om ørene lige nu husk at find en DU kan læsse af på, for det får du brug for, inden dine skuldre ender nede ved anklerne .. Ellers fungerer du heller ikke - og det duer jo slet ikke !

Ja, det vil jeg gøre.... god idé med fotoalbum.....

Ja, det er rigtig hårdt for ham nu, hvor han stadig er ved sine (næsten) fulde fem, og er helt klar over hvad der foregår..... kan også mærke at det påvirker begge mine forældre, for alle ved jo hvor det bærer hen, og synes bare slet ikke mine forældre er så gamle endnu.... Men vi må bare tage det som det kommer... lige nu er jeg bare glad for, at han er nogenlunde, som han altid har været......

Anonym skriver:

Tak, for er det sødt og humoristisk skrevet.. det hjælper meget..

det er også det jeg mener - det der med, at han jo stadig er så frisk, at han er sig selv bevidst, og dermed også sygdommen... og så kommer der en dag, hvor han også glemmer mig, min kæreste og hans barnebarn, vores datter, som han er så uendelig glad for.... åh, kan næsten ikke ha' det.... sidder og stortuder nu.... puha... vi må bare få det bedste ud af det..

kan forestille mig, at det bliver nemmere, når de lever I deres egen verden! Hvis bare de har det godt der, så er det jo fint... det er næsten værre når de ved, at de vrøvler og ikke kan finde ud af tingene.. det er ydmygende... og sådan er det for min far stadigvæk, og sikkert et stykke tid endnu.......

Søde du, du får lige et kram herfra . 

Hvor må det være frygteligt for dig!

 

men vil lige fortælle, at det slet ikke er sikkert, at han glemmer dig og de nærmeste i familien. til daglig arbejder jeg med demente, og rigtig mange af dem, husker deres tætte selvom de har haft sygdommen i 7år eller mere. håber din far vil huske dig/jer

kram herfra